Klokken er 16.30 torsdag 12. oktober, og jeg er netop kommet ud fra et heldagsseminar på mit arbejde.

Jeg fisker mobiltelefonen op af tasken og konstaterer, at der er foretaget 28 ubesvarede opkald, og at der ligger beskeder fra forretningsudvalgsmedlemmer fra Radikal Ungdom a la »Ring med det samme! Det er akut«. Mit hjerte sidder helt oppe i halsen, da jeg ringer til vores næstformand – jeg er sikker på, at der er sket noget med et af vores medlemmer. Han beroliger mig: Medlemmerne er i god behold – eller det vil sige: næsten i god behold. For i Thyborøn sidder et ulykkeligt medlem: Det er 18-årige Christian Slot. Et par timer forinden er han blevet ringet op af TV 2. Journalisten er faldet over et indlæg, Christian har skrevet på Radikal Ungdoms debatforum. I indlægget kritiserer Christian den tværpolitiske boykot af Dansk Folkepartis Ungdom (DFU) på grund af ungdomspartiets Muhammedtegninger. Christian skriver, at han deltog i et introkursus i Radikal Ungdom for godt et halvt år siden, hvor der også blev lavet tegninger af Muhammed. Christian har ingen anelse om, at det, han siger til journalisten, vil blive hørt af godt 800.000 seere senere samme dag. Christian beskriver selv forløbet sådan her i vores debatforum: »Efter en kedelig tysktime slutter min dag på Lemvig Gymnasium klokken 14.30. Umiddelbart efter timen får jeg kontakt til en TV 2-journalist, som spørger, om jeg er den ’Christian Slot’, der har skrevet det (efterhånden velkendte) indlæg på RU’s debatforum. Dertil måtte jeg svare: »Ja«. Jeg fortæller hurtigt journalisten, at jeg, da jeg skrev indlægget, ikke var klar over, at DFU’s bestyrelse havde haft noget med dagsordenen på deres sommerlejr at gøre. Dengang skrev jeg altså, at jeg var mod boykotten af DFU, fordi menige medlemmer af RU selv har tegnet tegninger. Jeg var bare ikke klar over, at DFU’s bestyrelse havde noget med det at gøre, i modsætning til RU. Det forklarede jeg udtrykkeligt flere gange. Vi snakkede så i nogen tid, hvor han spørger til oplevelsen på introkurset. På daværende tidspunkt er jeg på vej ned mod mit tog, som jeg skal skynde mig at nå, hvor jeg følges med en god veninde, der skal med samme tog. På et tidspunkt siger jeg: »Jeg husker det som en sen nat, hvor vi var fulde. Vi festede og så tegnede vi ’ham’ på tavlen«. Det at jeg siger ’ham’, får min veninde til næsten at vælte om af grin, hvorfor jeg også bryder ud i latter. Vi har en meget sort og syg humor, det ved jeg. Derefter vil han diskutere det med sin redaktion og ringe tilbage. Han ringer tilbage 15 minutter senere, hvor jeg sidder i toget. Nu siger han, at han vil komme ud på min bopæl, fordi »det vil jo se bedre ud med at få dig på skærmen i stedet for et telefoninterview«. Der påbegynder jeg min fundering. »I stedet for et telefoninterview«. Betyder det, at han har interviewet mig? Bruger han det nu? Jeg ender med at videresende ham til vores næstformand. Da jeg kommer hjem, tænker jeg, at jeg måske hellere må ringe til TV 2/Nyhederne for at gøre det klart, at min samtale ikke skal gøres offentlig, da jeg ikke vidste, at jeg blev interviewet. Jeg får fat i en kvindelig journalist, som straks sender en mail rundt med, at mit telefoninterview ikke skal offentliggøres. Derefter ringer pressechefen fra RU. Han råder mig til straks at ringe til TV 2 og fortælle deres redaktionssekretær, at de ikke skal bruge mine udtalelser – også selv om jeg lige har ringet til en journalist. Da jeg smækker røret på til pressechefen, bemærker jeg, at jeg har fået en besked på min telefonsvarer. Jeg hører beskeden, som (direkte citeret) lyder: »Goddag, det er Mikkel Eisenhardt fra TV 2/Nyhederne. Øh, Christian, vi talte sammen tidligere i dag. Og som jeg også sagde til dig på det tidspunkt, da vi lavede interviewet: at det her interview, det blev båndet, vores samtale bliver optaget med henblik på at lave et indslag. Og det siger du o.k. for. Du siger, det er helt i orden, og giver mig dermed samtykke til, at vi må bringe det her. Du har efterfølgende ringet og over for en af mine kollegaer tilkendegivet, at du ikke ønsker at få det bragt. Og det ønske kan vi ikke efterkomme, idet du har givet os dit samtykke, og det kan ikke trækkes tilbage. Så vi vil bringe disse optagelser. Det var det. Farvel igen««. »Jeg skriver derefter en mail til TV 2, som lød følgende: »Kære TV 2. Jeg blev lidt tidligere i dag torsdag 12. oktober ringet op af en af jeres journalister. Han spurgte mig til et kursus i Radikal Ungdom, som vi holdt for et halvt års tid siden. Jeg fortalte journalisten lidt om arrangementet og vores fest, men vidste ikke, at det skulle bruges i en udsendelse. Jeg er måske nok lidt uerfaren med at tale med tv. Så da jeg havde lagt røret, fik jeg tænkt lidt mere over sagen og vil egentlig gerne henvise til vores formand, Zenia Stampe. Jeg har ringet til journalisten for at bede ham om at respektere dette. Men han afviser. Jeg synes, det vil være meget uetisk af TV 2 at bringe det interview med mig, som jeg ikke vidste skulle bruges på tv. Jeg er trods alt ikke en garvet politiker, men en helt almindelig ung person. Vil I love mig det? Bedste hilsner, Christian Slot««. Klokken er blevet 17, og jeg lægger røret på efter at være blevet briefet af vores næstformand. På det tidspunkt ved vi ikke så meget andet, end at TV 2 har interviewet Christian, og at de vil have mig ind til et live-interview klokken 22. Jeg rådfører mig hos et par pressekyndige folk, der alle mener, at det klogeste er, at jeg slet ikke udtaler mig. Jeg går ud af det glasbur, jeg har forskanset mig i, og bliver mødt af mine kollegers spørgende blikke: Ingen er døde, svarer jeg og iler på toilettet. Da jeg vender tilbage tre minutter senere, ligger der endnu to ubesvarede opkald og en telefonbesked fra TV 2. Det er lykkedes dem at få en kommentar fra Naser Khader, hvor han tager skarpt afstand fra tegningerne. Jeg beslutter mig med det samme for at gå på live: Det er en dum og pinlig sag, men det skal ikke hedde sig, at vi bare stikker halen mellem benene. Der er stadigvæk en væsentlig forskel på Dansk Folkepartis Ungdoms konkurrence i at ydmyge Muhammed og så det, der skete i Radikal Ungdom. For det første var tegningerne ikke en del af det officielle program på introkurset – de blev tegnet klokken 4 om natten i en lille sluttet kreds i forbindelse med en diskussion af ytringsfriheden. For det andet havde tegningerne ikke til formål at forhåne Muhammed. Et af de medlemmer, der var til stede under episoden, beskriver situationen sådan her: »Jeg var til stede på aftenen, og der var slet ikke tale om ydmygende tegninger af profeten Muhammed. Som jeg tidligere har gjort opmærksom på, er der mig bekendt ingen i Radikal Ungdom, der kunne finde på det. Det, der blev diskuteret, var derimod selve krisen, og hvad det kom til at betyde for Danmark. For ytringsfriheden. Som Niels Hausgaard siger om sit show: »Det er svært at vide, hvad man Må ha med og ikke Mu ham med«. Der var bl.a. en, der tegnede en stol på tavlen og sagde: »Det må jeg godt tegne«. Efterfølgende skrev han ’Muhammed’ nedenunder og sagde: »Nu må jeg ikke tegne det mere««. Jeg ringer til TV 2 og meddeler, at jeg gerne vil deltage i interviewet. Da jeg har lagt på, er der kommet endnu en besked: Det er fra Danmarks Radio – de vil også gerne have en kommentar. Jeg ringer til dem og aftaler at mødes med dem på Christiansborg klokken 19. Klokken nærmer sig 19. Jeg styrter ned på gaden og op på min halvflade cykel. Tænker hele vejen ind til Christiansborg over, hvad jeg vil sige: Tegningerne er beklagelige, men situationen er stadigvæk en helt anden end hos DFU. Vi har nu alligevel tænkt os at indkalde de pågældende medlemmer til en snak – ikke ligefrem en kammeratlig samtale, men snarere ’en pædagogisk snak’ om, hvilke signaler tegningerne har sendt. Man kan ikke søge dække bag ædle motiver, men må altid tænke sig om. Det er dagens – og sagens – morale. Jeg kommer ind på Christiansborg. Interviewet er hurtigt overstået. Det går o.k. Går ned på den radikale gang og slår mig ned på et tilfældigt kontor. Finder listen frem over journalister, der har forsøgt at få fat på mig hele dagen. Starter fra en ende af: Ekstra Bladet, Nyhedsavisen, Jyllands-Posten, Politiken, B.T., Radioavisen og Ritzau. Jeg er igennem listen klokken 20.30. Har nu en time, inden jeg skal være hos TV 2 et sted ude i Sydhavnen. Hører indslaget fra TV-avisen over mobilen: Æv, det eneste, de har bragt fra interviewet med mig, er den del, hvor jeg siger undskyld. Den del, der handler om, at sagen trods alt er en anden end i DFU, er ikke med. Æv, æv, æv. Der er heller ingen opmuntrende SMS-reaktioner – dårligt tegn. Klokken 21.23 samler jeg mine ting og tager i taxi mod Sydhavnen. Jeg bliver gelejdet ind i studiet. Frygten for at gå i sort har spøgt i baghovedet hele dagen, men da jeg først sidder i stolen, er det, som om jeg ikke rigtig har energien til at blive nervøs. Nyhederne starter. Vi er hovedhistorie, og klokken 22.05 er det hele overstået. Jeg går ud og tjekker min telefon. De første reaktioner er allerede tikket ind – heldigvis alle positive med undtagelse af én, der mener, jeg skulle have smilet noget mere. Det har han sikkert ret i, men det er sgu svært at finde en grimasse, der kan passe. Jeg har både lyst til at grine og græde. Fanger en taxi hjemad. Ringer til min mor og bagefter min far for at høre, hvad de synes om interviewet – men ingen af dem har set det. Klokken 22.30 er jeg hjemme. Ringer til Christian Slot og taler med ham et stykke tid. Da jeg lægger på, er der kommet to nye beskeder. Det er fra to af de medlemmer, der var med til at lave tegningerne: Jeg ringer til den ene, snakker længe med ham. Beslutter mig for at vente med at snakke med den anden til dagen efter. Men han kan ikke holde ventetiden ud og vækker mig klokken 7 næste morgen: Han undskylder, at han har været med til at bringe mig og foreningen i denne prekære situation. Klokken 8 tager jeg på arbejde. Ringer klokken 9.30 til Det Radikale Venstre og erfarer, at Marianne Jelved har udsendt en pressemeddelelse, hvor hun kalder vores opførsel »tåbelig«. Helt o.k., tænker jeg, men får så at vide, at hun også »tager afstand fra, at unge, nogle endda meget unge, åbenbart skal drikke på et introkursus og bruger drikkeriet som afsæt til at opføre sig dumt«. Bliver mildest talt irriteret: For det første mener jeg slet ikke, at alkohol er en undskyldning. For det andet har vi faktisk en ret striks alkoholpolitik, som vi er stolte over og meget omhyggelige med at håndhæve. Den indebærer bl.a., at der altid er en ædru vagt til stede ved vores fester, det vil sige: et medlem over 18, der ikke indtager alkohol, og som drager omsorg for medlemmerne, især de yngre. Vi konktakter desuden altid vores yngste medlemmers forældre inden et introkursus. Men jo, det er tilladt at drikke til vores arrangementer – vi kan jo ikke lukke ungdomskulturen ude af Radikal Ungdom. Telefonen gløder igen. Alle vil have vores kommentar til Jelveds udtalelser. Er i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet skal udtale mig, men føler på den anden side, at jeg skylder de andre ungdomspartier det: Ungdomspolitikere er ikke en flok øldrikkende idioter, der ikke kan finde ud af at passe på hinanden. Jeg modtager et opkald fra et partimedlem, der råder os til at fjerne debatten fra vores hjemmeside for vores medlemmers sikkerheds skyld. Jeg svarer, at vi mener, at debatten skal have lov til at fortsætte i det åbne, og at vi ikke vil være med til at skabe et falsk billede af de danske muslimer som hævntørstige. Vi tror, de har forståelse for situationen. I stedet lægger vi en opfordring ud på nettet om at fortsætte debatten, men undgå indforståetheder, nu hvor hele Danmark kigger med. Klokken 15 bliver jeg interviewet til TV 2/Nyhederne. Bagefter ringer jeg rundt til listen af journalister, der er med på anden bølge. Klokken 17.30 udsender vi en pressemeddelelse og en orienteringsmail til alle vores medlemmer. Klokken 18.11 løber jeg ud ad døren – jeg skal nå et tog til Roskilde, hvor jeg skal deltage i min fars 60-års fødselsdag. Jeg har knap nok haft tid til at tænke de sidste 24 timer, og under festmiddagen bliver jeg pludselig grebet af en nagende tvivl: Har jeg – vi – nu grebet situationen rigtigt an? Skulle jeg f.eks. have returneret bolden til TV 2/Nyhedernes Johannes Langkilde og spurgt, om han er bekendt med stationens presseetik? Her hedder det, at: »Alle skal behandles fair og redigeres redeligt, så det bragte klip fremstår i rette sammenhæng og afspejler de holdninger og argumenter, der er kommet til udtryk. Et interviewoffer eller andre, der medvirker eller omtales i Nyhederne, må aldrig med rette føle sig vildledt, svigtet eller udsat for fordrejet fremstilling«. Men det er præcis den følelse, 18-årige Christian fra Thyborøn og jeg sidder tilbage med, her tre døgn efter at det blev offentligt kendt, at en håndfuld medlemmer havde lavet tegninger af Muhammed på et introkursus i Radikal Ungdom. Vi fastholder, at vi er kede af tegningerne og de følelser, de kan have forvoldt, men vi retter samtidig en anklage mod medierne og deres åbenlyse misbrug af helt unge menneskers tillid og naivitet. Men døm selv: Nu kender du historien.