Jeg sidder på hug i en klynge af nåletræer. Den kommunale skov ligger i Vendsyssel, i udkanten af en mindre by, på den anden side af en smal sti, der markerer matriklens skel. Skellet til mit barndomshjem.

Et parcelhus i to etager på en blind villavej. 90 grader til venstre tygger køer græs i et uvirkeligt langsomt tempo. Jeg fryser. Det er efterår, men jeg er løbet af sted uden jakke. Mine ben sover, armene sitrer, og min krop reagerer fortsat – her 30 år senere – på samme frapperende facon, når jeg overbeviser mig selv om, at jeg står over for vrede.