Sidder man i en europæisk hovedstad langt mod øst eller nord er det ikke overraskende, at man primært fokuserer på truslen om, at Putin vil udfordre de amerikanske sikkerhedsgarantier og ændre landegrænser med magt.
Men hvis man sidder i en europæisk hovedstad længere mod syd handler grænsespørgsmålet også i høj grad om for eksempel migranter, der forsøger at finde vej til Europa.
Det er nok ikke tilfældigt, at migration var på dagsordenen, da Mette Frederiksen for nylig mødtes med Italiens ministerpræsident Giorgia Meloni. I en tid præget af øget ustabilitet, eksempelvis i Afrikas Sahel-region, står Italien og andre sydeuropæiske lande over for en øget risiko for, at den ustabilitet kan risikere at få mærkbar betydning for deres sikkerhed, blandt andet i form af et migrationspres. Sydeuropæiske lande skal altså ikke alene, sammen med deres nordlige og østlige allierede, holde styr på Putin og Trump i forhold til Ukraine, men samtidig også håndtere et pres fra syd som de – ikke overraskende – helst ikke ønsker at blive efterladt lidt alene med.
Den forskel er på sin vis ikke ny. Men har fået ny betydning.
For i det omfang forskellen på sikkerhedsopfattelsen i Sydeuropa og Nordøsteuropa øges, forøges også risikoen for, at det Europa, som står stærkest over for Putin, hvis man er samlet, kan blive udfordret på netop sammenhængskraft. Og dermed også udfordret både på enighed om strategien for et stærkere Europa og på handlekraft til at udføre den.
Et samlet Europa er imidlertid afgørende for realiseringen af EU’s Rearming Europe-projekt og for afskrækkelsen af Rusland. Europa står stærkest samlet. Så når problemkomplekset fra syd vokser, samtidig med at europæisk oprustning har fokus på at afskrække Rusland, er det vigtigt at undgå, at nogle europæiske lande oplever at komme til at stå alene med både en dyr ’forsikring’ (i Nato/EU-regi) og øgede udfordringer (fra syd), som ikke helt dækkes af den ’forsikring’.
Her kan man med fordel skele til, hvad det i Nato-regi har krævet at sikre det sammenhold, som er (var?) alliancens stærkeste trumfkort.
Nato har længe drøftet den såkaldte ’360-graders’ tilgang, som har til hensigt at sikre, at alliancen er relevant for alle 32 medlemmer. I den mindre skala, nedsatte Nato i 2023, efter ønske fra primært sydlige allierede, en ekspertgruppe til at udvikle anbefalinger til, hvordan Nato kunne genskabe en balance, hvor ’syd’ blev noget Nato igen engagerede sig i. Den gruppe deltog jeg i og fulgte derfor meget nøje med, da Nato udpegede en særlig repræsentant for ’The Southern Neighbourhood’, og da alliancen, på Nato-topmødet i Washington sidste sommer, vedtog alliancens første ’handlingsplan’ for en styrket tilgang til Nato’s sydlige ’naboer’, herunder partnere på det afrikanske kontinent.
Der er selvsagt store forskelle på Nato og EU. Ikke desto mindre har vi netop set en deklaration fra ministerrådet, som for første gang nogensinde nævner, at Europa bør have en 360-graders tilgang til umiddelbart forestående og fremtidige trusler og udfordringer. Dette på et tidspunkt hvor nogle lande i Europa presses fra begge fronter, øst og syd.
Debatten herhjemme har forståeligt nok fokus på, at ikke alle lande bidrager nok til støtten til Ukraine. Men selv om man anerkender, at der er plads til, at nogle lande kan yde mere, er det samtidig vigtigt at have øje for, at der også er andre debatter, herunder om balancen mellem øst- og syd-udfordringer.
Ét spørgsmål i den debat handler eksempelvis om, hvordan det påvirker Europas sammenhold, når nogle lande finansierer støtten til det europæiske forsvarsprojekt gennem midler, som skulle have finansieret indsatser i syd, både bistands- og stabiliseringsindsatser?
For det er ikke kun USA der trækker stikket på USaid-bistanden, med mange alvorlig konsekvenser, både humanitært, sikkerhedspolitisk og geopolitisk (det vender vi tilbage til). Ud over at Europa nu står uden amerikansk støtte til bistands- og stabiliseringsindsatser, og i den forstand også står mere alene med udfordringer fra syd, ser vi samtidig en tendens til, at nogle europæiske lande, blandt andet med henvisning til finansiering af øgede forsvarsudgifter, også trækker deres støtte til blandt andet bistandsprojekter.
Det risikerer ikke alene at forøge allerede alvorlige sikkerhedspolitiske konsekvenser. Det risikerer også at presse sammenholdet i Europa, hvis konsekvensen bliver, at lande i Sydeuropa, der anerkender vigtigheden af at afskrække Putin, imidlertid samtidig oplever at stå mere alene med de sikkerhedsudfordringer fra syd, der rammer deres grænser.
Der er mange muligheder for samarbejde, partnerskaber og samhandel på et kontinent med 54 lande. Men nogle steder på det afrikanske kontinent – som f.eks. i Mali, Etiopien, Sudan, DR Congo og Somalia – peger tendensen desværre i retning af en så alvorlig sikkerhedssituation, at det kræver mere og andet end samhandel at håndtere. Og nogle af de negative udviklinger kan få betydning for Europas sikkerhed.
Vi så for nylig store migrationsstrømme fra Mali gennem Mauretanien med kurs mod Europa – særligt med De Kanariske Øer i det sydligste Spanien som destination. Andre ruter, f.eks. fra Libyen – hvor Rusland p.t. øger sin tilstedeværelse – kan blandt andet risikere at presse Italien.
Heller ikke terrortruslen er forsvundet. Konflikten i Gaza forøgede et had mod Vesten og Vestens dobbeltmoral. Et had, som kan risikere at understøtte terrorgruppers rekruttering blandt grupper, der ser med stadig større foragt på det, de betragter som et hyklerisk Vesten. Samtidig har Assads fald i Syrien blandt andet betydet, at terrorgrupper regrupperer sig, herunder eksempelvis i Somalia, hvor Trump allerede tre gange har beordret amerikanske luftangreb mod terrorgruppen IS’ Somalia-gren. Ud over at IS-Somalia er vokset, er både piratgrupper og våbensmuglingsnetværk aktive i Somalia. Og imens gør Trumps bistandsstop, at der alene i Somalia mangler 125 millioner dollars til livsnødvendige bistandsprojekter. Alt dette tilsammen kan øge risikoen for, at nogle mennesker presses til måske at vælge en overlevelsesstrategi, som indbefatter at støtte eller tilslutte sig pirat- eller terrorgrupper. Andre vil måske forsøge at forlade landet.
Dette gælder ikke kun i Somalia. Det understreger et bredere billede af, at der fortsat er et omfattende problemkompleks mod syd, som har væsentlig betydning for dansk og for europæisk sikkerhed. Både på mere velkendte måder – som med migrationsdebatten og påmindelsen om, at terrortrusler ikke er fortid – og på andre måder, som når vi eksempelvis ser på den voldsomme stigning i mængden af narkotika, der finder vej til Europas gader. Syd for Azorerne, kom portugisiske myndigheder forleden på sporet af et skib med 6,5 tons kokain i lasten. Det er selvsagt ikke småpenge, den last kunne indbringe til kriminelle bander. Og som vi så med Assad-regimet, kan ulovlige stoffer – i det tilfælde Syriens Captagon-’industri’ – udgøre en betydelig indtægtskilde ikke ’kun’ for kriminelle, men også i nogle tilfælde for statslige aktører.
Tilsammen betyder disse forhold, at syddagsordenen i sig selv fortsat udfordrer Europas sikkerhed, mens de flestes opmærksomhed er rettet mod Trump og Putin. Men relevansen af problemkomplekset fra syd bliver faktisk kun endnu tydeligere, når man forstår, hvor forbundet syddagsordenen og Nato’s konflikt med Rusland er.
Eksperter vurderede allerede i december 2023, at Wagner-gruppen, alene siden Ruslands fuldskala-invasion af Ukraine (februar 2022), havde sikret sig 2,5 milliarder dollars gennem ulovlige guldmineoperationer på det afrikanske kontinent. Den indtægtskilde er der ikke sat en stopper for. Tværtimod har Rusland øget sin tilstedeværelse i Afrika, herunder i lande, hvor man har givet Rusland adgang til guldminer, som eksempelvis i Mali. Sådanne indtægter er væsentlige for en presset russisk krigsøkonomi. Hertil kommer desuden indtægter fra eksempelvis diamanter, der ligeledes udvindes fra miner i blandt andet Den Centralafrikanske Republik, fra skovbrug og fra sanktioneret olie, der hvor den har afrikanske aftagere. Og endelig skal man ikke glemme miner, som ikke alene har en værdi i form af økonomiske indtægter.
Rusland har nemlig også en ambition om at sætte sig på uranminer i Niger. Disse miner har betydning for for eksempel Frankrig, der som atommagt menes at importere 20 procent af dets uran fra Niger. En betydning, som nu ser ud til at øges i lyset af debatten om Europas sikkerhed uden en upåtvivlelig amerikansk atomparaply.
Selv for Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, er Ruslands engagement i Afrika vigtigt. Zelenskyj har længe, på forskellig vis og med varierende succes, haft fokus på at modsvare Ruslands tilstedeværelse forskellige steder på det afrikanske kontinent.
Ukraines modsvar har blandt andet bestået i mere synlige tiltag, som eksempelvis en række ambassadeåbninger og en food diplomacy-plan om at åbne en fødevarehub, hvorfra ukrainsk hvede og majs skulle bidrage til øget fødevaresikkerhed for lande i Afrika. Men derudover har Ukraines modsvar også indebåret en række mindre synlige modsvar såsom påståede planer om at vælte prorussiske regimer.
Ukrainske specialstyrker var angiveligt i Sudan for at besvare Wagner-gruppens tilstedeværelse der. Og selv om Zelenskyj benægtede det, så har debatten om Ukraines støtte til oprørere i Mali, der kæmpede imod Wagnergruppen, givet anledning til en alvorligt forværret relation mellem Zelenskyj og Mali. Mali valgte helt at afbryde de diplomatiske forbindelser med Ukraine. Men ambitionen om at imødegå Ruslands stigende indflydelse på det afrikanske kontinent, med de fordele dette giver Rusland, ses altså selv hos præsident Zelenskyj.
Ud over koblingen til Ruslands krigsøkonomi er også spørgsmålet om, hvorvidt Ruslands engagement og indflydelse i Afrika kan komme til at få negativ indflydelse på europæisk sikkerhed mod syd. Kan Rusland eksempelvis lykkes med at puste til udviklinger, som kan øge migrationen mod Europa, og eventuelt polarisere debatter og politiske systemer i Europa yderligere?
Kan det russiske regime presse Europas økonomi ved eksempelvis at skrue op for den maritime usikkerhed, hvor det påvirker afgørende sejlruter – som for eksempel i Det Røde Hav, hvor Rusland netop har sikret en kommende flådebase i Port Sudan?
Når det kommer til europæisk sikkerhed, er syddagsordenen altså ikke ligegyldig. Ustabilitet fra syd kan fortsat ramme Europa, og mange udviklinger går i den forkerte retning. Samtidig er Ruslands engagement i Afrika forbundet med krigen i Ukraine, og Europas geopolitiske konflikt med Rusland udspiller sig dermed også i syd. Endelig handler syddagsordenen også i høj grad om at sikre en afgørende unity i Europa.
Risikoen for splittelse findes. Eksempelvis stiller Italien og Spanien sig skeptiske over for Kaja Kallas’ 40 milliarder euro Ukraine-forslag, om at sende ny militærstøtte til Ukraine. I Danmark er en sådan modstand p.t. utænkelig. Men hvordan kan uenighederne i Europa mindskes? Og hvilken rolle kan Danmark spille?
Danmark har mulighed for at bidrage til at undgå splittelse. Én mulighed er, at Danmark bruger EU-formandskabet aktivt til netop dette formål. Eksempelvis kunne man i de centrale ministerier spørge sig selv, om man bør dagsordensætte en EU-version af noget, der minder om Nato’s 360-graders tilgang, for mere eksplicit at formulere, hvordan man både vil holde fokus på at afskrække et fortsat aggressivt Rusland og på andre presserende – og nogle gange tæt forbundne – udfordringer fra syd.
Man kan også bidrage ved at fremme en fælles forståelse af, hvordan de to ’flanker’ ikke er helt adskilte, men derimod hænger sammen, og hvilke muligheder dette giver i forhold til at adressere udfordringer, der går på tværs af syd og øst.
Endelig kunne et bidrag til at sikre et samlet Europa, på et tidspunkt i historien, hvor et samlet Europa er helt afgørende, være, at Danmark agerer brobygger og foregangsland. Her kan man fra dansk side fremhæve fastholdelse af bistanden på 0,7 procent samt det kommende bidrag til EU-træningsmission i Somalia, og det at Danmark samtidig ligger helt i toppen, når det kommer til at støtte Ukraine.
fortsæt med at læse
