Den politiske forfatter har været i eksil, men det er ved at ændre sig. I udlandet har der længe været en mere solid tradition for at blande sig i debatten. Sensommeren har budt på to meget omdiskuterede sager, hvor forfattere er gået ud med politiske meldinger. Først foreslog den norske forfatter Jostein Gaarder, ophavsmand til den storsælgende ’Sofies Verden’, at staten Israel skulle nedlægges efter bombardementerne af Libanon, hvor også børn var blandt de dræbte. Gaarder har siden modereret sit synspunkt og siger, han ønsker en fremtid for Israel af 1948 – det er den militært aggressive udvidelse af staten Israel 1967, han er uenig i. Og kort tid efter gik den tyske forfatter og nobelpristager Günther Grass til bekendelse og kunne afsløre, at han som 17-årig var medlem af Waffen-SS. Grass står ved sin bekendelse og vil lade andre dømme ham. Günther Grass er ikke bare en meget respekteret forfatter, han er også samfundsrevser og har netop som forfatter været markant, også som politisk kommentator. Ikke mindst hans troværdighed som kommentator er der pillet ved efter afsløringen. Men det interessante i forhold til Danmark er jo, hvordan vi herhjemme håndterer dobbeltrollen som både forfatter og politisk engageret. Siden 1980erne har der været en vis håndskyhed over for det politiske blandt danske forfattere. Eller som Jens Christian Grøndahl skrev i 1998, så har der hersket en udbredt tavshed blandt forfattere, undtagen når de blev interviewet om deres værker. Vi har ikke den samme tradition for forfattere, der farer ud og blander sig i den politiske debat. Det er faktisk et nyt tegn, at en række forfattere i efteråret 2005 gik sammen om at kritisere tonen i indvandrerdebatten. Den politiske forfatter har mere eller mindre været i eksil i DK. Og sådan har det egentlig været siden 1980erne. Forfatterne har været tilbageholdende med få undtagelser. Det har ikke været god tone. Dengang tilbage i 1980erne var litteraturen meget indadvendt og æstetisk, efter de stærkt politiserende 1970ere, hvor man helst skulle marchere i demonstrationstog og gå i kradsende uldsweaterr, hvis den ikke stod på hønsestrik. Rundt omkring i de danske hjem blev borde, stole og karlekammerskabe hentet frem fra kroge og kældre, og så gik den store afsyring ellers i gang. Det gjaldt om at komme hele vejen ind til den ægte almuefarve, og ad den vej markere sin solidaritet med arbejderklassen. Det var en norm, måske næsten en tvang at være politisk bevidst, det nåede efterhånden en kvalmegrænse, og i 1980erne slog det om. I stedet for den politiske virkelighed slog digterne døren ind til et utroligt tiltrækkende kontemplativt rum. Det er en kendsgerning og et af datidens tegn, at digte blev læst op i monumentale københavnske bygninger, for eksempel på Glyptoteket. Det lille personlige rum blev blæst op i det store format, og publikum strømmede til. Fordi folk havde brug for at være indadvendte efter flere år med marcherende udadvendthed. Det har jo næppe været en i alle henseender bevidst linje hos tidens digtere, men de ramte noget i tiden, når de slog dørene op til et indre rum. Men tiden har ændret sig. Det tyder flere ting på. At tage sin tilflugt til æstetikken er ikke en gangbar holdning i al evighed. Især ikke hvis den trækker dybe og faktisk skæmmende spor i dansk kulturdebat, så debatten bliver mere forkrøblet eller kedelig, end den behøver at være. Politikerne har jo brug for hjælp, og hvorfor skulle forfattere ikke kunne være hjælpsomme i den forbindelse? De har trods alt både ordet i deres magt og er heller ikke dårlige iagttagere. Før sommerferien udkom der en bog: ’Kritiske essays’, redigeret af Rasmus Øhlenschlæger Madsen, som netop stiller skarpt på danske forfatteres bidrag, når de slår sig løs i det politisk æstetiske hjørne. Der er tale om markante bidrag, som måske alligevel er – upåagtede. Forbeholdet over for det politiske stikker rimeligt dybt, fordi ingen forfattere selvfølgelig har lyst til at lave uniformskunst. I 1970erne blev der kun tænkt i meget store begreber, revolution og det gennemgribende systemskifte. Men denne tænkning tog udgangspunkt i en arbejderklasse, som tilsyneladende bare lige så stille droppede ud af historien. Klassekampsanalysen blev uaktuel. Samtidig overgik vi til postmoderne tid, hvor magten er fjern og diffus. Der var skam gode nok argumenter for at forblive tavs. Det er her, essayet kommer ind, fordi det taler passiviteten midt imod, sådan som Jens Christian Grøndahl også gør det i ’Night Mail’. Når man samler tilstrækkeligt mange essays i flok, kan man se et mønster. Samtidig kan man også få styr på, hvad et essay egentlig er. Det kommer fra Frankrig, hvor Montaignes ’Les Essais’ fra 1580 stadig har betydelig indflydelse også i vores tid. Montaignes essays gælder stadig som målestok, på grund af det ubesværede sprog og bredformatet i emnerne. Men det mest interessante er jo, hvordan essayet ser ud på dansk, hvad det kan? Ifølge Øhlenschlæger Madsen er det æstetiske essay blevet vægtet lidt for højt, på bekostning af det klart argumenterende. Det er noget særligt ved hans essayudvalg, at begge dele er vigtige, både det æstetiske og det saglige. I Danmark har vi fin sans for de æstetiske kvaliteter ved essayet, men vi skal nok skærpe vores sans for argumentets stilling. Essayet er om noget stedet, hvor der bliver tænkt i dybden. Hvor der gives plads og råderum til refleksionen. Derfor kan det undre, at der ikke er mere respekt for det drøje argument, den spiddende formulering. Dvs. det rent saglige essay, som ikke nødvendigvis gør sig ulejlighed med en masse æstetisk pynt og kunstnerisk udførelse, men i stedet går efter fokus i sagen. Pondus i argumentationen. Derfor er det interessant og perspektiverende at læse et gammelt foredrag af Thit Jensen, fordi hun er så oppositionslysten og sliber sine argumenter. Essayet hedder ’Børnebegrænsning: Hvorfor – og hvordan’ og er fra 1924. Her kan man se det benhårde skelet i hendes argumentation, sådan er det kun muligt at skrive med en veludviklet fornemmelse for væsentligt og mindre væsentligt. Det er en måde at argumentere på, som vægter drøjheden, frækheden og den direkte fremstilling højt. Og hendes essay er i øvrigt ikke uden kunstneriske kvaliteter. Hendes sans for en nærmest blomstrende metaforik bliver brugt præcist og mejsles på plads i teksten, ikke mindst i essayets slutsætninger.. Thit Jensen siger lige ud ”det burde anses for umoralsk at være dummere, end man behøver at være”. Det er altså et spørgsmål om moral, om man gider at tænke tingene igennem hos hende. Samtidig viser hun også en anden politisk vej end den brede boulevard, alle marcherede ned ad i 1970erne, hvor det gjaldt selve revolutionen. Thit Jensen koncentrerer sig bare om én nødvendig sag. Måske er det tid at støve den politiske opdragelse af og genvurdere, hvad mange engang lærte ikke mindst af forfatterne, når den politiske holdning alligevel skinnede igennem i romanerne. Og her tænker jeg ikke bare på danske værker, men også udenlandske. Der er bestemte værker, jeg ikke kan undvære i min politiske opdragelse, for eksempel George Orwells to klassiske romaner ’1984’ og ’General Napoleon’. Også Günther Grass ’Bliktrommen’ er vigtig, på grund af romanens uudtømmelige fabuleren og fornemmelse for rædsel. Netop ’Bliktrommen’ handler om Nazityskland. Herhjemme er det for eksempel Ebbe Reich Kløvedals essayistik og historiske romaner, bl.a. ’Fæ og frænde’. Forfattere har noget at bidrage med, både i en rent sagligt argumenterende debat. Og også i deres værker. Når man diskuterer politik og æstetik, så kan man sige, det er ikke alt, der er politisk. Og det er jo rigtigt. Mange af hverdagens handlinger foregår uden for den politiske zone, men kan ryge lige tilbage i zonen igen, hvis det skal være. Dagligt foretager vi en masse handlinger, som ikke nødvendigvis er særligt politiske. Vi tager tøj på, går i bad, spiser vores yoghurt om morgenen. Det er ikke nødvendigvis særligt politisk brandbart at tage sig et glas vand fra hanen. Men det kan blive det. Hurtigere end man tror. Og det politiske er på vej tilbage. Det samler sig, ikke kun i Danmark, men også andetsteds. Den amerikanske film ’Walk the Line’ er en kunstnerfilm om musikeren og sangeren Johnny Cash, men når den løfter sig op over adskillige andre film inden for samme genre, er det netop pga. det politiske. Filmen er utænkelig uden sin optakt i Folsom-fængslet. Filmen indleder med nogle langsomme, stigende, bankende rytmer. Det er optakten til en koncert, men måske også optakten til en opstand, mens man åndeløst følger med i kameraets langsomme, sugende panoreringer. I et langt sug fornemmer vi de grå fængselsmure og den endeløse ståltråd. Optakten holder den tvetydige spænding, mens lyden langsomt stiger. Senere vender filmen i en sløjfe tilbage til Folsom-fængslet. Nu holder Johnny Cash, spillet af Joaquin Phoenix, netop et glas vand op – vandet er temmelig uklart, nærmest gulligt. De får i hvert fald ikke rent læskende vand at drikke i Folsom-fængslet. Og det er jo en politisk handling, når han satiriserer over deres vand. Selv fængselsfanger har rettigheder. Politik handler selvfølgelig om, hvor man sætter krydset, ens stemmeret. Men når kunst tager politik op, er det jo ikke for styre hånden til en bestemt boks og formynderisk sige: Lille ven, sæt dit kryds der. Det bestemmer folk selv, også mens de læser en roman eller ser en film. Men det hører jo med til den kunstneriske oplevelse, at man kan blive rystet i sine grundforestillinger. Fordi kunst bl.a. handler om at kaste lys ind over menneskers livsbetingelser. Og her kan forfattere bidrage med deres gode iagttagelser og qua deres stærke sprog. Det kan kunst om noget: hente ting frem, som befinder sig uden for den politiske zone, og rykke det lige i fokus for en politisk vurdering. Da dagspressen begyndte at bringe portrætter af børnene og deres liv i danske flygtningelejre, var det også en politisk handling. En politisk handling aktiverer en stillingtagen. Thit Jensen, som var en meget udskældt debattør og havde indtil flere mærkesager, bl.a. sin iltre kamp for børnebegrænsning, har givet et slående eksempel på dette. Her mener en bedrestillet kvinde, at man ikke behøver at gå så aktivt til værks med børnebegrænsning, for hungersnød, pest osv. skal nok gøre deres. Nu er det sådan, at den velstillede kvinde er i stue med en ældre dame med et heftigt, samfundsinteresseret sind, og hun peger på den unge lykkelige moders fire børn: »»Det er rigtigt«, sagde den gamle, skrappe Dame og viste ned paa de fire – »der har De En til Krig, En til Pest, En til Udvandring og En til Hungersnød – for De trøster Dem vel ikke med, at det er de andres Børn, Naturen regulerer bort?««. Der lægges op til politisk stillingtagen både i kunsten og i essayet. Det er essayets fordel, at et synspunkt kan hamres hele vejen igennem, at en argumentations linje kan føres hele vejen hjem. I den forbindelse handler det ikke nødvendigvis om at være enig med forfatteren. Det handler om noget andet, det handler om at skærpe og slibe argumenter i dialog. At sætte argumentet i spil. Thit Jensen bruger næsten læseren/tilhøreren som en medvider, fordi så mange af hendes argumentationstricks er lagt åbent frem. Men hendes særlige balance mellem det ubeskedne og det knivskarpt realistiske fungerer mere på en indre linje. Andre af de nyeste og mest aktuelle essayister stiller argumentet skarpt, når de trækker et snit fra Dybbøl til Camp Eden, som Carsten Jensen gør det i sit essay ’Livet i Camp Eden’, mens Inge Eriksens essay lige ud hedder ’Fra Shellhuset til World Trade Center’. Essayisterne ser ting sammen, som ellers er adskilt. Og bryder eksilet for den politiske forfatter i Danmark. Litteratur: ’Kritiske essays – fra den danske kulturdebat 1900-2004’. Red. af Rasmus Øhlenschlæger Madsen. Tiderne Skifter 2006.Politikerne har jo brug for hjælp, og hvorfor skulle forfattere ikke kunne være hjælpsomme i den forbindelse?«