Jeg er værdiløs. Jo, det er jeg. Jeg ved godt, at det er svært at høre, men det er jeg altså. Der er ikke nogen, der vil ansætte mig, og jeg ved efterhånden ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg har søgt arbejde i årevis under dække af at være hjemmegående. Men det med at være hjemmegående var mere af nød end af lyst.

Jeg har en del børn og har været dum nok til at få dem med den samme mand, så vi er kun to til at tjene pengene. Vi bor af forskellige årsager også langt fra vores familier, så der er kun os til at hente og bringe, til at tage med til alle de ulidelige arrangementer i daginstitutioner og på skoler, hvor man skal socialisere med de andre forældre.