Der blæser nye vinde over energidebatten i Danmark. Regeringen vil nedsætte et udvalg, der skal undersøge konsekvenserne af at ophæve den såkaldte 1985-beslutning, som hidtil har lukket af for kernekraft i dansk energiplanlægning. Det er en god begyndelse, men skal arbejdet pege et sted hen, bør næste skridt være at reetablere Risø som forsøgsreaktorstation. Dermed kan vi åbne op for forskning og udvikling på et område, som kan vise sig vitalt for EU’s selvforsyning, klimamål og konkurrenceevne.
Europa og Danmark står nemlig over for en kolossal energipolitisk udfordring. EU’s selvforsyningsgrad på energi er på kun 42, og afhængigheden af importeret energi – ofte fra ustabile regioner – gør os sårbare. Selvom sol og vind spiller en stor rolle i den grønne omstilling både nu og på sigt, rækker det ikke. Biomasse og kul skal gerne udfases i EU hurtigst muligt, og uden et brugbart alternativ risikerer vi enten højere udledninger eller ustabile forsyninger. Vi skal skabe et så diverst og robust energisystem som muligt, og det kræver flere forskellige energikilder.
I Danmark har vi forudsætningerne for at skabe et energisystem med sol og vind som de absolutte omdrejningspunkter, men det kræver en massiv og dyr netudbygning. Og fordi sol og vind langtfra kan levere i alle årets 8760 timer, må vi have reservekapacitet – f.eks. i form af gasturbiner og batterier, samt meget store lagre med varmt vand. Det kan være en løsning for Danmark, men den er omkostningstung, og derfor kan det give mening også at overveje kernekraft, der kan levere stabil energi i mindst 90 procent af årets timer.
Mange danske energiforskere mener ikke, vi har brug for kernekraft i Danmark. Men ser vi frem i tiden, er der ingen garanti for, at sol og vind alene kan dække vores behov for stabil strøm.
Elforbruget vil vokse drevet af datacentre, Power-to-X og elektrificering af industri og opvarmning. Vi vil også i stigende grad være afhængige af dyr importeret strøm fra nabolande – og dermed af disse landes beslutninger og overvejelser om forsyningssikkerhed.
Derfor giver det mening, at Danmark arbejder hen imod en mere balanceret forsyningsstruktur, hvor kernekraft kan være én blandt flere teknologier. Det handler ikke om at vælge enten-eller, men om at bevare suverænitet og fleksibilitet. Kommer kernekraft ned i pris, kan vi også få adgang til teknologien, men den mulighed bliver meget vanskeligere, hvis ikke vi på forhånd har opbygget kompetencerne.
Kritikere vil indvende, at kernekraft ikke passer ind i Danmarks energimix med meget fleksible energikilder. Men den kritik er primært relevant i forhold til store konventionelle og mere ufleksible anlæg, som leverer energi til centrale systemer.
Små modulære reaktorer (SMR) kan derimod anvendes som baseload i industriparker, hvor f.eks. virksomheder har behov for stabil el og varme. Danmark er allerede i gang med at udpege områder, hvor nye industriparker kan rumme energikrævende industriproduktion, og her kunne SMR-teknologi fremover få en rolle i energifællesskaber, hvor virksomheder deler energi med hinanden bag måleren.
Fordelene ved kernekraft er indlysende. Det fylder langt mindre arealmæssigt end sol- og vind og bruger langt færre ressourcer i form af stål og beton per leveret energienhed. Vi har længe kæmpet med at få plads til mere sol og vind i Danmark, fordi mange ikke vil være nabo til anlæggene.
Konklusionen er, at selvom vi kunne nøjes med sol og vind på et meget lille areal for at dække vores behov, er vi for tæt befolket til, at det i praksis er en mulighed. Det er baggrunden for, at Danmark nu har valgt at subsidiere udbygningen af havvind til en pris, der ikke ligger langt fra, hvad svenskerne står til at betale for den kernekraft, som de netop har vedtaget at etablere inden 2035.
Prisen for at bygge ny kernekraft er høj – det er uden for diskussion. Det skyldes dels ekstreme sikkerhedskrav, men også, at vi har mistet afgørende kompetencer på området, da der med enkelte undtagelser ikke er bygget nye anlæg i Europa siden starten af 80’erne. Men hvis det bliver muligt at skalere og udvikle teknologien, kan den naturligvis komme ned i pris. Det viser erfaringerne med stort set al teknologiudvikling – inklusiv vindmølleteknologi.
Andre lande investerer i stigende grad i kernekraft, fordi klimaneutral og konstant levering af energi er systemisk vigtig for samfundet. Udover Sverige er Storbritannien, Polen, Nederlandene og Tjekkiet i gang med at lancere nye projekter. Frankrig og Finland har i årtier satset på teknologien og udbygger stadig. Hvis Danmark engagerer sig nu, kan vi blive en aktiv del af det internationale forsknings- og industrisamarbejde på et område, der er i rivende udvikling til gavn for den globale energitransition.
Danmark har faktisk stolte traditioner indenfor kernekraft. Det var den danske fysiker Niels Bohr, der som en af de første indså det enorme potentiale og den lige så store risiko ved kernekraften. Belært af de altødelæggende atombombesprængninger i Japan sendte han i 1950 et åbent brev til FN, hvor han opfordrede til internationalt samarbejde og gennemsigtighed ved brug af teknologien – ikke mindst for at forhindre et farligt våbenkapløb. Bohr spillede senere en indirekte rolle ved grundlæggelsen af IAEA – Det Internationale Atomenergiagentur – og blev kendt for sin vision om ’åbenhed’ mellem nationer i håndteringen af teknologien.
Det var i forlængelse af Bohrs ideer, at Danmark i 1958 etablerede Risø som et nationalt center for fredelig atomforskning. Genåbningen af Risø vil være en videreførelse af den tradition, Bohr grundlagde: at udvikle og dele viden til fredelige formål og sikre, at vi som samfund er teknologisk rustet til fremtiden.
I dag har vi to virksomheder, som udvikler reaktorteknologi, men som ikke har mulighed for at teste teknologien på dansk grund.
Skal vi have en chance for at være med, når teknologien modnes – og hvis vi vil beholde de to virksomheder i Danmark – skal vi investere i forskning, testfaciliteter og kompetenceopbygning nu. Dermed kan Danmark ikke blot styrke sin egen position, men også bidrage til Europas energiuafhængighed.
Beslutningsforslaget fra 1985 har reelt aldrig været juridisk bindende, men har alligevel haft en enorm effekt: Meget få offentlige forskningsmidler er tilført, ingen EUDP-støtte er tildelt, og der er ikke udnævnt professorer i kernekraft ved danske universiteter siden dengang.
Men det er ærgerligt, for forskningsmæssigt er kernekraft et af de mest avancerede og tværfaglige forskningsfelter i det 21. århundrede – på linje med f.eks. kvanteteknologi, rumfart, life science og kunstig intelligens. Danmark kunne med en genåbning af Risø blive en del af den videnskabelige frontlinje, hvor fremtidens klima- og energiløsninger formes.
I dag er der faktisk lovhjemmel til at etablere nukleare forsknings- og testfaciliteter i Danmark, så længe der ikke er tale om elproduktion til det kollektive net. Men myndighederne har i praksis signaleret, at de ikke vil give tilladelse uden politisk opbakning og klarere rammer. Det skaber en de facto-barriere, som vi nu har en historisk chance for at nedbryde. Det vil kræve, at lovgivningen på visse områder føres op til nutidens standarder, men her er der heldigvis gode erfaringer at trække på fra f.eks. Sverige og Finland.
At genåbne Risø handler ikke om at bygge kernekraftværker i morgen. Det handler om at sikre os viden, valgmuligheder og teknologisk beredskab til fremtiden. Danmark bidrager som medlem af Euratom økonomisk, men med et meget begrænset udbytte, fordi vi mangler et aktivt forskningsmiljø og en national forskningsinfrastruktur. Sverige og Finland har masser af kompetencer og erfaringer – og selv Norge, som dog har lukket deres testreaktorer, deltager som associeret stat aktivt i Euratom-programmer.
Blandt EU’s kernekraftlande findes der reelt ingen eksempler på, at man har indført teknologien uden først at have haft adgang til en forsøgsreaktor. Erfaringen er klar: Skal et land være i stand til at vurdere, implementere og regulere kernekraft, kræver det en vidensbase, man kun opnår gennem konkret forskning og tests gennemført på en fysisk reaktorstation.
De gamle reaktorer fra Risø kan ikke længere bruges, men det vil alligevel være en stor fordel at vælge et sted, hvor hele tre testreaktorer tidligere har været i drift – arealet er faktisk etableret til formålet. Det vil være oplagt at etablere en eller to mindre testreaktorer, hvor nye materialer, brændselstyper og sikkerhedssystemer kan afprøves.
Det vil give danske forskere og virksomheder adgang til eksperimentelle data og være en forudsætning for at uddanne ingeniører og teknikere på tilstrækkeligt højt niveau. Genåbningen af Risø vil bl.a. kunne finansieres via den årlige forskningsreserve, som netop er etableret for at kunne igangsætte nye vigtige initiativer som dette. Et flerårigt program for nuklear test og forskning kunne prioriteres på linje med f.eks. kvanteteknologi.
Ikke så langt fra Risø, på den anden side af Øresund, ligger European Spallation Source (ESS) i Lund, som Danmark deltager i finansieringen af, og som er et af verdens mest avancerede anlæg til neutronbaseret materialeforskning.
Der kan være oplagte synergier i at knytte Risø og ESS tæt sammen: ESS kan analysere materialers mikrostruktur og reaktioner. Risø kan derefter teste dem under reaktorforhold: varme, tryk og stråling. Tilsammen kan de to anlæg danne kernen i en regional innovationsklynge for nuklear teknologi og materialeforskning. Det kan blive til et frugtbart samarbejde, som kunne kvalificere til EU-støttede forskningsprojekter, ph.d.-programmer og vidensdeling på tværs af grænser.
Et emne, der ofte nævnes i debatten om kernekraft, er affaldshåndtering. Danmark har i forvejen lav- og mellemradioaktivt affald fra hospitaler, industri og tidligere forskning på Risø – og det skal der findes en løsning på, uanset hvad vi beslutter om nye forskningsreaktorer.
De højradioaktive brændselsstave blev allerede i 00’erne returneret til USA, men hvis vi etablerer forsøgsreaktorer på Risø, kommer der også højradioaktivt affald – og det rejser spørgsmålet, hvordan man håndterer det i et lille land som Danmark.
Realiteten er, at vi næppe vil kunne bære omkostningerne ved et nationalt slutdepot uden internationalt samarbejde. Men den udfordring ville vi i givet fald dele med mange andre europæiske lande. Det gælder f.eks. Norge, Holland og Belgien, som alle arbejder med modeller for internationalt samarbejde om opbevaring. Sverige og Finland er længst fremme med nationale slutdepoter, men deres løsninger er skræddersyet til større mængder, der er tilpasset deres egen affaldsproduktion.
Derfor giver det mening at tænke i fælles, regional infrastruktur blandt de lande, der i dag ikke har en færdig løsning på affaldsproblematikken. Programmer under f.eks. Arius, Euratom og Eurad puffer allerede i den retning. Danmark bør aktivt arbejde for at blive en del af sådanne løsninger, så affald ikke bliver en barriere, men et styrket samarbejdsfelt.
Danmark har en af Europas mest ambitiøse klima- og energipolitikker, og derfor er det paradoksalt, at vi så grundigt har afskåret os fra en energiform som det Internationale Energiagentur IEA vurderer er helt nødvendigt for at skabe et fremtidigt klimaneutralt samfund. Genåbningen af Risø handler om at investere i viden, så vi kan tage oplyste beslutninger om, hvilke teknologier vi skal kunne beherske. Det er det spørgsmål, vi i Danmark nu bør undersøge grundigt.
Hvis arbejdet i regeringens kernekraftudvalg skal bidrage konstruktivt, bør det derfor ikke dvæle ved et ja eller nej til store kraftværker i det danske energimix nu og her. I stedet bør det fokusere på, hvordan Danmark kan etablere et teknologisk beredskab: testfaciliteter, rammer for godkendelser og afklaring af affaldshåndtering.
Det kræver faktisk ikke store lovændringer at komme i gang. Der er allerede mulighed for at etablere forskningsreaktorer, så længe de ikke producerer strøm til det kollektive net. Det, der mangler, er tydelige politiske rammer og en praktisk vej til godkendelse. Her kan regeringen spille en afgørende rolle ved at bane vejen for et konkret og afgrænset projekt gennem et konstruktivt udvalgsarbejde.
Et konkret og afgrænset skridt som genåbningen af Risø er realistisk, for i modsætning til store værker, som tager 10-15 år at bygge, kan vi i løbet af få år have Risø genåbnet som testcenter. Lad os komme i gang nu.
fortsæt med at læse
