Sådan har jeg aldrig oplevet Mexico Bys smukke, brede, Champs-Élysées-lignende, centrale boulevard, Paseo de la Reforma.

Ingen biler. Kørebanerne besat af store, hvide telte, musikscener, små omrejsende tivolier, boder af alle slags – og masser af mennesker. Under de store telte er der mindre telte fyldt med soveposer, campingmøbler, kogesteder, tøj. Hver nat overnatter tusindvis af mennesker på en strækning på cirka 8 km fra Mexico Bys store, centrale plads, Zócaloen, langs Latinamerikas ældste park, Alameda-parken, og videre ad Reforma gennem Chapultepec-skoven med blandt andre det verdensberømte Antropologiske Museum frem til motorringvejen El Periférico. På den anden side af motorvejen begynder det største af Mexico Bys velhaverkvarterer med højhuse og kæmpevillaer bag jernporte og tætte mure. Der bor mange af landets utallige millionærer og milliardærer – Mexico er nr. 4 på listen over lande med flest millionærer. Og et af de ti lande med de største indkomstforskelle. Blokaden begyndte 30. juli. De store trafikpropper i centrum er blevet om muligt endnu værre. Mange brokker sig, de store medier har ført kampagner mod besættelsen af en af megabyens vigtigste trafikårer og anført, at storbanker, hoteller, restauranter og andre virksomheder lider milliontab. Enkelte rasende bilister har forsøgt at køre ind i demonstranter. Men ellers hersker der en afslappet, venlig atmosfære. Den lange teltlejr er den synligste og mest mærkbare del af den omfattende protestbevægelse mod resultatet af præsidentvalget 2. juli, som den tabende kandidat – centrum-venstre-populisten Andrés Manuel López Obrador – og trepartikoalitionen, der opstillede ham, La Coalición por el Bien de Todos (Koalitionen for Alles Vel), satte i gang for at få samtlige 41,5 millioner stemmer talt om. Koalitionen talte om en valgkamp med ulovlige indslag og kraftig slagside samt svindel ved stemmeafgivningen og optællingen. Den højrekatolske regeringskandidat Felipe Calderón, der efter den første optælling førte med 0,58 procent af stemmerne over López Obrador (populært kaldet AMLO), afviste, at der skulle være svindlet, og afviste at gå med til en genoptælling af samtlige stemmer. Det bestyrkede oppositionens mistanke om svindel. »Hvis de ikke har svindlet, hvorfor er de så så bange for, at stemmerne bliver talt op igen?«, spørger en pensionist i et af de store telte, mens de omkringsiddende pensionister nikker. »Vi har levet længe nok i dette land til at vide, hvordan der bliver svindlet ved valgene. Det har magthaverne altid gjort, og det har de også gjort denne gang. De har masser af korruption og magtmisbrug at skjule, og det kan de kun, hvis de bliver siddende på magten. De er bange for, at AMLO skal komme til, for han vil rydde op«, siger den 68-årige José Martínez ivrigt. Længere inde mod centrum holder en ung præst i hvid præstekjole gudstjeneste midt på den besatte kørebane i den brændende middagssol. Et lille bord er stillet op i åbningen til et lille telt og omdannet til alter med en broderet dug, nogle blomster og et par lysestager. Inde i teltet står fire musikere med deres instrumenter. Musikken til gudstjenesten er uddrag af argentineren Ariel Ramírez’ klassiske ’Misa criolla’, et storslået messeværk baseret på sydamerikansk folkemusiktradition. I løbet af gudstjenesten samles folk i en rundkreds på asfalten ved boulevardens midterrabat. Plastikstole dukker op fra de store telte i nærheden, folk synger, går til alters, er aktivt med. Da en koncert med en populær salsagruppe går i gang på en scene i en rundkørsel i nærheden, bliver det svært at høre præstens ord. Men folk rykker bare tættere på, og præsten taler højere i den medbragte mikrofon. Det minimale lydanlæg nærmest gisper af overanstrengelse. Da gudstjenesten slutter, går mange hen og hilser på den unge præst og udtrykker deres bekymring for ham. Er han ikke bange for repressalier, fordi han har ytret sig politisk i en demonstration, der er vendt mod den elite, som den katolske kirkes ledere støtter? »Nej, kirken skal være, hvor folk er. Jeg gør kun, hvad jeg skal gøre som præst«, svarer han med et stille smil, mens koncerten på scenen i nærheden tager til i volumen, og publikum strømmer til. Koncerter er der mange af. Over 4.000 kendte og ukendte grupper og kunstnere har meldt sig til at optræde gratis på de mange scener, der er stillet op med mellemrum langs den lange teltlejr. De fleste vil selvfølgelig helst optræde på hovedscenen på den store Zócalo, hvor domkirken, det gamle præsidentpalads og rådhuset ligger. Midt på pladsen er opstillet store telte, hvor demonstranter fra forskellige delstater overnatter, udstiller, laver mad og holder samling. Over for præsidentpaladset er opstillet en stor scene, hvor kendte kunstnere, politiske ledere, repræsentanter for fagforeninger og folkelige organisationer fra hele landet optræder, holder taler, kommer med hilsner. Hver eftermiddag taler AMLO til de mange tusinde, der trænges på området foran scenen. Han er den største attraktion. Den lidet karismatiske tidligere oliearbejderleder er først og fremmest en fremragende organisator. Han taler for det meste i korte, kontante sætninger, henvender sig direkte til forsamlingen, er konkret i sin fremstilling og i sine ofte retoriske spørgsmål. Det virker. Mange ser ham som en slags messias, der skal skaffe retfærdighed og medbestemmelse til de fattigste. Han er ikke særlig radikal i sine budskaber. Men når Mexicos mægtige politiske og økonomiske elite frygter ham, hænger det ikke mindst sammen med, at han gennem sine år som effektiv overborgmester i Mexico By og siden gennem en udmattende valgkamp, hvor han besøgte selv de fjerneste afkroge af landet frem for at bruge de elektroniske medier, har skabt forventninger hos mange af de fattigste om, at netop han kan bryde det traditionelle og dybt rodfæstede magtmønster i verdens største spansksprogede land. AMLO’s valgprogram er enkelt og moderat. Men det virker radikalt i et land med så store sociale forskelle og urimeligheder, og det gør ham farlig for eliten. I et land, hvor mellem 50 og 60 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, og hvor korruption og magtmisbrug er normen, er hans løfter om, at de rigeste også skal betale skat (noget, de fleste af dem traditionelt er meget drevne til at unddrage sig), populære. Han har lovet at sikre de fattigste gratis adgang til lægehjælp og hospitaler, beskedne pensioner til de gamle, skabe millioner af job gennem offentlige anlægsarbejder, der blandt andet skal modernisere og forbedre landets nedslidte infrastruktur, genforhandle frihandelsaftalen Nafta med USA og Canada – især den del, der diskriminerer mexicanske bønder i forhold til deres nordlige naboer og tvinger dem til at forlade deres jord og søge illegalt over grænsen for at arbejde hos de stærkt subsidierede nordamerikanske farmere, hvis billigere produkter udkonkurrerer de mexicanske bønder. Endelig har han lovet at forhindre privatiseringen af landets enorme energisektor. Mexico er verdens fjerdestørste olieeksportør og USA’s tredjestørste leverandør af olie. Det er, som om Mexicos fattige har fået nok, som om de er ved at miste frygten for de traditionelle magthavere. De fleste deltagere i den festlige og livlige protest langs elitens foretrukne hovedfærdselsårer kommer fra Mexico Bys fattigere kvarterer. Det er arbejdere, gadehandlere, lavere middelklasse. Fra provinsen kommer der bønder og landarbejdere, mange er indianere. Der er også mange skolelærere iblandt. Lærerne er en af de grupper, der er blevet hårdest ramt af de nedskæringer, som Fox’ konservative regering og dens forgængere har foretaget som led i de nyliberale såkaldte strukturtilpasningsreformer. Det brede, folkelige oprør, som siden maj har sat landets næstfattigste delstat, Oaxaca i syd, på den anden ende, begyndte som en strejke blandt delstatens 70.000 skolelærere. Da guvernøren endte med at nægte at forhandle med dem, besatte skolelærerne centrum i delstatshovedstaden, hvor de snart fik støtte af snesevis af lokale organisationer, som krævede guvernørens afgang. Forsøg på at intimidere den voksende bevægelse, blandt andet med snigskytter, der skød på demonstranter, har kun skabt samling og ført til, at guvernøren har mistet kontrollen over delstaten. I Mexico By er der anderledes fredeligt – endnu. Det er de fattigere dele af befolkningen, der har indtaget byens centrum med madboder, små lokale tivolier, som er gratis for børnene, diskussionsmøder, skakturneringer, gadefodboldturneringer, udstillinger af karikaturer og malerier, dansesteder, loppemarkeder, gøglere og masser af musik – alt sammen udtrykkeligt rettet mod den konservative regering og mod valgsvindelen. Når AMLO i sine taler nævner sin konservative rival, råber tilhørerne »Fraude! Fraude!« (»Svindel! Svindel!«) og slagordet »Voto por voto! Casilla por casilla!« (»Stemme for stemme! Valgsted for vaglsted!«), der udtrykker kravet om, at samtlige stemmer skal tælles om. Den øverste valgdomstol valgte i stedet i august kun at genoptælle stemmerne i 9 procent af valgstederne, i alt omkring 4 millioner stemmer. Resultatet var, at den kasserede 237.000 stemmer, kritiserede præsident Fox for i strid med forfatningen at blande sig i valgkampen til fordel for sin partifælle Calderón, kritiserede det private erhvervsliv for at betale tusindvis af tv-spots mod AMLO. Alligevel besluttede domstolen, at Calderón kunne udråbes til vinder med kun 233.000 stemmers føring over AMLO. AMLO har tydeligt erklæret, at han og hans partikoalition vil fortsætte kampen mod valgsvindelen og den erklærede vinder både med legale midler og med fredelige protester. Selv om der i hans eget bagland er en del, der mener, at han bør standse nu, da der foreligger et formelt valgresultat, er AMLO fanget i den proces og af den bevægelse, han har sat i gang. Han har indkaldt til et nationalt konvent med 1 million deltagere på nationaldagen i dag. Konventet skal vedtage et politisk program som alternativ til den kommende regering, arbejde på at forberede en ny forfatning og danne en alternativ eller parallel regering til den kommende regering, som skal tiltræde 1. december. Indenrigsministeren har truet med at få AMLO tiltalt for højforræderi, hvis han gennemfører projektet. Konventet skal træde sammen på Zócaloen, hvor militæret traditionelt gennemfører en parade netop 16. september. For at undgå en konflikt med militæret vil teltene langs ruten blive fjernet natten til 16. september, så paraden kan gennemføres. Efter afslutningen på militærparaden indtager demonstranterne atter Zócaloen og gennemfører det planlagte nationalkonvent. Protestbevægelsen har hidtil været fredelig. Det har været afgørende at undgå provokationer og sikre en fredelig atmosfære. Netop protestens ikke-voldelige karakter er bevægelsens styrke i et land, hvor traditionen for politisk og social vold er dybt rodfæstet. Spørgsmålet er blot, om det er muligt at undgå volden. Nogle mexicanske medier har berettet om, at regeringen er ved at træne et paramilitært korps med mandskab fra hæren og forbundspolitiet for at sætte ind mod demonstranter. Mange frygter, at der op til præsidentskiftet 1. december – som AMLO og hans koalition har bebudet, at de vil forhindre, fordi Calderón ikke er en legitim præsident – vil blive slået hårdt ned på oppositionsgrupper- og -medier. I forvejen er Mexico et af de lande, hvor krænkelserne af menneskerettighederne er taget til siden årtusindeskiftet. Mexicos ellers meget forsigtige ombudsmand, José Luis Soberanes, udtalte således 8. september, at under den nuværende regering er Mexico vendt tilbage til tilstande som dem, der herskede i 1980’erne, da tortur var almindeligt udbredt. Overgreb mod journalister og forfattere – herunder mord og bortførelser – er udbredt. Et af de alvorligste overgreb under den nuværende regering fandt sted 3. og 4. maj i den lille by Atenco knap 30 km nordøst for Mexico By, hvor over 3.000 bevæbnede politifolk angreb godt 300 beboere og handlende, der protesterede mod, at de ikke kunne få lov til at sælge deres blomster på markedet i en nærliggende by. Børn, kvinder og gamle blev trukket ud af deres hjem og gennembanket, mange kvinder blev voldtaget, og over 200 personer blev fængslet. To personer blev dræbt af politiet. Overgrebene i Atenco synes at have haft til formål at skabe frygt, så folk ikke protesterer. Calderón tilhører landets mægtige katolske højrefløj og støttes også af yderligtgående højrekatolske organisationer af fascistisk tilsnit, som ikke er blege for at bruge vold for at nå deres mål. Calderón har det dårligst tænkelige afsæt som ny præsident med en snæver og yderst tvivlsom valgsejr, der sætter alvorlige spørgsmålstegn ved hans legitimitet. En svag præsident kan muligvis føle sig fristet til at gribe til hårde magtmidler for at vise, at det er ham, der har magten. Resultatet kan blive en eskalering af volden i Mexico, som er blevet en ren krudttønde. Mange mennesker har mistet frygten, men har indtil nu valgt at bruge fredelige midler til at udtrykke deres utilfredshed. De har valgt ikke-volden som deres vej med alle odds imod sig i et samfund, hvor magthaverne kontrollerer 95 procent af medierne og bruger undertrykkelse som et næsten refleksagtigt svar på de fleste kritiske ytringer. Var det ikke en idé for organisationer og regeringer i EU at følge udviklingen i Mexico lidt tættere og støtte, at den politiske udvikling kan følge den fredelige, ikke-voldelige og musikalske vej, som protestbevægelsen peger på? Eller er dette begyndelsen på et nyt oprør knap 200 år efter indledningen på uafhængighedskrigen i 1810 og 100 år efter revolutionen i 1910?