Med Homeland Securitys arrestation af Mahmoud Khalil 8. marts i New York, ser vi endnu et bevis på, at den amerikanske stat er ved at blive fascistisk. Khalil var en af talspersonerne for sidste forårs Gaza-solidaritetslejr på Columbia University i New York.
Han færdiggjorde en kandidatuddannelse på Columbia i december 2024 og har et green card, dvs. at han har permanent opholdstilladelse i USA, men han blev tilbageholdt på sin bopæl af to civilklædte immigrationsagenter, som i første omgang nægtede at identificere sig og i stedet bad Khalil om at bekræfte sin identitet, før de tilbageholdt ham uden forklaring.
Han fik håndjern på, og agenterne truede også med at anholde hans højgravide kone. Derefter blev han kørt bort i en personbil. Efterfølgende blev Khalil sendt til et detentionscenter i Louisiana, over 1.000 kilometer fra sin bopæl i New York. Samtidig med at Khalil blev tilbageholdt, fik ICE(U.S. Immigration and Customs Enforcement)-agenter adgang til bygninger på Columbia Universitys campus, hvor de ledte efter andre propalæstinensiske studerende. Disse begivenheder kommer i hælene på meddelelsen om, at det amerikanske justitsministerium har annonceret planer om at annullere tilskud til og kontrakter med Columbia til en værdi af 400 millioner dollars (2,75 milliarder kroner) som gengældelse for de studerendes protester mod Columbias investeringer i Israel.
Disse begivenheder bør desværre ikke komme som nogen overraskelse. Tænk tilbage på midten af juli 2020, da Trump under sin første præsidentperiode indsatte paramilitære styrker i Portland. I kølvandet på de omfattende protester efter drabet på den 46-årige George Floyd i Minneapolis, hvor en politibetjent sad på Floyds hals i næsten ni minutter, gik tusindvis af amerikanere på gaden, satte ild til en politistation og begyndte at vælte statuer af bl.a. Christoffer Columbus, sydstatsgeneral Robert E. Lee og præsident Andrew Jackson. Lee og præsident Andrew Jackson har alle spillet en afgørende rolle i udviklingen af den raciale kapitalisme, som prædestinerer flertallet af ’sorte’ og ’farvede’ i USA til et dårligere liv end de såkaldte ’hvide’.
Statuerne forherliger bosætterkolonialisme og fortsat racisme, og det er selvfølgelig derfor, demonstranterne ville have dem fjernet. Det handlede ikke om at glemme eller slette historien, som kritikerne dengang sagde, det handlede om at afvise accept af undertrykkelse.
Præsident Trump var hurtig til at reagere og sagde ikke kun, at han ikke ville tillade bøller, brandstiftere og anarkister at vandalisere »statuer, der er en vigtig del af Amerikas historie», 26. juni 2020 udstedte han et dekret, der gav mulighed for lange fængselsstraffe på op til ti år for at male på eller ødelægge statuer. Trump meddelte også, at han ville oprette en taskforce, der skulle beskytte monumenter og statuer.
Dette initiativ var naturligvis primært rettet mod demonstranterne, men også mod de lokale myndigheder, som til Trumps forfærdelse var gået med til at fjerne statuer flere steder. Dermed »overgav de sig til pøbelvældet«, udtalte Trump i 2020.
Tilbageholdelsen af Khalil og dekretet om beskyttelse af monumenter følger den fortælling om et truet Amerika, som Trump har fortalt, siden han blev valgt første gang i 2016.
Amerika er truet af ydre farer, men også af indre kræfter, der underminerer det nationale fællesskab, som Trump ønsker at beskytte. Under valgkampen i 2016 var det ofte mexicanere og kinesere, som Trump langede ud efter, men selvfølgelig også det politiske establishment, Washington D.C.; i 2020 var det delstats- og lokalregeringer og ikke mindst det, som Trump i dekretet omtalte som ’marxister og venstreekstremister’. Disse var også det primære mål under 2024-kampagnen: den woke venstrefløj.
Sidstnævnte ønsker at ødelægge Trumps Amerika. Biden-administrationen og mange delstater kunne ikke stå imod den woke venstrefløj. De undlod ikke blot at stoppe disse »voldelige ekstremisters« hærgen, de nægtede, som Trump sagde, »at forsvare den grundlæggende sandhed, at Amerika er godt, at dets folk er dydige, og at dette land er mere retfærdigt end noget andet sted i verden«.
Konklusionen er naturligvis, at Trump igen og igen må gribe ind og »forsvare Amerika, forsvare amerikanske monumenter, mindesmærker og statuer og bekæmpe kriminel vold«, som det lød i bekendtgørelsen fra 2020. Den er den samme fortælling, vi hører igen og igen: Amerika er truet, og Trump skal rydde op. Efter arrestationen af Khalil skrev Trump på TruthSocial: »Vi ved, at der er flere studerende på Columbia og andre universiteter i hele landet, som har deltaget i proterroristiske, antisemitiske og antiamerikanske aktiviteter, og Trump-administrationen vil ikke tolerere det. Mange af dem er ikke studerende, de er betalte agitatorer. Vi vil finde, pågribe og deportere disse terroristsympatisører fra vores land«.
Den overvældende mængde præsidentielle dekreter, som Trump har udstedt efter at være kommet til magten for anden gang, er et forsøg på at forskyde den ulmende klassekamp.
Det er sådan, fascisme fungerer. George Floyd-protesterne artikulerede et revolutionært krav – den raciale kapitalisme kan ikke eksistere uden politi, begge dele skal afvikles – som Trump svarer på ved at insistere på fortsat hvidt mandligt overherredømme.
I løbet af den første måned af sin anden præsidentperiode har Trump ikke bare udstedt en flodbølge af bekendtgørelser, der forbereder massedeportationer og handelskrige, han har også givet Elon Musk og hans DOGE-taskforce lov til at storme den føderale regerings maskinrum for at finde måder at skære i statens budget på og fyre ansatte.
Planen er tydeligvis at undergrave den måde, den amerikanske stat normalt fungerer på. Den amerikanske administration skal både ødelægges konkret og symbolsk. Billederne af Musks DOGE-tropper, som tiltvinger sig adgang til den ene regeringsbygning efter den anden, virker efter hensigten og skaber panik og forvirring.
Som altid med Trump handler det også om at chokere og få opmærksomhed. Politisk disruption som et videospil for unge mænd. Det er både helt alvorligt og en joke. Ikke ulig den 6. januar, da Qanon Shaman og tusindvis af Trump-tilhængere invaderede Capitol Hill og forsøgte at forhindre ratificeringen af Bidens valgsejr.
Vi befinder os i et underligt limbo, hvor politik mere og mere handler om billeder. Hvor Trumps tilhængere øver sig på at gennemføre et fascistisk kup eller måske allerede har gjort det.
Det uendelige bombardement af nyheder, billeder og symboler gør det svært at følge med og umuligt at sortere i vigtigt og mindre vigtigt. Det kan ikke lade sig gøre at danne sig et overblik, fordi der hele tiden sker noget. Den 6. januar var eksemplarisk for Trumps politik. Det var mere en forestilling end et oprør.
Det var, som om stormen på Kongressen blev forvekslet med et egentligt statskup. Eller også var stormen en forberedelse af det, vi ser finde sted lige nu. Måske var 6. januar en generalprøve. Det er svært at etablere nogen kausalitet, alt synes at foregå i et udstrakt nu, hvor vi alle halser efter Trump.
Hvis Trump lykkes med sit projekt, risikerer vi, at stormen på Kongressen ender som en ny udgave af nazisternes mislykkedes Ølstuekup, hvor Hitler forsøgte at erobre magten i Tyskland i november 1923.
DOGE er lidt det samme som 6. januar, delvist skuespil, delvist kup. I 2021 var mange af demonstranterne klædt ud i Braveheart-kostumer og bevæbnede, i 2025 kommer fortroppen i skikkelse af unge mænd med smilende profilbilleder og bemærkelsesværdigt korte cv’er. Det er Trumps stormtropper, der nu afslappet spadserer rundt i magtens korridorer og får adgang til højt klassificerede oplysninger og finansministeriets betalingssystem. En kommentator har beskrevet disse unge mænd som ’Tesla Jugend’, en anden som ’Gen Z brunskjorter’.
Det er et angreb på staten. Den mærkelige blanding af online fascistisk accelerationisme, konservative tænketanke og tech-startup-kultur, som Trump nu står som bannerfører for, er forenet i ønsket om at gøre en ende på det, de opfatter som et statsapparat, der er overtaget af en venstrefløj, som er helliget degenererede ideer om social retfærdighed og lighed. Staten skal ødelægges så meget, at enhver idé om social retfærdighed aldrig kan implementeres.
Hvis USA ikke ligefrem står i flammer, så ulmer det mange steder. Tusindvis af aktivister kæmper eksempelvis stadigvæk mod opførelsen af et 34 hektar stort politi-træningscenter i Atlanta, kaldet Cop City, til 115 millioner dollars.
Lokale og aktivister har siden 2021 protesterer mod placeringen af anlægget i en lokal skov. Aktivister har forsøgt at forhindre opførelsen af Cop City ved at besætte skoven og indsamle underskrifter, mere end 100.000 lokale beboere har skrevet under. Myndighederne har imidlertid slået hårdt ned på modstanden, en række aktivister er blevet anklaget for terrorisme, og i januar 2023 dræbte politiet i Atlanta den 26-årige aktivist Manuel Terán under en rydning af en protestlejr, Terán blev skudt 14 gange, mens han sad i et telt.
På trods af protester og krav om afvikling af et kapitalistisk system, der konsekvent racialiserer befolkningen og gør forskel på folk, har vi et politisk etablissement, der virker splittet.
Genvalget af Trump var i sig selv et symptom på fraværet af et forenet borgerskab. Den amerikanske kapitalistklasse er opdelt i stridende fraktioner. Trump selv opildnede højreekstreme og fascistiske grupper til at trodse forsamlingsforbud under pandemien i 2020, indsatte paramilitære styrker mod antiracistisk modstand og arresterer nu demonstrerende studerende.
Tingene spidser til, og vi befinder os i en historisk situation, som mere og mere ligner Rusland 1917 eller 1968, en situation, hvor der ikke skal meget til, før det eksploderer. Hvis det i 1968 var Vietnamkrigen og antisort racisme, der mobiliserede store dele af den amerikanske ungdom, så er det i dag Gaza og et racistisk politi, der får mange på gaden. Og i dag sker det på baggrund af en langsom udhuling af efterkrigstidens amerikanske velfærdssamfund, hvor flere og flere oplever, at de har svært ved at få tingene til at hænge sammen økonomisk.
En pose chips koster en times minimumsløn efter skat i de fleste stater. Og stadig flere går fra hus og hjem. USA er blevet mere og mere ulige de seneste årtier, og selv mange unge med en uddannelse kan kun se frem til at få et dårligere liv end deres forældre. De vil gå fra det ene prekære midlertidige job til det næste, hvis de er så heldige at komme ind på arbejdsmarkedet.
Vi har en dyb social og økonomisk krise uden nogen ende i sigte. Oven i det sætter klimaødelæggelsen et stort spørgsmålstegn ved hele den herskende orden, der ikke synes reelt at kunne håndtere den nødvendige omlægning. Trumps svar på det sidste er som bekendt faretruende dystert: ’Drill, baby, drill’. Hvis der stadigvæk var nogen, der satte deres lid til, at de nationaldemokratiske systemer i fællesskab og med USA i førersædet kunne og ville gøre noget ved de igangværende klimaændringer, så er de illusioner nu endegyldigt bristet. Det kommer ikke til at ske.
På alle punkter ser Trump ud som et voldsomt tilbageskridt for enhver progressiv dagsorden. Allerede i 2016 lignede Trump en modrevolution, der skulle forhindre, at Occupy-bevægelsen og Black Lives Matter fandt sammen om at formulere en anden vision for USA. Nu kan vi se ham ud som en brutal afvisning af de mange protester, der har fundet sted fra Occupy i september 2011 til BLM i 2014 til George Floyd-revolten i sommeren 2020 til Gaza-solidaritetslejrene i 2024, der alle kræver et opgør med en mere og mere ulige amerikansk kapitalisme.
Trump og de kræfter, der har samlet sig bag ham, afviser at gå med til nogen som helst grundlæggende ændringer. Faktisk ønsker de at skrue tiden tilbage til en forestilling om den umiddelbare efterkrigstid, en periode før flydende kønsidentiteter, og før sorte fik nogen som helst formel politisk agens. Trump vil tilbage til 1950’erne, da en mand var en mand, og der var to køn.
ICE’s tilbageholdelse af Mahmoud Khalil, men også Luigi Mangiones påståede drab af en UnitedHealthCare-direktør i New York i december 2024 viser, hvor tilspidset situationen nu er i USA. USA står for cirka 26 procent af det globale bnp, men landet befinder sig i en tilstand af snigende autofagi.
Amerikanere er blandt de tungest bevæbnede befolkninger i verden, med 89 våben for hver 100 indbyggere. I alt er der 270 millioner våben. Og dertil kommer så det helt overvældende antal våben, som det amerikanske politi benytter sig af.
Mange af de borgere, der har våben, er organiseret i militser og er klar til at kæmpe. Charlottesville og 6. januar 2021 er formodentlig kun optakten. Hvert år bliver der allerede dræbt mere end 30.000 mennesker af skydevåben i USA, i gennemsnit er det mere end 80 om dagen.
Det er ikke længere et spørgsmål om at »forvandle imperialistisk krig til borgerkrig«, som Lenin skrev i 1915 under Første Verdenskrig, men om at indse, at vi allerede har begge dele.
USA er et land i krig med sig selv. Protesterne i sommeren 2020 var så radikale, at de pegede på behovet for en grundlæggende ændring af det politisk-økonomiske system i USA. At kræve nedlæggelse af politiet, som demonstranterne gjorde i 2020 ved at skære i lønnen til politibetjente (’defund the police’), er bevidst eller ubevidst at kræve et helt andet samfund.
Demonstranterne krævede ikke bare reformer, bedre uddannelse og et eftersyn eller en domfældelse over den ene eller den anden betjent, de ville have politiet afviklet.
I den nuværende situation er det et urealistisk krav, men et urealistisk krav i ordets bedste betydning. Urealistisk, fordi det ikke er muligt at afvikle politiet i USA uden at ændre samfundet radikalt. Ligesom kravet om afskaffelse af slaveriet var et krav om et andet samfund, et krav, der stadig ikke er blevet opfyldt, og som nu optræder under sloganet ’afskaffelse af politiet’.
Trump er en blank afvisning af begge krav. Han vil gøre alt for at undgå den radikale transformation, som de mange på gaden i 2020 og de unge studerende, der demonstrerede mod Israels folkemord i Gaza, ønsker.
fortsæt med at læse
