Kapitalismen er ømskindet, den vil hellere hedde noget andet, vækstsamfundet f.eks. Og hvorfor ikke!

Vækst er dens væsen, og benævnelsen illustrerer problemet fortræffeligt: Et vækstsamfund kan ikke blive ved med at vokse, da både klodens ressourcer og dens evne til at absorbere affald er begrænsede. Allerede i 1972 måtte vi lade os fortælle, at der er ’Grænser for vækst’, og lige siden har frygten for, at væksten skal gå i stå, været afløst af frygten for, at den tværtimod skal gå amok i uholdbar vækst i klodens befolkning og i CO{-2}-udslippet (og i stress og konkurrenceræs med videre). Væksten/kapitalismen/systemet/Magten har det som cyklisten 5 meter før kanten: Standser han, vælter han. Fortsætter han, kører han ud over denne kant. Siden 1945 har han to gange fundet en pæl at læne sig op ad, to gange er sammenbruddet udskudt, begge gange ved hjælp af oprustning, krig eller krigstrussel. Første gang under den kolde krig: To parter hidsede hinanden op og leverede gensidigt det vandtætte alibi for en oprustning, der vitterlig var livsfarlig (atombomberne ligger der faktisk stadig). Denne krig gjorde det muligt – og nødvendigt – for begge parter at fastholde og udbygge deres imperium og holde den politiske udvikling i angstens skruestik i fyrre år, at mistænkeliggøre oppositionelle bevægelser som gående fjendens ærinde og at forebygge andre, mere ubelejlige konflikter. Vinder blev USA og den kapitalmagt, der frygter stilstand som døden. Anden gang var det krigen mod terror: Efter Sovjetunionens sammenbrud savnede Magten snart et modspil og greb med kyshånd terrorismen som en modstander med troværdigt vækstpotentiale for det militærindustrielle kompleks. I terrorismen har Magten fået sig den perfekte fjende. Med krigen mod Irak som påskud har den selv gødet denne terrorisme, som nu sidst CIA selv har erkendt det. Våbenindustrien, som en kort overgang efter Murens fald frygtede det værste, har det atter storartet. Konflikter bobler frem alle vegne, Magten er atter i sit bedste es. Omkring os trives den som vækstsamfundet med økonomi, militær, centralisering og globalisering buldrende af sted. I vore sind sidder den tungt som Vanens Magt, det velkendte og tilvante daglige ræs, der herser med os, puffer os i ryggen og gør os blinde for alternativer. Vi er dens ’willing executioners’ – eller nyttige idioter. Krigen mod terror er verdenshistoriens skæveste krig. Aldrig har så få mennesker med så beskedne midler skabt så mange overskrifter, sat så dybe aftryk i så mange sind, fået så mange mennesker til at opleve sig så utrygge – og mobiliseret så enormt og kostbart et forsvarsapparat. Og aldrig har så stor en overmagt været så sårbar. Hvor stærkt den end ruster og forsvarer sig, oplever den sit forsvar som utilstrækkeligt og giver gode grunde til at udbygge det. Der viser sig hele tiden nye huller i rustningen, en ny mistelten, der skal tages i ed. Sidst kunne avisen fortælle os, at vi selv kan lave bomber af vores kunstgødning til græsplænen. Terrortruslen har givet vækst og udvikling til en omfattende sikkerhedsindustri og legitimeret enorme beløb på alverdens finanslove. Militærudgifterne er i dag større end under den kolde krig. Forsvandt terrorismen – eller frygten for den – fra den ene dag til den anden, ville verdensøkonomien bryde sammen. Var jeg terrorist, ville jeg føle mig meget betydningsfuld. Hvilken fristende vej ud af en nagende afmagt for underkendte, vrede unge mænd! Men Magten har kronede dage, når terrorismen lader dens skønneste drøm gå i opfyldelse: I krigen mod terror er alle under mistanke. For en sikkerheds skyld. Hvor tappert borgerne end prøver at stole på statsmagtens gode hensigter, stoler statsmagten under ingen omstændigheder på vores. Udvidede magtbeføjelser til politiet, udvidet kontrol overalt. Kontrol er blevet motor og tvangstanke i vore samfund, ikke kontrol af den vækst, som æres og prises under navn af bruttonationalprodukt, BNP, endsige af diverse giftstoffer her eller i den anden eller tredje verden. Men kontrol af os. Allerede hårfarven er suspekt, men selv lyshårede må gennem kontrollen: Har de måske en neglesaks med i håndbagagen? Som vi har vænnet os til at acceptere den ukontrollerede vækst, sådan har vi også vænnet os til at acceptere det kontrollerede liv. Muligt, at der er grænser for vækst, men der synes ikke at være nogen grænse for, hvad vi affinder os med i retning af overvågning, registrering etc. Og denne konstante mistænkeliggørelse er virkningsfuld. Hvor uhyggeligt let tager vi ikke skridtet fra borger bagud til undersåt! For en ærekær muslim opleves denne mistænksomhed anderledes, som en provokation, og i Det Nære Østen har som bekendt energiske kontrolforsøg ført til eskalerende kaos i et spil, som vil kunne fortsætte i årevis og forebygge al fælles besindelse på vækstsamfundets ubønhørlige grænser. ’Grænser for vækst’ stammer som sagt fra 1972. I år gentaget af Al Gore så dygtigt, at Venstre og Socialdemokratiet straks trak planer op af skuffen. De sigter især på at overgå hinanden, de drager ikke vækstsamfundet i tvivl, men de overvejer, hvad der skal gøres, når olien slipper op. Størst af alle magter er vanen, tilvænningens stærke og lydige datter. Intet undergraver synsevne, tænkekraft og moral som vanen. Vi ser, hører, tror, tænker og mener, hvad vi er vant til at se, høre, tro, tænke og mene. Og det gjorde vel ikke så meget, hvis ikke en af vore mest sejlivede vaner gik ud på at affinde sig med verdens gang, uanset hvor skæv den bliver. Afbrænding af CO{-2} og udslip af utalte kemiske stoffer truer med at føre til løbske naturkatastrofer. Når vi ikke i rette tid har standset disse irreversible processer, kan jeg få øje på tre mulige forklaringer: 1) Den politiske: Det demokratiske system gør os behageligt ansvarsfri mellem valgene. Da disse valg desuden er nationalt begrænsede, fortoner den fælles menneskelige identitet og det fælles menneskelige ansvar sig for os, jævnfør FN’s svaghed og Kyotos lange udsigter. Vi danske bygger vindmøller, kan vi så ikke godt tage flyveren på ferie? Hvordan de sviner med miljøet i fjerne og udemokratiske lande er jo i hvert fald ikke vores bord, men når man overvejer det samlede omfang, er det fristende at give op på forhånd. 2) Den psykologiske: Freuds teori om dødsdriften er rigtig. Bag ryggen på sig selv længes mennesket efter at overstå den fælles rædsel for at nå til den store fred (jævnfør de mange dommedags- og ragnaroksyner op gennem historien, fastholdt i nutidig version af fjernsynets katastrofefilm, der vænner os til tanken om den store undergang, samtidig med at vi afviser den: Filmene er jo gudskelov alle sammen løgn og digt, og for resten ender de altid godt). 3) Den politisk-psykologiske: vanens magt. Vi har efterhånden lært at leve med risikoen for den store katastrofe som med en god gammel bekendt. Truslen om det globale drivhus har nu hængt over vore hoveder i en menneskealder, så mon ikke den er en omgang ’ulven kommer’? Vanens magt er fundamental for den politisk-økonomisk-militære overmagt. Den er Fjenden listet ind i vore hjerter. Fristende bekvem. Det er den, der får os til i valget mellem risikoen for den uhyrlige katastrofe og en begrænsning af bilparken at sige nej til begrænsningen. En vanesag. Men hvorfor er Magten – den politiske uden for os og vanens i os – så åbenbart nervøs? Hvorfor er der et så fuldstændig latterligt salg i nyheder? Fordi cyklisten har set kanten 3 meter fremme. Vi frygter med god grund, at dette skal ende galt, men hvornår kommer den orkan, hvornår forløses vor nervøse venten af nyheden om drastiske klimatiske forandringer, død, elendighed, folkevandringer og krige? Mens forsikringsbranchen prøver at indregne noget af dette i sine kalkuler, går politikerens overvejelser på, hvornår kystvagterne ved Middelhavet skal have ordre til at bruge deres maskinpistoler uden varsel. Men i et hæsligt hjørne af vore hjerter vil vi gerne have det hele overstået. Et af menneskets midler til at overleve i mørke tider har været drømmen om lysere. Det er et dystert tegn, at utopien synes gledet ud af dagens politiske verden, netop som den er blevet en nødvendighed: Det synes ikke kun utopisk at håbe, at rige og fattige lande kan finde sammen om at bekæmpe den fare, som vi har fælles, og som derfor burde forene os, det synes også dybt godnat. For hvordan skal det lade sig gøre? Socialismen har kompromitteret sig selv i generationer fremover gennem de sovjetiske forbrydelser. Kapitalismen har kompromitteret sig endnu værre ved at sætte hele klodens fremtid på spil hellere end at begrænse sin begærlighed. Styres den ikke, vil den voksende ulighed skabe endnu bedre grobund for de konflikter, som våben- og kontrolindustrien lever af. Men kvæles den, kvæles også en storartet appel til opfindsomhed. Den kan ikke undværes, men den skal styres i en global ramme. Brugt med fantasi og dristighed er politisk styring ved hjælp af de eksisterende midler: skatter, afgifter og tilskud, fuldt tilstrækkeligt. Da truslen er global, må svaret også være globalt, og det er naturligvis dér, det kniber. For at overleve må nationerne overdrage langt mere magt til FN. Et reformeret FN må udarbejde og diktere de overordnede vilkår: Hvordan føres CO{-2}-udslippet mod nul, hvordan sikres naturen mod en uansvarlig kemisk industri? Svaret er aldeles banalt: afgifter, støt stigende fra år til år, på den produktion og det forbrug, der er til fare for eftertiden, primært altså afgifter på benzin, olie, gas og kul. De skal blive dyre nok til, at opfindsomheden omkring den alternative energi vil blomstre. Støt voksende priser på transport vil gribe ind både i produktion og i bosætningsmønster: ingen røde roser fløjet ind fra Guatemala, ingen røde bøffer fra Argentina, desværre heller ingen turister ud til Thailand. Elbiler får god plads på motorvejene, megabyerne skrumper, og dele af produktionen vender tilbage til lokalsamfundet, hvor moderne kommunikation forebygger tilbagefald til fortidens provinsialisme. Nedsættelse af arbejdstiden er en anden reguleringsmekanisme. Indtægterne fra de mange voksende afgifter bruges til fordel for de forfordelte. Et så voldsomt skift – drastisk i sit endemål, planlagt og gennemført i mange små etaper – må ikke kun opleves som skridt bort fra naturkatastrofen og fald i levefod, men også som det fremskridt, det kan blive. Det må derfor registreres overbevisende, sort på hvidt: ved hjælp af tal. En målestok ved siden af bruttonationalproduktet. Jeg foreslår to tal udarbejdet ud fra alt det, som skal bekæmpes. Det ene er naturligvis det årlige udslip af CO{-2} som følge af vort energiforbrug: årets ubønhørlige gysertal, det globale og det lokale, livligt kommenteret i medierne. Det andet sammenfatter andre negative forhold, dels fysiske såsom affaldsmængde og grundvandsforurening, dels sociale: kriminalitetsomfang, selvmordsrate, arbejdsløshedstal, antal af børn anbragt uden for hjemmet, salg af psykofarmaka, antal stress-invaliderede og andre ramt af livsstilssygdomme, antal afviste flygtninge – med videre. Symptomtal, som det bliver statistikeres opgave at omsætte til ét fælles tal, der for det første år sættes til 100. Lad os kalde tallet ’bruttoulykkesproduktet’, BUP. Det politiske mål bliver at få dette tal tvunget nedefter – globalt, men naturligvis også nationalt: Hvad vil de politiske partier foreslå, for at vi lokalt i Danmark kan komme ned fra 100 til 98? Skal vi leve med, at hollænderne allerede nærmer sig de 97? Hvor vil det være mest overkommeligt og billigst at sætte ind – og hvor er de langsigtede tiltag nødvendigst? Det er naturligvis det fromme håb, at samfund med smukkere mål for øje – mindre købt forbrug, færre penge tjent og færre penge brugt til at dække de udgifter, der er forbundet med at tjene dem (transporten f.eks.), mindre forurening, færre tabere – også vil være samfund med bedre trivsel, lavere BUP. Vi vil blive fattigere, men samtidig lettede, mindre anstrengte, mindre hektiske. Mennesker med smukke mål bliver selv smukke. Utopisk? Men alternativet kan være varmedød. Jeg tror på, at en eller anden form for global selvregulering i stil med den her skitserede vil finde sted inden for et overskueligt åremål, medmindre verden drukner i blod forinden. Men hvor længe vil vanens magt kunne forhale det? Skal vi vente, til havet er steget den første meter, en orkan har væltet Københavns rådhustårn, borgerkrigene har bredt sig, og forsikringsselskaberne indstillet deres udbetalinger? Skal vi simpelthen dø af gammel vane? Jeg spørger.