Mental stress, udmattelse og udbrændthed er blevet et regulært samfundsproblem. Regeringsgrundlaget rummer en intention om at etablere en forebyggelsesfond, som bl.a. skal støtte stressforebyggende indsatser. Haveterapi har vist sig at have god effekt på folk, som er bukket under for presset, men forebyggelse vil selvfølgelig være bedre, hvorfor støtte til udbredelse af nyttehaver også i det perspektiv, vil være en god idé.
Demokratisk set har vi i de senere år set, hvordan vores samfundsøkonomi i stigende grad præges af techgiganter og andre kapitalistiske aktørers egeninteresser. Det er blot sidste skud på en lang udvikling, i hvilken økonomien er blevet fjernet fra vores konkrete levesammenhænge, og dermed fra vores demokratiske indflydelse. Det har ført til en ‘reclaim economy’ bevægelse, som vil (gen)opbygge lokale økonomiske strukturer. Nyttehaver kan oplagt ses som element i en sådan bevægelse.