For godt to år siden gik jeg, i forbindelse med en nedskæringsrunde på DPU, Aarhus Universitet, på pension. Det føltes ikke ok at blive siddende, når yngre kolleger skulle spares væk. Og jeg nærmede mig da også min 73-års fødselsdag. Så da jeg blev tilbudt en såkaldt emeritus-aftale, som ved en hurtig læsning så fornuftig ud, sagde jeg uden tøven – og uden at studere det med småt – ja tak.
Det var også i overensstemmelse med tidens tendenser, nemlig de mange solstrålehistorier om ældre medarbejdere på senioraftaler. Aftalerne gavner de yngre kolleger. De er nyttige for organisationen og samfundet. Og de er til glæde for de ældre medarbejdere selv, som både kan og vil fortsætte nogle år endnu, men gerne på nedsat tid og uden at koste for meget, når nu pensionen melder sig.
