Avisens mening er flyttet.

Ikke til venstre, ikke til højre, men til forsiden. Fra i dag vil man finde yderste højre spalte dedikeret til Politikens leder, som ikke bare har holdt flyttedag, men nu også afslører hvem der har ført pennen på avisens vegne. Og i stedet for to daglige ledere, vil vi i fremtiden begrænse os til at have én mening om dagen. Det bliver nyt for vore dages Politiken-læsere, men for den 122 år gamle avis er det en gammel nyhed. Dengang Viggo Hørup skrev ledere på Politiken, stod de på forsiden og levnede i øvrigt ikke megen plads til andet forsidestof. Dengang havde avisen kun fire sider, som til gengæld var en meter gange en meter og tætskrevne. Hørups ledere begyndte øverst i venstre spalte og sluttede når han ikke havde mere at sige. At ikke alle var lige begejstrede for chefredaktørens ledere vidner historien om Dag til Dags opfindelse i 1890 om. I ’Af Politikens Historie’ fra 1946 skriver Valdemar Koppel om Henrik Cavling, der var idémanden til Dag til Dag: »Således havde han en Dag det Indfald, at man paa Bladets lange Forside burde bringe et eller andet Stof, der straks kunde tiltrække Blikket og bedre faa Folk til at kaste sig over Avisen end de lange Ledere paa 3-4 Spalter, som der skulde en Kraftanstrengelse til at give sig i Lag med. Ud fra denne Tankegang rystede han en Haandfuld Nyheder, Notitser og Smaaindfald ud paa Bladets fineste Plads og gav dem Fællesnavnet Dag til Dag«. Da Cavling blev chefredaktør i 1904 tog han da også straks fat på at ’ordne’ avisen. Og man forstår ham, for de principper man dengang lavede avis efter virker med vore dages normer (Hørup og Brandes tilgive mig), frygtelig rodede. Når man går tilbage til aviserne fra de første tyve år er grænsedragningerne mellem genrerne, mellem de journalistiske og holdningsbårne tekster, mildest talt uklare, og vidner om at Politiken blev grundlagt som et organ for især Hørups politiske synspunkter midt i en bitter politisk strid. Det var m.a.o. før den journalistiske objektivitet havde set dagens lys. I 1905 er Cavling klar med avisen i et nyt format. Det nye format, skriver Bo Bramsen i jubilæumsbogen ’De første 100 år. Politikens historie set indefra. 1884 -1984’, var et forsøg på at bygge Politikens forside op efter udenlandsk forbillede, og formålet med det nye layout var at skabe en mere ’velordnet avis’. Det indebar at lederen måtte lade pladsen på forsiden til fordel for nyheder. Sammen med Dag til Dag blev den rykket ind i avisen, til ’editiorialsiden’ på side tre. Samtidig blev lederen betydeligt indskrænket og var ikke længere signeret. Til gengæld kunne der være dage med hele tre eller fire ledere om forskellige emner, i modsætning til tidligere, hvor lederen primært havde beskæftiget sig med politik. Det ville have været interessant at kende Cavlings nærmere tanker om omlægningen af lederne. Politikens historie, som den er skrevet af Valdemar Koppel og Bo Bramsen, beskæftiger sig imidlertid meget lidt med avisens ledere. Og det er kendetegnende for forgængerne, at de ikke har været særligt meddelsomme om netop det emne. Ved omlægningen i 1905 skriver man – anonymt – med en typisk begejstring for fremskridtet om den nye presse, avisen har fået, og det praktiske ved at avisen nu »kan aabnes i en Sporvogn og i en Jernbanekupé, og paa Kaféerne vil Bladet ikke længere forulempe Gæsterne ved det andet Bord«. Ændringerne af ledernes placering, længde, signering og antal omtales ikke med et ord. Hvad tavsheden skyldes er ikke til at vide. Måske mente man at læserne selv ville vide at finde lederne, eller også var man bare ikke så selvoptaget at man havde brug for at skrive hele kronikker når lederne flyttede fra en side til en anden. Kroniken blev i øvrigt indført ved samme lejlighed, hvilket betød, at der nu også blev plads til andre holdninger i avisen end Politikens egne. Senere kom læserdebatten til. Holdningsavis har bladet dog alle dage været, såvel både inden det blev partiavis ved Det Radikale Venstres dannelse i 1905, som mens den var knyttet til det radikale parti, og efter det endegyldige brud med partiet i 1970. Som redaktør Svend Thorsen skrev i en Kronik 16. marts 1970 efter Politikens endegyldige brud med Det Radikale Venstre og de fleste andre avisers opgør med det partipolitiske, var det ikke et farvel til det politiske som drivkraft: »Den politiske tradition er her i landet meget stærk, og offentligheden ville ikke agte det blad, der slet ikke havde noget politisk standpunkt; det ville kaste et skær af løsagtighed over hele avisen. Man forstår meget vel, at der er en kvalitetsforskel mellem opinionsbladene og de rene forretningsblade (...) Et blad skal til syvende og sidst, helst allerede til sjette og sidst, ville noget; det er betingelsen for at fastholde læsernes tillid, endda den læsers agtelse, der politisk vil noget helt andet end bladet«. Selv om 36 år er lang tid i dansk presse, er Thorsens konstatering gyldig den dag i dag. Placeringen af lederen på forsiden i 2006 er en understregning af, at Politiken er en holdningsavis og insisterer på at være det, i en tid hvor virkeligheden er mere kompleks end nogensinde, og hvor forpligtelsen for en betalingsavis ikke alene består i at levere nyheder og informationer, men vove et kvalificeret standpunkt. I modsætning til gratisaviserne – eller ’forretningsaviserne’ – som nødvendigvis må gøre en dyd ud af ikke at mene noget, eller vil mene både og, står Politiken ved sin historie, tradition og udgivelsesgrundlag, som i et nutidigt sprog vil sige at den daglige leder skrives med udgangspunkt i en humanistisk oplysningstradition med vægt på frisind, menneskerettigheder, tolerance og demokrati. Før lederne skrives, mødes lederkollegiet, som består af et par håndfulde medarbejdere, hvoraf nogen fører pennen oftere end andre, hver dag kl. 11.30 for at diskutere mulige emner, beslutte sig for ét af dem, formulere en holdning og udpege skribenten. Emnerne for lederne kan i princippet være en hvilken som helst begivenhed i verden, som vi mener der er noget principielt og vigtigt at mene noget om. Det kan være en begivenhed, som alle taler om. For nu at tage et nærliggende emne kunne nævnes Jyllands-Postens karikaturtegninger og hvad deraf fulgte. Mindst 14 ledere blev det til, da sagen var på sit højeste. Men det kan også være en sag, som vi synes optager sindene for lidt, f.eks. situationen i Darfur. Oftest skriver vi dog lederne med afsæt i bærende artikler i avisen. De daglige ledermøder er sjældent korte. Lederskribenter har det med at være meget talende og argumenterende, måske fordi de ved, at når lederen først skal skrives, skal der spares på ordene. Ofte er vi uenige, og ikke sjældent bliver der råbt højt og talt i munden på hinanden. Som i alle diskussioner gælder det om at have argumenterne i orden. Det hænder, at vi lader en sag ligge, fordi vi ikke – i hvert fald ikke lige den dag og med en halv time til rådighed – kan komme frem til en klar holdning. For et par uger siden diskuterede vi f.eks. hvorvidt sæddonorer skal kunne være anonyme, sådan som det er tilfældet i dag, eller om loven skal laves om, så et barn altid vil kunne få at vide, hvem der er hans eller hendes far. De tilstedeværende lagde ud med at være uenige, talte sig længere og længere ind på hinanden og kom faktisk frem til, at vi nok mest var for en lovændring, men utrygheden ved synspunktet – havde vi nu tænkt det nok igennem, vidste vi tilstrækkeligt – gjorde, at vi til sidst besluttede at skrive en anden leder. Ambitionen er hver dag at skrive den ideelle leder, som er skarp, provokerende, gerne overraskende – og i overensstemmelse med den socialliberale arv og frisindede tradition. Det lykkes måske ikke til fulde hver dag, men den hyppige påstand om, at lederen blot bekræfter avisens læsere i det de allerede mener, er noget sludder. For det første har mennesker ikke holdninger, de vælger deres holdninger. Den franske matematiker Blaise Pascal sagde engang, at »Meninger styrer verden«. Vi tror ikke, at Politikens daglige mening styrer verden, men at den hjælper læserne til at vælge deres egen mening. For det andet, tyder de mange reaktioner, vi får på lederne, absolut ikke på, at læserne blot sidder derude og venter på at blive bekræftede i deres meninger. Man har snarere fornemmelsen af nogle aldeles selvtænkende og -menende læsere, som sidder og venter på den daglige modsigelse, og man kan faktisk blive bekymret for, om vi med kun én daglig leder kan levere varen. Det vil den nyoprettede kommentar på opinionssiderne skrevet af de skribenter, der også tegner Politiken på lederplads, råde bod på. I det daglige er det sjældent at vi behøver påkalde os Hørup eller Brandes, men der er flere eksempler på, at de i afgørende stunder kan bringes til live, som dengang Politiken i 1999 på lederplads helhjertet støttede dansk deltagelse i NATO’s angreb mod Serbien. Det medførte en yderst livlig, intern debat på avisens intranet med over tusinde indlæg, hvoraf mange ikke kunne få det standpunkt til at passe med Hørups gamle avis, mens chefredaktøren og andre med ham mente, at de havde Brandes på deres side. Til sammenligning gik Politiken i 1949 ind for Atlantpagten, i øvrigt i modsætning til det Det Radikale Venstre, og i nyere tid er traditionen blevet udlagt som proeuropæisk. I forvaltningen af traditionen ligger naturligvis en frihed, som imidlertid har sine begrænsninger. Man kan næppe forestille sig en chefredaktion, der ville slippe godt af sted med at afskaffe frisindet. I 101 år har lederen være anonym og stået inde i avisen, undtagen i ganske få tilfælde, hvor store begivenheder har trukket lederen eller større uddrag af den ud på forsiden . Nu flyttes den frem – men får dog ikke Hørupsk længde – og læserne behøver ikke længere gætte sig til, hvem der har skrevet den. Det betyder desværre, at vi ikke længere på redaktionen kan more os over debatindlæg fra læsere, der mener at have gennemskuet, hvem der har skrevet lederen – og har taget fejl. Beslutningen om at underskrive lederen har været længe undervejs. Faktisk er signaturstriden blusset op med jævne mellemrum i de sidste 101 år. Den har to fløje. Den ene argumenterer for, at avisen er større end personen, og at man ved at sætte et navn under, risikerer at personen kommer til at stå i vejen for ’værket’. Tidligere chefredaktør Herbert Pundik fortæller, at det var den indstilling, han stødte imod, da han blev chefredaktør i 1970 og ønskede signerede ledere. Den anden fløj, som nu får sin vilje, mener som Pundik, at en usigneret leder som udtryk for ’avisens mening’ let bliver en illusion, og risikerer at komme til at udtrykke den laveste fællesnævner, hvorimod en signeret leder, fordi skribenten sætter sit eget navn ind – og under – bliver mere velskrevet. Ønsket med den signerede leder er at sætte en dobbelt afsender på – både avisen og skribenten – for at komme væk fra det anonyme, der har tendens til at virke suspekt. I forlængelse af den større gennemsigtighed i forhold til hvem, der skriver lederne, vil læserne hver dag kunne besøge lederbloggen (politiken.dk/lederpladsen) hvor den ledende chefredaktør og undertegnede dagligt vil give et kort referat af dagens ledermøde og redegøre for hvilke emner der blev diskuteret og oplyse hvem, der skriver næste dags leder. På bloggen vil vi uddybe synspunkterne i lederne, svare på spørgsmål og diskutere avisens generelle linje med læserne. Intentionen er at skabe større gennemsigtighed i forhold til Politikens meningsdannelse i håb om, at læserne vil have lyst til at diskutere, forholde sig til og have en mening sammen med os eller imod os. For som Henrik Cavling, som i højere grad end det oftest fremstilles bidrog til at gøre Politiken til en egentlig holdningsavis ved at indføre Kroniken og gøre ikke-politiske livsområder til genstand for avisens ledere, skrev i en af sine to jubilæumskroniker i 1909: »Et Steds ude mellem Læserne i den bølgende Masse ligger det hemmelighedsfulde Punkt, hvor Bladenes Livslyst tændes og slukkes. Der sidder derude en Kreds af Tavse, som Bladet ikke kender, men som det tidt fornemmer mellem sine Læsere. Blandt dem fødes den Skæbne, der er den offentlige Mening; den er som Vinden; den fortæller ikke hvorfra den kommer, ej heller hvor den går hen; men den er Bladets Liv og Død«