Egentlig hed hun Ruth og var opkaldt efter den bibelske kvinde fra moabitternes land. Hun hed også Inge, men kælenavnet Sussi blev hendes livslange kaldenavn. Jeg har i øret de tusind betoninger, hendes mand Herbert Pundik kunne sige »Sussi« med, så alt omtrent var sagt.
»Sussiiiii«, sagde han kærligt bebrejdende en aften, vi sad og spiste fisk på stranden i Tel Aviv. Hun havde lige foreslået, at vi skulle køre op til Jerusalem næste morgen. »Sussiiiii«, sagde Herbert, – »du ved udmærket godt, at dér har jeg ikke sat mine ben i to tusind år«. Herbert mente, og det gjorde Sussi også, at Jerusalem var beboet af skøre fanatikere, som hellere skulle bekæmpes end besøges. Alt det halløj ved Grædemuren.
