Hvornår har du rørt ved et dødt menneske? Måske aldrig, og måske fyldes du også med afsky ved tanken. Døden er blevet fremmed land for os, og vi har overladt dens væsen, traditioner og skikke til professionelle.
Vi mister kontakten til en vigtig del af vores liv og det at være menneske med forbindelse til andre mennesker, når vi udliciterer døden til det offentlige. Mange af os kommer til at dø enten på et hospital eller et plejehjem, måske endda alene, og de efterladte holder sig på afstand af den døde krop og deltager meget sjældent i den fysiske omsorg før den sidste rejse.