Som mange andre har jeg set ’Gift ved første blik’ (GVFB) gennem årene. Som forsker i moderne kærlighedsliv har det været interessant at observere folks ideer og forestillinger om kærlighed og parforhold. Jeg har også alle årene undret mig over, hvordan psykologer – og præster for den sags skyld – har kunnet komme afsted med at deltage set fra et professionsetisk perspektiv.
Som samfundsforsker ville man jo aldrig få et projekt forskningsetisk godkendt, der stresstestede mennesker i den massive grad, som GVFB gør. Det har også været pinagtigt at se al den usikkerhed og forlegenhed, som programmerne bestandigt producerer. Jeg har fx følt medlidenhed og medfølelse med den mand, som slæbte sig igennem resten af afsnittene efter at have fået at vide på anden date, at hans ’hustru’ ikke tændte på ham. For hvad kunne han gøre herved? Intet.
