0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den politiske forfatter i eksil

Er danske forfattere ved at vågne op til at engagere sig i den politiske debat? Det er på tide. Uden for rigets grænser er det kun i trit med traditionen, at forfattere som Grass og Gaarder kommenterer samfundsudviklingen. I Danmark har forfattere med få undtagelser været tilbageholdende.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Den politiske forfatter har været i eksil, men det er ved at ændre sig. I udlandet har der længe været en mere solid tradition for at blande sig i debatten.

Sensommeren har budt på to meget omdiskuterede sager, hvor forfattere er gået ud med politiske meldinger. Først foreslog den norske forfatter Jostein Gaarder, ophavsmand til den storsælgende ’Sofies Verden’, at staten Israel skulle nedlægges efter bombardementerne af Libanon, hvor også børn var blandt de dræbte. Gaarder har siden modereret sit synspunkt og siger, han ønsker en fremtid for Israel af 1948 – det er den militært aggressive udvidelse af staten Israel 1967, han er uenig i. Og kort tid efter gik den tyske forfatter og nobelpristager Günther Grass til bekendelse og kunne afsløre, at han som 17-årig var medlem af Waffen-SS. Grass står ved sin bekendelse og vil lade andre dømme ham.

Günther Grass er ikke bare en meget respekteret forfatter, han er også samfundsrevser og har netop som forfatter været markant, også som politisk kommentator. Ikke mindst hans troværdighed som kommentator er der pillet ved efter afsløringen.

Men det interessante i forhold til Danmark er jo, hvordan vi herhjemme håndterer dobbeltrollen som både forfatter og politisk engageret. Siden 1980erne har der været en vis håndskyhed over for det politiske blandt danske forfattere. Eller som Jens Christian Grøndahl skrev i 1998, så har der hersket en udbredt tavshed blandt forfattere, undtagen når de blev interviewet om deres værker.

Vi har ikke den samme tradition for forfattere, der farer ud og blander sig i den politiske debat.

Det er faktisk et nyt tegn, at en række forfattere i efteråret 2005 gik sammen om at kritisere tonen i indvandrerdebatten.

Den politiske forfatter har mere eller mindre været i eksil i DK. Og sådan har det egentlig været siden 1980erne. Forfatterne har været tilbageholdende med få undtagelser.

Det har ikke været god tone.

Dengang tilbage i 1980erne var litteraturen meget indadvendt og æstetisk, efter de stærkt politiserende 1970ere, hvor man helst skulle marchere i demonstrationstog og gå i kradsende uldsweaterr, hvis den ikke stod på hønsestrik. Rundt omkring i de danske hjem blev borde, stole og karlekammerskabe hentet frem fra kroge og kældre, og så gik den store afsyring ellers i gang. Det gjaldt om at komme hele vejen ind til den ægte almuefarve, og ad den vej markere sin solidaritet med arbejderklassen. Det var en norm, måske næsten en tvang at være politisk bevidst, det nåede efterhånden en kvalmegrænse, og i 1980erne slog det om. I stedet for den politiske virkelighed slog digterne døren ind til et utroligt tiltrækkende kontemplativt rum. Det er en kendsgerning og et af datidens tegn, at digte blev læst op i monumentale københavnske bygninger, for eksempel på Glyptoteket.

Det lille personlige rum blev blæst op i det store format, og publikum strømmede til. Fordi folk havde brug for at være indadvendte efter flere år med marcherende udadvendthed. Det har jo næppe været en i alle henseender bevidst linje hos tidens digtere, men de ramte noget i tiden, når de slog dørene op til et indre rum.

Men tiden har ændret sig. Det tyder flere ting på.

At tage sin tilflugt til æstetikken er ikke en gangbar holdning i al evighed. Især ikke hvis den trækker dybe og faktisk skæmmende spor i dansk kulturdebat, så debatten bliver mere forkrøblet eller kedelig, end den behøver at være. Politikerne har jo brug for hjælp, og hvorfor skulle forfattere ikke kunne være hjælpsomme i den forbindelse? De har trods alt både ordet i deres magt og er heller ikke dårlige iagttagere.

Før sommerferien udkom der en bog: ’Kritiske essays’, redigeret af Rasmus Øhlenschlæger Madsen, som netop stiller skarpt på danske forfatteres bidrag, når de slår sig løs i det politisk æstetiske hjørne. Der er tale om markante bidrag, som måske alligevel er – upåagtede.

Forbeholdet over for det politiske stikker rimeligt dybt, fordi ingen forfattere selvfølgelig har lyst til at lave uniformskunst. I 1970erne blev der kun tænkt i meget store begreber, revolution og det gennemgribende systemskifte. Men denne tænkning tog udgangspunkt i en arbejderklasse, som tilsyneladende bare lige så stille droppede ud af historien. Klassekampsanalysen blev uaktuel. Samtidig overgik vi til postmoderne tid, hvor magten er fjern og diffus. Der var skam gode nok argumenter for at forblive tavs.

Det er her, essayet kommer ind, fordi det taler passiviteten midt imod, sådan som Jens Christian Grøndahl også gør det i ’Night Mail’. Når man samler tilstrækkeligt mange essays i flok, kan man se et mønster.

Samtidig kan man også få styr på, hvad et essay egentlig er. Det kommer fra Frankrig, hvor Montaignes ’Les Essais’ fra 1580 stadig har betydelig indflydelse også i vores tid. Montaignes essays gælder stadig som målestok, på grund af det ubesværede sprog og bredformatet i emnerne. Men det mest interessante er jo, hvordan essayet ser ud på dansk, hvad det kan?

Ifølge Øhlenschlæger Madsen er det æstetiske essay blevet vægtet lidt for højt, på bekostning af det klart argumenterende. Det er noget særligt ved hans essayudvalg, at begge dele er vigtige, både det æstetiske og det saglige.

I Danmark har vi fin sans for de æstetiske kvaliteter ved essayet, men vi skal nok skærpe vores sans for argumentets stilling. Essayet er om noget stedet, hvor der bliver tænkt i dybden. Hvor der gives plads og råderum til refleksionen. Derfor kan det undre, at der ikke er mere respekt for det drøje argument, den spiddende formulering. Dvs. det rent saglige essay, som ikke nødvendigvis gør sig ulejlighed med en masse æstetisk pynt og kunstnerisk udførelse, men i stedet går efter fokus i sagen.

Pondus i argumentationen.

Derfor er det interessant og perspektiverende at læse et gammelt foredrag af Thit Jensen, fordi hun er så oppositionslysten og sliber sine argumenter. Essayet hedder ’Børnebegrænsning: Hvorfor – og hvordan’ og er fra 1924. Her kan man se det benhårde skelet i hendes argumentation, sådan er det kun muligt at skrive med en veludviklet fornemmelse for væsentligt og mindre væsentligt. Det er en måde at argumentere på, som vægter drøjheden, frækheden og den direkte fremstilling højt. Og hendes essay