I over 30 år blev min families tabu gemt for mig. En hemmelighed, som i dag med distance kan ligne et romantisk eventyr, men som i virkeligheden udsprang af noget langt mørkere: negativ social kontrol.
Min families hemmelighed har umiddelbart alder og fortid, men for mange i Danmark lever den kulturelle kontrol og skjulte skam på tragisk vis i bedste velgående.
Min mor havde forelsket sig i en af de fremmede – min far. Det satte hendes families ære og ry på spil. For hvad ville andre ikke tænke, hvis de blev gift?
Deres øjne mødtes for første gang i foråret 1964. Stedet var Danmarks Radios kantine. Den unge studerende Daniel iført sort jakkesæt, slips og mikrofonhår. Inge Merete stående med bakke, madpakke og citronvand. Den 22-årige, kvindelige kontoraspirant stod lidt paf med sit mørkblonde hår med et indbygget let franskbrød. Håbefuldt tog hun mod til sig.
»Må jeg tage plads ved siden af Dem?«, spurgte hun. Daniel havde ikke turdet tro sin lykke, at hun kunne ske for ham – at så smuk og fuldendt en dansk sommer nu gik hen og blev lys og varm.
Forinden var han, nærmest som en fremmedartet berømthed, blevet interviewet i Danmarks Radio. Efter sine studier som arkitekt ved Det Kongelige Akademi i København tog han i efteråret hjem til Afrika.
Inge Meretes far, Erik, vidste det, da han så brevet i deres postkasse. Postbuddet havde helt sikkert bemærket det fremmedartede brev til deres datter, poststemplet i det fjerne Afrika. Nu ville sladderen med sikkerhed gå sin gang. »Har I hørt det? Lokomotivførerens datter henne fra nummer 16 ligger i med en sort!«.
Hvad skulle der nu blive af familiens ellers så respektable og velfriserede omdømme? Hvad ville der ikke ske, når det gik op for byen, at deres datter lå i med en af den slags? Inge Meretes mor græd utrøsteligt. Erik skældte ud som en gal. »Har du fuldstændig mistet forstanden? Manden er jo kulsort!«.
Erik spekulerede dag og nat. Hvordan skulle han nu forklare sig over for sin svigerfar og den øvrige familie? De havde opdraget deres datter til at være en pæn pige med vægt på pligt, skam og en fin realeksamen. Skulle hans datter nu til at danne par med sådan en? Tænk, hvis de to fik et barn! Hvordan ville det menneskebarn dog ikke komme til at se ud?
Erik og Inger, som min morfar og mormor hed, så sig nødsaget til at gribe ind, og spørgsmålene haglede ned over deres datter Inge Merete en gråvejrsdag i 1965. Her stod hun med bøjet hoved, afsløret og presset op i hjørnet på sit lille kælderværelse i den lille villa i en provinsby, der kunnet have været Korsbæk.
Du ved en anstændig murstensvilla med koblede ruder, ligusterhæk, klaver i stuen, dansk-svensk gårdhund og en have med nymalet flagstang med håndsyet dannebrog. Et velholdt hus med rosenbed, snorlige køkkenhave med kål og kartofler, køleskab, og senest en vaskemaskine på Ingers ønskeliste.
Stop lige engang! Vi sætter historien på standby et øjeblik og skifter perspektiv. For der er nok ingen tvivl om, hvor sympatien ligger lige nu (hos Inge Merete). Men Erik og Inger gjorde jo bare, hvad de mente var for deres datters bedste.
De kunne kun alt for godt huske den skam og stigmatiserende behandling, som de danske tyskerpiger fik at mærke for fuld udblæsning efter krigen. Piger, som havde gjort den forbrydelse at forelske sig i en tysk soldat – ikke kun med skam til følge for pigen selv, men også for pigens familie.
Og hånden på hjertet, kære blege læser, hvordan vil du her i 2025 reagere, hvis din datter eller søn kom hjem og præsenterede sin udkårne f.eks. ved navn Cosmos fra Gambia, Guinea eller Ghana?
Det er vel blot naturligt at være utryg eller bange for det, vi ikke kender til. Antagelig var mine bedsteforældres viden om Afrika dengang baseret på datidens underholdning. Måske en tur i kino med Styrmand Karlsens møde med Áfrika. Eller en fireforestilling med den så folkekære Lille Per med sin negersang og negerdans. Måske et møde med 1930’ernes tegneserie med ’Tintin i Congo’, hvor de indfødte ivrigt synger, danser og slår på tromme.
Men hvem var denne unge vestafrikanske mand, som Inge Merete havde fundet sit livs kærlighed i? Min far var som barnebarn af høvdingen i slutningen af 1930’erne udvalgt til at starte i skolen under mangotræet langs den store flod. Der i skyggen af det store træ lærte den katolske præst ham alt om Jesus, tal, skrift, klaver og flere af de hvide europæiske sprog.
Et par årtier senere indfandt han sig i Danmarks Radios kantine med åbent sind, hvor han mødte Inge Merete og ubevidst initierede en families opgør mod fordomsfulde forestillinger og misforståede hensyn over den enkeltes ret over eget liv.
Et af de store kardinalpunkter i at udøve negativ social kontrol, dominere og kontrollere er frygt for omgivelserne og deres syn på en selv og ens familie. Frygten for at blive genstand for nedladende hån og sladder. Frygten for at miste anseelse. Og angsten for, at ens datter bliver stemplet som løs på tråden og dermed bringer skam over sig selv og familien.
I min mormor og morfars tilfælde bestod frygten i at blive set som dårlige forældre, hvis de tillod min mor, Inge Merete, at være i forhold til en udefra, som den danske journalist Deniz Berxwedan Serinci så indlevende beskriver og eksemplificerer med egne oplevelser i bogen ’Hvad vil folk sige?’.
Det bemærkelsesværdige er, at den, som udøver negativ social kontrol, ofte ser sig selv som beskytter. Min morfar ville jo bare beskytte sin datter og familien. Danmark har heldigvis flyttet sig, siden Inge Meretes kærlighed til Daniel i 1960’erne mødte stærk og fordømmende modstand fra hendes forældre.
For flertallet af os i Danmark i dag står det os frit for, hvem vi deler liv, gener og fremtid med. Ikke at omgivelserne i det små ikke kan have holdning til hvem, hvordan og hvornår, men det ligger os med dansk vestligt kulturophav i dag 2025 generelt fjernt at blive underlagt udstødelse af familien, stigmatiserende eksklusion og at blive fanget i personnedbrydende konflikt – for eksempel hvis man som ung kvinde, hvis forældre har ikkevestlig baggrund, indleder et forhold til en ung mand af etnisk dansk oprindelse.
Det er hovedsagelig unge med ikkevestlig baggrund, der oplever at blive udsat for negativ social kontrol. Både unge mænd og unge kvinder, men især kvinder, som oplever, at deres selvstændighed og sociale liv begrænses.
Noget, som er forskningsdokumenteret i Als Researchs rapport ’Unges oplevelser af negativ social kontrol’ fra 2018. For eksempel svarer 23 procent af de adspurgte kvinder med ikkevestlig oprindelse i alderen 18-29 år, at de bliver begrænset af familie i forhold til selvbestemmelse i valget af kæreste eller ægtefælle.
For kvinder med dansk eller vestlig oprindelse i samme aldersgruppe er tallet 4 procent.
Problemstillingen er også belyst i den flittigt citerede Jyllands-Posten-Wilke-undersøgelse, som er en holdningsmåling blandt herboende muslimer fra efteråret 2024. Her svarer 40 procent nej på dette spørgsmål: Hvis du har/havde en datter, ville du så acceptere, at din datter blev gift med en person, der ikke var muslim?
Hvis vi for alvor vil komme negativ social kontrol til livs i Danmark, må vi slippe vores berøringsangst, naivitet og klassisk danske misforståede tolerance og gøre op med vores distancerede tilgang til emnet ’dem om det’. Vi skal turde tale om emnet og ikke blot indtage standpunktet ’det skal samfundet eller nogle andre tage sig af’.
Vi – du og jeg (ja, også dig, læser) – skal ikke vige for de svære samtaler, når vi møder eller strejfer negativ social kontrol på vores vej gennem livet som bekendte, venner, familie, klassekammerater, kollegaer, naboer og så videre. Vi skal turde gå ind i dialogen ligesom højskolelæreren fra Askov, der ender med at hjælpe Inge Merete. Ham skal du møde om lidt.
Der er med tiden iværksat flere private, kommunale og statslige tiltag for at minimere negativ social kontrol. Tiltag, som strukturelt løfter fagligheden på området og hjælper ofrene med rådgivning, støtte og ly. Disse tiltag skal fortsat og uden tvivl øges i omfang og tilgængelighed, men i den forbindelse må vi ikke negligere vigtigheden i det personlige og civile element. For systemer, regler og institutioner kan meget, men der er også noget, de ikke kan.
Systemet er rigidt. Systemet forstår ikke mennesker, men mennesker kan forstå mennesker. Og det er her, vi kommer ind i løsningsbilledet. Dit og mit og vores allesammens civile engagement har magt til at være udslagsgivende. Statens rammer og lovgivning er slet ikke nok til at bekæmpe negativ social kontrol.
Vi har alle magten til og muligheden for at sætte positive aftryk i denne verden og værne om frihed. Det er den magt og mulighed, Inge Meretes søster bruger, da hun støtter hende i at vælge kærligheden, og det er den samme magt og mulighed, hendes chef i Danmarks Radio, Tove Smidth, sætter i spil, da hun handlekraftigt og noget kreativt indtager rollen som Kirsten Giftekniv og på forbavsende vis udsender den uerfarne Inge Merete på DR-reportagetur i 1965 til den vestafrikanske guldkyst.
Hvor havde Inge Merete været, hvis ikke nogen modigt, insisterende og højlydt havde stillet sig bag hende og støttet hende i hendes følelser og valg af livsledsager?
For mine bedsteforældres vedkommende var der særligt én påvirkning, som var udslagsgivende: Da Inge Meretes tidligere højskolelærer Richard Andersen bankede på deres dør. Den samtale menneske til menneske blev det afgørende vendepunkt, for der gik det op for mine bedsteforældre, at de i deres iver efter kontrol over Inge Merete faktisk selv udøvede den negative magt og fordømmelse, som de forsøgte at beskytte hende imod.
Med den indsigt og erkendelse åbnede Erik og Inger deres hjem, hjerter og sind og lukkede Daniel inkluderende ind i familien. Mine forældre endte med få år senere at få hinanden i Roskilde Domkirke.
I min barndom mærkede jeg intet til min families forhistorie. Som barnebarn af Erik og Inger blev jeg omfavnet i deres nærvær og kærlighed. I dag mener Daniel, at han havde de mest fantastiske svigerforældre, man kan forestille sig.
Det var først i mit voksenliv, at jeg blev bekendt med, at min familie i denne henseende havde ligget under for negativ social kontrol. Noget, som det tog mig en del år at begribe. De hjertelige bedsteforældre, jeg kendte, havde ikke altid været helte. I relation til forudsætningen for min eksistens havde de faktisk haft en fortid som skurke.
Men er det egentlig ikke også meget sigende for, hvordan vi er som mennesker? At selv med de bedste intentioner kan vi komme til at træde ved siden af og gøre skade, selvom vi inderligt ønsker at gøre gavn. Men også, at vi gennem samtale, refleksion og nysgerrighed kan flytte os og udvikle os.
Erik og Inger udviste karakter og i tiden et imponerende trendsættende mod. De formåede at flytte deres traditionelle konservative ståsted til trods for frygten for omgivelsernes kollektivistiske dom i 1960’ernes Danmark. De var med til at flytte Danmark og dansk kultur i en ny og bedre liberal retning. De satte deres datter, min mor, Inge Merete Odoom, fri til at leve det liv, hun havde forelsket sig i. Det er værd at huske på og lade sig inspirere af, når vi i dag står over for nogen eller noget, der kan indskrænke vores eller en andens frihed.
Jeg vil gerne opfordre til, at vi i dansk kultur og samfund står fast på vores demokratiske værdier og tilgang til svære samtaler, også selvom det er svært. Ellers ender vi i tolerancens eller ignorancens navn med at svigte unge mennesker i livets vigtige valg – især kvinder, hvis livskvalitet og livsmuligheder nedbrydes og stærkt forringes, når den negative sociale kontrol sætter kløerne i sjæl og krop.
Personlig frihed må og skal gælde alle i dette land uanset kulturelt eller tværkulturelt ophav. Personlig frihed til at vælge sin egen seksualitet. Personlig frihed til selv at vælge sin livspartner(e). Personlig frihed med ret over egen krop. Personlig frihed til som individ at leve sit liv.
fortsæt med at læse
