Efter mange års stilstand er der nu for alvor ved at komme gang i debatten om fremtidens universitetsstruktur.

Erkendelsen af voldsomme udefrakommende påvirkninger, der kræver et svar fra såvel den danske universitetsverden som det politiske miljø, er stigende og har efterhånden nået sin udløsningstærskel. Bag debatten ligger en markant ændring i forudsætningerne for universiteterne, som ikke kan ignoreres. Universiteterne er ved at blive: Virksomheder, fordi de opfanges af strømningen i samfundet om at sætte pris på stort set alting og vurdere ressourceindsatsen sammenholdt med, hvad der kommer ud af bestræbelserne. Dem, der ikke frembringer ’noget’, som nogle andre er rede til at betale for, er ude af billedet. Internationale virksomheder, fordi ’hjemmemarkedet’ ikke længere er tilstrækkeligt stort til at levere den kritiske masse af studenter, som er nødvendig for at skaffe de indtægter, der skal sikre aflønning af de bedste, dygtigste og højtkvalificerede undervisere og forskere; kort sagt tiltrække og aflønne talenterne. Internationale intellektuelle virksomheder, fordi universiteter nu engang opererer i den akademiske verden præget af tænkning og uddannelse med den konsekvens, at vi i virkeligheden skal opbygge ikke uddannelsessteder, ej heller forskningscentre, men – kundskabscentre, hvor der tilbydes såvel uddannelse som forskning. Et universitet kan ikke drive forskning uden selv at frembringe nye forskere gennem et uddannelsesforløb. Det kan ej heller alene tilbyde uddannelse, eftersom de bedste undervisere også ønsker, at døren står åben for dem til at blive forskere. I realiteten kan man sammenligne med virksomhedsverdenen. Indtil for nogle tiår siden var en god og veldreven national virksomhed et godt aktiv. Globalisering var på det nærmeste ukendt. Den tiltagende konkurrence om markedet slog gradvist, men sikkert igennem med den konsekvens, at meget få virksomheder i dag kan siges alene at leve af hjemmemarkedet. Det kan godt være, at hjemmemarkedet så langt overstiger eksport; men mange ideer og impulser kommer udefra og sætter deres præg på hjemmemarkedet, hvormed enhver virksomhed tvinges til at følge den globale og internationale udvikling. Det er der, de vigtigste kunder findes: trendsetterne. Det samme gælder efterhånden universitetsverdenen. Den opererer også på et marked. De studerende er ikke bundet til nationale eller regionale universiteter. De kan vælge at gennemføre hele eller dele af deres uddannelse ved universiteter i andre lande, hvorved de får et sammenligningsgrundlag mellem kvaliteten af uddannelse i deres hjemland og andre steder. I selv samme øjeblik de får færten af, at hjemlandet ikke er med i spidsen, stiger tiltrækningskraften fra udenlandske universiteter alene af den grund, at for de studerende er det helt afgørende, at deres eksamensbevis bærer navnet på et universitet, der er kendt og anerkendt. Det er nøglen for dem til at få stillinger, som de ønsker sig. Endnu værre er, at for de universiteter, der sakker agterud, falder blikket fra udenlandske studerende ikke på dem, men på andre. Udenlandske studerende vil gerne betale for en uddannelse – forudsat, at de kan regne med, at den giver adgang til gode job, dvs. åbner døre for dem. Er det ikke tilfældet, vælger de andre universiteter med den konsekvens, at et agterudsejlet universitet udsultes finansielt og tvinges endnu længere ned på listen. Det helt afgørende for et universitet i dag er dets placering på de internationale rangstiger. Der kan siges, menes og skrives meget om disse ranglister. Det korte af det lange er, at det er dem, som markedet ser på ved ansættelse af studenter, det er dem, som studenter ser på ved udvælgelse af, hvilke universiteter de skal vælge og betale for at levere dem deres højere uddannelser. Og det er dem, som stjerneprofessorer ser på ved valg af, hvor de skal opholde sig for at forske og uddanne. Et universitet behøver ikke nødvendigvis at være stort for at kunne levere den kvalitet, som er nødvendig. Det, der er brug for, er finansielle midler. Lever vi derfor i en verden, hvor det offentlige eller andre med rådighed over store pengemidler uden tøven stiller dem til rådighed for universiteterne, ville størrelse være ligegyldig; men det er ikke tilfældet. Der er meget få steder, om overhovedet nogen, hvor det offentlige står parat med en stor pose penge, der uden videre stilles til rådighed for universiteterne. Det offentliges villighed til at finansiere universiteterne afhænger af, i hvor høj grad universiteterne er i stand til at finansiere sig selv. Og dermed kommer vi tilbage til udgangspunktet, nemlig kravet til universiteterne om at tiltrække udenlandske studenter, der er villige til at betale, fordi uddannelsen er af høj kvalitet. Nøglen er det internationale uddannelsesmarked. På samme måde som det hjemlige marked ikke er stort nok til virksomheder, er det hjemlige antal studerende (jeg går ud fra, at højere uddannelse fortsat vil være gratis for danske studerende, således at betaling udelukkende drejer sig om udenlandske studerende) ikke stort nok til at kunne bære universiteterne. Der er i dag fra de befolkningstunge lande som Kina og Indien et kolossalt pres for højere uddannelser, og deres eget uddannelsessystem er givetvis under opbygning, men langtfra i stand til at levere den kvalitet over en bred kam, som der er brug for. Det kan kun lade sig gøre ved at lade en stor del af de studerende søge uddannelse i udlandet. Hermed kommer de vestlige universiteter i den fordelagtige position, at der er stigende efterspørgsel efter deres produkt, nemlig uddannelse, men de må samtidig se i øjnene, at de tvinges ud i en konkurrence, hvor de udenlandske studerende vælger og fravælger. Den omstrukturering, som der efterhånden er taget tilløb til i de fleste vestlige lande af universiteterne, er ansporet af disse forhold og lægger klart op til behovet for en kritisk tyngde for ikke at blive hægtet af vognen. Det kommer tydeligt frem ved en analyse af de faktorer, som afgør, hvilke universiteter der trækker det længste strå i konkurrencen. ’Branding’ er et nøglebegreb i vore dages markedsføring – også når det gælder et universitet. Kun ved at skille sig ud fra andre universiteter opnås en status, der berettiger en høj pris for uddannelsen. Branding betyder i jævnt sprog, at udenlandske studerende er villige til at betale en høj pris, fordi et universitet allerede er kendt og respekteret. For at opnå en sådan status skal et universitet placere sig internationalt gennem forskning og udannelse. Det er ret indlysende. Hvad der nok er mindre indlysende, er udviklingen hen imod markedsføring af universiteter og deres uddannelsestilbud. Udenlandske studerende står ikke i kø for at komme f.eks. til Danmark eller danske universiteter. De skal overbevises om kvaliteten af vore uddannelser, og det skal ske gennem en målrettet bearbejdning af markedet. Hvad der måske ikke altid erkendes fra dansk side, er tidsfaktoren. Markedsføring af et universitet og dets uddannelsestilbud er fuldstændig det samme som markedsføring af et produkt og ofte et nyt produkt på et nyt marked. Først efter en kraftig kapitalindsprøjtning, der følges op, kommer kunderne. Der er således behov for investering i markedsføring; det er naturligvis forbundet med en vis risiko, og i hvert fald stiller det store krav til kapitalgrundlaget. Når vi ser på det internationale uddannelsesmarked, herunder lande som Kina og Indien, er Danmark ikke et særligt kendt navn, og danske universiteter markerer sig ikke internationalt som et kendt brand. Der må sigtes på et helt forløb forstået på den måde, at udenlandske studerende skal få et tilbud rækkende fra starten på et universitet til en ph.d.-grad. Det centrale i vore dages internationale universitetsverden er en anerkendt ph.d.-grad med stor virkning for et universitets branding. Ph.d.-graden er flagskibet og den, som de udenlandske studerende ønsker. Den anden side af mønten er, at for at opnå en international anerkendt ph.d.-grad skal flere og måske endda langt flere danske studerende erhverve sig en ph.d.-grad på de anerkendte udenlandske universiteter. Det kan de kun gennem en finansiel støtte hjemmefra og i første række fra deres universitet, som ydermere skal være i stand til at tilbyde arbejdsvilkår svarende til dem, som er til stede i udlandet. I modsat fald forbliver de i udlandet med deres ph.d.-grad, hvorved danske universiteter ikke alene mister talenter, men deklassificeres af egne studerende. ’Benchmarking’ falder i tråd med branding. Et fåtal af universiteter viser vej med uddannelsestilbud, der er så gode, at størsteparten af de andre universiteter tvinges til at følge efter og i store træk kopiere hele eller dele af deres uddannelsestilbud. Vejen frem for et universitet ligger i at være blandt dem, som står for benchmarking. Det kan ikke gøres for danske universiteter med national synsvinkel. Grundlaget og markedet er for lille. Det kan kun ske gennem deltagelse i internationale alliancer. Det giver status og finansielle midler at tvinge andre til at følge i ’vores’ fodspor i stedet for selv at skulle halse bagefter. De bedste studerende mener naturligvis, at originalen er bedre end kopien. Derfor kan det iagttages, hvorledes de universiteter, som har en chance for at være blandt de førende, frigør sig fra den nationale spændetrøje og tager springet ud i internationale alliancer – igen er parallellen til virksomheder fuldstændig. Der er i øjeblikket ved at blive opbygget et internationalt samarbejde mellem universiteter på bilateralt plan og internationale alliancer med deltagelse af fem til ti universiteter, der står for samarbejde om uddannelse, udveksling af studerende, pooling af forskningsressourcer for derigennem at opnå branding og placere sig selv som trendsetters og benchmarke de højere uddannelser. På længere sigt kan konsekvensen blive, at en studerende kan tage en del af sin uddannelse ved et dansk universitet, som er medlem af en sådan alliance, samt andre dele på andre og udenlandske universiteter med en eksamen, der har samme kvalitet og lødighed, uanset hvorledes uddannelsesforløbet er skruet sammen ved ophold på forskellige universiteter. På tilsvarende vis vil professorer kunne opholde sig i kortere eller længere tid ved universiteter, der er medlemmer af en alliance og uden problemer indgå i uddannelse og forskning. For et dansk universitet er en af vanskelighederne med aktiv deltagelse i en alliance kravet om kapitalgrundlag for at kunne levere samme kvalitet som universiteter rundt omkring i verden. Det er ikke så forfærdeligt interessant at hoppe ind i en alliance på anden eller tredje klasse. Det drejer sig om at indgå i en førsteklasses alliance, som har branding og står for benchmarking , hvilket naturligvis kræver, at man forud for tilslutning står som et højtrangerende universitet. De andre medlemmer af alliancen har ikke som mål at hive danske universiteter op ad rangstigen, men at få ligeværdige partnere ind i spillet, som kan bidrage til alliancens styrke. De toneangivende alliancer og bilaterale internationale samarbejde er ikke noget, man melder sig ind i. Man inviteres, men kun, hvis forudsætningerne er i orden. En særlig variant af dette er opbygning af filialer eller campus andre steder i verden. Mange kinesiske og indiske studerende rejser til udlandet; men muligheden består også for at etablere sig i Kina og Indien – og for den sags skyld andre steder – med et uddannelsestilbud gennem en campus, hvor den uddannelse, som f.eks. et dansk universitet tilbyder, udstrækkes til udenlandske studerende. Det er, hvad der er ved at ske i Kina og flere andre asiatiske lande, hvor vestlige universiteter opbygger campus med tilbud til de kinesiske studerende. Danske universiteter har af mange grunde haft vanskeligt ved at tage dette spring. Det vil være lettere at gøre det gennem deltagelse i en alliance, hvor det er alliancens navn og brand, der trækker. Det udelukker imidlertid ikke, at danske universiteter, hvor omstændighederne og forholdene er til stede, forsøger sig med etablering – og i første omgang går forsigtigt og skridtvis frem. Debatten om restrukturering af den danske universitetsverden tager i høj grad sigte på danske forhold, og det er såvel naturligt som uundgåeligt. Uden en fast hjemmebase er udsigten til international placering tynd. Det langtrækkende perspektiv er imidlertid at give danske universiteter mulighed for at placere sig internationalt og blive deltagere i spillet om det internationale uddannelsesmarked. Det er resultatet af vor indsats i dette spil, som vil være afgørende for, hvorledes danske universiteter står om 5, 10, 15 år. Der er sikkert også behov for en større forståelse af det internationale uddannelsesmarked og dets betydning for den danske universitetsverden på lidt længere sigt. Håndteres det rigtigt, bliver universiteterne en indtjeningskilde for Danmark kombineret med rollen som trækkraft for vort lands uddannelsesstandard, forskning og teknologi. Håndteres det forkert, kan vi blive ved med at poste penge i universiteter, der hverken er fugl eller fisk. Det er vores vilje og evne til at skabe kvalitet, der afgør, hvilken vej der betrædes. Størrelse og finansiel formåen afgør, om der kan skabes kvalitet.