Hvorfor har Danmark kun ét operahus med fast ensemble, orkester og kor? Det spørgsmål kalder ikke kun på svar, men på vision. For det handler ikke bare om ét hus, men om et strukturelt fravær af kunstnerisk infrastruktur uden for København, om kulturel balance og om, hvordan vi i Danmark investerer i opera. I Sverige findes seks operahuse, i Tyskland over 80. I Danmark: ét.
Når man ser på, hvor meget vores nabolande bruger på kultur, er det ikke svært at forstå, hvorfor opera fylder mere i både Tyskland og Sverige end herhjemme. I Tyskland går tæt på to procent af det offentlige budget til kultur, og det kan mærkes: her findes over 80 operahuse, de fleste med egne orkestre og kor. I Sverige ligger niveauet også højt, med seks store operahuse fordelt over landet og en kulturprioritering, der svarer til 1,4 procent af statsbudgettet.
I Danmark bruger vi omtrent det samme – på papiret. Men her går en stor del af midlerne til andre dele af kulturen. Når det kommer til opera og klassisk musik, er ressourcerne langt mere sparsomme. I dag har vi ét operahus med fast orkester og kor – og det ligger i København.
Det handler ikke nødvendigvis om, at vi bruger for lidt, men at vi prioriterer anderledes. Hvor andre lande har udviklet flere scener med fuld operakapacitet, har vi i Danmark slet ikke taget det skridt endnu.
Sammenligner man på befolkningstal, bliver skævheden endnu tydeligere: Tyskland har 83 millioner indbyggere og over 80 operahuse, altså omtrent ét pr. million borgere. Sverige har seks operahuse til ti millioner indbyggere, altså ét pr. 1,6 millioner. I Danmark bor knap seks millioner – og vi har kun ét hus. Tyskland har dermed seks gange flere operahuse pr. indbygger end Danmark, Sverige næsten fire gange flere.
Som dansk dirigent bosiddende i Tyskland har jeg gang på gang mærket forskellen: hvor naturligt operaen er vævet ind i hverdagen her og hvor fjernt den kan føles derhjemme. Jeg bliver oprigtigt forbløffet, hver gang jeg står i en tysk provinsby og oplever, hvad vi stadig mangler at bygge op i Danmark.
Et operahus er mere end blot en scene for musikalske opførelser – det fungerer som kulturel katalysator, skaber arbejdspladser, styrker identitet og tiltrækker både borgere og erhvervsliv. Hvis vi vil have, at flere danskere bosætter sig uden for hovedstaden, må vi tilbyde kultur på højt niveau.
Malmö, med sine ca. 350.000 indbyggere, omtrent som Aarhus, har siden 1994 haft et operahus med eget kor og orkester. Malmö Opera sælger årligt næsten 200.000 billetter og har betydning for både kultur, turisme og erhvervsudvikling i Skåne. Ifølge Det Svenske Handelskammer er operahuset en faktor i regionens internationale tiltrækningskraft.
Også herhjemme er der dokumentation for, at kultur betaler sig. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt formulerede det klart i et facebookopslag fra maj 2023: »Kulturen er også en god forretning. Den fortælling har vi ikke brugt nok tid på« og at »vi minimum får pengene fire gange igen, når vi investerer i kultur«.
Ifølge samme opslag omsatte de kulturelle erhverv i 2021 for 188 milliarder kroner – mod 26,4 milliarder i offentlige kulturbevillinger.
Men operahuse leverer også noget, der ikke står på bundlinjen: eftertænksomhed. De skaber forundring, stiller spørgsmål og tilbyder et modsprog til hverdagens tempo og informationsstrømme. I en tid hvor samfundsdebatten kalder på nuancer og fordybelse, er dette ikke et overflødigt gode, men en nødvendighed.
Som Pernille Rosenkrantz-Theil skrev i en kronik i Information tidligere på året, har vi brug for kunst og kultur til netop at »sætte ord på det, der foregår, og skabe en fælles fortælling, vi kan spejle os i«. Det kræver, at vi investerer i de institutioner, der giver os netop det: samling, sprog og mod til refleksion.
For nylig besøgte jeg Darmstadt i det sydvestlige Tyskland. Byen har knap 160.000 indbyggere, som Esbjerg i dag – eller som Aarhus i 1950’erne. Alligevel har Darmstadt haft sit eget operahus siden 1711, som i dag huser både opera, skuespil, ballet og koncertvirksomhed under samme tag, og beskæftiger over 500 ansatte.
Dirigenter som Pierre Boulez, Karl Böhm og Marc Albrecht har været tilknyttet huset. Darmstadts betydning for moderne musik og teater er også velkendt. Byen har lagt navn til den såkaldte ’Darmstadt-skole’, et centrum for efterkrigstidens avantgardekomposition og kunstnerisk fornyelse. At et hus i en mellemstor by kan være så markant i både tradition og eksperiment, bør inspirere.
Endnu mere forbløffende er det, at byen Detmold i det vestlige Tyskland, med sine blot 75.000 indbyggere, har eget operahus, orkester og ensemble, og i årevis har fungeret som regionalt kraftcenter for musikdramatik.
I Nordrhein-Westfalen, Tysklands tættest befolkede delstat, ligger operahusene som perler på en snor: Köln, Düsseldorf, Bonn, Essen og Dortmund, alle med mindre end en times afstand mellem sig, og alle med egne operahuse med faste orkestre og ensembler.
Fælles for disse byer er, at deres operahuse ikke blot overlever, de lever! De indgår i byernes økonomi, uddannelse og kulturprofil, og har flere gange dokumenteret, at investeringer i opera giver samfundsmæssigt afkast i arbejdspladser, turisme, lokal handel og øget tilflytning, foruden de bløde værdier, som ikke så let lader sig måle.
Danmark har allerede en institution, der kunne danne grundlag for det operahus, vi mangler: Den Jyske Opera. I årtier har den eksisteret i dansk musikdramatik. Men midlerne mangler. For institutionen har langt fra det apparat, der kræves for at matche de huse, vi ser i vores nabolande, med fast ensemble, eget orkester og kapacitet til kontinuerlig drift.
I dag realiseres produktionerne i samarbejde med landsdelsorkestrene, en både smuk og praktisk model, men som også begrænser mulighederne for at opbygge den særlige musikalske identitet, der vokser frem i sammenspillet mellem faste kræfter. Det gælder ikke kun operaen, men også landsdelsorkestrene, som i forvejen kæmper med at få enderne til at mødes mellem symfoniske kerneopgaver og eksterne produktioner, alt sammen inden for rammerne af et i forvejen hårdt presset budget.
Samtidig må vi se i øjnene, at det nuværende system ikke har kapacitet til at rumme den store musikdramatiske talentmasse, vi selv uddanner. De små og mellemstore operakompagnier viser at der både er publikum, kunstnere og vilje – men Det Kongelige Teater kan ikke løfte opgaven alene, og i mangel på andre institutioner med tilsvarende kapacitet, savner vi de rammer, hvor kunstnerne kan folde sig ud. For international udveksling er en styrke, men kun, hvis der faktisk er noget at udveksle med.
Det kan sammenlignes med scenekunsten: Her har vi i årevis uddannet dygtige skuespillere og instruktører, og der findes en infrastruktur af egnsteatre, landsdelsscener og frie kompagnier, som i nogen grad kan beskæftige dem og give scenisk erfaring. På musikdramatikkens område er billedet anderledes. Her mangler vi ganske enkelt institutionerne, der kan bære den faglighed, vi allerede investerer i.
Et nyt operahus uden for København vil gavne hele det danske musikliv og styrke Det Kongelige Teater. For i mange lande er det en selvfølge, at nationalscenen har stærke partnere andre steder i landet. Det skaber kunstnerisk udvikling, faglige løft og et mere levende musikdramatisk landskab. Et stærkt operahus uden for hovedstaden ville ikke svække nationalscenen, tværtimod: det ville give den noget at spille op imod.
Og det har vi brug for. For selvom Det Kongelige Teater løfter mange opgaver med stor integritet, er det en realitet, at sæsonomfanget i dag ikke matcher den volumen og bredde, vi ser i de byer, teatret gerne sammenligner sig med internationalt. Ét hus alene kan ikke bære det nationale repertoire. Der er brug for flere skuldre.
Og selvfølgelig må vi stille os selv spørgsmålet: Skal det hus nødvendigvis ligge i Aarhus? Måske, for grundstenen er der, ligesom erfaringen og publikummet. Alligevel kan det være, at drømmen, og viljen til at realisere den, findes i en anden vestdansk by. Måske en, der tør tage føringen og blive hjem for Danmarks næste store kulturinstitution.
Den tidligere musikchef for Aarhus Symfoniorkester, Jesper Nordin, udtalte i et interview til magasinet Klassisk, at han ikke ønskede at være ’smadremand’.
Hans embedsperiode var præget af en vedvarende kamp for at sikre den nødvendige økonomiske støtte fra politisk hold, en kamp, der ifølge ham selv fjernede fokus fra det egentlige, nemlig det kunstneriske arbejde. Med presset økonomi og vigende kommunal støtte var orkestret tæt på at skulle reducere antallet af musikere, hvilket ville begrænse både repertoire og rækkevidde, og true intentionerne i Musikloven, der netop skal beskytte bredden og kvaliteten i det danske musikliv.
Denne situation illustrerer en bredere udfordring: Vi har i årevis holdt liv i et stort musikalsk økosystem med minimale midler og maksimal vilje. Men man kan ikke blive ved med at drive ambitioner på underskud. Hvis vi ønsker, at klassisk musik og musikdramatik skal være en integreret del af fremtidens Danmark, kræver det en politisk satsning i en helt anden skala.
Malmö Stadteater (nu Malmö Opera) blev opført midt under Anden Verdenskrig. Det kunne ikke være mere aktuelt. For vi står i dag midt i samfundsomvæltninger, hvor vi med rette diskuterer kriser, sammenhold og retning, sågar åndelig oprustning.
Efter et kvart århundrede med spareøvelser, udflytninger og effektiviseringer forsøger den danske kultursektor stadig at holde internationalt niveau med midler, der ikke længere rækker. Det er stadig et åbent sår – og det er stadig et politisk ansvar.
Man fristes til at sige, med både alvor og glimt i øjet: Det er tankevækkende, hvor hurtigt vi i Danmark kan finde penge, når det virkelig gælder: til krisehjælp, militær oprustning, store infrastrukturaftaler og skattelettelser. Nu er tiden kommet til en kulturel oprustning. For her får vi ikke blot et menneskeligt udbytte – vi får, ifølge kulturministeren selv, pengene mange gange igen. Det samme kan næppe siges om en kanonkugle.
Og lad os være ærlige: Økonomisk er det langt fra urealistisk. Danmark bruger allerede omkring én procent af de offentlige udgifter på kultur, men kun en brøkdel går til klassisk musik og opera. Selv en ambitiøs satsning som et nyt operahus i Vestdanmark ville være beskeden sammenlignet med andre samfundsinvesteringer. Det handler sjældent om, at vi ikke kan, men om, hvad vi vil.
Flere store lande har netop i krisetider valgt at opruste kulturelt. For kultur er ikke pynt – det er sammenhængskraft, sprog og spejl. Det er det, vi skal bygge på. Som Pernille Rosenkrantz-Theil skrev i sin kronik: »Verdens ondskab skal også bekæmpes med ånd«.
Skal vi ruste os som samfund »ikke kun militært, men også åndeligt«, som statsministeren for nyligt udtalte i et interview, må og skal vi sikre de institutioner, der gør os til hele mennesker og binder os sammen i noget større. Og som Winston Churchill angiveligt sagde det under Anden Verdenskrig: »Hvis vi skærer i kulturen, hvad er det så, vi kæmper for?«.
Jeg længes efter at opleve den dag, hvor et barn i Holstebro eller Kolding kan gå ind ad døren til et operahus i deres egen by og høre toner, der forandrer dem, ligesom jeg selv havde mulighed for det som 11-årig i København. Jeg længes efter den dag, hvor opera ikke er noget, man rejser væk for at opleve, men noget, man vokser op med.
Forestil dig et operahus i Vestdanmark. Ikke som en kopi af noget, vi har i forvejen, men som noget nyt: med eget hus, orkester og kor, der kan løfte både klassikere og nye værker. En scene, der kan tage ansvar for talentudvikling, for internationale samarbejder, for at bringe dansk musikdramatik ud i landet og ud i verden.
Det bør være en institution, der tør sætte en ny standard og vise, at vi i Danmark ikke blot kan forvalte vores kunst, vi kan også drømme stort.
Et operahus i Vestdanmark ville ikke kun være et kulturelt projekt. Det ville være en cementering af, at klassisk musik og opera ikke er en storbyluksus, men en fælles mulighed og nødvendighed. Spørgsmålet er ikke længere, om der er behov. Spørgsmålet er, hvad vi vil være som land.
For hvis vi virkelig tror på, at kunst er med til at forme et samfund, så må vi også turde lade samfundet forme kunsten. Ikke i København alene, men i landet, hele landet.
Det er ikke en utopi. Det er en opgave.
fortsæt med at læse
