I foråret blev der fremsat hele to beslutningsforslag om en sproglov, et fra Dansk Folkeparti og et fra Det Konservative Folkeparti. Men hvad giver det egentlig mening at lovgive om, når det drejer sig om sprog?
Sprogdebatten er ofte præget af stærke følelser og personlige kæpheste. Og sprogdebatten kan få bølgerne til at gå højt på tinge, som fx dengang Søren Krarup fra Dansk Folkeparti i Folketingets spørgetid krævede, at daværende kulturminister Per Stig Møller skulle sætte en stopper for, at folk siger »at dufte til noget«. »Det hedder jo lugtesansen, derfor lugter man til noget«, mente han.
Ved fremsættelsen af de seneste to beslutningsforslag i Folketinget kredsede debatten om, at der kommer flere og flere engelske ord ind i det danske sprog. Et eksempel var fænomenet stealthing (hemmeligt at fjerne kondomet under et samleje), som endnu ikke har en etableret betegnelse på dansk.
Dansk Folkepartis forslag om en sproglov (Beslutningsforslag B 170) udspringer af opfattelsen af, at det danske sprog er truet, og kredser om ønsket om at »sikre dansk som det officielle sprog i Danmark«. Partiet vil styrke dansk på en lang række områder, fx sproget i det offentlige rum, i erhvervslivet, i uddannelserne, i ny teknologi, og »begrænse unødvendig import af engelske og amerikanske udtryk«.
De konservative foreslår mere kortfattet at »indføre en højere standard for optagelse af nye ord i det danske sprog«, dvs. at begrænse de mange engelske ord, der vinder indpas i den daglige sprogbrug, gennem oprettelse af »et sprogråd, som skal komme med forslag til fordanskninger af fremmedord« (Beslutningsforslag B174). Begge forslag kredser altså om importen af udenlandske ord.
Dansk har været vores sprog i mere end 1000 år og har oplevet et væld af påvirkninger, som har slået sig ned i sproget som låneord og somme tider som grammatiske forandringer. Helt fra starten stjal vi med arme og ben ord som rige, embede, jern, sølv, kat, abe, pung, kedel og købe fra bl.a. latin, gotisk og keltisk.
Med kristendommen fik vi primært fra latin ord som kirke, kloster, nonne, biskop, bæger, koge og skrive. Religionens og især videnskabens sprog var igennem flere århundreder først og fremmest latin. Først i midten af 1800-tallet blev det tilladt at skrive en doktordisputats på dansk.
Tysk påvirkede fra omkring år 1100 bl.a. gennem handelsforbindelserne i Østersøen, og vi lånte ord som betale, antage, undskylde, gevir, erkende og blive. Fra fransk i 1600-1700-tallet fik vi ord som armé, general, admiral og bombe. Langt de fleste låneord i dansk stammer i dag stadig fra tysk og latin.
Først i slutningen af 1800-tallet begyndte engelsk at spille en rolle, fx brugte man allerede dengang ordet nice, men det tog først for alvor fart efter 1945. Omkring 80 procent af de nye låneord er siden kommet fra engelsk.
Det massive indlån af engelske ord er dog ikke ensbetydende med, at der ikke også stadig skabes masser af nye ord på dansk. 60 procent af de nye ord, som er registreret i den seneste opdatering af Sprognævnets ordbog Nye ord i dansk, er danske, mens 24 procent er engelske. Dette er blot et tilfældigt nedslag og antallet af engelske ord kan svinge lidt fra opdatering til opdatering, men også denne gang havde man registreret en masse skønne kreative nye danske ord, fx havremælkselite, blomsterbrak, følepølse, kærlighedssvindel, tumlekirke og spirejob.
Sprognævnets seneste undersøgelse af udviklingen i antallet af engelske ord i løbende tekst i danske aviser viser, at antallet af engelske ord er steget fra 0,5 procent i 2000 til 1 procent i 2019.
Er dansk reelt truet?
Svaret er nej – og dog. Der er en reel trussel, men den kommer ikke fra de mange engelske ord, vi låner. Den kommer fra alle de sammenhænge, hvor danskere bruger engelsk i stedet for dansk: i uddannelsessektoren, i forskningen, i erhvervsliv og handel.
Sproget formes i vores omgang med hinanden. Det udvikler sig, når vi fører samtaler og sætter ord på det, vi oplever - privat i dagligdagen, på arbejdspladsen, på uddannelserne og i den offentlige samtale, fx gennem nyheds- og underholdningsmedier og sociale platforme. På nogle af disse områder ser vi en stigende tendens til, at engelsk er ved at fortrænge dansk som det foretrukne sprog.
I en nylig undersøgelse af Dorte Lønsmann, Kamilla Kraft, Janus Mortensen og Jacob Thøgersen konstateres det: »Engelsk er et sprog, man principielt kan møde overalt i det danske samfund, og som alle i et vist omfang forventes at kunne. At et andet sprog end dansk har denne status i Danmark er nyt ... « (Engelsk i Danmark, Århus Universitetsforlag 2024).
I undersøgelsen sammenligner de fire forfattere med en tilsvarende undersøgelse fra omkring år 2000, og de kan altså konstatere, at engelsk spiller en væsentlig større rolle end før. Vores engelskkundskaber er blevet bedre – især i den ældre generation. Vi møder engelsk hyppigere på arbejdspladsen og i hverdagen, engelsk undervises nu allerede fra 1. klasse, osv. Derfor er vi i dag mere tilbøjelige til at acceptere engelske ord – de er ikke længere uforståelige for de fleste.
Vi har i historiens løb set forskellige reaktioner på udenlandske ord. Holberg spiddede elegant både brugen af latin og fransk i komedierne Erasmus Montanus og Jean de France. Han skrev også adskillige artikler til forsvar for det danske sprog. H.C. Ørsted foreslog en lang række danske ord for oprindeligt latinske ord, fx brint og ilt i stedet for hydrogen og oxygen – og de blev brugt, fordi man på det tidspunkt gjorde op med latin som videnskabens sprog.
Nu er de gamle latinske betegnelser imidlertid tilbage i lærebøgerne under indflydelsen fra engelsk på naturvidenskabens sprog. Ørsted dannede mange andre danske ord, som stadig bruges i dag, men det var langt fra alle, der vandt genklang. ær i stedet for metal og æsk i stedet for alkali blev fx ikke nogen succes. Senere i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet fik man fra statens side held med at erstatte en række franske ord, som blev brugt i det politiske liv, fx fik vi i 1915 en statsminister i stedet for en conseilspræsident.
Faktisk spiller politikere, uddannelsesinstitutioner og virksomheder den vigtigste rolle i forhold til brugen af fremmede ord. Skiftende statsministre har holdt deres taler i Europa-Parlamentet på engelsk i stedet for på dansk, mens de dygtige danske tolke sad og trillede tommelfingre i tolkeboksen.
Vi giver engelsk høj status hos børn og forældre ved at undervise i engelsk allerede fra første klasse. Stort set al uddannelse på kandidatniveau på Copenhagen Business School og på naturvidenskab på andre universiteter foregår på engelsk. Videnskabelige artikler på engelsk giver flere penge til universiteterne end danske. Mere end 60 procent af virksomhederne under Dansk Industri har engelsk som virksomhedssprog. Så det burde ikke være en overraskelse, at der kommer flere og flere engelske ord ind i det danske sprog.
Den hyppige brug af engelsk og sprogets høje status er med til at trænge danske ord og udtryk i baggrunden. Således har fx ordet science haft held med at snige sig ind i folkeskolen og gymnasiet og er ved at udkonkurrere ordet naturvidenskab. Fra allerhøjeste sted (undervisningsministeriet) introducerede man forkortelsen STEM (Science, Technology, Engineering & Mathematics). Og nu er der science-uddannelser alle vegne. Hvad var der egentlig galt med MINT (matematik, IT, naturvidenskab og teknologi)?
Det er stærke kræfter, sproget er oppe imod. Jeg glemmer aldrig en bemærkning, der faldt fra universiteternes side i 2009, da jeg sammen med Jørn Lund argumenterede for mere dansk på universiteterne i den daværende regerings sprogudvalg: »Hvis ikke vi taler engelsk, går Danmark fallit!«. Mon dog?
Nedsættelse af et udvalg, der skal foreslå danske ord i stedet for engelske, er sympatisk, men det svarer til at give en hjertepatient en hovedpinepille. Det er kun symptombehandling med en meget begrænset effekt. Hvis det danske sprog skal udvikle sig, skal det bruges – alle steder.
Når der tilsyneladende er større interesse for at danne hjemlige ord i nogle lande, fx Norge og Island, som det fremhæves i debatten, skyldes det først og fremmest disse landes særlige historie og situation. Begge lande har i århundreder været massivt påvirket af det danske sprog, fordi de har været under dansk herredømme, og begge har haft et stort behov for at markere, at de er selvstændige nationer. I Norge førte dette omkring 1850 til udviklingen af nynorsk på basis af en række norske dialekter.
Island er et meget lille sprogsamfund med ca. 390.000 indbyggere. Der er en stor stolthed over at sproget stadig er meget tæt på det oprindelige oldislandske sprog, og det motiverer folk til at være værne om det. Islandsk bliver desuden systematisk ignoreret af de store techgiganter, og har måttet kæmpe hårdt for fx at kunne bruge en iPad eller Word på islandsk. Så sent som i 2022 foretog den daværende islandske præsident Guðni Th. Jóhannesson sammen med en delegation af ministre en rundrejse til techgiganterne i Silicon Valley for at forbedre det islandske sprogs muligheder i den digitale verden.
Bortset fra besættelsestiden og i grænselandet mod Tyskland har danskerne til gengæld aldrig måttet underordne sig fremmede magter. Dansk har været en selvfølge i en sådan grad, at man end ikke bekymrede sig om at skrive det ind i grundloven, i modsætning til fx de fleste østlande, som efter Sovjetunionens fald vragede russisk og styrkede deres eget sprog massivt for at skabe nationalt sammenhold. Hos os er dansk en selvfølge, som den luft vi indånder, og det vand, vi drikker.
Støt brugen af dansk så meget som muligt i hele samfundet. Det er virkelig godt at styrke læseglæden i skolen. Giv det danske sprog den status, det fortjener som vores fælles sprog. Giv fx ekstra point til forskere og tidsskrifter, der publicerer og formidler på dansk. Giv forrang til danske ord i myndighedernes kommunikation.
Giv danske journalister og deres redaktioner tid til at finde danske alternativer til udenlandske ord – det er ofte dem, der møder det nye først, og deres valg har stor indflydelse på spredningen af nye ord.
Understøt brugen af dansk og udviklingen af danske fagudtryk på universiteterne. Hjælp fagmiljøerne med at forme og dokumentere fagudtryk og registrere danske og udenlandske betegnelser, som i Norge, hvor universiteterne har en særlig forpligtelse til at værne om norsk fagsprog, og i Frankrig, hvor de offentlige institutioner er forpligtede til at udvikle og bruge de franske fagudtryk. Danmark er et af de få lande, som ikke har en institution med ansvar for fagsproget.
Sidst, men ikke mindst: Styrk de institutioner, der allerede i dag følger og dokumenterer det danske sprog, udgiver ordbøger, tekst-, tale- og videnssamlinger og kommunikerer viden på dansk.
Det gælder selvfølgelig Dansk Sprognævn, som løbende dokumenterer sprogets udvikling og rådgiver om korrekt dansk.
Det gælder Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, som med Den danske Ordbog og mange andre udgivelser er en helt uvurderlig kilde til oplysning om ordenes oprindelse og brug.
Det gælder lex.dk, som gør en utrættelig indsats for at sikre en korrekt og forskningsbaseret beskrivelse af vores viden om verden.
Det gælder universitetsinstitutter i hele landet, der arbejder med dansk, specialiserede centre som fx Sprogforandringscentret på Københavns Universitet, der dokumenterer og udforsker talesproget, samt de forskningsgrupper, der arbejder med at skabe kunstig intelligens på dansk.
Og det gælder Danske Taler, som på dansketaler.dk løbende samler og offentliggør, hvad der bliver sagt fra taler- og prædikestole i hele landet.
Uden dem kan man ikke vurdere sprogets udvikling og dermed heller ikke vurdere, hvilke slags tiltag der giver mening i fremtiden – og de arbejder allerede tæt sammen.
Nogle af disse institutioner kan sikkert også overtales til at offentliggøre ordlister med danske erstatningsord for de engelske; men som det fremgår af ovenstående, er chancerne for succes ikke store - medmindre det lykkes at gøre brugen af danske ord og udtryk til en folkesport.
fortsæt med at læse
