Da den britiske historiker Tom Holland for et par år siden beskrev 2.000 års vestlig kulturhistorie i sin bog ’Herredømmet. Da kristendommen skabte den vestlige bevidsthed’, konkluderede han, at sekularismen intet var uden kristendommen, at det samme gjaldt for humanismen, og at selv et insisterende religionskritisk magasin som det franske satireblad Charlie Hebdo kunne takke kristendommen for sin eksistens.
»Ingen af dem var neutrale, ingen var noget andet end frugten af kristendommens historie. At forestille sig noget andet, at tro, at sekularismens værdier kunne være tidløse, var – ironisk nok – det sikreste bevis på, hvor dybt kristne de i virkeligheden var«.
At en bette jødisk sekt gennem århundrederne havde forvandlet en hel verden, tilskrev Holland først og sidst kristendommens blik for menneskets værd. Og han citerede livligt den centrale kilde, der har bundet mennesker sammen i både religiøse og verdslige fællesskaber, nemlig Bibelen.
Set i det lys er enhver ny oversættelse af Bibelen en begivenhed, der trækker tråde hele vejen gennem vores historie, uanset om man er troende eller ej. Følger man med i den politiske debat, bekræftes man i Bibelens stærke aftryk. Der kan være meget store forskelle på, hvad politikere synes om eksempelvis flygtningepolitiske eller socialpolitiske prioriteringer. Men meget få er uenige om, at man skal elske sin næste og udvise barmhjertighed mod de sårbare.
Begge værdier er tæt forbundet med Bibelen. I Det Nye Testamente taler Jesus om, at man »skal elske sin næste som sig selv«, og det tilslutter de allerfleste sig, uanset religiøs observans – bagefter følger så diskussionen om, hvem ens næste er, og hvordan kærligheden skal komme til udtryk. Og i lignelsen om den barmhjertige samaritaner viser Jesus behovet for at vise omsorg for de udsatte. Også det er centralt i en dansk sammenhæng, hvor omsorgen for de svageste finder sine dybeste rødder i en 2.000 år gammel fortælling.
Så Bibelen er her og der og alle vegne, og den er ikke til at komme udenom. Hverken i kirken eller i samfundet. Derfor er det afgørende med jævne mellemrum at oversætte den på ny, så nye generationer får glæde af den.
For to år siden besluttede Bibelselskabet igen at tage fat på den store opgave og begyndte arbejdet med en ny autoriseret oversættelse. Sidst, det skete, var i 1970’erne, og resultatet forelå i 1992 i form af den autoriserede bibeloversættelse, der fortsat er i brug i kirker, skoler og hjem landet over. Målet denne gang er at have en oversættelse klar til udgivelse i 2036, 500-året for reformationen i Danmark og dermed for den bevægelse, der fik Bibelen oversat til folkesprogene.
At oversætte Bibelen er den kirkelige verdens svar på at bygge Storebæltsbroen. Det er et enormt omfattende arbejde, tager virkelig lang tid og vil blive livligt diskuteret undervejs – og til sidst har det potentiale til at bringe os tættere på den tradition, vi er formet af, på hinanden og på historien om Gud. Uanset om man tror eller ej.
Ligesom Storebæltsbroen består af to dele, en bro og en tunnel, der hver især er sat sammen af en masse delelementer, består Bibelen af Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, der hver især er sammensat af henholdsvis 39 og 27 små og store skrifter. Fire af disse er nu færdige og klar til at møde offentligheden.
Det drejer sig om Første Mosebog, Højsangen, Markusevangeliet og Paulus’ brev til menigheden i Filippi, fire skrifter i fire forskellige genrer og med fire forskellige anliggender.
Vi begynder det store oversættelsesarbejde med – begyndelsen. Første Mosebog er Bibelens første skrift og rækker med sin beretning om urhistorien helt tilbage til skabelsen, og hvad deraf fulgte. Fra allerførste side sættes kolossale begivenheder i gang; det er sådan, man starter en pageturner.
Og en sådan er Første Mosebog på mange måder. Beretningen om skabelsen bliver allerede på næste side til historien om mennesker, fristelser, fald og fordrivelse og bevæger sig fra Edens Have ud i verden, hvor der venter både en altødelæggende oversvømmelse, en ny begyndelse og en forvirring af menneskers sprog. Efter urhistorien følger en slægtshistorie, der rummer alt menneskeligt: kærlighed, svigt, håb, had, hævn og forsoning. Alt sammen nært forbundet med Guds løfter og indgriben.
Højsangen er noget helt andet: et intenst og varmhjertet, ja, erotisk digt, der bruger alle poesiens redskaber, tillægges kong Salomon og handler om ham, hans udvalgte og deres dirrende kærlighed. Her udmåles tiden ikke i generationer og æoner, men i den akutte forelskelses åndedræt.
Begyndelsen og kærligheden, det er her, vi tager hul på arbejdet med oversættelsen af Det Gamle Testamente.
Og så er der de to skrifter fra Det Nye Testamente. Hvis man har hørt verdens bedste nyhed, skal man selvfølgelig dele den med andre. Sådan må forfatteren til Markusevangeliet have tænkt, da han som den formodentlig første skrev en af de fire tekster, der i Det Nye Testamente går under genrebetegnelsen evangelier.
Et evangelium kan defineres som et epokegørende sejrsbudskab, og det er i høj grad, hvad Markus leverer: I bogens første halvdel møder vi Jesus, der som opfyldelsen af de gammeltestamentlige profetier om en frelser bringer Guds kongerige helt tæt på. Omtrent halvvejs går rejsen så mod Jerusalem, hvor beretningen kulminerer i en intens påskeuge, der rummer uforbeholden hyldest, ubegribelig fornedrelse, pinefuld død og en altomvæltende opstandelse.
I Paulus’ brev til menigheden i Filippi møder vi en brevskriver, der er fyldt af glæde over både evangeliet og dem, han har delt det med. Paulus har grundlagt en række kristne menigheder i det nuværende Tyrkiet og Grækenland, blandt andet i Filippi, og det er menigheden her, han nu skriver til. I brevets fire kapitler mærker man hans omsorg for menigheden, hans optagethed af evangeliet, hans opgør med dem, der forvrider det, og hans sans for praktiske detaljer. Filipperbrevet rummer på få sider således både en storslået lovprisning af Kristus og en anvisning til to i menigheden om at lægge nogle uenigheder bag sig.
Et epokegørende, guddommeligt sejrsbudskab og nogle såre menneskelige skænderier – det er her, vi tager hul på arbejdet med oversættelsen af Det Nye Testamente.
Oversættelsesarbejdet tager afsæt i fire centrale hensyn: trofasthed mod kildeteksterne, et klart og moderne dansk, respekt for traditionen samt bevidsthed om, hvordan Bibelen bruges i gudstjenester, ved bryllupper og begravelser, i undervisning og hverdagsliv.
De fire hensyn er som hjørnerne i en trampolin. De holder hinanden i en frugtbar spænding, og de skal alle sammen i spil, for at vi får en god oversættelse. For som alle ved, hopper man højest, hvis man rammer midten af trampolinen. Vi prøver derfor at forene præcision, nutidighed, respekt og anvendelighed så godt, som det overhovedet er muligt.
Det er en delikat balancegang at finde den mest præcise og givende ordlyd. Men skal kommende generationer have glæde af Bibelen, skal man sige det samme med nye ord, for sproget udvikler sig. Hvis man eksempelvis skriver, at Jesus havde ’et legeme’, skiller han sig ud fra alle os andre, der har ’en krop’. Og den forskel ligger ikke i kildeteksten. Derfor har vi oversat det græske ord til ’krop’.
Det tilsyneladende ubetydelige valg mellem ’legeme’, der i dag primært bruges i medicinsk sammenhæng, og ’krop’, der er en del af hverdagssproget, er ikke så lille, som det umiddelbart tager sig ud. Vi har truffet et valg, der kan få betydning for ordlyden omkring nadveren i kirken. Det kan nok få folk op af stolene. Men vi har gjort det for at sikre balancen mellem de fire hensyn.
Et andet eksempel er ordlyden i Paulus’ hilsner til menigheden i Filippi. I tidligere oversættelser har brevet kun været adresseret til menighedens ’brødre’, men i den historiske kontekst har ordet inkluderet både mænd og kvinder. Det ser man tydeligt, når Paulus i brevet skriver direkte henvendt til to navngivne kvinder. Så for at få hele betydningen med, hilser Paulus nu sine ’brødre og søstre’.
Og så er der begyndelsen på det hele. I det allerførste kapitel af Bibelens allerførste bog, Første Mosebog, giver Gud menneskene verdens første (og største) opgave.
Da man oversatte Bibelen frem mod 1992, valgte man ordet ’herske’ til at beskrive opgaven. Men dels har betydningen på dansk forandret sig, så ordet i dag ofte forbindes med hårdhændet magtanvendelse, dels handler det hebraiske ord radâ om at føre tilsyn og tage ansvar, ikke nødvendigvis om at udøve magt. Og derfor har vi oversat til, at menneskene skal ’råde over’ det skabte.
Eksemplerne peger på behovet for at forny for at bevare. Når det danske sprog ændres, forandres forståelsen af ældre tekster også. Med andre ord: Hvis ikke man oversætter på ny, vil kommende generationer forstå Bibelens første opgave som et mandat til rå magtudøvelse i stedet for ansvarlighed og omsorg. Det ville være en alvorlig misforståelse af den hebraiske tekst og anliggendet der.
Det samme gælder for Paulus’ brevlæsere. Det er ikke det fjerneste woke at føje ’søstre’ til brevmodtagerne, men blot en præcisering af betydningsindholdet på græsk. Og når Jesus fremover omtales med en ’krop’, er det ikke for at svække forbindelsen til traditionen, men for at styrke dens indhold og gøre det nærværende.
Bibelen er blevet oversat mange gange, også herhjemme. Første gang var i 1550, i kølvandet på reformationen, der havde vendt op og ned på Europa. Afsættet var, at en tysk munk, Martin Luther, havde forsøgt at råbe sin samtids katolske kirke op og talt varmt for, at Bibelen skulle være tilgængelig på folkesprogene.
Undervejs oversatte han selv Bibelen – lidt af en præstation! – og senere omtalte han det på denne måde: »Hvis man forestiller sig Bibelen som et vældigt træ, og hvert ord er en lille gren, har jeg rystet hver eneste af disse grene, fordi jeg ville finde ud af, hvad det var, og hvad det betød«.
I disse år rystes træet igen. Men ikke af én mand. Bibeloversættelse har udviklet sig til en omfattende holdsport, der involverer nogle af landets dygtigste teologer, sprogfolk og forfattere. Små tremandsgrupper udarbejder en oversættelse, der siden gennemgås i større redaktionsgrupper og tryktestes på kryds og tværs for at sikre hensynene til kildesprogene, målsproget, traditionen og anvendelsen. Derfor har de fire første skrifter været igennem hænderne på 15 mennesker, før de udsendes.
Og selv ikke det er nok. For udgivelserne udsendes som prøveoversættelser, og enhver inviteres til at give respons på det, man læser. Hvor fylder hensynet til kildesproget for meget? Og er der steder, hvor det fylder for lidt? Hvor rammer det danske sprog allerbedst, med tanke på at det skal holde flere årtier frem? Og hvor lykkes det mindre godt? Hvor fylder traditionen for bibeloversættelse, gudstjenester, salmer og sange, faste vendinger og kendte ord for lidt? Og hvor er der noget, der kan forny og udvikle traditionen? Hvilke passager, vers eller ord kan svække brugen i bestemte sammenhænge – og hvorfor? Og omvendt: Hvilke passager, vers eller ord vil have en særlig styrke i bestemte sammenhænge – og hvorfor?
Alt det håber vi at få svar på, når offentligheden går i gang med at læse Første Mosebog, Højsangen, Markusevangeliet og Paulus’ brev til menigheden i Filippi. Det er dele af Bibelen, som den altid har været, men som vi aldrig har læst dem før. Det er også de fire første af hele 66 skrifter, der skal oversættes og tryktestes i offentligheden i løbet af de næste 10 år, så en ny autoriseret bibeloversættelse kan se dagens lys i 2036.
Til den tid har hele Bibelen fået ny sprogdragt. Men der er al god grund til at læse med fra begyndelsen. For hvis ikke man kender de tekster, der på afgørende vis har været med til at forme 2.000 års historie, går man godt nok glip af meget.
fortsæt med at læse
Derfor skal Bibelen oversættes på ny
-
Bibelen er uhyre realistisk. Den er ikke '10 gode råd til at få det bedre med sig selv', men skildrer dramatisk og voldsomt konsekvenserne af menneskers ondskab
-
Det lyder skørt, men den er god nok: Læs Paulus i Bibelen for at blive klogere på identitetspolitik
-
En kristendom uden Det Gamle Testamente er historieløs
