Jeg bekræfte hermed, at jeg Glory Arulrajan og mine tre børn Sasila, Alagesan og Tharan Arulrajan har søgt om forlængelse af tidligere opholdstilladelse og fik afslag fra jer den 01.06.2005. Grunden til at jeg skriver dette brev er at jeg gerne vil uddybe nogle ting, som jeg ikke har nævnt til jer før hen, som jeg synes er relevant for min sag. Jeg vil bede jer om tålmodighed til at læse min lange sandhedsfyldte historie og håber, at I kan forstå, hvor hårdt et liv jeg har og hvor hårdt liv har jeg haft fra barndommen. Jeg Glory Arulrajan født 1967 i Sri Lanka. Jeg er ene barn, og gik i skole indtil 5. klasse på Sri Lanka. Jeg har boet i Kandy, den sydlige del i Sri Lanka sammen med mine forældre. Så hvidt jeg kan huske i 1977, var der forfølgelse i Kandy, hvor min fars butik blev brændt og min far forsvandt sporløst. Siden der havde vi store økonomiske vanskeligheder, og derfor gik jeg ud af skolen. I 1987, da jeg var 20 år giftede jeg med børnernes biologiske far, og vi flyttede (mig og ham) til Colombo i hovedstaden. I 1988 fødte jeg datteren Sasila. I 1989 mistede jeg min mor. Fra nu af har jeg ikke nogen familiemedlemmer fra min side. I 1990 fødte jeg sønnen Alagesan. Den 09.06.1990 besøgte vi min tidligere mands mor i Savakachcheri i Jaffna (Nordlige del i Sri Lanka). I den periode krigen brød ud, blev byen bombet fra hæren og derfor kunne vi ikke flytte tilbage til Colombo. Men pga. min tidligere mands arbejde tog han alene til Colombo uden nogen risiko/konsekvens. Han bad mig og børnerne bliver sammen med sin mor. Det gjorde vi også. Et stykke efter 1991 fødte jeg 3. barn Tharan. Pga. krigen flyttede jeg, børn og svigermor lidt rundt i tre-fire år. I den periode hørte vi sjældent fra min tidligere mand og kun to gange besøgte han os. I den periode fik vi ikke økonomisk støtte fra ham. Men jeg fik lavet en slags snacks (små kage) og tjente penge derved. I 1995 børnernes farmor (min svigermor) fik konstateret ’halskræft’ og pga. videre behandling rejste hun til Colombo, hvor hendes søn (min tidl. mand) boede. Mens hun boede sammen med sin søn fandt hun ud af, at han havde forhold til en anden kvinde. I 1995 flyttede jeg også til Colombo med mine børn, og vi boede sammen med min svigermor hos en handikappet kvinde som jeg skulle passe. Min svigermor er ligesom min mor. Så sød/flink dame. Vi havde det altid godt sammen. I denne tid havde jeg store problemer med børns biologiske far. Han havde ikke noget arbejde, fordi hans forretning blev stemplet af staten. Han begyndte at skændes og han slog børnerne. Han opførte sig ikke normalt. Engang imellem kom han for at kræve penge, og tog ind imellem vores ting for at sælge dem. Han mest slog min ældste søn Alagesan og svigermor og krævede også penge af hende. Jeg begyndte også at sælge kage der og samtidig med passede den handikappet dame. På den måde forsørgede jeg familien. Det var krigen/parforhold og økonomiske vanskeligheder som optog mig af min tid og dermed har jeg ikke brugt meget tid sammen med børnerne. I 1996-1997 min lille søn Tharan blev stanget af en ko. Bagefter blev hans adfærd ændret. Han blev meget aggressiv, og reagerede ligesom en ko. Jeg gik med ham til forskellige læger, og det kostede 2500 Rs pr besøg. Det er meget dyrt, for en mor som mig. Den sidste læge (psykolog) sagde, at det er vigtigt hele familien skal til konsultation. På grund af økonomien droppede jeg det hele. Jeg fik også lidt penge fra min svigermor fra hendes pension. Det brugte jeg til børnernes skole. På dette tidspunkt havde jeg mange problemer med den lille dreng på skolen. Skolen besluttede at udmelde ham fra skolen for de havde svært ved klare nogle ting sammen med ham. I 1999 blev jeg skilt fra min tidligere børnernes biologiske far. På det tidspunkt døde den handikappede dame, som jeg passede. Så havde jeg endnu større økonomisk vanskelighed. I 2000 kommer mine børns biologiske fars lillebror på besøg fra Danmark. På grund af sin mor boede han sammen med os. Han så vores hårde liv, og hvordan jeg og børnerne havde det. Hans mor (min svigermor) havde også fortalt alt hvad der var sket i mit liv. Han besluttede, at han ville giftes med mig. Det fortalte han sin mor. Hun syntes det er en rigtig god ide. Hun mente, at efter hendes død havde jeg ikke noget hjælp. Så Jeyantherajan (Jeyantha) spurgte mig om det, og han fortalte, hvis jeg blev gift med ham, så kunne jeg komme til Danmark, og dermed få en bedre fremtid for mig og for mine børn. På grund af børnenes fremtid og min valgte jeg at blive gift med ham. Jeg tænkte også på en anden ting som at man snakker grimt om fraskilte kvinder på Sri Lanka. Børnene kunne også godt lide ham. Den 17.7.2000 blev jeg gift med ’Jeyantha’. Den 5.9.2001 kom jeg til Danmark sammen med børnene med en ny drøm og et håb om et nyt liv. Da vi kom til Dk, sagde Jeyantha, vi skulle bo hos sin søster, som bor i København, indtil han får et stort hus. Der boede vi 1 ½ mdr. I den tid kom han kun ti dage og besøgte os. Jeg tror, han var arbejdsløs i den periode. En dag ringede han og sagde, at han ventede på mig på Nyborg Banegård, og jeg skulle tage toget fra København til Nyborg. Selv om jeg er meget nervøs, tog jeg med hjælp toget fra København til Nyborg. Der ventede han som sagt. Han sagde, at nu skulle jeg se der, hvor han boede. Da vi kom til stedet, så jeg i det første blik nogle mænd, der sad med cigaretter og øl, i et beskidt lokale. I den bygning hang sex-billeder osv.! Jeg blev chokeret og anede ikke, hvor vi var henne? Jeyantha sagde, vi skulle sove der om natten. Jeg blev nødt til at sove der. Næste morgen tilbød han morgenmad. Jeg sagde, jeg ikke ville spise, før vi flyttede til et andet sted. Begefter gik vi til kommunen, bank, boligkontoret og der fik vi nøglen til boligen i Marslevsvej 51 i Svendborg. Der boede vi 21 mdr. I den periode kom Jeyantha kun til den nærmeste Fakta butik. Han var meget meget sød sammen med børnerne. Nogle gang tog han på cykeltur sammen med dem i området. Mens vi (jeg og børn) gik i skole, var han i hjemmet. Da vi kom hjem, sov han stadig og der lå cigaretskodder og teglas osv.! Nogle gang åbnede han noget pulver der var pakket ligesom et cigaret. Jeg tror det var narko. Om natten kunne jeg høre, at han er meget vågen. Tit går han frem og tilbage i huset. En dag fortalte han, at han har en søn og hans kæreste var en dansker, men hun bor ikke sammen med ham. Endnu engang var jeg i chok. Jeg forstod ikke hvorfor har han ikke havde fortalt mig om det? Jeg græd utrolig meget. I den tid bad han sin mor om at komme til Indien fra Sri Lanka, så hun kunne få en ordentlig behandling for kræftsygdommen. Da moderen kom til Indien, rejste han herfra til Indien. Behandlingen lykkedes ikke, og hun døde. Derefter kom han til Danmark. Fra den dag kunne jeg mærke, at han ikke var normal. Han drak spiritus. Tit sad han med bøjet hoved, og hans øjne var halvt lukkede. Han blev også tit sur og begyndte at knuse nogle ting. Den 31.12.2002 sagde Jeyantha, at han skal i dag besøge sin søster, som bor i København. Om natten kl. 10.30 kom politiet og sagde til mig at min mand er indlagt på hospitalet. Der lå han i coma 11 dage, og bagefter døde han. Dagen efter, at han lå på hospitalet, ringede jeg til hans søster og fortalte hvad der var sket, og så blev hun sur og sagde at jeg havde slået ham og sendt ham i bilen. Det samme fortalte hun også til nogle folk under hans begravelse. Det er absolut ikke sandt. Til sidst har hun også ringet til Sri Lanka og sagt det samme til hendes andre familiemedlemmer, herunder børns biologisk far, som er hendes bror. Alle er meget sure på mig. Jeg ved ikke rigtigt, hvorfor har hun gjort det imod mig? Jeg tror virkelig, at jeg er den uheldigste kvinde i verden. Efter min mands død har jeg stadig mange problemer. Det er min ældste søn Alagesan. Alagesan var 11 år da han kom til Danmark. I starten klarede han det fint, og han havde et godt forhold til min afdøde mand. Da min mand lå i coma, besøgte Alagesan ham hver eneste dag. Han var meget ked af at se papfar ligge i coma på den måde. Efter papfars død reagerede Alagesan meget mærkeligt. Han fik det svært i skolen. Han passede ikke sin skole, præget af angst, tørrede ikke gå alene ud især om natten, sov sammen med mig osv. ... Der skete mange mærkelige ting med ham. Han har mange psykiske problemer. Jeg kan skrive et stor bog om hans problemer. Derfor henvendte jeg socialforvaltning efter hjælp.Jeg tror, at det kan skyldes, at han manglede kærlighed fra sin biologisk far, men det fik han hos sin pap far i ca. 21 mdr. Det er måske papfars død, der gjorde ham psykisk syg. Jeg sender hermed nogle kopier der handler om Alagesan’s ophold i special institution ’Kastaniely’. Så håber jeg, at I kan forstå, hvordan en mor som jeg kan klare såden et liv? Ud over alle de problemer, tænker hele familien konstant på udvisningssagen. Vi er hele tiden psykisk belastet. Jeg kan ikke forestille mig et liv i Sri Lanka med børnerne. Hellere dø!!! Jeg ved godt, at der er nogle regler angående opholdstilladelse og familiesammenføring. Men på grund af min familiesituation og situationen i Sri Lanka nu, håber jeg at den danske regering vil tænke på en humanitær måde og bevilge os opholdstilladelse. At tage tilbage til et krigsplaget land uden muligheder for overlevelse er lig døden. Jeg håber ud fra mit sandhedshistorie, I kan forstå hvordan jeg blev snydt i mit liv. Jeg mener virkelig ikke, at jeg har flere kræfter til at få et negativ svar fra jer. Hvis jeg vender tilbage til hjemlandet ved jeg at det er det samme som at komme til helvede. Så mener jeg, at det måske er en god ide, at man vælger døden i paradiset. I må ikke tro, at jeg truer jer på nogen måde, men sådan tænker jeg, og det er nogle tanker der sidder dybt ind i hjertet. Jeg håber endnu engang, I vil tage stilling til sagen så hurtigst som muligt og bevilge os visum, så vi kan få vores nattesøvn igen. Først og fremmest tusind tak for, at I har været tålmodige og læst mit lange brev. Med venlig hilsen Glory Arulrajan