Der er tre pædagoger til at se efter de godt 40 børnehavebørn om eftermiddagen.

Den ene pædagog er syg, der er ingen penge til en vikar, så de er kun to på arbejde i dag. Den anden er inde for at sætte et stykke plaster på en børnefinger. Så er der én ude på legepladsen til at holde øje med alle børnene. Både dem foran og bag ved huset, dem i hulen mellem træerne, i legehuset, ved klatretovet i sandkassen, på den store græsplæne helt ovre bagved. Lad os endelig håbe, at det er inden 14.30, for da er der nemlig én pædagog, der får fri, og så vil der være én tilbage til dem alle sammen. Det er altså slet ikke utænkeligt, at man som børnehavepædagog i den integrerede daginstitution Børnehuset Tommeliden i Viborg kan ende i en situation, hvor man vil være alene om de mange børn. Tanken får hårene til at rejse sig i nakken. Det kan næsten kun ende galt. Ikke desto mindre bliver det en realitet efter nytår, hvor det nye kommunale landskab og dermed nye budgetter ser dagens lys. For mig som forælder ser det fuldstændig uforsvarligt ud. Og pædagogerne i Tommeliden er ikke et øjeblik i tvivl om, at det vil være et spørgsmål om tid, inden de vil opleve en alvorlig ulykke, når de bliver så få til at se efter så mange børn. Og jeg mener: se efter. Når der til den tid er blevet sparet mindst en hel stilling væk, kan vi skyde en hvid pind efter læreplaner, pædagogisk-fagligt indhold i børnenes hverdag, udviklende projekter, mælk på bordet i vuggestuen, forældresamtaler, ture ud af huset, med hjem til hinandens fødselsdage, frugt til eftermiddagsmaden, en ny kasse lego eller andet legetøj i ny og næ, arbejdet med at forberede de store børn på overgangen til skolen og så videre. Den slags vil efter nytår være forsvundet i besparelsens tåger. Men regeringen mener åbenbart ikke, at pengene i den bugnende statskasse skal kastes i grams på dette overflødighedshorn af aktiviteter og begivenheder i en daginstitution. Sjovt nok, i øvrigt. For vi skal såmænd ikke længere tilbage end valgkampen i begyndelsen af 2005, hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen højt og helligt lovede flere pædagoger og bedre faciliteter til daginstitutionerne. Og uanset hvad regeringen påstår at have brugt på området – inklusive det netop lovede trecifrede millionbeløb fra indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) – er der tale om nettobesparelser. Også selv om han har sagt, at serviceniveauet i kommunerne i 2007 skal være uændret i forhold til 2006. Prisen for den kommende strukturreform må ikke hive den kommunale service ned på et lavere niveau, mener han. Det kommer den til. Og det er ikke, fordi kommunerne ikke kan finde ud af at prioritere, som det hele tiden lyder fra regeringens side. Thi den har bragt kommunerne i en situation, hvor de økonomisk og dermed servicemæssigt er ved at besvime, og det er meningsløst at tale om at prioritere. At vælge mellem f.eks. uforsvarlige fyringer af pædagoger, lukning af skoler, anstændig daglig pleje af ældre er ikke et spørgsmål om prioritering. Det ligner bevidst udsultning af en uønsket sektor. For det økonomiske råderum, som regeringen giver kommunerne, minder mest om en dårlig vittighed i forhold til de reelle udgifter, kommunerne har og får. Viborg Kommune kan ifølge borgmester Johannes Stensgaard (S) ganske vist ligesom andre sammenlægningskommuner se frem til betydelige stordriftsfordele i administrationen. Men gevinsten bliver mere end ædt op af store tab ved bl.a. udligningen mellem kommunerne og ved overtagelse af amtsopgaver. For det hører også med til billedet, at vi borgere i den nye Viborg Kommune gennemsnitlig tjener en del under landsgennemsnittet. Så fra 2007 bliver der alt i alt tale om færre penge til bl.a. hvert barn, skolebarn og ældre, uanset hvordan der end bliver ‘prioriteret’. Anders Fogh Rasmussen har åbenbart glemt sine valgløfter om bedre forhold for daginstitutionerne. Han har endda sagt, at han ville gøre hverdagen lettere for børnefamilier og sætte taksterne for daginstitutionerne ned. Det sidste er også sket, men personlig drømmer jeg mig tilbage til tiden indtil 31. december 2005, da vi forældre fik lov til at betale det, som det koster at få vores børn passet ordentligt i en offentlig daginstitution. I stedet bliver taksterne nu her efter nytår sat endnu mere ned. Finansminister Thor Pedersen (V) har dog forsøgt at berolige os forældre med, at denne manøvre er fuldt finansieret. Men nu har vi set, hvordan det alligevel er gået efter den første takstnedsættelse. Og konsekvenserne af den anden ligger nu på bordet i form af budgettet for Børnehuset Tommeliden for 2007. Viborg Kommune skal i alt spare 18 pædagogstillinger væk. Denne hårrejsende kendsgerning – trods statsministerens valgløfter – kommer til at betyde, at der er dømt afgang til mindst én pædagog hos os. Også selv om vi for tiden kører med overbelægning – det vil sige flere børn, end huset i virkeligheden er normeret til. Igen kommer finansministeren sin chef til undsætning og fortæller os, at der aldrig er blevet brugt så mange penge på den offentlige sektor som nu. Der ligger masser af penge ude i kommunerne, de skal bare finde dem, lød det fra ham, da han for nylig præsenterede sit finanslovsforslag for 2007. Og så var han i øvrigt træt af kommunernes evindelige ævl om aldrig at have penge nok. Sådan har de sagt i de 30 år, jeg har været i politik, så sådan skal det nok være, konstaterede han. Denne opbyggelige betragtning kan han også sagtens holde fast i, når han i øvrigt lader hånt om den hverdagsverden, vi andre lever i. For her er der nogle endnu større problemer, som sådan set slet ikke har noget med de aktuelle besparelser at gøre. Et af dem er det forkætrede skattestop, som den siddende regering oven i købet er meget stolt af. At den dermed skyder sig selv i foden og leger julelege med landets økonomi i stedet for at tænke på at fremtidssikre velfærden, er en helt anden snak. Men det omprioriterer vores velfærd fra den offentlige service til det private forbrug. For når man ikke må skrue en smule på skattehåndtaget, så bliver pengene i folks egne lommer. Så er der måske lidt flere, der kan gå ud og investere i udekøkkener og firehjulstrukne biler, mens daginstitutionerne skal fyre pædagoger og lade traditionsrige ture og andet til svimlende beløb af 2.000-3.000 kroner gå fløjten. Et andet af de store problemer er grænsen for den årlige vækst i kommunale udgifter på 0,5 procent for kommunerne under ét. Det betyder, at såfremt der er nogle kommuner, der er lidt mere ødsle end andre, så er der andre, der må spænde livremmen ind. Det er da også rigtigt, at såfremt befolkningen var en statisk størrelse, som den åbenbart ser ud til at være inde fra regeringskontorerne, så kunne den halve procent lige akkurat dække et uændret serviceniveau. Men folk får børn, og andre bliver ældre, så man må konstatere, at udgiftsbehovet for en kommune hele tiden ændrer sig. Således også i Viborg, hvor der er flere, der flytter til byen end væk fra den, og hvor antallet af skolebørn og ældre stiger markant. Der kommer også flere og flere arbejdspladser. Viborg er det, man kan kalde en kommune i vækst. Hvis kommunen skal yde den samme service til flere mennesker, behøver man ikke et finansministerielt korps af regnedrenge for at komme frem til, at det ikke kan lade sig gøre. Hvis ikke man må lade udgifterne følge befolkningstilvæksten, bliver der tale om en dårligere service. Nej, gentager regeringen, hvis der er nogle kommuner, der partout skal bruge flere penge, så må der være nogle, der er parate til at ryste op med en skilling – i solidaritetens ånd. For hvis folk flytter fra det ene sted til det andet, kunne man vel bare lade pengene følge med? Sådan ser virkeligheden måske ud i modelform på et ministerskrivebord. Men rundt omkring i landet ligger der nogle kommuner, som folk flytter fra og endnu færre flytter til. Tilbagegangskommuner. Der er typisk tale om de fattigste udkantskommuner, som i forvejen ikke har meget at rutte med på den kommunale servicekonto. Kan man forvente, at de glad og gerne sender en pose penge med dem, der måtte flytte væk, når disse kommuner allerede har mere end svært ved at yde den service, de gerne vil? Ja. Det kan regeringen. Her i sommer blev kommunerne under ét bedt om at stå skoleret for finansministeren. De havde samlet set brugt for mange penge. Udgifterne var sammenlagt steget med mere end den halve procent. Viborg havde som vækstkommune været en af dem, der havde brugt mere end tilladt, men her havde man håbet på forståelse for den foranderlige virkelighed. Tilflytning, flere børn, flere ældre og så videre. Det skulle kommunen aldrig have gjort. Der var ingen anden udvej end at åbne budgetterne for 2006 lige inden sommerferien. I Børnehuset Tommeliden fik vi besked på at spare 37.000 kroner. Umiddelbart pebernødder på det samlede budget for kommunen, men et forrykt beløb for en daginstitution, hvor der ikke ligefrem står frås på dagsordenen. Pengene skulle være fundet 1. august. Da troede vi, at vi havde nået bunden. Efter at have skåret alt væk, der ikke havde noget med pædagogtimer, altså fyringer, at gøre, var vi oppe på 20.000 kr. Men så var ture ud af huset, mælk på frokostbordet i vuggestuen, de daglige æble- og pærebåde, ja, fortsæt selv remsen fra før, også barberet væk. Besparelser på varmeregning, billigere rengøring og renovation og så videre vil måske få os op på de 37.000. Der lød et ramaskrig i forældregruppen. I vores desperation over at være vidner til, at vores daginstitution rent servicemæssigt ville skrumpe ind til noget, der var ikke var til at holde ud, valgte vi selv at betale. Af egen lomme. Vi etablerede en støtteforening og reddede vores børns hverdag, men ofrede vores principper. For hvad er det, der sker, når den offentlige service bliver for dårlig? Ja, jeg krummer næsten tæer over, at støtteforeningen for vores børnehave er noget, der får medlemmerne af Danmarks liberale parti til at gnide sig i hænderne. For bag vores smukke intentioner om at give børnene mulighed for bl.a. at komme til at se et teaterstykke én gang om året, ligger der en glidebane, som jeg principielt er inderligt imod at være med til at bevæge mig ud på: brugerbetalingen. En velkendt, gammel liberal mærkesag. Jeg vil bare ikke være vand på den liberale mølle. Jeg har slet ikke lyst til at betale til noget, der burde være en offentlig opgave og indtil nu har været det. Men jeg føler mig tvunget til det. For hvis jeg skal vælge mellem principper og mine børns forhold i daginstitutionerne, så er det altså hensynet til mine børn, der vejer tungest. Og så er det jo heldigt for mig, at jeg godt kan undvære det par hundredkronesedler i mit private årsbudget, når nu økonomien i daginstitutionerne aldrig har været så skrabet, som den er nu. Trods regeringens påstande om det modsatte. Det er lige før, at det ligner en tanke hos den siddende regering. Umiddelbart bekender den sig til en socialdemokratisk retorik om velfærdssamfundet, men mellem linjerne aner man en skjult dagsorden, man vel nok kan spore tilbage til en vis bog om en vis minimalstat, der i sin tid blev skrevet af en vis mand, der i dag har en del at skulle have sagt i regeringen. Nu vil jeg nødig være den, der maler fanden på væggen og siger, at minimalstaten ligger i direkte forlængelse af de aktuelle besparelser. Men situationen for Børnehuset Tommeliden i Viborg tror jeg desværre er et udtryk for en generel tendens. Konturerne af et totredjedelssamfund, som vi kender fra især USA, er ved at tegne sig med det, man vist roligt kan kalde afviklingen af den offentlige sektor. Selv lønudviklingen er helt skæv, så de, der er på overførselsindkomster ikke oplever de samme procentvise stigninger i deres indkomster, som lønmodtagerne gør. Regeringen bifalder åbenbart sådan en opdeling i stedet for at arbejde for at skabe et stabilt og harmonisk samfund, hvor ingen skal stå og trykke næsen flad mod ruden ind til det gode selskab. Jeg må med skam erkende, at jeg måske oven i købet selv er med til at trække i denne retning, fordi jeg ved mit medlemskab af støtteforeningen for vores daginstitution viser, at jeg selv vælger at betale lidt mere for at få ekstra service. Der er dukket én halvprivat børnehave op i Viborg i år, og én gennemført privat åbner formentlig næste år. De skal have lige så meget i offentligt tilskud fra kommunen, som de offentlige daginstitutioner skal. Men de kan derudover selv fastsætte det beløb, som forældrene skal betale. Det er der sikkert mange, der vil sætte pris på, når budgetterne for 2007 har sat deres spor. Denne udvikling vil vi sikkert ikke bare se på daginstitutionsområdet, men på alle områder inden for det offentlige. De, der kan, vil for fremtiden vælge at betale for de tålelige private tilbud frem for at lade sig nøje med de offentlige parodier på samme. Så er vi godt på vej til det liberale, brugerbetalte samfund, som statsministeren lader til at have på sin hemmelige dagsorden. Men det ville klæde ham og regeringen at bekende kulør i stedet for at søle os til i valgflæsk, når han er ansvarlig for at dreje udviklingen i den stik modsatte retning end den, han har lovet. Indtil regeringen forhåbentlig kommer på bedre tanker, kan jeg kun krydse fingre for, at der efter 1. januar 2007 og de hovedløse nedskæringer ikke sker mine eller andres børn noget, når de bliver passet i daginstitutionen af alt for få hænder.