I januar 2023 skrev jeg en kronik i Politiken med titlen ’60 års tavshed efter en opvækst på børnehjem’. Kronikken vakte stor opsigt, fordi ingen i min store omgangskreds have forstillet sig, at jeg var vokset op på børnehjem, og jeg havde aldrig i de 60 år, der var gået, siden jeg blev myndig, sagt en eneste ord om min opvækst.
Efter offentliggørelsen tænkte jeg meget over, om der var andre end mig, som havde kunnet bryde med den sociale arv, tage en videregående uddannelse og blive ansat i gode stillinger. Jeg kom i kontakt med dr. med. Jørgen Lange Tomsen født i 1944 og den kendte journalist og dokumentarfilminstruktør Per Wennick født i 1949.




























