Fem år efter, at ubåden ’Kursk’ blev stående på bunden af Barentshavet med tab af liv, familietragedier og stærk offentlig kritik til følge, har det kendte Moskva-teater Na Maloj Bronnoj sat ’Kursk’ på programmet.

Stykket hedder ’Ubåd på de ukrainske stepper’, for dels opleves katastrofen fra Kijev, dels er både Kijev og ’Kursk’ udtryk for noget, som Rusland har mistet. Med dette stykke af den – i Paris bosiddende – russiske dramaturg Jurij Jurtjenko har teatret løbet en risiko. Emnet er sensitivt og derfor svært at formidle på en måde, som et russisk publikum kan holde ud, endsige glæde sig over som kunstværk. Men stykket er faldet godt ud, publikum var begejstret, og anmeldere har allerede udråbt forestillingen til en af sæsonens største begivenheder. For os, der fulgte med i mediedækningen af ’Kursk’-katastrofen for fem år siden giver stykket et måske overraskende billede af, hvordan russerne har fordøjet katastrofen, og hvem de i dag giver skylden for den. Forestillingen efterlader et klart indtryk af en typisk russisk patriotisme med kulturel overlegenhed og magtpolitisk underlegenhed samt lige dele fædrelandskærlighed og selvironi. Som nabo til Rusland må man – alt taget i betragtning – opleve stykkets budskab som både sympatisk og betryggende. En russisk journalist besøger det russiske mindretals teater i Kijev for at skrive om, hvordan russere og russisk kultur trives og overlever i det mistede Ukraine. Som et led i sin research har journalisten tilbragt natten hos det russiske teaters kvindelige stjerne. Stykket åbner med, at de to skal til at spise en romantisk morgenmad sammen. Det foregår i et fælleskøkken, som deles med en nabo. Scenografien er minimalistisk – igennem de to akter og alle scenerne er den stort set uforandret: Der er et køkkenbord og i hver side et køleskab. Husets telefon og andre fornødenheder er i køleskabene. Desuden er der en transistorradio, som kommer til at spille en stor rolle i stykket. I baggrunden ses en opadskrånende, stenet havbund, der snævres ind som en landevej, som fortaber sig i perspektiv. For enden sidder – langt borte, højt oppe, ubevægelig, med ryggen til og tavs – en søofficer. Idyllen ved morgenmaden afbrydes hurtigt af naboen, en russisk mand, som drevet af jalousi går i skarp dialog med journalisten og fortæller, hvor håbløst det ser ud for russerne i Ukraine, og hvor dårligt det i særdeleshed går i skuespillerens familie. Hun har talent, arbejder hårdt, men tjener ingen penge, og hun forsømmer sit hjem og sin – af samme grund – løsslupne og udsvævende, teenagedatter. Der er f.eks. aldrig mad i køleskabet. Til gengæld kan publikum se, at der tilsyneladende er vodka nok. De agerende drikker hele tiden tæt, de emotionelle emner og vodkaen er en eksplosiv blanding. Ind træder den noget letpåklædte teenagedatter og bliver klappet bagi af den ellers så moraliserende nabo. Journalisten bliver også straks interesseret i denne yngre model og vil have et interview – selvfølgelig om det russiske mindretal og ungdomskulturen – og gerne på hans hotelværelse. Nu sker det så: I transistorradien kommer meldingen om, at den russiske ubåd ’Kursk’ står på bunden af havet nord for Murmansk. At Rusland ikke selv råder over teknologi til at få ubåden op. At Ruslands præsident Putin er på ferie i Sotji. Og samtidig bemærker publikum, at søofficeren for enden af den skrånende havbund er forsvundet. Den kvindelige skuespiller viser sig at være forhenværende hustru til en officer på ubåden. Teenagepigen er hans datter. Hverken hun eller moderen ved, at han er i de arktiske have, de tror, at han er med flåden i Sortehavet. Men de skænker ham ikke mange tanker, optaget som de er af deres egne gøremål og interesser. Datteren har ikke noget forhold til ham overhovedet og bryder sig nærmest ikke om ham. Hans omflakkende liv med flåden har været stærkt medvirkende til, at hans nærmeste er fremmedgjort over for ham. Det ironiske er, at han ikke specielt har ønsket at gøre tjeneste ved flåden – han ville studere sprog og oversætte litteratur og blev fortalt, at flåden var det bedste sted, hvis man ville lære fremmedsprog. Transistorradioen melder sig oftere og oftere – det handler nu om, at amerikanerne, englænderne og nordmændene er parate til at hjælpe. Der er stadig ilt i ubåden til et par dage, hedder det. Søofficerens mor dukker op. Hun tror, at han er i den sunkne ubåd ud for Murmansk. Langsomt går det op for familien, at det er rigtigt, og at faderen er i akut livsfare. Journalisten har hele tiden anet, at han var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og kan få eneret til en fantastisk historie. Han bearbejder sin redaktion gentagne gange på mobiltelefonen. I takt med, at sagens alvor tager til, vokser hans karrieremuligheder. Han gør også skuespillerinden opmærksom på, at denne sag kan give hende publicity og skabe stor opmærksomhed om hendes teater i offentligheden. Transistorradioen kommer nu med den nye melding, at havariet skyldes et sammenstød med en vestlig ubåd ... Ned ad den skrånende havbund kommer en beboer fra nabolaget, en forhenværende søofficer, specialist i ubåde. I dyb tavshed, nærmest som i en depression, tager han plads ved køkkenbordet og får hældt vodka op. Langsomt får de øvrige ud af ham, hvordan ’Kursk’s situation i virkeligheden er. Han har selv for år tilbage prøvet at ligge på bunden af havet med en ubåd og overlevede sammen med kun to andre med ødelagte lunger. De undslap som sidste udvej gennem ubådens luge. Men lugen på ’Kursk’ er svejset fast, ved han. Det skete i forbindelse med den sidste reparation. Så den mulighed for redning er der ikke. Og han ved også, at der er meget lidt ilt tilbage for eventuelle overlevende. Han fortæller om en hel række tidligere episoder, hvor det har været tæt på sammenstød med fremmede ubåde, og hvor der i nogle tilfælde faktisk skete sammenstød. I sin fremstilling med nøje angivelse af tid og sted og tekniske detaljer mere end antyder han, at de vestlige militærmagter bevidst påsejler de russiske ubåde i håbet om at få lov til at bistå ved redningsaktionen og få dem til reparation i deres egne lande, hvor de så kan studere russiske militære hemmeligheder. Tidligere skete sammenstødene blot i neutrale farvande – nu foregår de dybt inde på russisk søterritorium. Da han på højdepunktet af sin argumentation langsomt tager sin overfrakke af og demonstrativt står frem i sin russiske søofficersuniform, er der spontane klapsalver og råb fra salen. Søofficeren er forestillingens saglige talerør. Hans stil er saglig, dæmpet, værdig, selv om også han drikker tæt. Den moraliserende og fordrukne nabo er til gengæld forestillingens emotionelle talerør – repræsentanten for den almindelige russer. Hans budskab er, at det er en køn hjælp, Vesten tilbyder – både med hensyn til den havarerede ubåd og udvikling af demokrati og økonomi. Men han griber også i egen barm. Rusland er blevet for svagt – derfor miseren. Fra fulde folk skal man høre sandheden – men publikum bemærker også, at svagheden – symboliseret ved drikkeriet og det rodede liv, hvor der ikke er styr på tingene – i høj grad er selvforskyldt. En amerikansk kvindelig journalist indfinder sig på adressen – igen fremmed indtrængen? (»Nu kommer de ved gud helt ind i vores hjem!«). Hun ved, at hustruen til søofficeren bor i huset. Det viser sig efterhånden, at hun har været kæreste med ham for år tilbage i Moskva. Hun kommer lige fra Murmansk, der ifølge hende er blevet forvandlet til et globalt mediecirkus og har antaget karakter af et kæmpebordel. Hun ved, at det ikke er hende, men den tidligere russiske hustru, søofficeren har i tankerne i sin sidste stund. Det er denne russiske kvinde, hun er kommet for at se. I de diskussioner, naboen og journalisten fører med hende, tilfører hun nye vinkler på vurderingen af de russiske myndigheders information af befolkningen under ’Kursk’-katastrofen. Hun synes ikke ligesom de andre, at de russiske myndigheder har løjet og kun modstræbende ladet sandheden komme frem efterhånden. Tværtimod belærer den amerikanske journalist dem om, at de russiske myndigheder nok senere i deres demokratiske udvikling skal blive dygtigere til at lyve. Denne gang har det russiske folk fået sandheden, fordi myndighederne endnu er uerfarne med at informere offentligheden i et demokrati: sandheden om, at ’Kursk’ var sunket, at præsidenten var på ferie, at man ikke selv havde knowhow til at hæve ubåden, at de andre lande tilbød hjælp etc. Amerikanerne, siger hun, ville aldrig bede nogen om hjælp med at hæve en ubåd – og slet ikke lade offentligheden få indblik i den slags militærstrategisk vigtige ulykker. Forestillingen slutter med, at de tre russiske kvinder i sorg: skuespillerinden – søofficerens tidligere hustru, hans mor og hans datter er kommet i det landsdækkende fjernsyn. Tv-vært er journalisten, som har været på scenen igennem hele forestillingen. Det ironiske er, at søofficeren på den ene side fremstår som en national helt, men at han på den anden side jo ikke selv var specielt interesseret i flåden og reelt ikke betyder noget for andre end sin mor. Hverken kone eller datter elsker ham eller regner med ham. I fjernsynet er tonen naturligvis en anden. Forestillingen slutter med en gribende og tårevædet tale fra den forhenværende hustru, som han har elsket: »Husk at sige til jeres nærmeste, at I elsker dem, mens I har dem. De kærlige ord, I skriger ud i sorg, når I har mistet dem, kan de ikke høre«. Stykket går flot over scenen. Skuespillet er strålende. Stykket kunne være blevet for propagandistisk eller følelsespornografisk. Der er så megen humor, som det sensitive emne overhovedet kan bære – meget af det, der foregår og bliver sagt indimellem, er faktisk meget morsomt, selv om publikum på den alvorlige baggrund sjældent ler højlydt. Moralen er kompleks og troværdig: Vi russere passer ikke ordentligt på os selv, hinanden og vore værdier. Vi er i virkeligheden bedre (end andre) og har fortjent bedre. Men vi er selvforskyldt svage – og derfor har vi mistet magt og storhed, derfor er vi blevet invaderet af en ikke uproblematisk vestlig livsform, som vi er godt i gang med at tilegne os. Et lignende afdæmpet patriotisk budskab med kulturel overlegenhed og magtpolitisk underlegenhed kan man se i andre kulturprodukter i disse år, f.eks. storfilmen ’Barberen fra Sibirien’ og i sangen ’Officerer’. De to sidstnævnte har dog ingen selvironi, men alene selvmedlidenhed. For os som naboer til Rusland bør et stykke som ’Ubåd på de ukrainske stepper’ ikke give anledning til bekymring, undren eller frygt. Der er ikke had eller chauvinisme på dagsordenen. Stykkets selvironiske dimension, fraværet af frelste synspunkter og personer og den fornemme kunstneriske udførelse gør, at man som tilskuer sidder tilbage med en stor oplevelse, sympati og en bedre forståelse af, hvordan verden kan se ud fra en russisk vinkel. IVAN HÄUSER Da han på højdepunktet af sin argumentation langsomt tager sin overfrakke af og demonstrativt står frem i sin russiske søofficersuniform, er der spontane klapsalver og råb fra salen« Amerikanerne, siger hun, ville aldrig bede nogen om hjælp med at hæve en ubåd – og slet ikke lade offentligheden få indblik i den slags militærstrategisk vigtige ulykker.