For nylig har der været en større debat i medierne om læsehad blandt børn og unge. Færre og færre læser, og forældrene har en kamp derhjemme med at få deres børn til at læse, i en tid hvor alle læser mindre.
På Viborg-bibliotekernes instagramside faldt jeg over et opslag om læsehad blandt unge, og i kommentarsporet gik det op for mig, at flere ser det som et forældreansvar at få børn til at finde læseglæden.
Opgaven med de famøse tyve minutter, som forældre opfordres til at få deres børn til at læse derhjemme, tror jeg nu ikke, der er mange, der får løftet, selv om jeg personligt synes, at alle de forældre, der kan, skal gøre en indsats. Hjemme hos os har det været udfordrende, selv om vi har læst højt for vores datter, til hun var tretten år, og selv om jeg qua mit arbejde læser skønlitteratur hele tiden, ligesom der ligger bøger overalt i vores hjem.
For ti år siden var jeg huskunstner på et gymnasium. Efter de to første lektioner, hvor elever sad med telefoner og skærme og så Netflix i smug, mens jeg prøvede at give dem et indskud kreativ skrivning, var jeg ved at eksplodere af indre irritation.
Det, der undrede mig, var, at noget så enkelt som at fjerne telefoner i timerne ikke var blevet implementeret fra skolens side. Jeg tænkte: Hvor svært kan det være?
Hvorfor stillede man sig så vævende og gav de unge et valg i undervisningstimen, der svarer til at give et mindre barn lov til at vælge frit mellem broccoli og Matadormix? Eller til at vifte med en pakke smøger foran en teenager, der forsøger at holde op med at ryge. Hvorfor gav skolerne, hvis mål var uddannelse, dem denne ekstra fristelse, en mulighed for at sabotere egen læring?
Jeg forstod det simpelthen ikke. Jeg mente også dengang, at det er skolens ansvar at få de telefoner væk.
Det tog flere år, før det blev en regel på mange skoler at fjerne telefoner i timerne, og nu har regeringen stillet lovforslag om at forbyde telefoner på skolerne. Det har mødt kraftig kritik, fordi det indskrænker den personlige frihed.
Jeg er selv stor tilhænger af personlig frihed, men jeg må spørge kritikerne: frihed til hvad? Man må jo heller ikke drikke alkohol og ryge længere på skolerne, og er vi ikke alle sammen enige om, at det er en god idé? Er det synd for eleverne, at de ikke kan tjekke TikTok i dagens første syv timer? Siger forskningen ikke, at meget skærmbrug påvirker os på alle mulige negative måder?
Jeg mener, at der findes en relativt enkel måde væsentligt at fremme børn og unges lyst til læsning. Et enkelt tiltag, som både vil kunne hjælpe dem i deres faglighed, men også mentalt og psykisk. Et tiltag, som kunne styrke de unges selvreflektoriske formåen, gøre dem velformulerede, kritiske over for fake news, give dem et sprog, hvor nuancer bredes ud som en vifte af sanselige og subtile rørelser og tilfører ilt til et ellers sort-hvidt spektrum. Unge, der med empatisk indlevelse i fremtiden vil være med til at kæmpe for og værne om vores allerede hårdt tilkæmpede værdier, om vores demokrati.
Mit simple (og måske allerede formulerede forslag) er et tiltag, som vil kunne fastholde langt flere unge som læsere ind i ungdoms- og voksenlivet, og for mit vedkommende som forfatter. Et forslag, som også vil betyde, at vi har ny skønlitteratur om 100 år. Et tiltag, der værner om demokratiet, ja, det er store ord, men jeg mener det faktisk. Et forslag, som hvis det implementeres, vil mindske læseskellet mellem børn fra forskellige sociale lag.
Jeg er lodret uenig med dem, der mener, at det primært er et forældreansvar at få sine børn til at hyggelæse. Det skærer i mig på samme måde som med dem, der mener, at børn og unge kan styre deres eget telefonbrug.
I en ideel verden er det et ganske fornuftigt forslag at bede forældrene puste læseglæde ind i deres børn og bede børn vælge broccolien frem for Matadormix. Men i vores virkelige verden er det en samfundsmæssig ansvarsfralæggelse. Det er en kamp, der i så fald vil være tabt på forhånd.
Dem, der taber, er ikke kun de unge, særligt dem med forældre, der ikke magter den påduttede anbefaling. Dem, der taber, er os alle sammen. Vi er allerede i fuld gang med at tabe kampen. Vi er ved at miste dem, som jeg vil tillade mig at kalde organiske læsere. Og for at læse i fritiden og i voksenlivet er man nødt til at blive og være en organisk læser.
Forleden dag læste jeg om en undersøgelse, der viser, at 8 procent mænd læser skønlitteratur hver dag. For kvinderne er tallet 17 procent. Selv om det kan være svært for alle at læse hver dag, er der alligevel ingen tvivl om, at vi i vores nuværende generationer har lidt et blodtab i forhold til antallet af organiske læsere. Og hvordan skulle forældre, der ikke engang selv læser skønlitteratur, få held med at hjælpe deres børn til at finde læselysten?
Jeg vil gerne understrege min klare mening med fed: At styrke selvrefleksion, faglighed og empati, at skabe unge stærke læsere og at befordre lysten og glæden ved læsning er ikke et forældreansvar. Det er et samfundsansvar. Og dermed er det et ansvar, der bør løftes i skolen. Det kan med lidt politisk vilje gøres næsten lige så enkelt som at låse 27 mobiltelefoner inde i et skab. Og det kan fylde hullet ud efter ’tabet’ af telefonen i skoletiden.
Måske tænker I ikke rigtigt over det, men at læse skønlitteratur er faktisk det ypperste sted at indtage sprog, som vi har. I min undervisning på skoler fortæller jeg eleverne, at en god litterær tekst er et ’gourmetmåltid af ord’. Det er tekst, som ikke er skrevet på tid, som f.eks. en avisartikel er det.
Det er tekster, forfatteren selv har læst igennem halvtreds gange og har nusset med og rettet i, så vi kan sluge teksten i en lind strøm uden at få for mange stivnede ordklodser af faste vendinger og gentagelser galt i halsen.
Det er en subtil smagsoplevelse, der er lig den, du kan få på en gourmetrestaurant. Kokken har skåret millimetertynde radiseskiver, ingredienser går i mirakuløs kemisk forbindelse med hinanden. Det er kunst. Og i litteraturen får vi lov til at læse det råt.
Men læselysten og the benefits of reading, som jeg kalder det, får man først, når man er blevet en organisk læser. I starten er det hårdt. Der er modstand på. Det går langsomt. Det er pligtlæsning. Det er i denne fase, at det er så vigtigt at blive fastholdt i læsningen, eller endnu vigtigere: Hvis du tidligt bliver en organisk læser, kan du i høj grad få lov at springe dette stadie af modstand og kedsomhed helt over. Derfor skal lystlæsning faciliteres i skolen.
Lystlæsning og skønlitteratur er fundamentet for al læsning. Lystlæsning er, når du får lov til selv at vælge den historie, du vil læse for oplevelsens og indlevelsens skyld. Når du ikke skal genfortælle, analysere og forstå alt, du skal bare læse. Jeg mener, at det er skolens ansvar at sørge for, at alle børn og unge hyggelæser hver dag. I skolen!
Jeg foreslår, at man i alle skoler læser en hel lektion om dagen. Helt fra de små klasser, lige så snart man kan stave sig gennem en sætning. Konkret og praktisk kunne skolen indrette et læserum, med puder, sofaer; et rum, hvor kroppen kan få lov at slappe af. Eller man kunne læse i klassen og skabe særlige rammer. Lave te eller tænde lys, på en eller anden måde markere, at læsningen også er en gave. Jeg ved, at lærere på nogle skoler allerede gør dette, dog i begrænset omfang i forhold til mit forslag.
Skemaet skal omlægges, så der hver dag er en lektion til læsning, og læreren skal selvfølgelig også læse i stedet for at sidde og rette stile. Hvis læsning på denne måde bliver implementeret i skolen som en naturlig del af undervisningen, vil vi få langt flere elever, der også har lyst til at læse efter skole og i voksenlivet. Og de, der ikke læser i fritiden, vil få læst ovre i skolen. Valget er frit mellem alle skønlitterære genrer: sci-fi, fantasy, gys, romantik, gamle klassikere, ungdomslitteratur, ny skønlitteratur, poesi, drama. Der er rigeligt at vælge imellem.
Alle disse genrer har læsningen som fundament. Og hyggelæsningen er fundamentet for læselyst. Hvor svært kan det være? Ja, det kræver, at skemaer omlægges, at der skal skabes plads til at hapse 45 minutter om dagen. Og jeg vil gerne understrege, at den politiske vilje til at foretage sådanne vigtige prioriteringer ikke skal misforstås: Intentionen skal ikke være at proppe mere ind, lægge flere byrder på lærernes skuldre. Noget må derfor tages ud for at finde pladsen, f.eks. et forløb i hvert fag, og det vil ikke blive på bekostning af det faglige.
Med organiske læsere vinder alle: Lærerne får mere reflekterende elever, det bliver mindre trættende at rette opgaver, for trænede læsere bliver også bedre til at formulere sig. Mange unge vil finde et mentalt rum, som kan hjælpe dem psykisk. Vores samfund får stærkere stemmer, hvor man ikke enten hader eller elsker noget, vores samfundsborgere får flere ord at sætte på følelser og indsigter. Det kan kun styrke vores fællesskab og demokrati.
Hvad er the benefits of reading så? Hvad kan læsning konkret kaste af sig?
Jeg kan begynde med at tale for mig selv. Jeg har nok altid haft en naturlig tilgang til læsning. Ud over at bøger har kaldt på mig, fordi jeg gerne selv ville skrive, så har litteraturen bidraget og hjulpet mig gennem en svær ungdom med alkoholmisbrug i hjemmet.
Jeg kunne have været en, der var gået ned psykisk, en, der var blevet misbruger selv, måske. Bøgerne har givet mig en kontinuerlig indsprøjtning af noget, der var større end min egen ’elendighed’.
Fortællingerne har vist mig, at det at kæmpe med ting er en livsbetingelse. At problemer kan overvindes. At der findes fremstrakte hænder og medmenneskelighed, når alt sortner. Langsomheden i læsning har givet mig et rum, der minder om meditation, som neurologisk påvirker hjernen positivt.
Jeg har fået indre billeder fra et sted inde fra mig selv, men i samspil med et andet menneskes skaben. Det, at sproget er så rigt, som det skal være i god litteratur, har vækket mit sind og mine sanser. Og så har jeg nogle gange fået overført forfatterens passion gennem teksten. Litteraturens kraft og energi smitter af.
Jeg har oplevet, at jeg nærmest fik feber af at læse en bog. Ikke som en sygdom, men som en rus. At læse har været som et anker i mit liv. Det er gratis, det er antidepressivt og antistress. Men alle disse goder kom først, efter jeg var blevet en organisk læser; en, der ikke sætter spørgsmålstegn ved det at læse og kan nyde det.
Nogle vil så sige: Sådan er vi ikke alle sammen. Nogle af os gider bare ikke læse. Til det vil jeg svare, at medmindre I læser, så finder I ikke ud af, hvad læsningen giver, og hvordan læsning gavner. Præcis som med meditation. Jeg synes, at vi som samfund skal forpligte os til at gøre det til en naturlig ting.
Læsning skal ikke være et valg eller et fravalg og noget, som kun 26 procent af befolkningen gør. Som samfund skylder vi at facilitere lystlæsning for alle. Jeg ved, at mange af de børn, der ikke læser, undgår læsningen, fordi de ikke er blevet læsere endnu. De ved ikke, at læsning også er medicin i en uoverskuelig verden.
Læsningen styrker os som individer og som fællesskab, læsning kan gøre det lettere at stå op for os selv, forstå hinanden og række ud, i stedet for at grave grøfter dybe. Lidt sci-fi-agtigt kunne man sige: Læsning er modstanden og midlet mod ’det onde’! Og derfor er det særlig vigtigt nu at få læsningen ind i skolen, så jeg håber, Tesfaye læser med.
Jeg håber, at politikerne, der nu har fattet, at telefonernes negative effekter skal ud af skolerne, også vil indse, at ’umiddelbart formålsløs’ skønlitterær læsning skal ind, og de lukkede skolebiblioteker skal genåbnes.
Vi skal ikke kun opruste med våben i vores lille land. Vi skal opruste med bøger og med litteratur.
fortsæt med at læse
