I forordet til en bog, som Amerikansk PEN udgav for snart tyve år siden, det var i 1988, skrev Arthur Miller, at han i betragtning af, hvad han i tidens løb havde været udsat for fra pressens side, egentlig burde være den sidste til at fremkomme med et uforbeholdent forsvar for medierne. Han havde været ude for lidt af hvert fra den kant, han havde virkelig fået af grovfilen; men ikke desto mindre var der kun to gange i hans lange liv, han seriøst havde overvejet at sagsøge en ophavsmand til en afskyelig, løgnagtig, ærekrænkende, fornærmende artikel om ham. Kun to ud af de utallige gange, han i sit lange liv havde været udsat for løgnagtige, ærekrænkende, fornærmende artikler, havde han været lige ved at gå rettens vej, men havde alligevel afstået fra det, fordi »det ville være at fravige et princip, som jeg respekterer og hæger mere om end selv mit eget omdømme, nemlig friheden til at tale og trykke – ja, selv tale og trykke løgn. Det kan ikke være rigtigt at forsvare friheden ved at begrænse brugen af den, selv for dem, der er stort set ligeglade med den«.
Dette Miller-citat vil jeg gerne bruge som udgangspunkt for et par betragtninger over, hvad der er sket siden sidste år ved samme tid i den verden, som vi tilhører på den ene eller den anden måde, nemlig den verden, der har ytringsfriheden som ramme og forudsætning.
