Politiken bragte den 23. juli en tankevækkende kronik af lektor i antropologi ved Lunds Universitet, Susanne Bregnbæk, om følelsen af afmagt i en vild og krigsmanisk verden. Samme følelse kan man have i forhold til en anden problemstilling, som presser sig på med ubønhørlig kraft: klimaet.
Her gælder det ikke kun manglende handlekraft fra politisk hold, hvor man i høj grad kan sammenligne med den manglende handlekraft hos vores politikere i forhold til fx Israels forbryderiske krig i Gaza.
På klimaets område gælder den manglende handlekraft også os selv: Vi ved alle sammen, at vi skal gøre alt for at komme CO2-udslippet til livs, men vi handler ikke derefter. Tænk blot på den store stigning i danskernes ferieflyvninger sydpå i år. Trods risikoen for hedebølger i middelhavsområdet og på trods af, at vi jo godt ved, at vi af klimagrunde ikke skal flyve så meget, styrter vi alle sydpå i stadig større tal. Mere, mere, mere. Og hvis der skal ske indskrænkninger, skal det i hvert fald ikke være mig!
Den følelse af afmagt, som Susanne Bregnbæk skildrede i forhold til krige i vores nabolag, fik hende til at lede efter et lys i mørket, som hun fandt hos filosoffen Hannah Arendt (1906-1975): »Nye begyndelser er mulige …«.
Hvad angår klimaet og det forhold, at problemet dér er os selv, kan man gribe endnu længere tilbage: til filosoffen Seneca (ca. 4 f.Kr.-65 e.Kr.). Der er lige udkommet en ny, dansk oversættelse af Senecas sidste hovedværk: Breve om det rette liv (overs. Hans Gregersen og Kell C. Madsen, Gyldendal, 2025).
Det er et fremragende arbejde fra de to oversætteres side, så bogen kan på det varmeste anbefales. Men hvordan kan Senecas udgave af den antikke stoicisme hjælpe os små 2000 år senere i at løse klimakrisen? Jeg nævner i det følgende ti punkter, hvor Seneca kan være til hjælp.
1. Brevene inviterer til en grundlæggende refleksion over livet, hvor man standser op og spørger sig selv: Er det sådan, jeg skal leve? Hvori består det gode og lykkelige liv egentlig?
Det spørgsmål går tilbage til Sokrates, men på den måde, Seneca udfolder det, bliver det helt konkret og levende. Her er det så, man spørger sig selv: Er det ikke netop det, der er brug for i vores moderne verden med alle dens skavanker og elendigheder, ikke mindst nu, hvor vi står over for radikale ændringer i vores livsbetingelser, som vi selv har skabt? Skriger den situation ikke på, at vi så at sige starter forfra og hele tiden spørger os selv: Er det sådan, vi med nogen som helst god grund kan tillade os at fortsætte med at leve?
Dette er så at sige det grundlæggende spørgsmål både for Seneca og for os. Under det falder først en række temaer (2.-5.), der er vendt mod den almindelige jagt på flere og flere såkaldte ’goder’. De temaer er mindst lige så aktuelle nu som dengang.
2. Der er helt fundamentalt et opgør med forbrugsracet. Igen og igen indskærper Seneca, at menneskene aldrig får nok. Mere kræver mere. Mere er aldrig nok.
Når man fx ser, hvordan overflødigt tøj fra Europa bliver transporteret til Sydamerika i gigantiske bjerge for at blive destrueret dér, må man spørge: Holder det da aldrig op? Skal vi partout hele tiden købe nyt tøj, så tøjindustrien giver sig sådan et udslag – og jo netop også bidrager voldsomt til CO2-udslippet?
Hvad Seneca er ude efter her, er et grundlæggende kendetegn ved begær: at det aldrig stilles. Hvis du har fået fingre i noget, er det aldrig nok. Du må også lige have lidt mere af det. Eller af noget andet, der er endnu bedre?
Begæret lader altid det, man først har fået, bag sig. I stedet ser det frem mod endnu mere af slagsen. Men her må man standse op, siger Seneca. Ved refleksionens hjælp må man knægte begæret ved at forstå det gode og lykkelige liv på en helt anden måde. Det kommer vi til.
3. Ikke mindst finder man hos Seneca et opgør med rigdom og grådighed. Som forhenværende ’statsminister’ for kejser Nero vidste han, hvad han talte om. Og han hengiver sig gerne til at skildre den totale overflod af boligudsmykninger, kostbar mad osv., som han så omkring sig.
Og hvad så nu? River vi ikke udmærket beboelige huse ned for at bygge større og dyrere? Går vi ikke på café i tide og utide? Skal vi ikke alle spise på Michelin-restauranter? Den eneste forskel er nok den, at det i antikken kun var et relativt fåtal, der kunne hengive sig til alt dette. Nu derimod skal i princippet alle gøre det samme.
Jeg husker, at jeg i 2024 kom hjem med fly fra Venedig (vi var dog taget derned med toget) og i Kastrup blev slået af at se alle de mennesker, der myldrede rundt ud og ind af flyene. I vores del af verden skal vi nu alle leve som romerske rigmænd! Ikke sært, at naturen ikke kan følge med.
4. Hos Seneca finder man også et opgør med udplyndringen af jorden på jagt efter guld, diamanter m.m. Er der ikke en god grund, spørger han, til, at naturen netop har gemt alt dette i sit indre? Vi derimod gør, hvad vi kan, for at udplyndre jorden.
Vi har selvfølgelig vænnet os til guld og diamanter – Diamonds are a girl’s best friend, som Marilyn Monroe sang i 1950’erne. Nu gælder det derimod jagten på sjældne jordarter, der spiller en stadig større rolle i magtspillet mellem verdens største stater. Og vi ved jo alle, at minedriften til lands og til vands på jagt efter disse ting har store konsekvenser for både klimaet og biodiversiteten.
Seneca taler ikke direkte om klimaet, som på hans tid endnu ikke var blevet et problem. Men han åbner de facto for det, der ligger bag klimakrisen: indgrebet i naturen, de menneskeskabte ændringer i de naturlige livsvilkår.
5. I forlængelse af opgøret med rigdom insisterer Seneca også på en fundamental lighed mellem alle mennesker: Vi skal alle dø! Seneca ser så at sige døden ligge bag alle de bekymringer, der plager mennesker.
Får man bugt med angsten for døden, får man også bugt med hele resten. Og det er altså et grundvilkår for os alle. Seneca var ikke socialist. Og selv om han – fx i sine bemærkninger om håndteringen af slaver (se Brev 47) – i høj grad afspejlede stoicismens lighedsfilosofi, talte han ikke for at udfolde den i politisk praksis.
Men hvad han siger om selve betydningen af døden som et grundvilkår, er superaktuelt. Først og fremmest skal vi hele tiden huske på vores egen dødelighed ’Husk, at du skal dø!’ lød det på romersk (memento mori). Den viden er jo central for, at vi kan relativere alt andet, dvs. indse, at det ikke spiller den afgørende rolle, som vi automatisk tilskriver det.
Men hov: Skal vi ikke nyde livet så meget, vi kan, mens vi har det? Havde romerne ikke også et bonmot, der udtrykker netop det: carpe diem (’Grib dagen’)?
Jo, da! Men det betyder på ingen måde, at vi bare skal køre derudad. Tanken om døden som grundvilkår må nødvendigvis være til stede hele tiden samtidig med, at vi nyder livet. For den er jo simpelthen sand. Vi derimod forstår ikke dette.
Vi frygter til stadighed døden, som om vi på den måde kunne undslippe den. Vi ærer ikke engang hverken døden selv eller de døde. Og hvorfor? Fordi vi hele tiden vil have mere og mere af det, vi forstår som livet her og nu. Hertil siger døden heldigvis: Stop! Og dette stop må vi føre tilbage til vores forståelse af livet før døden.
De næste fem temaer (6.-10.) fokuserer på alternativet til det gængse liv: en modvægt, som kan udvikles, når vi hengiver os til den refleksion, som Seneca opfordrer til.
6. Senecas opgør med stress, mistrivsel og bekymring består i positivt at insistere på, at vi skal have nok i, hvad vi har. Det er klart, at der er forskellige behov, der må opfyldes, for at man kan have et godt liv, men derudover er der ikke brug for mere. Alt andet giver kun stress, mistrivsel og bekymringer, når det afspejler det stadigt stigende begær.
Og har han ikke ret? Er det ikke just dette, vi ser i vores overforkælede verden: stress, mistrivsel, bekymringer? Hvem skulle egentlig have troet, at det at leve i et af verdens rigeste samfund skulle slå ud i al denne psykiske elendighed? Men det giver Seneca altså sit svar på, 2000 år før vi har oplevet det. Det er, fordi vi alene lader os styre af begæret.
7. Begrundelsen for at have nok i, hvad vi har, finder Seneca som god stoiker i naturens store sammenhæng. Hele verden hænger sammen og er styret af stoikernes Gud. Vi mennesker kan se denne sammenhæng og se vores egen placering i forhold til den. Den indsigt er indholdet af sand visdom, og den betyder, at vi hører til hele verden. Deraf følger så den hvile og ro, som giver det sandt lykkelige liv.
’Men sådan ser vi jo ikke på verden!’ Det er så sandt, som det er sagt. Men klimakrisen afspejler jo netop, at vi ikke forstår og anerkender, at naturen som helhed er uendeligt meget større end vi mennesker, både som art og individuelt. Igen gælder det, at der simpelthen er en sandhed her, som vi ikke kan komme uden om: Naturen er større, end vi er. Og den kræver, at vi gør, hvad vi kan, for at give naturen den balance tilbage, som vi har ødelagt ved at udplyndre den.
’Men naturen er vel sådan set ligeglad med os. Den reagerer bare på sin egen måde, som vi så kan forsøge at gardere os imod! Hvorfor skal vi ikke bare nøjes med at fokusere på klimasikringer?’
Sådan virker det som om folk tænker. Men hermed glemmer vi, at naturen og vi mennesker ikke bare ligger i kamp med hinanden. Tværtimod hænger vi gensidigt sammen på den måde, at naturen har givet os muligheden for at leve på en for os mennesker god måde. Det er den kontrakt, vi mennesker så på vores side har brudt. Nu derimod må vi forsøge at genopbygge kontrakten.
8. Når Seneca lægger så stor vægt på naturen som helhed, kan man også hos ham tale om en form for anti-individualisme. Det er den store sammenhæng, vi hører til i, og som giver os vores ultimative identitet. Det gælder både menneskeheden som art og det enkelte menneske. Vi skal alle tænke om os selv på den måde. Og vi skal – ikke mindst – gøre det hver især.
Jeg er ikke noget ud over at være dette: et menneske, der har sin plads i en større sammenhæng. Og du er det heller ikke! Nok er vi hver især forskellige, men i den store sammenhæng er det ikke dette, der er det vigtigste.
Her støder Senecas tænkning frontalt sammen med vores moderne forestillinger, hvor alt i sidste ende handler om det enkelte individ. Og er det så ikke her os, der har ret, når vi i diversitetens navn understreger den enkeltes ret til at være sig selv? Både-og. Der skal bestemt være plads for den enkelte, men den enkelte er meget langt fra at være alt. Vi er alle – enkeltvis – mennesker. Og deraf følger altså, at vi også er del af en endnu større sammenhæng: hele naturen.
9. Samtidig med denne anti-individualisme rummer Senecas stoicisme imidlertid også en markant appel til ens egen indsigt (i den store sammenhæng) og dermed til hver enkelts styring af vores eget liv.
Det er sikkert ikke mindst derfor, at stoicismen igen er blevet moderne, jf. fx forskellige gode bøger herhjemme af Niels Overgaard. For vil vi i det mindste ikke gerne selv styre vores liv? Jo da! Seneca siger også: Jo, men styringen ligger netop i indsigten i den store sammenhæng, ikke bare i, at vi ureflekteret hengiver os til jagten på de umiddelbare goder. Det er den jagt, vi må gøre op med nu, hvor naturen slår fra sig og truer med at ophæve sin kontrakt med os.
10. Kort sagt rummer Senecas stoicisme en markant appel til modenhed. Vi skal se og forstå – og så handle derefter. Og det skal vi altså også hver især. Derfor nytter det ikke at sige: Jamen, det gælder ikke lige mig. Tværtimod: Det gælder lige præcis mig – og så selvfølgelig også dig! Vi skal i fællesskab lave om på os selv og på vores verden. Det ville være fint, hvis politikerne ville gå i spidsen, men vi har jo selv valgt dem. Det hele må begynde nedefra: fra os selv.
Susanne Bregnbæk fandt håb hos Hannah Arendt fra det 20. århundrede om at slippe fri af afmagten over for de fortsatte krige i vores omverden. Seneca giver håb fra det 1. århundrede om at slippe fri af afmagten over for klimakrisen. Der er faktisk noget, vi kan gøre: lave om på os selv.
fortsæt med at læse
