Det første, der slår én, er fraværet af graffiti. Jeg har gået rundt i Beirut efter borgerkrigen og i Cairo efter revolutionen. Graffiti overalt. Politiske beskeder, slagord, humor. Her er så godt som ingenting. Omkring Baramke kan man se, at plakater, der var kritiske over for det nye regimes magtkoncentration, er blevet hevet ned. Oppe i det konservative Salhiya hænger et par plakater om en heldækkende hijab som kvindens dyd, hængt op af en salafistisk gruppe.
Men ellers intet. Ingen billeder af Ahmad al-Shara. Ingen martyrkult. To officielle billboards ved den strategiske indkørsel for udenlandske honoratiores takker emiren af Qatar og Donald Trump for deres støtte. Ellers er her tomt. En stor kontrast til Bashar al-Assads aggressive offentlige kommunikation.
