I denne uge har børn over hele landet første skoledag. Fulde af forventning tager de spritnye skoletasker på, som næsten når dem til knæene. Langt de fleste bliver heldigvis en del af trygge og omsorgsfulde klassefællesskaber. Og langt de fleste af de ældre skolekammerater glæder sig til at komme tilbage efter sommerferien. Men for nogle børn er det ikke sådan.
Flere undersøgelser og rapporter viser udfordringer med tiltagende skolefravær, og der er en stigende segregering fra den danske folkeskole til specialundervisningstilbud i specialklasser og på specialskoler. Tal fra Børne- og Undervisningsministeriet viser, at andelen af elever med over 10 pct. fravær i skoleåret er steget fra 14,6 pct. i 2018/2019 til hele 21,6 pct. i 2023/2024. Samtidig undervises en stigende andel børn og unge i segregerede specialundervisningstilbud. Andelen er steget fra 5 pct. i skoleåret 2016/2017 til 6,9 pct. i skoleåret 2023/2024. Det svarer til cirka 36.000 børn.
Specialundervisningstilbud kan være det helt rigtige for et barn. Men børn har ret til at gå i den almindelige folkeskole sammen med deres kammerater, hvis det kan lade sig gøre.
Vi skylder børnene at drøfte, hvordan vi kan blive bedre til tidlige, forebyggende indsatser, hvor almenskolens kontekst bliver bedre til at møde barnets behov. For elever i specialklasser har højere skolefravær, færre består afgangsprøver, og de har lavere trivsel. Derfor er det dybt problematisk, når børn går i specialtilbud, hvis et alment undervisningstilbud kunne have givet barnet mulighed for at deltage aktivt og trives i skolens faglige og sociale fællesskab.
Måske har vi en tendens til at gøre det enkelte barns behov mere unikke end de i grunden er. Det er der i hvert fald meget, der tyder på, når de såkaldte pædagogisk-psykologiske vurderinger af enkeltbørn meget ofte peger på de samme handlinger til forskellige børn. Eksempelvis bliver øget struktur og forudsigelighed nævnt i 98 procent af de undersøgte vurderinger i en forskningsundersøgelse.
Det er med andre ord oplagt at se på, hvordan vi kan styrke struktur og forudsigelighed i den almene undervisning. Til gavn for alle børnene i klassen.
Trivsel og mistrivsel blandt vores børn debatteres på den store klinge i Danmark. Ofte handler debatten om det, der bor inden i det enkelte barn. Men trivsel og mistrivsel handler ikke kun om det, der bor i børnene og deres familier. Det handler også om skolens og fritidslivets kontekst og de rammer, der er der. Inklusion og eksklusion kan ikke blot føres tilbage til en elevs særlige behov eller situation, men må lidt flot udtrykt også forstås som resultatet af skolens praksis og de betingelser, den sætter for elevers deltagelsesmuligheder.
Hvis den almene folkeskole skal være for flere børn, skal vi først og fremmest ændre den måde, almenundervisningen foregår på og rammerne om de sociale fællesskaber. Og politikerne skal ændre de lovgivningsmæssige rammer, så skolens dygtige professionelle har de bedst mulige betingelser for arbejdet med børnene.
Netop det var afsættet for den lovforberedende ekspertgruppe omkring inklusion i folkeskolen, som politikerne i folkeskoleforligskredsen nedsatte for knap et år siden. Jeg har haft fornøjelsen af at være formand for gruppen. Den skulle udarbejde et politisk beslutningsoplæg med konkrete anbefalinger til justeringer af lovgivning. Med det mål at flere elever kan udvikle sig fagligt, socialt og trives i folkeskolen.
Ekspertgruppen afleverede kort inden sommerferien helt konkrete anbefalinger til politikerne. Vi peger på, hvordan den nuværende lovgivning kan ændres, og vi har skrevet forslag til nye lovtekster. Hvis politikerne vedtager dem, vil det indebære en ret omfattende ændring i måden, der kan og skal arbejdes med både højt skolefravær og specialiseret undervisning i folkeskolen.
Lad mig starte med skolefravær. Årsager til elevers længerevarende fravær er komplekse. Det kan være sygdom, men det kan også være manglende tilhørsforhold til klassens fællesskab, udfordringer i relationerne til andre elever og det undervisende personale eller manglende faglig succes.
I dag adresserer reglerne primært sygdom, selv om det kun er én af årsagerne. Det duer ikke. Reglerne bør adressere både fravær som følge af sygdom og fravær som følge af barrierer for at deltage i skolens sociale og faglige fællesskaber.
Et højt fravær har ofte alvorlige konsekvenser for elevens udvikling, trivsel og læring. Derfor handler det allervigtigste greb i vores anbefalinger om skolens forpligtelse til at arbejde med det læringsmiljø, en elev med svag eller manglende skoletilknytning vender tilbage til. Barriererne for at deltage i skolens sociale og faglige fællesskaber skal så vidt muligt fjernes.
Ekspertgruppen har udviklet en model for styrket indsats mod bekymrende fravær med helt konkrete nye lovgivningsmæssige forpligtelser.
Vi foreslår et krav om, at skolelederen skal kontakte forældrene, når en elev har 10 dages fravær inden for et kvartal. Fraværsopgørelser fra 2023/2024 viser, at omtrent 101.000 elever har mindst 10 dages fravær i minimum ét kvartal. Det svarer til, at cirka hver femte elev i folkeskolen har fravær svarende til omkring 20 procent eller mere. Derudover får godt en tredjedel af de 101.000 elever et fravær, der overstiger 15 dage. Tallene viser, at der er brug for at sætte ind, før fraværet eskalerer.
Skolelederen kan selvfølgelig undlade at kontakte forældrene, hvis der er åbenlyse grunde til fraværet ved for eksempel ferie eller et brækket ben. Så er der ikke grundlag for bekymring. Men i rigtig mange tilfælde er der. Og så skal der sættes tidligt ind.
Hvis fraværet skyldes manglende skoletilknytning, foreslår ekspertgruppen, at der iværksættes en pædagogisk-didaktisk handleplan, når en elev har 15 dages fravær inden for et kvartal. Den nye type handleplan er ikke et tungt, tidskrævende dokument, men en handlingsorienteret plan, der peger fremad. Handlingerne kan dreje sig om elevens deltagelse i klassens fællesskab, om relationen mellem eleven og underviseren eller noget helt tredje. Det handler om årsagerne til fraværet.
Det er klart, at det kommer til at kræve kræfter for skolen at arbejde med elevens tilbagevenden. Det er til gengæld min klare overbevisning, at det tidlige og forebyggende arbejde kommer godt igen. For børn har ikke godt af at stemple ud af klassens fællesskab og være derhjemme. Det eskalerer som regel situationen, og kan medføre både angstproblematikker, depression og andet.
Mens modellen betyder nye forpligtelser for skolens ledelse og personale, foreslår vi også en række lettelser. De handler primært om, hvordan sygeundervisning er tilrettelagt. Det er måske lidt teknisk, men hold fast: I dag skal der efter 15 dages fravær i et kvartal så vidt muligt tilbydes sygeundervisning af faglæreren i barnets hjem. Det er virkelig svært i virkelighedens verden, hvor faglæreren er skemalagt til resten af klassen.
Han eller hun kan ikke bare lige frigøres. Så vi foreslår, at fraværsundervisning kan varetages af andre end elevens egne lærere, kan foregå på små hold og også online. Så det simpelthen bliver lettere for skolerne at leve op til reglerne. Og hvor det, der kræver en voksen, som barnet har en tæt relation til, faktisk ikke er fagundervisning, men handler om skoletilknytning.
I dag er der ingen krav om aktiviteter vedrørende skoletilknytning ved langvarigt fravær. Det foreslår vi at indføre. Det kan selvfølgelig have mange former. Det kan være et videoopkald med underviseren og resten af klassen. Et brev med tegninger fra kammeraterne. Eller noget helt tredje. Det vigtigste er, at et barn, der ikke er i skole, ved at der er nogen, der tænker på ham eller hende – og glæder sig til, at han eller hun kommer tilbage.
Det andet område, ekspertgruppen har beskæftiget sig med, er specialiseret undervisning. I den eksisterende lovgivning lægger reglerne for støtte efter i for høj grad op til fokus på udfordringer hos enkeltelever frem for en mere kontekstorienteret tilgang til indsatser og støtte målrettet klassen.
Trivselskommissionen har i deres anbefalinger blik for helt samme udfordring. De nuværende regler binder også for mange ressourcer til udarbejdelse af pædagogisk-psykologiske vurderinger og skrivebordsarbejde – i stedet for at pædagogisk-psykologisk rådgivning (psykologer, ergoterapeuter, logopæder mv.) bruger ressourcerne på at hjælpe skolerne med at fremme trivslen tæt på eleverne.
Pædagogisk-psykologiske vurderinger bruges i dag primært til at visitere i forhold til støtte og i sidste ende specialundervisningstilbud. Hvis en elev har et støttebehov på over ni timer ugentligt, skal der laves en pædagogisk-psykologisk vurdering. Resultatet er, at vi også her skaber et system baseret på individuelle støttebehov i timeform frem for det pædagogiske og didaktiske arbejde med klassen som fællesskab.
Jeg talte engang med en skoleleder, der kaldte de pædagogisk-psykologiske vurderinger for ’dårligdomsbeskrivelser’. Med udgangspunkt i et velment ønske om at få tildelt støtte, blev barnet beskrevet med problembrillerne på. Samtidig med at både fagprofessionelle og forældre – og børnene selv – egentlig ønsker sig noget helt andet. Nemlig at lave indsatser, der tager udgangspunkt i barnets styrker og potentialer.
Det duer selvfølgelig ikke. Derfor foreslår vi slet og ret at afskaffe ni-timers reglen. Vores forslag vil betyde, at der ikke længere behøver at foreligge en pædagogisk psykologisk vurdering ved tildeling af støtte i almenmiljøet.
Til gengæld foreslår vi også her at indføre en ny pædagogisk-didaktisk handleplan for elever i social og faglig mistrivsel. Formålet med den nye pædagogisk-didaktiske handleplan er at iværksætte tidlige og konkrete indsatser i undervisningen og i læringsmiljøet. Det kan for eksempel være indsatser, som giver mere struktur og forudsigelighed i undervisningen. Og indsatser, som sikrer et omsorgsfuldt klassefællesskab uden mobning og med gode relationer. Sideløbende skal den enkelte elevs specifikke behov selvfølgelig afdækkes og mødes.
Den nye type handleplan adskiller sig fra den meddelelsesbog, skolerne bruger i dag, ved at beskrive fremadrettede indsatser i stedet for de bagudrettede indsatser. Der stilles også krav om opfølgning mindst hver tredje måned. Derudover skal pædagogisk psykologisk-rådgivning inddrages, hvis der ikke er viden og kapacitet på skolen til at arbejde med problemstillingen og løse udfordringerne.
En anden hjørnesten er, at forældrenes og barnets perspektiv skal beskrives i planen. I dag handler mange konflikter mellem skole og forældre om, at de ser forskelligt på situationen. Skolen oplever måske et barn, der fungerer godt socialt og fagligt. Men forældrene oplever et barn, der har gjort sig umage og umage en hel dag og brænder helt sammen derhjemme. Begge dele kan godt være rigtigt på samme tid.
Mennesker – også børn! – agerer forskelligt i forskellige kontekster. Men begge dele hører med til barnets hele liv. Og begge dele er vigtige perspektiver, hvis vi skal lykkes med tidligt forebyggende handlinger for at sikre børnenes deltagelsesmuligheder i skolens fællesskaber også på længere sigt.
Fælles for vores forslag er, at der skal bruges flere ressourcer på det tidligt forebyggende arbejde. Til gengæld foreslår vi at lette arbejdet med de pædagogisk-psykologiske vurderinger. Det betyder, at vi flytter det lovgivningsmæssige fokus fra at vurdere enkeltbørn til handlinger omkring børnene.
Jeg er naturligvis fuldstændig klar over, at inklusion og eksklusion ikke handler om lovgivning alene. Det ligger en kæmpe opgave i den enkelte kommune i at udvikle skolekultur, skoleledelse, skoleøkonomi, kompetenceudvikling og samarbejdet mellem dagtilbud, fritidstilbud, skolen og det børnesociale område. Men lovgivningen sætter vigtige rammer for arbejdet og lige nu blokerer den på nogle områder for den nødvendige forandring.
Jeg håber, at politikerne vil omsætte forslagene til rigtig, skinbarlig virkelighed. Det er på tide, at debatten om børns trivsel også resulterer i konkret lovgivning, der gør det lettere for skolens dygtige professionelle at arbejde med at styrke den.
fortsæt med at læse
