Terrortruslen fra ’jihadister’ er stigende.

Det siger en efterretningsrapport, som den amerikanske regering netop har frigivet. Ekstreme islamister med vilje til massemord har udviklet sig på egen hånd rundt om i Vesten. Modstand mod Irakkrigen er blevet et flagskib, der kan forene radikal utilfredshed, og det har frembragt et nyt lag af lokale terrorledere. De kan måske afløse de al-Qaeda-ledere, der er blevet uskadeliggjort under krigen mod terrorisme. Andre – som USA’s præsident og Danmarks statsminister – har søgt at nedtone Irakkrigens effekter på terrortruslen. Er der en konflikt mellem disse synspunkter, eller kan de forenes? Man kan hævde, at begge parter har en interesse i at fremsætte netop deres version af udviklingen. De amerikanske efterretningstjenester har en interesse i at gøre sig selvstændige i forhold til den amerikanske regering efter i flere år at være blevet kritiseret for kun at sige det, som regeringen vil have frem. Ved at sige det modsatte kan tjenesterne øge deres troværdighed i forhold til befolkningen, Kongressen og udlandet. De politikere, der repræsenterer koalitionsstyrkerne i Irak, har omvendt en interesse i, at Irak-indsatsen ikke fremstår som et selvmål. Den havde til formål at skabe en mere sikker verden, og nu hævdes det, at det modsatte er blevet resultatet. Debatten er stærkt politiseret, men det er vigtigt ikke at overvurdere modsætningerne. Noget af det, der som regel ikke er tid eller plads til at skelne imellem i nyhedsmedierne, er forskellen på den store og de små årsager til terror. Efterfølgende kunne man på samme måde skelne mellem den store og de små terrortrusler. Vi kan se en parallel i miljøpolitikken. Her er den globale opvarmning den store trussel. Desuden er der en række mindre trusler, som for meget udledning af kvælstof i danske farvande, overfældning af træer i den brasilianske regnskov og indskrænkning af pandaernes muligheder i Kina. Disse trusler kræver løsninger på forskellige niveauer. Problemet med Jordens opvarmning skal løses globalt, mens de andre kan tackles nationalt. Det er også blevet sagt om EU, at nogle udfordringer er for store for de enkelte nationalstater, mens andre er for små for EU. Man kunne diskutere den udfordring, som den aktuelle terrorbølge sætter os over for, på tilsvarende vis. Den store terrorårsag fik 19 mænd til at begå historiens hidtil største terrorangreb 11. september 2001. Hvad terror angår, rummer den store årsag mange faktorer, der dog bindes sammen af, at de har at gøre med den dagsorden, der er opstået, efter at USA er blevet den eneste supermagt. De grundlæggende er: opbruddet i verdensordenen, en mellemøstlig region på vej mod kollaps, vrede tabere i regionen og et magtcentrum, der bliver et indlysende mål. Den årsag – sammen med en række andre faktorer som ’levninger’ fra tidligere konflikter som f.eks. i Afghanistan og i Algeriet, individuelle ønsker om herostratisk berømmelse samt ønsker om at bombe verden tilbage til dengang, de lange skæg bestemte det hele – ligger bag den aktuelle terrorbølge, som vi så udtrykt 11. september. Terrorbølger udvikler sig, og der er andre faktorer end den store på spil. Forskning har vist, at risikoen for at blive terrormål også afhænger af ’mindre’ faktorer som tilstedeværelse af marginaliserede ekstremistiske grupper, tilstedeværelse af symbolske mål og udenrigspolitisk eksponering. Forskningen hidtil kan ikke rangordne de mindre eller sekundære faktorer. Der er imidlertid meget, der tyder på, at det under den aktuelle terrorbølge er tilstedeværelsen af marginaliserede ekstremistiske grupper, der er den vigtigste. Derfor skal udsving i en enkelt faktor – som udenrigspolitisk eksponering – ses i forhold til de øvrige. Danmarks deltagelse i Irakkrigen har ubetinget øget værdien på denne risikofaktor, men den skal vægtes i forhold til de andre. Her er lokale ekstremistmiljøer formentlig en væsentligere faktor. Den store terrorårsag, som tilskrives de nedstigende tabere med relation til forandringerne i Mellemøsten, vil kunne begrænses med en vellykket udvikling i Irak. I hvert fald på længere sigt, for en stabil udvikling i Irak fordrer et fredeligt og demokratisk styre. Og nye demokratier er de allermest skrøbelige. Da kommer der muligheder for terrorister. Der vil være en offentlighed at påvirke. Samtidig er der et åbent samfund at ramme, til forskel fra under et autoritært styre, der på forhånd knuser sin opposition. Hvis Mellemøsten får demokratiske stater, som Irakkrigen lægger op til, vil det mindske terrortruslen på langt sig, men det vil øge den i overgangsfasen. Der er derfor ikke nødvendigvis nogen modsætning mellem de udmeldinger, som statsminister Fogh og PET er kommet med. I forhold til den store årsag til den aktuelle terrorbølge kan forandringen af Mellemøsten reducere terrortruslen, hvis der sendes styrker nok, handles klogt, og hvis man er opmærksom på de oprørere, der bliver tilovers, når det irakiske magtopgør mindskes. Det har været regeringens dagsorden. I forhold til de små terrorårsager vil der være en øget risiko ved faktorer som udenrigspolitisk eksponering, sådan som PET har fremhævet. Tilsammen giver de to vinkler et meget godt samlet billede. Der er også både en stor og en række små terrortrusler. Hvis man siger, at terrortruslen i dag er øget, glemmer man, at den aldrig har været større end 10. september 2001. Dagen efter mistede 3.000 mennesker livet ved et grusomt massemord. Derefter har der ikke været angreb i den størrelsesorden. Der har været store angreb i Europa og Asien. Vi kan ikke være sikre på, at der ikke kommer flere, men foreløbig har vi set det værste. Den store terrortrussel fra 2001 – al-Qaeda – skal i forhold til de små terrortrusler også vægtes i forhold til den samlede terror. Den tidligere trussel fra det velorganiserede og topstyrede al-Qaeda sameksisterede med omfattende statsterror i Mellemøsten. Saddam Hussein massakrerede kurdere, marsk-arabere og oppositionelle. Taleban massakrerede kvinder, der fulgte børn til lægen eller bar neglelak – og mange andre. I dag er der brutale magtopgør i gang i Irak og i det sydlige Afghanistan. De vil være fremadrettede, hvis det lykkes at få kontrol med terrorgrupperne – både de civile og de statslige. Samtidig er der utilfredse grupper i gang lokalt mange steder i Vesten. Irakkrigen og indsatsen i Afghanistan har på den baggrund mindsket den store terrortrussel, men begge aktiviteter har øget de små. De kan være nok så ødelæggende, og ofrene har ingen grund til at skelne. De små årsager gør imidlertid fælles terrorbekæmpelse vanskelig, da de har lokale variationer. Det korte AF det lange er, at både PET/de amerikanske efterretningstjenester på den ene side og Fogh/Bush på den anden har en pointe, og at pointerne ikke er uforenelige. Det gælder både årsager og trusselsbillede. Den store terrorårsag er under formindskelse, mens de små årsager er en smule øget. Det samme gør sig gældende for terrortruslerne. Undervejs i denne proces gælder det om ikke at slække en millimeter på modindsatsen, for selv ét enkelt stort terrorangreb medfører omfattende lidelser og konsekvenser. Man kan også ødelægge en ellers god indsats ved ikke at følge den op. Endelig ved vi også, at terrorister søger opmærksomhed ved at overgå tidligere angreb, så vi bør også prioritere indsatsen mod anvendelse af masseødelæggelsesvåben højt. Spørgsmål som: »Har Irakkrigen øget terrortruslen?« er vigtige at få diskuteret. Og netop dette spørgsmål er afgørende, både i forhold til terrorbølgen og til indsatsen i Irak. At spørgsmålet er så grundlæggende, bør imidlertid ikke give anledning til for hårdtslående debatter eller for unuancerede svar. Så ville man underlægge sig en for kort dagsorden og miste mulighederne for effektiv og langsigtet terrorbekæmpelse. Lad os se på et af de kvalificerede svar, der er givet på spørgsmålet. Politiken bragte 4. oktober en international kommentar af den franske forsker Olivier Roy. Vi kan sætte Roys synspunkter op mod vores, så man bedre kan se forskellen på et bredt og balanceret syn på terror (vores, selvfølgelig) og et mere snævert. Roy hævder i Politiken, at dem, der ser krigen mod terror som en succes, tager fejl: »Krigen mod terror har, tværtimod, øget spændingerne i Mellemøsten«. Men er det rigtigt? De eksisterende spændinger i Mellemøsten var til stede før krigen mod terror. Hizbollah angreb også Israel med raketter før krigen mod terror. På Israels anden front var der også selvmordsangreb fra terrorgrupper før krigen mod terror, og den stærkt voldelige interne palæstinensiske magtkamp rasede mindst lige så stærkt. Dette er blot eksempler. Hvis Roy mener, at denne sommers styrkeprøve mellem Israel og Hizbollah er et af udtrykkene for ’øgede spændinger’, bør han også anerkende, at konflikten fandtes før krigen mod terror. Desuden bør det anerkendes, at der nu med Libanons regerings forsøg på endelig at opnå kontrol med landets sydlige del og med indsættelse af legitime FN-tropper er taget et stort skridt frem mod færre spændinger. Hvis man ser Mellemøsten under ét, er den faktisk blevet sikrere. De fleste af dens lande oplever i dag mindre statsterror end før, den civile terror er blevet koncentreret i Irak og Afghanistan, og der er færre væbnede konflikter mellem regionens lande. Det er rigtigt, at Irak er ramt af forfærdende civil terror, og at det ikke kan ses som andet end et resultat af krigen. Men tidligere har landet været et center for lige så styg statsterror. Man kan måske sige, at hvad terror angår, er situationen i Mellemøsten i dag, at den civile terror er blevet ’tykkere’ i Irak, men ’tyndere’ i den øvrige region. Hvad resultatet bliver i det lange løb, kan ingen garantere, men med afholdelsen af reelle, demokratiske valg i Irak og med tilstedeværelsen af legitime udenlandske støttestyrker er der lagt grund til en udvikling, der kan bære fremad. Roy ser for isoleret på krigen mod terror. Han ser den udelukkende som militær. På den måde kan han skyde skylden for de dårlige sider af udviklingen på USA’s arrogance og manglende politiske kompetence. Samtidig kan Roy selv give ideer til noget, der virker: efterretningsvirksomhed, overvågning, ekspertbistand og domstole. Vi anerkender fuldt ud disse virkemidler, men ser dem ikke isoleret fra de øvrige måder, man kan begrænse terrortruslen på. Vi anerkender også, at krigen mod terror, som Roy skriver, har »pustet til religiøs ekstremisme og arabisk nationalisme«, men vi anerkender bestemt ikke, at den skulle have skabt dem. På den baggrund vil vi foreslå en balanceret strategi mod terror, som kan indeholde indsatser mod både den store og de små terrortrusler og de mere begrænsede forslag, som Roy fremlægger i Politiken. Denne tilgang anerkender, som Roy, efterretnings-, politi- og domstolsindsatser. Men så holder enigheden også op. Vi anerkender nemlig også, at det kan være nødvendigt med militær indsats. Uden aktionerne i Afghanistan ville landet stadig være en sikker zone for al-Qaeda. Desuden mener vi, at det er nødvendigt med en indsats fra de civile samfund. De kan forberede sig på terror, det vil sige udvikle beredskab, så terroren ikke får så skræmmende virkning, og så man i lokalområder kan hjælpe hinanden, hvis det virkelig går galt. Til sidst en dimension, som ofte forbigås: Hvad med forebyggelse? Vi har med de første forslag ment, at man skal være rå mod terrorister. De næste forslag går ud på, at man også skal være rå over for årsagerne til terror. Det skal sikres, at globaliseringens fordele ikke går forbi nogen af de globale regioner. Mellemøsten har været ramt af globaliseringsefterslæb på nogle områder, men det kan der gøres noget ved. Det er den store årsag. Hvad de små årsager angår, bør de enkelte nationale regeringer især sikre, at alle borgere har integrationschancer. At de bruger mulighederne, kan ikke garanteres, men tilbuddene bør i hvert fald være der.