Hvordan finder vi det punkt, hvor vi kan mødes som mennesker, når vores politiske overbevisninger bliver en mur, der adskiller os?
Det dilemma står centralt i den østtyske kultforfatter Brigitte Reimanns fortælling om det delte Tyskland i bogen ’Vi var søskende’, der nu for første gang udgives på dansk. I en verden, der igen er præget af ideologiske spændinger, og i et Tyskland, der fortsat er splittet mellem øst og vest, har spørgsmålet fået fornyet aktualitet.
»Jeg mærker nu for første gang smerteligt – og ikke kun med forstanden – den tragedie, der hviler over vores to Tysklande. De splittede familier, konflikten mellem bror og søster – sikke et litterært tema! Hvorfor er der ikke nogen, der giver det et udtryk, hvorfor er der ikke nogen, der skriver en sandfærdig bog? Rædsel? Manglende evner?«, skriver Brigitte Reimann i sin dagbog i 1960, efter at hendes egen elskede bror, Lutz, er flygtet til Vesttyskland med sin familie.
Et år senere, nogle måneder inden Berlinmuren bliver opført i august 1961, begynder Reimann selv med at skrive den bog, hun har efterlyst, og som nu er genstand for hendes sene internationale gennembrud – ikke bare i Danmark, men også på begge sider af Atlanten, hvor The Guardian og The New Yorker har rost hende og bogen til skyerne.
Genlæsningen af ’Vi var søskende’ (’Die Geschwister’, 1963) spiller også ind i den aktuelle debat om den tyske kollektive erindring af DDR og om, hvordan man skal huske det land, der ikke længere er at finde på verdenskortet.
Men hvem var bogens forfatter, der både troede på socialismen og kritiserede systemet, læste feministiske klassikere, lyttede til amerikansk jazz, og som på grund af sin søgende natur af sine venner blev sammenlignet med beatnikforfatterne? Og hvad er grunden til, at hendes litterære stemme igen føles så påtrængende i dag?
Brigitte Reimann (1933-73) levede som en fransk boheme i den østtyske provins. Hun læste forfattere som James Baldwin, Hemingway, Violette Leduc, Colette og Camus – og hun elskede mode, kunst, Karo-cigaretter (de stærkeste på markedet), cognac, en flirt (»jeg kan ikke forestille mig et liv uden beundrende blikke fra mænd«) og uopdrivelige vinyler, som hun sammen med uønskede bøger som Simone de Beauvoirs ’Det andet køn’ smuglede ind over grænsen ved hjælp af sine kontakter i Vesteuropa. Samtidig var hun lidenskabeligt optaget af sin samtid, og hun ville skrive litteratur, der tog udgangspunkt i den østtyske hverdag og dens problemer.
Hun var en af de mest kendte forfattere i DDR – både mens hun levede og efter sin død som følge af kræftsygdom i 1974, kun 39 år gammel.
I 1960 flyttede hun til Hoyerswerda ved den polsk-tjekkiske grænse, hvor hun som led i det socialistiske ideal om at bringe arbejdere og kunstnere sammen underviste i creative writing på fabrikken Schwarze Pumpe, der forædlede brunkul.
Det var også her, hun skrev fortællingen ’Ankunft im Alltag’ (1961), der gav navn til den østtyske såkaldte ankomstlitteratur, hvor de litterære helte skulle finde ’hjem’ til socialismen, og det var her, hun startede historien om den unge rebelske arkitekt Franziska Linkerhand fra romanen af samme navn, der udkom posthumt og cementerede hendes kultstatus.
I sit korte liv gik Reimann fra at være en overbevist socialist til at blive en desillusioneret forfatter, der gennemskuede systemets censurmekanismer, hykleri og undertrykkelse: »Fortvivlelse, nogle gange anfald af had«, skriver hun om forholdet til sit hjemland efter det blodige Prag-forår i 1968, der efterlod en hel generation østtyske intellektuelle chokerede og politisk hjemløse.
Da Reimann i starten af 1960’erne begyndte at skrive ’Vi var søskende’, troede hun fortsat, at DDR stod på den rigtige side af historien, som et antifascistisk alternativ efter rædslerne fra Anden Verdenskrig. Samtidig åbner hun op for tvivlen, og det er præcis det, der gør bogen så interessant. Reimann skildrer et helt særligt symbiotisk forhold mellem en bror og en søster i en borgerlig familie, der er i fare for at miste hinanden, fordi broren vil flygte til Vesttyskland.
Søskendeparret har allerede tabt deres storebror til kapitalisterne i Hamburg, og søsteren forsøger efter alle kunstens regler at overbevise sin tilbageværende bror om, at det lønner sig at kæmpe for socialismen – til trods for dens uperfektheder. Men søsteren, der fortæller historien med en subjektiv, moderne og emotionel jegstemme, sår selv tvivl om sin beretning som den eneste rigtige:
»Når jeg forsøger at genfortælle min brors historie, som han endelig fortalte mig i går eftermiddag, så bliver jeg nødt til at tilføje, at noget af det muligvis er farvet af min egen opfattelse af tingene, noget af det filtreret af tidsforskellen, selv om det ikke er længere end atten timer siden, vi travede frem og tilbage i værelset, op og ned ad gulvet som i et alt for trangt bur, og talte om det. Jeg vil også gerne indrømme, at min deltagelse – mere end Ulis bitterhed – slører min hukommelse«.
Passagen blev censureret, da bogen udkom i DDR i 1963 – den type selvrefleksion var for vovet i et system, der dyrkede ensretningen. Det ved vi, fordi nogle håndværkere gjorde et spektakulært fund i 2022, da de fandt dele af Reimanns originale manuskript i hendes gamle kælder. Med det kunne det tyske forlag opdatere bogen med de formuleringer, der ikke kom med i den første version.
Men censuren dengang peger også frem imod vores egen tid og den betændte tyske debat, der fortsat er om, hvordan man må huske DDR. For hvordan skal man kollektivt erindre en stat, der rummer menneskers barndom, hverdag og idealer, men også oplevelser med undertrykkelse, censur og vold?
Reimanns ’Vi var søskende’ viser, hvor subjektive erindringer og oplevelser er – og den giver os et nuanceret indblik i, hvordan samtaler om ideologiske uoverensstemmelser kunne udfolde sig i DDR. Ved nærmere læsning overrasker de mange kritiske afsnit, der faktisk blev indlemmet i det første oplag.
Reimann nævner Stasi ved navns nævnelse, og hun skildrer hensynsløse kommunister og kyniske partipampere samt sexisme på arbejdspladsen. Sidstnævnte passede bestemt ikke ind i det officielle glansbillede, DDR forsøgte at male af kvinders integration på arbejdsmarkedet. På papiret var østtyske kvinder ligestillede – der er mange paralleller til kvindernes position i Skandinavien på samme tid – men Reimann viser, at der i praksis fortsat var lang vej at gå. Hun havde læst Beauvoirs ’Det andet køn’, nogle år inden vestlige feminister opdagede værket, og debatten om ligestilling kunne få hende til at gå på barrikaderne, som hun skriver i sin dagbog.
I sit hovedværk ’Franziska Linkerhand’ (1974), som hun kæmpede med at skrive færdigt i ti år, fortsætter Reimann med at prikke til flere tabuer i det østtyske samfund – voldtægter udført af russiske soldater efter Anden Verdenskrig, alkoholisme, selvmord, bureaukrati, arkitektonisk tristesse og undertrykkelse i ægteskabet. Igen kredser Reimanns fortælling om en kvindelig hovedperson – og endnu mere end tidligere skildrer hun et stærkt sansende menneske med begær efter kunstnerisk succes, mænds hofter og den sødlige duft af hår i armhulen. Reimann udfordrer i den grad vores opfattelse af DDR som Vesteuropas grå baggård – hendes persongalleri sanser en verden, der måske er i forfald, men som ikke desto mindre har farver, smag, lyde og dufte.
Franziska drømmer om skønhed, kærlighed og frihed – »jeg vil hellere leve 30 vilde år end 70 velopdragne« – men romanen beskriver den store desillusion i mødet med en virkelighed, der ikke kan indfri ungdommens længsler: »Jeg vil skrive en vred bog, en trist bog, og alt skal ende slemt«, slår Reimann fast i sin dagbog i 1965, og dermed bevæger hun sig milevidt væk fra de positive helte og den optimistiske tone, som den officielle litterære doktrin, den socialistiske realisme, afkrævede. I ’Franziska Linkerhand’ ytrer Reimann stærk kritik af den socialistiske arkitektur og dens »sterile gader uden øjne og øre«, der ikke indtænker mennesket i sin byplanlægning.
Booker Prize-vinderen fra sidste år, Jenny Erpenbeck, der selv er socialiseret i DDR, fremhæver Reimanns manifestering af skønhed: »I ’Franziska Linkerhand’ viser hun, at skønhed – teatre, biografier, gallerier – er et af de grundlæggende behov, mennesket har«, har hun sagt i et interview med BBC.
I 1968 bestemmer Reimann sig for at forlade den forurenede kulmineby Hoyerswerda til fordel for den mere idylliske Neubrandenburg i Mecklenburg-Vorpommern, men flytningen bliver overskygget af hendes kræftdiagnose. Hun får fjernet det ene bryst og bliver en amazone, som hun kalder sig selv, og det bliver starten på en lang lidelseshistorie: »Jeg hader denne krop, der giver mig så meget besvær, denne svagelige krop, som mine intetanende tilbedere kalder ’en god figur’ – ja, en figur, en ødelagt porcelænsfigur med hundredvis af sprækker, der gang på gang må klinkes sammen«.
Reimann tilbringer store dele af sine sidste år på sygehus i Berlin, hvor hun gentagne gange bliver opereret og får kemoterapi. Hun dulmer sine smerter med cognac og piller, mens hun desperat forsøger at skrive det manuskript om Franziska Linkerhand, hun frygter aldrig vil kunne udgives, færdigt. I et brev til sin gode veninde og kollega Christa Wolf, en af de mest kendte forfattere i DDR, skriver hun i 1972, at hun er fortvivlet og rådvild på grund af de mange scener i bogen, »der med sikkerhed kommer til at blive slettet (jeres fejl: De er taget fra virkeligheden)«.
Hun fik delvis ret. Flere såkaldte problematiske passager blev elimineret, da bogen blev udgivet et år efter hendes død. Først i 1998 kom den uforkortede udgave, der nu står som en af de vigtigste romaner i den tyske efterkrigslitteratur. Spiegel havde ’Franziska Linkerhand’ på sin liste over de 100 bedste tysksprogede romaner de sidste hundrede år, som blev offentliggjorde forrige efterår.
I dag er den politiske polarisering i Tyskland og i resten af den vestlige verden tiltaget – blandt andet med fremkomsten af højreekstreme positioner, særlig i de tidligere østtyske delstater. Men også de forskellige holdninger til Rusland efter Ukraine-invasionen og til Israel-Palæstina-konflikten virker splittende i vores naboland.
Med Trumps politik i USA er hele den vestlige verden tvunget til at se sig selv i øjnene og spørge, om den liberale kapitalistiske model, der fejrede sig selv som den overlegne sejersmagt efter kommunismens kollaps, nu er den eneste farbare vej videre.
Sikkert er det i hvert fald, at både Trumps politik og Alternative für Deutschland også skaber strid i familier i dag. Her kan Reimanns litterære værker i det mindste minde os om, at vores verden ikke er den eneste mulige eller den eneste rigtige – og at den fælles samtale, uagtet hvor svær den måtte være, aldrig må stoppe.
Et af de sidste mennesker, Reimann så, nogle dage inden hun døde i februar 1973, var broren Lutz, der kom fra Hamburg og krydsede den østtyske grænse og Berlinmuren for at tage afsked med sin syge søster. Det var ingen selvfølgelighed, at de blev forsonet med hinanden efter udgivelsen af ’Vi var søskende’ ti år tidligere. Dengang skrev Reimann i sin dagbog: »Måske går den sidste bro i stykker mellem os, når han får min bog og mit brev. Vi er allerede kommet så langt væk fra hinanden …«.
Familiefar Willi Reimann kæmpede dog for, at det ikke måtte ske. I sine traditionsrige reimannske familierapporter, som han løbende forfattede, kopierede og sendte til sine fire børn, så de forblev opdateret på hinandens liv, skrev han formanende: »Pas på med at I ikke ødelægger vores familiesammenhold! Vi skal respektere hinandens meninger og ikke påtvinge de andre noget. I stedet for at tale om frihed, udøver vi det i praksis! På den måde beholder vi den gensidige forståelse«.
Det var nemmere sagt end gjort. Brigitte Reimann kunne ikke tilgive brorens flugt til Vesttyskland, og i tre år herskede der en koldfront mellem de to ældste søskende, inden de mødtes igen i barndomshjemmet en forårsdag i 1964: »Alle de år havde vi ikke skrevet til hinanden: Jeg vidste, at han foragtede mig, han så på mig som en fjende. Pludselig – jeg ved ikke, hvem der bøjede sig først – gik vi mod hinanden, krammede og trykkede os hårdt mod hinanden. Jeg tror, han var lige så tæt på tårer, som jeg var«, skrev Reimann i sin dagbog.
Brigitte Reimanns liv, som det kommer til udtryk i hendes dagbøger, breve og litterære værker, vidner om de mange kampe, et menneske i et totalitært regime må føre – også for at forblive tro mod sig selv:
»Jeg har sat mig for at skrive uden selvcensur, uden at tænke på konsekvenserne – simpelthen efter min egen sandhed«, noterer hun i 1966. Det er denne balancegang mellem tro og tvivl, mellem fastholdelsen af idealer og kritik af de åbenbare autoritære forhold, der fortsat fascinerer, når man læser Brigitte Reimann i dag.
Som al god litteratur bliver den et vindue ind til en verden, der nu er tabt, men som fortsat taler til os gennem skriften, og som måske kan være med til at besvare brorens spørgsmål i ’Vi var søskende’: Hvad er I dog for nogle mennesker?
fortsæt med at læse
