Jerntæppet, der i mere end et halvt århundrede delte Europa, er gået op – og efter at otte ekskommunistiske lande i 2004 blev medlemmer af EU, er økonomiske og politiske forskelle mellem de to dele ved at viskes ud. Men en ny skillelinje mellem øst og vest er opstået – og da skellet går samme sted som før, kan man i stedet for Jerntæppet tale om Skabslågen. Selv i Spanien, hvor den katolske kirkes magt hidtil har været ubrydelig, kan homoseksuelle nu gifte sig og adoptere børn. Loven om det blev først vedtaget efter en heftig kamp i parlament og offentlighed – men de fleste spaniere går ind for den. Anderledes i tidligere kommunistiske lande, hvor parlamenterne har fuld opbakning til love, der modsiger de mere liberale regler i EU, som landene ellers forpligtede sig til at indføre, da de blev medlemmer af unionen. Østeuropæerne kæmpede indædt for at komme ind i EU – tit med den forklaring, at de én gang for alle ønskede at blive af med »den kunstige deling af Europa« efter Anden Verdenskrig. Men i dag gør mange af dem deres bedste for at genoprette skellet mellem Øst og Vest. Det gælder f.eks. Polens præsident, Lech Kaczynski, som i efteråret 2005 ellers blev citeret for, at efter hans mening kan homoseksuelle godt være lærere. Hvor selvfølgelig udtalelsen kan forekomme, vakte den stort røre i Polen, hvor Kaczynski dengang var midt i kampagnen op til præsidentvalget. Hans bror, Jaroslaw – leder af landets største parti – måtte forklare, at citatet var »en fejltagelse, der var blevet overset i skyndingen«. Præsidentkandidaten forsikrede, at »jeg sætter et stort spørgsmålstegn ved, om bøsser bør arbejde« som lærere, og at »jeg er imod både at fremme og at udstille homoseksualitet«. Som Warszawas borgmester nægtede han da også i 2004 og 05 at lade ’bøsseparaden’, som i mange europæiske byer kendetegner en af sommerens dage, vandre gennem byen. Til trods for forbuddet gik bøsser og lesbiske 10. juni på gaden i Warszawa – men de var ikke alene. For som hovedmanden bag paraden sagde til det tyske ugemagasin Der Spiegel, så har »vores demonstration aldrig været et karneval, som det er i Vesten, men i stedet yderst politisk – det er en demonstration for demokrati«. Polens YDMYGE homoseksuelle bevægelse er blevet en bredere græsrodsgruppe, der ser undertrykkelsen af homoseksuelle som symptom på den intolerance, de føler vokse sig stadig stærkere i det polske samfund. Og som dels fremkaldes og dels styrkes af landets stærkt katolske og nationalistiske partier, der vandt både parlaments- og præsidentvalg i efteråret 2005. Den nye premierminister slog dengang fast, at homoseksualitet er »unaturligt«, og at hvis nogen »prøver at inficere andre med deres homoseksualitet, så må staten gribe ind over for dette brud på friheden«. Mange mener, at når modstanden mod homoseksuelle er så voldsom i netop Polen, er det, fordi også den katolske kirke, der anser homoseksualitet for en synd, er meget stærk i landet. Den teori passer med, at tjekkerne har en forholdsvis liberal indstilling til homoseksualitet: I Tjekkiet har kirken ikke spillet den rolle som ’værner af nationen’, som den – siden stormagterne i 1700-tallet delte Polen mellem sig og frem til 1989 – gjorde for polakkerne. Den polske kirke var afgørende i kampen mod både besættelsesmagter og kommunistpartiet, mens den plads i Tjekkiet blev indtaget af intellektuelle. FOR NYLIG indførte Tjekkiet registreret partnerskab – men mere sigende er det måske, at vinderen af Tjekkiets ’Big Brother’-show ikke lagde skjul på, at han er bøsse. På den anden side er det en særlig gruppe mennesker, der ser den slags tv – og når indstillingen til homoseksuelle i Tjekkiet virker ’liberal’, er det mest i forhold til andre ekskommunistiske lande. En amerikansk bekendt, der er bøsse og en halv snes år har arbejdet som lærer i Prag, fortæller i et brev: »Jeg kender meget få tjekker – inklusive min partner – der er ude over for deres forældre, og de er forbløffede over, at mine kolleger, forældre, bedsteforældre og endda nogle af mine studerende (selv om jeg her stadig må være forsigtig) alle ’er vidende’. Tjekker fra den nordvestlige del af landet er meget liberale – så længe det ikke er deres eget barn. Folk fra Mähren, derimod, er stærkt påvirket af det katolske og er mindre tolerante. Den mähriske blok i parlamentet har konsekvent blokeret for, at love, der gav rettigheder til bøsser, blev vedtaget her i landet (altså indtil for nylig, UA). Skolerne er også et stort problem. Jeg holdt en forelæsning for nogle lærere i Brno (den næststørste tjekkiske by i landets østlige del, UA) om »at skabe trygge omgivelser for de studerende at lære i«, og én lærer kom faktisk med det argument, at det var en vigtig del af et barns udvikling, at det fik homofobisk forfølgelse at mærke – for det ville forberede dem til den virkelige verden. Hvor lidt fornemmelse den slags mennesker dog har for ’den virkelige verden’«. Til trods for den slags holdninger går Tjekkiet for at være ’en frisindet undtagelse’, der bekræfter reglen om, hvordan øst- og centraleuropæere ser på homoseksuelle. I juli 2005 gav byrådet i Letlands hovedstad, Riga, f.eks. tilladelse til den første ’bøsseparade’ dér i landet – men en minister fordømte straks paraden og opfordrede Letlands religiøse ledere til at samles til bøn mod dette ’onde’. Derefter sagde premierministeren til nationalt tv, at paraden »ikke kan accepteres. Letland er som stat grundlagt på kristne værdier. Vi bør ikke fremme ting, der ikke er acceptable for et flertal i vores samfund«. Byrådet trak få timer efter tilladelsen tilbage – med henvisning til regeringschefens udtalelser og til en uhørt strøm af protestbreve og telefonopringninger. Arrangørerne bragte sagen for retten, hvor de hævdede, at forbuddet var et angreb på forsamlingsfriheden – hvad de fik medhold i. 23. juli kunne bøsser og lesbiske derfor under politibeskyttelse vandre gennem Rigas gamle bydel. Mindre end 100 deltog i den egentlige parade, men tusinder så mere eller mindre bifaldende til, mens nationalister, skinheads m.fl. angreb dem med tilråb eller rent fysisk. Mange havde klædt sig ud eller viklet tørklæder om hovedet for at skjule deres identitet. En forklarede, at han gjorde det for sin mors skyld: Hun er bange for at miste sit job, hvis det kommer frem, at hendes søn er bøsse. Andre fortalte, at de før var blevet overfaldet, men ikke havde turdet melde det til politiet. I Letland »er det som i USA og Europa i 1970’erne«, sagde en tv-journalist om letternes holdning til bøsser og lesbiske. Han er en af få offentlige personer, der har turdet ’springe ud’, mens stadig flere siden landets selvstændighed og ’demokratiets genkomst’ i 91 har prøvet at skjule deres homoseksualitet. For som det hedder i en tidsskriftsartikel, er bøssers privatliv »i stigende grad under årvågen observation fra offentligheden, der siden 1991 er blevet mere bevidst om homoseksualitet (...). Nogle giver udtryk for, at de nu er mere forsigtige end i sovjettiden med offentligt at hilse på en ven af samme køn ved at give vedkommende et knus eller et kys (...). Mange beklager, at det gamle system med dets (...) fortielse af seksualitet, som sikrede usynlighed, er borte«. Fokus på homoseksualitet skyldes bl.a., at religion igen er blevet del af landets offentlige liv. Letlands luthersk-evangeliske ærkebiskop bidrog på linje med sin romerskkatolske kollega i 2002 til den radikale nationalist Aivars Gardas bog ’Homoseksualitet: Menneskehedens skam og ruin’. En arbejdsmarkedslov, der for nylig blev fremsat i parlamentet, sikrer, at homoseksuelle lovligt kan diskrimineres på arbejdsmarkedet. Og i oktober 2005 gjorde letterne sig den ulejlighed at ændre deres forfatning, så den nu utvetydigt definerer ægteskab som en pagt mellem en mand og en kvinde. Sådan vil man sikre, at et nyt parlamentsflertal ikke engang i fremtiden vil lade folk af samme køn gifte sig. Når lettiske homoseksuelle i det klima overhovedet turde arrangere en parade, var det opmuntret af den første bøssemarch på tidligere sovjetisk område. Den fandt i 2004 sted i nabolandet Estlands hovedstad, Tallinn, hvor 600 mennesker gik gennem byens centrum, og hvor alt forløb fredeligt. Men faktisk lader indstillingen til homoseksuelle i Estland ikke til at være meget forskellig fra den i Letland. Det fik en hollandsk bøsse at mærke, da han i 2005 overtog posten som sit lands ambassadør i Tallinn. Hollænderens kæreste er en sort mandlig cubaner – hvilket man i Estland havde svært ved at kapere. Det estiske samfund – sagde ambassadøren til en hollandsk avis – »er slet ikke klar til to herrer, især ikke når en af dem er sort«. Ambassadøren og hans kæreste kunne ikke leve med det had til bøsser og folk med sort hud, de mødte på gaden i Estland, så de flyttede i juni i stedet til et konsulatjob i Canada. Også i andre lande har homoseksuelle troet, at en politisk revolution, der bragte tale- og ytringsfrihed og gjorde menneskerettigheder til et vigtigt emne i offentlig debat, ville give en tilsvarende frihed til dem. Men det har vist sig, at politisk frihed ikke nødvendigvis giver seksuel frihed, og at ’bare fordi’ nationale og etniske mindretal får rettigheder, skal seksuelle mindretal ikke regne med også at få dem. Det, der sker i de ekskommunistiske lande, ligner noget, vi kender fra Vesteuropa – men i øst er had og modvilje i dag langt stærkere end i vest. Hvorfor? En del vestlige lande har først det seneste par årtier fjernet homoseksualitet fra deres straffelov, og mange mennesker ser det stadig som en ’sygdom’ eller ’synd’. Men den officielle holdning – som den f.eks. udtrykkes i lovgivningen og af ledende politikere – er, at man hverken må eller bør diskriminere på grund af folks seksuelle orientering. Den tanke har kunnet vinde frem, fordi vestlige samfund bygger på enkeltindividet: individualisme. Under kommunistpartierne blev bonde- og landsbysamfundets kollektivistiske verdenssyn derimod ikke udfordret – for også de anså individet for at være mindre vigtigt end det kollektive. Samtidig er der især siden Anden Verdenskrig foregået en stærk sekularisering i vesteuropæiske lande, hvor religion har fået stadig mindre betydning i folks privatliv, men også i samfundslivet og politik. Den proces gik uden om Øst- og Centraleuropa – for der var kirke og religion på forhånd sat uden for indflydelse og tit direkte forfulgt. Deres rolle kunne altså ikke blive mindre. Men efter 1989 så kirken og konservative kredse det i mange lande som en selvfølge, at religion og traditioner nu skulle have den magt og stilling tilbage, de havde før Anden Verdenskrig. Sådan er det da også delvis gået – blandt andet fordi kirken og ellers forældede traditioner er blevet oplevet som del af ’den undertrykte nationale identitet’, som man nu beskytter. Samtidig er enhver kirke konservativ, men kirkerne i Øst- og Centraleuropa er det ekstra meget, fordi de ikke har vænnet sig til den underordnede rolle, kirke og religion spiller i de fleste vestlige lande. De har heller ikke deltaget i den udvikling, »selv Vatikanet« – hvor konservativt det end kan synes udenforstående – har gennemgået. Regeringer i flere ekskommunistiske lande med et flertal af katolikker har også taget tæt kontakt med netop Vatikanet og i nogle tilfælde givet det direkte indflydelse på lovgivningen. Alt i alt har det skabt nogle samfund, som på mange måder er så ’bagstræberiske’, at det kan virke undertrykkende på den måde, de fleste vestlige samfund også var før ungdomsoprøret. Dette ’gammeldags’ samfund prøver nogle politikere af et ærligt hjerte at fremme. Men stemningen er også guf for populister, der over hele Øst- og Centraleuropa bruger bl.a. homoseksuelle som syndebukke for alt fra ’værdiernes forfald’ over aids til narkomani, pædofili og organiseret kriminalitet. Som lederen af Ungarns Kristne Demokratiske Folkeparti op til valget i april 2006 forklarede vælgerne: »Hvis I vil have, at jeres søn skal have sin første seksuelle erfaring med en skægget ældre mand, så stem på De Liberale«. Da det er så kort tid siden, vi i Danmark er blevet (næsten) fri for at høre den slags offentligt, kan man gennem ’debatten’ om homoseksuelle i Øst- og Centraleuropa få et indblik i, hvilke tåbeligheder også vi er i stand til at begå. Måske også i grunden til, at danske homoseksuelle ikke må adoptere. Og i, hvor selvlysende stupid og irrationel den modvilje er, vi i dag føler over for andre grupper.