Der lever i dag 300.000 muslimer i Danmark. De fleste har dansk pas, bærer danske værdier i hjertet og lever almindelige danske hverdagsliv som studerende, lønmodtagere, selvstændige og engagerede medborgere.
Muslimer og islam er blevet en fast del af vores land. Det har skabt et behov for moskeer, der kan understøtte livet som moderne dansk muslim. Men her halter mange moskeer efter. Ikke af ond vilje, men fordi de blev skabt i en anden tid til et andet behov.
De fleste af landets knap 200 moskeer opstod i 1970’erne og 80’erne som etniske kulturforeninger for gæstearbejdere og flygtninge. Moskeerne lå ofte i industriområder eller kælderlokaler, og imamen var enten udstationeret fra oprindelseslandet eller en respekteret mand fra det lokale indvandrermiljø uden nogen teologisk uddannelse.
Dengang blev den manglende forankring i dansk sprog og kultur ikke set som et problem. Man troede jo, at folk skulle hjem igen. Men danske muslimer er kommet for at blive. En meget stor del er faktisk slet ikke kommet hertil, men er født og opvokset i Danmark. De er danskere før noget andet.
Det sidste kan drukne i en offentlig debat, hvor ord som parallelsamfund, social kontrol, radikalisering og bandekriminalitet dominerer overskrifterne. Det er problemstillinger, som skal tages alvorligt, fordi de skaber utryghed og undertrykkelse. Men det er også vigtigt at huske, at det handler om mindretal i mindretallet.
Det kan man bl.a. læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige medborgerskabsundersøgelse. Den viser, at det store flertal af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere uddanner sig, arbejder og følger loven. Den viser også, at det store flertal deler danske værdier om frihed, folkestyre og familie. Så selv om man stadig ser rester af oprindelseslandenes kulturelle normer hos et mindretal – og dermed hvorfor det stadig er nødvendigt med en aktiv integrationspolitik – er der som regel tale om undtagelser, der bekræfter reglen: Danske muslimer er, som danskere er flest.
Det gælder i øvrigt også deres forhold til religion. Religionen spiller en nøglerolle i forbindelse med livets store overgange, religiøse højtider og som grundlag for refleksion og fællesskab. Men de færreste muslimer går regelmæssigt i moské.
Moskeerne har også udviklet sig siden 1970’erne. Ifølge forskerne Lene Kühle og Malik Larsen prædiker flere nu på dansk, følger den danske foreningsstruktur og involverer kvinder mere i moskeens liv. Men de er stadig opdelt efter etniske skel, og deres opgaver – fra vedligeholdelse til religiøse tjenester – varetages primært af frivillige. Kun de tyrkiske moskeer har som regel en uddannet imam ansat.
Det er derfor let at forstå, når Tarek Ziad Hussein i ’Det sorte skæg’ beskriver, hvordan mange unge muslimer har svært ved at spejle sig i de gamle moskeer. De ser dem som forældede, uprofessionelle og ude af stand til at tilbyde seriøs religiøs vejledning i en moderne dansk virkelighed.
Hussein beskriver, hvordan nogle unge forsøger at reformere moskeerne indefra eller tager initiativ til nye moskeer, som fortolker islam i en moderne dansk kontekst.
Men der er også unge, der søger mod de mere ideologisk styrede moskeer omkring de store byer. Vi kender nogle af de mest problematiske: Grimhøjmoskeen i Aarhus og Hizb ut-Tahrirs moské på Nørrebro. De fleste andre moskeer er derimod stærkt optaget af at modvirke radikalisering og støtte de unge i at tage en uddannelse, undgå kriminalitet og engagere sig i samfundet. Men de har samtidig ofte en stærk tilknytning til et andet land eller en udenlandsk organisation, der gør, at de prædiker på et andet kulturelt og politisk bagtæppe end det danske.
Endelig er der også unge, der søger vejledning fra Facebook-sider og Google-imamer, der fungerer som skalkeskjul for ekstremister som Hizb ut-Tahrir og wahhabistiske grupper. Det er i denne type grupper, at de unge får at vide, at de ikke må stemme, deltage i fødselsdage, spise kyllingeleverpostej eller sætte blomster ved et gravsted.
Manglen på moderne danske moskeer efterlader unge danske muslimer i et dilemmafyldt ingenmandsland. Her risikerer de at ende i armene hos ekstreme grupper, fremmede stater eller udenlandske organisationer med værdier, der kan være mere eller mindre forenelige med livet i et moderne, sekulært og frit demokratisk samfund som det danske. Det er en uholdbar situation. Både for de unge og for det danske samfund.
Derfor er det på tide, at vi anlægger en helt ny tilgang til islam, muslimer og moskeer i Danmark. Området har alt for længe været præget af tabu og berøringsangst fra begge sider af det politiske spektrum. Den ene side har haft travlt med at problematisere selve eksistensen af islam og muslimer i Danmark og har nægtet enhver tanke om at integrere islam i en dansk kontekst. Den anden side – inklusive mig selv – har været så optaget af at stå vagt om religionsfriheden og beskytte danske muslimer mod generaliseringer, at vi har undervurderet nødvendigheden af at sætte ind over for versioner af islam, der er uforenelige med det danske samfund.
Begge sider må erkende, at islam og muslimer er kommet for at blive. Vi må indlede en samtale om, hvordan Danmarks næststørste religion – islam – skal folde sig ud i fremtiden.
Heldigvis er det ikke en samtale, vi er alene om i Danmark. Mange europæiske lande har gennemgået samme befolkningsudvikling. Men mange er også kommet skridtet videre. Måske fordi de ikke lider af samme religionsforskrækkelse som os og derfor har haft nemmere ved at bryde tabuet omkring islams tilstedeværelse og integration i de europæiske samfund.
Tag for eksempel Østrig. Landets tidligere statsminister Sebastian Kurz blev kendt i hele Europa for sin indvandrerkritiske linje. Men han gik alligevel længere i anerkendelsen af islam, end en dansk minister nogensinde har gjort:
»Islam er en del af Østrig«, slog han fast og stillede sig i spidsen for en reform af den østrigske ’Islamgesetz’, der havde som mål at gøre det muligt at være »stolt østriger og troende muslim på samme tid«.
Reformen forbød udenlandsk finansiering af moskeernes drift og udenlandske imamer, men gav samtidig Østrigs muslimer og islamiske trossamfund flere rettigheder. Islamiske trossamfund blev officiel høringspart. De fik ret til at yde sjælesorg i offentlige institutioner og tilbyde islamundervisning på tysk som alternativ til kristendomsundervisning i de østrigske skoler.
Muslimske helligdage blev officielt anerkendt, og muslimske gravpladser blev juridisk beskyttet. Universiteterne blev forpligtet til at stå for den teologiske uddannelse af imamer. Reformen pålagde endda de offentlige køkkener at tage hensyn til muslimers religiøse madforskrifter.
I Tyskland har det også længe været et centralt diskussionsemne, hvordan man fremmer en såkaldt euroislam. Debatten kulminerede i 2019, hvor det store borgerlige parti CDU foreslog at indføre en moskéskat:
»Vores mål skal være, at islam i Tyskland frigør sig fra påvirkning fra udenlandske stater og opnår en stærkere indenlandsk orientering. Til dette formål ville moskéskatten være et vigtigt skridt«, udtalte næstformand for CDU i Forbundsdagen Thorsten Frei dengang.
Samme år åbnede den første tysksprogede imam-uddannelse med tidligere forbundspræsident Christian Wulff som formand.
Frigørelsen fra udenlandsk indflydelse har været en stærk motor for debatten i både Tyskland og Østrig. Men i begge lande har der også for længst indfundet sig en erkendelse af, at hvis båndene skal kappes udadtil, skal de til gengæld styrkes indadtil. Det er her, vores egen debat og politik kommer til kort. Danske politikere og meningsdannere har så travlt med at holde islam ud i strakt arm, at de ikke evner andet end at uddele kollektive skideballer og lave symbolske markeringer.
Det er forbudslisten for donorer og hadprædikantlisten to gode eksempler på. Forbudslisten omfatter p.t. kun otte personer med hjemsted i henholdsvis Kuwait, Qatar, Rusland og Danmark. Saudi-Arabien og Iran glimrer derimod ved deres fravær. Hadprædikantlisten forbyder p.t. 21 turnerende hadprædikanter i at indrejse i Danmark. Men den adresserer ikke det mere generelle spørgsmål om udenlandske imamers rolle i danske moskeer. Der er med andre ord tale om to meget snævre værktøjer, der hverken løser problemet ved roden eller i bredden.
Det er selvfølgelig vigtigt at understrege, at man ikke kan sætte lighedstegn mellem al udenlandsk støtte og ekstremisme. Faktisk har de udstationerede imamer traditionelt repræsenteret en statsislam, som netop har været et værn mod religiøs ekstremisme. Efter oprørsbølgen i Iran og det mislykkede kupforsøg mod Erdogan har vi imidlertid set, hvordan ’ambassade-imamerne’ kan aktiveres som forlænget arm for regimerne. Men selv når de udenlandske imamer opfører sig politisk neutralt, er det i længden ikke holdbart, at moskeer og imamer i Danmark tager udgangspunkt i en anden kulturel, sproglig og politisk virkelighed end den danske. Mindst af alt for danske muslimer.
Men det er umuligt at gøre noget ved, hvis man nægter at sige islam og Danmark i samme sætning og afviser at engagere sig i samtalen om, hvordan vi forankrer islam i dansk kultur og danske værdier. Som eksemplerne fra Østrig og Tyskland viser, så er to af de vigtigste emner i den samtale spørgsmålet om finansiering og uddannelse af imamer.
Der findes i dag ikke nogen national finansiering af danske moskeer. Det forklarer, hvorfor mange moskeer ikke har råd til at ansætte teologisk uddannede imamer. Det forklarer også, hvorfor nogle moskeer fastholder stærke bånd til udlandet og anvender udstationerede imamer fra andre lande. Tyrkiets religionsministerium, Diyanet, har for eksempel udstationeret omkring 30 imamer i Danmark. Men der er også kommet imamer fra Iran, Marokko, Bosnien og Pakistan til Danmark.
Det er tid til, at vi også i Danmark indleder en samtale om, hvordan vi skaber stabile økonomiske rammer for danske moskeer. Det er nødvendigt, hvis de skal kunne frigøre sig fra udenlandsk støtte. En ny finansieringsmodel vil samtidig kunne bruges til at skærpe kravene til de trossamfund, der vælger at blive en del af den. Man kunne for eksempel lade sig inspirere af folkeoplysningslovens krav om demokratisk opbygning og en valgt bestyrelse.
Jeg fik selv tanken, da jeg for nyligt talte med nogle danske shiamuslimer om Imam Ali Moskeen. De havde i sin tid støttet moskeen ud fra ønsket om at skabe en dansk shiamuslimsk moské, men sad nu tilbage med følelsen af at være blevet snydt til at støtte en iransk statsmoské uden medlemsindflydelse. Det er let at forstå, når man læser moskeens vedtægter: Den »øverste åndelige og religiøse leder« udpeges blandt højtstående lærde i Iran og fungerer som både bestyrelsesformand, administrationschef og religiøst overhoved for moskeen.
Man kan selvfølgelig indvende, at biskoppen i den katolske kirke i Danmark også udpeges i Rom. Men den katolske kirke har brugt århundreder på at tilpasse sig danske forhold. De tre seneste biskopper har således været danske, og lægfolk har gradvis fået mere indflydelse, end der var tradition for i den katolske kirke. Men vi kan ikke lade danske muslimer vente hundrede år på at få tidssvarende og danske rammer om deres religiøse institutioner.
Det andet centrale spørgsmål handler om uddannelsen af imamer. I Danmark har vi ikke nogen imam-uddannelse. Danske muslimer må derfor søge mod USA, England eller islamiske lande, hvis de vil tage en teologisk uddannelse – eller de må bruge nogle af de afdelinger og onlinekurser, som organisationer fra Mellemøsten har oprettet andre steder i Europa.
Debatten om en dansk imam-uddannelse er ikke ny. For nogle år siden oprettede Københavns Universitet en uddannelse i islamisk sjælesorg. Religionsforsker Niels Valdemar Vinding regnede sig dengang frem til, at der potentielt er behov for 30 funktionsimamer i det offentlige. Det er dog stadig et relativt lille arbejdsmarked, hvilket kunne tale for en fællesnordisk imam-uddannelse, som – ligesom den tyske imam-uddannelse og den danske pastoraluddannelse – kunne bygge videre på en teologisk kandidatgrad.
Men er Folketinget overhovedet klar til at føre en substantiel og konstruktiv samtale om islam i Danmark – og dansk islam? Jeg tvivler. Til gengæld er trossamfundene og Folkekirken helt klar.
Da revisionen af trossamfundsloven for nylig blev sendt i høring, indsendte landets biskopper et forslag om at oprette et nationalt råd for tros- og livssynssamfund efter norsk, svensk og finsk forbillede. Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, begrundede det med, at der er brug for en samtale om, hvad det vil sige at være et trossamfund i et sekulært samfund:
»I Danmark er der én ret og ét juridisk system. Og det er dét, der gælder i et sekulariseret samfund. Den grundpræmis kan være svær at have en samtale om, og det gælder både med romersk-katolske, med jøder og med muslimer, og derfor er det vigtigt, at staten sidder med – og helst for bordenden«.
Dialog viste sig også at være nøgleordet, da Folketinget holdt høring om revisionen af trossamfundsloven. Her blev Norge fremhævet igen og igen af både trossamfund og eksperter, og da jeg spurgte hvorfor, blev jeg overrasket over svaret. For det handlede ikke om nogen særlig model. Det handlede om anerkendelse og dialog. At staten tog trossamfundene alvorligt, så dem som en ressource og førte en løbende dialog med dem.
Tænk, hvis vi også i Danmark kunne tale om islam og muslimer på en rolig og fornuftig måde. Generaliseringer og mistænkeliggørelse har vi haft nok af. Fortrængninger og bortforklaringer ligeså. Lad os i stedet indlede en samtale om, hvordan vi skaber moderne danske moskeer til moderne danske muslimer i en moderne dansk kontekst.
Jeg kan allerede høre kritikken: At det er et knæfald for islam og et led i islamiseringen af Danmark. Men jeg tror, at det store, pragmatiske flertal har forstået, at islam og muslimer er kommet for at blive. Nu handler det om at forankre islam i en dansk kontekst.
Folkekirken og trossamfundene har vist vejen. Nu er det på tide, at Folketinget følger efter.
fortsæt med at læse
