Lad os tale lidt om Sallys far, som nogle læsere måske vil kende.
Sallys far er en række komediebøger for børn, der handler om Sally og hendes lidt tåbelige men godhjertede far. I en af bøgerne bliver Sally halvt om halvt presset til at begynde til fodbold for at – viser det sig – udleve sin fars drøm om en stor fodboldkarriere, men hun stopper hurtigt igen, da far på sidelinjen skaber den ene pinlige situation efter den anden, indtil han til sidst får en voldsom knæskade i forbindelse med en jubelscene, da Sally scorer et mål.
I en anden bog er Sally ved at bygge et legehus med sin ven, da hendes far kommer og overtager projektet, hvilket gør ham så besat af gør-det-selv-arbejde, som han ikke har noget som helst talent for, at han begynder at ødelægge alt omkring sig i et forsøg på at reparere noget, som ikke behøver repareres. Til sidst har familien hverken bil eller spisebord eller badeværelse, til gengæld har de et hul i væggen mellem køkken og stue og en enorm opmagasinering af værktøj, som Sally fars ikke kan finde ud af at bruge. Til sidst i bogen kommer han listende ind på Sallys værelse med en bakke slik og saftevand, fordi han håber, at hun vil lade ham gemme sig der, mens hans kone viser håndværkerne alt det, som nu skal fikses.
Sallys far-bøgerne er meget populære, og mine egne børn er vilde med dem. Faren er en komisk figur og vellykket som sådan, men han er også ét af efterhånden mange eksempler på fortællingen om Far som elskelig, men dybest set tåbelig eller uduelig. Far er i mange fortællinger i dag ikke en voksen, han er en anden slags barn.
Inden for det seneste års tid er jeg stødt på lignende figurer i blandt andet ’Langt fra Andedammen’, en tegnefilm, hvor faren er latterligt bagstræberisk og nægter at flytte fra den dam, familien altid har boet i; Gurli Gris, hvor faren altid mener, at han er god til alverdens ting, mens kvinderne i serien griner lidt bag hans ryg, andre gange faktisk hopper på hans praleri; Bluey, hvor faren også altid er den sjove, gakkede, indbildske af forældrene, for nu at nævne nogle stykker; Philip Ytournels Far er sur, hvor en datter forsøger at opmuntre den komisk vrangvillige far, der sidder med ryggen til og er i baglås gennem hele bogen, for nu at nævne nogle stykker.
Der er noget afvæbnende ved den måde disse mænd fremstilles på, som står i stærk kontrast til en hård, dominerende, eventuelt fraværende far, man kender fra tidligere tider, og modsætningsforholdet til hårdtpumpede gasballoner som andre steder i verden markedsføres som potentielle rollemodeller er også slående.
Her er far sjov og legesyg, far er engageret, men det afvæbnende kommer også med bivirkninger, for i mange tilfælde ender disse mandefigurer med at få udslettet næsten alle andre aspekter af deres personlighed end det barnagtige, fjollede, fejlbarlige og kommer således til at stå tilbage som naturens muntre sønner, halvtåbelige mandebabyer, lige så meget børn som deres egne børn.
I sidste ende er det jo også Sallys mor, der må tage ansvar og bede Sallys far holde inde med sin løbskløbne istandsættelsestrang og i stedet ringe til nogle professionelle, og så må han krybe i skjul inde på sin datters værelse, hvor han måske også hører til, kunne man påstå, at historien fortalte os.
Mænd på min egen alder vil huske faren fra børnetv-serien Nana. Han er i praksis lige så meget Nanas ven som hendes far, og når Nana forestiller sig historier fra da faren var barn, optræder Jesper Christensen, der spiller rollen, som voksen i disse scener, mens han altså skal forestille at være barn. Som om forskellen mellem far som voksen og far som barn alligevel var til at overse.
Det er fedt at være i øjenhøjde, det er fedt at være sjov, det er fedt at få andre til at grine, det tror jeg mange mænd vil genkende, for rollen som underholder er en af dem, som er tilgængelige for mænd, hvis de gerne vil fremstå attraktive, og i vores del af verden indebærer det at være sjov ofte et element af selvironi.
Men jeg er åbenbart ikke specielt sjov, for jeg er træt af at se mænd og drenge portrætteret på den måde igen og igen. Jeg er træt af, at mænd lader sig spise af med at se deres køn blive portrætteret som uvidende og inkompetent.
Sally har en lillebror, og fortællingen om det tåbeligt mandlige stopper ikke ved faren. For Sallys lillebror Eddie er en komplet vanvittig lille dreng, som konstant vasker sit hoved i toilettet, river bogsider ud, spiser legoklodser og så videre. Det er selvfølgelig en fortælling om tumlinges tankeløshed, men jeg er ikke stødt på historier om piger på den alder, som er sådan.
I en animationsserie på Ramasjang ved navn Mystery Lane følger man musen Clara, som er en genial detektiv samt hendes tåbelige lillebror, der konstant er ved at ødelægge opklaringen af mysterierne, men som til sidst i hvert afsnit sædvanligvis får tildelt lidt ære for opklaringen – hans bidrag har aldrig været bevidste, tværtimod er der altid tale om, at han har gjort noget tankeløst eller klodset, som ved et tilfælde har vist sig at bidrage til opklaringen. Og hvem opdager, at hans tåbelighed har ført til noget? Det gør Clara.
Af drengene forventer disse fortællinger ikke andet eller mere end, at de skal vælte rundt i deres egne impulser uden at være ansvarlige for mere end det forløsende grin. Dermed gør vi drengene en stor bjørnetjeneste, for børn er ikke idioter og mærker udmærket godt, når de tilbydes en rolle i den store sammenhæng, de er ved at voksne ind i.
En figur i en fortælling – særligt til børn – er ikke bare en beskrivelse, men udgraver også en mulig væremåde og aftegner et muligt sted at bo i fællesskabet for dem, som måtte se sig selv helt eller delvist i den figur.
Mens moderskabet lider under vægten af kulturens forestillinger, er faderskabet i disse årtier næsten kulturelt vægtløst. Traditionelt har det at være far været kendetegnet ved at være magtudøvende eller fraværende, måske begge dele samtidig.
I den græske mytologi åd Kronos sine børn, for at de ikke skulle styrte ham af tronen, som han selv havde gjort med sin egen far. Kong Laios bad sine hyrder om at sætte sit nyfødte barn ud i ødemarken, kun for at dette barn senere alligevel vendte tilbage og slog ham ihjel og lagde navn til Ødipuskomplekset. Abraham var villig til at ofre sin søn til fordel for sin gud, og Gud selv ofrede sin søn for hele menneskehedens skyld. Hvis mødrene ofrer sig selv i moderskabets navn, vælger fædrene i myterne at ofre deres børn til fordel for alt muligt andet.
Man vil genkende denne figur i mere moderne afskygninger. Far ofrer samværet med sine børn for at kunne jagte karriere og magt. Eller: Far ofrer samværet med sine børn for at kunne tjene penge nok til, at mor kan ofre sig til fordel for børnene.
Men for mange føles disse forestillinger i dag ubrugelige, de svarer ikke på de spørgsmål som stilles, og vi søger andre fortællinger, som kan tale om, hvad det vil sige at være mand, at være far, men der findes ikke meget. Fortællingerne om at have en far findes ad libitum, det er en af grundpillerne i fortællingernes verden, men når det kommer til at være en far, vælger de fleste at tie.
Samtidig er alt under opbrud, og der er en voldsom forskel mellem den forestillingsverden og det sprog, vi har for far, og så den far, der faktisk udleves i lejlighederne og husene og på legepladserne. I 1987 kunne Marguerite Duras skrive:
»Moderskab er ikke det samme som faderskab. Under moderskabet overlader kvinden sin krop til sit barn, til sine børn, de kravler på hende som på en bakke, som i en have, de spiser hende, de slår hende, de sover på hende, og hun lader sig æde, og en gang imellem sover hun, mens de er på hendes krop. Den slags vil aldrig ske under et faderskab«.
Passagen føles helt ude af trit med virkeligheden, når man læser den i dag. Mine egne børn kører deres hænder op under min trøje for at mærke min kropsbehåring; de trykker en pegefinger ned i min navle for at se, om der er bund i den; de vil kildes af mine skægstubbe; de kravler op over mine skuldre og ned på mit skød, når jeg forsøger at læse beskeder fra skolen på Aula; de sover på mig; de tørrer deres snotnæser af i mine bukser, i min trøje, på min arm; jeg har ikke haft rent tøj på i mere end fem minutter ad gangen de seneste otte år; de kaster op på mig og savler på mig; de nyser mig i ansigtet og hoster ind i min mund; de slår mig, når de er vrede; de higer sig fast til mig, når de har haft mareridt, eller når de bliver generte; de holder fast i min arm, når de ikke vil have, at jeg forlader dem alene i deres seng om aftenen; de vil have, at jeg kaster dem vildt op i vores dobbeltseng og vil ride rundt på min ryg på stuegulvet.
Jeg kan på ingen måder genkende det, Duras skriver.
Eller jo, det kan jeg godt. Fra min egen barndom. For der er sket en massiv forandring i den måde, de fleste er fædre på over de seneste årtier; det kan man forvisse sig om ved at se sig omkring.
Fædrenes deltagelse i det nære familieliv er på et niveau, som var utænkeligt, da jeg voksede op. Det er ikke kun institutionsaflevering og -afhentning, bleskift og barnevognsgåture. Det er også deltagelse i den del af familielivet, der handler om at lære at behovsudsætte, at indgå kompromiser, at stå ved sig selv, at være i konflikt, at genkende og udtrykke sine følelser og alt det andet subtile, som man primært lærer i den nærmeste familie.
Og netop arbejdet i den del af forældreskabet bliver meget udfordrende, hvis ikke fædre bliver set som andet end godhjertede, forvoksede halvbørn. Hvis vi forbinder mænd og fædre med inkompetence, kommer det ikke til at hjælpe den udvikling, som i forvejen er bøvlet for mange mænd, der ikke ligefrem står med et overflødighedshorn af forbilleder, når det kommer til faderskabet.
Jeg er fuld fortaler for, at vi i film og bøger og tv fremstiller et bredt udvalg af faderskikkelser, og det er figurer som Sallys far selvfølgelig en del af.
Men vi må passe på ikke at falde for fristelsen til konstant at lade mænd portrættere som halvbørn, for det er ikke den plads i familien, som mænd har eller vil have. Fædre er lige så meget forældre som mødre, og hvis det lyder som en selvfølge hører du forkert, for i flere sammenhænge kan man stadig opleve fædre blive behandlet som andenrangsforældre.
Ved skilsmisse er udgangspunktet i praksis, at moren bliver bopælsforælder, hvis der er uenighed blandt de voksne, og når fædre skal på barsel må de ofte forhandle med deres partnere for at ’få’ noget af den barsel, der altså antages i udgangspunktet at tilhøre kvinden, selvom den øremærkede barsel har hjulpet noget.
Det er anekdotisk bevisførelse, men jeg hører om disse ting igen og igen, når jeg taler med mænd. Man skal heller ikke være ret længe til stede i fædregrupper på sociale medier, før det bliver tydeligt, at et endog virkelig stort antal fædre oplever, at de bliver diskrimineret i familieretssystemet.
Påfaldende nok er faren i børnehistorier ofte kun forældrehovedrollen, hvis moren er fraværende. Tinkas mor er død, Alfons Åbergs mor er væk, Pippis mor er død, og i ’Sallys far’ er moren faktisk med, men hun er en let hovedrystende karakter, der ser hjælpeløst til, mens Sallys far kager rundt, som om han var hendes tredje barn, og man ser hende aldrig, for når hun optræder på tegningerne, er hendes ansigt altid skjult. Næsten som om det ville gå op for os i det øjeblik, vi virkelig så hende, at Sallys far ikke er Sallys far, men nærmere hendes lidt umodne ven.
fortsæt med at læse
