Om to dage ville vores søn Arthur være fyldt 19 år. Men han bliver for altid næsten 16. 3. august var det tre år siden, han døde ved selvmord.
Men Arthur var ikke først og fremmest den dreng, der døde ved selvmord. Han var vores søn. En dreng med humor, stærke interesser, stor appetit på det, han holdt af, og sine helt egne måder at være i verden på. Han elskede rutchebaner og suset, når det gik stejlt nedad. Han elskede koreansk mad og K-pop. Og han elskede vores ferier i Frankrig og Italien – poolen, stranden og de middage, hvor han kunne kaste sig over friturestegte blæksprutter, skaldyr og fisk og ikke mindst crème brûlée.
Det er sådan, jeg helst vil huske ham. Ikke gennem den sidste svære tid og den sidste dag. Men gennem alt det liv, der kom før.
