Når verdensordenen i disse år taler med dyb stemme, er det fristende at lytte efter realpolitiske forklaringer alene. Stormagtsambitioner, brud på folkeretten, strategiske interesser og adgang til ressourcer fremhæves – med rette – som nøgler til at forstå USA’s handlinger i Venezuela og de gentagne amerikanske udmeldinger om Grønland.
Men hvis analysen stopper dér, overser den et afgørende lag. For det, vi er vidner til, er ikke blot en geopolitisk forskydning. Det er en kønnet forskydning. En genkomst af en bestemt form for maskulinitet som politisk ideal, hvor styrke, handlekraft og grænseløs magtudøvelse igen fremstilles som legitime svar på komplekse globale problemer.




























