0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Integrationsministeriets danmarksmyter

Integrationsministeriet lægger navn til et katalog over myter om Danmark og danskhed, som aldrig vil skabe en millimeter integration.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

De kalder det en »en letlæst og lettilgængelig præsentation af Danmarks historie«, der kan bruges til undervisning af voksne tosprogede.

Jeg kalder det et katalog over nationalmyter, et skrivsammen af turistbrochure-floskler, et idylliserende makværk, et stykke konservativ kulturkamp,

Det, jeg taler om, er et produkt kaldet ’Historien bag Danmark’, en avis, der er udgivet af skoleavisenDOTcom i samarbejde med Det historiske Hus i Odense og Integrationsministeriet.

Det var med forventning og interesse, jeg kastede mig over materialet. Jeg underviser til daglig voksne udlændinge i dansk sprog og – hvad der hænger uløseligt sammen med sproget – kultur og samfund. Derfor er jeg altid på jagt efter noget egnet undervisningsmateriale, der kan hjælpe mine kursister til bedre at lære deres nye samfund at kende.

Men hvad får jeg fra ’Historien bag Danmark’? Jeg får historier om flaget, der faldt ned fra himlen, Holger Danske, guldhornene, Dannevirke og ikke mindst Dannevirke i 1864.

Men alle disse historiske relikvier giver jo ikke nogen ordentlig og substantiel indsigt i og forståelse for et samfund, der forandrer sig over århundrederne. Der er underholdende myter og spektakulære optrin. Så vidt er ’Historien bag Danmark’ – på et plan – mere underholdning end oplysning og stof til seriøs eftertanke. Jeg får næsten ingen ærlige ord, der kan fortælle, hvordan samfundets nuværende institutioner er vokset frem.

Jeg kigger på billederne. Under overskriften ’Grundloven og Folkestyret’ og ’Demokrati’ ser jeg nogle tilsyneladende vrede mennesker bære skilte og en transparenter med ordene: »Ned med nogen« og budskabet »Buh« står på et skilt. De står foran Christiansborg. De ligner vist det, nogen kalder ballademagere og socialister. Billedet skal læses sammen med en tekst, der fortæller, at »man har ret til at udtrykke sin mening, så længe man ikke krænker andre«. Det er jo rigtigt godt med ytringsfrihed, men hvorfor skal personer, der bruger ytringsfriheden og udtrykker deres mening, absolut fremstå i karikatur? Det vender jeg tilbage til.

’Historien bag Danmark’ har sit eget individualistiske og moraliserende menneskesyn. Dermed bliver ’Historien om Danmark’ til mere end blot turistunderholdning om historiske optrin. Et afsnit har overskriften ’Slægten’, og der kan man under en rubrik få at vide at »’Social mobilitet’ betyder, at man ikke behøver at ende som fattig, selv om man er født fattig. Det betyder, at selv om ens far og mor ikke har et godt job og ikke tjener så mange penge, så kan man godt selv blive rig eller måske endda statsminister, hvis man er dygtig i skolen og arbejder hårdt. Den berømte skibsreder A. P. Møller blev f.eks. født som en fattig dreng, men endte som en både rig og succesfuld mand«. Tag den, kære indvandrere! Når I kun kan få et job som avisuddelere om natten, så hold ud. Hvis I er flittige og uddeler stakkevis af aviser, så bliver I rige som A.P. Møller!

Vi hører om 1800-tallet. Dengang var der godt nok nogle modsætninger mellem arbejdere og arbejdsgivere, men det hørte åbenbart op med septemberforliget i 1899. Her blev »arbejdere« og »deres chefer« enige om »en lang række punkter«, bl.a. ledelsesretten. Men hvad de forud havde været uenige om, hører vi ikke noget om. Vi får så at vide, at »sidste halvdel af 1800-tallet var præget af politisk og social uro«, men hvorfor der var uro, hører vi stadig ikke noget om.

Om Louis Pio fortælles bl.a.: »Han levede som en respektabel samfundsborger. Men den unge Pio blev inspireret af socialistiske strømninger fra andre lande«. Hvad er en respektabel samfundsborger? Og hvorfor er det i modsætning til at blive inspireret af socialistiske strømninger (men!)? Vi får at vide, at Pio skrev en artikel i en avis, men ikke ét ord om, at han også startede en bevægelse.

Om Pio fortælles endvidere, at myndighederne mente, at han opfordrede til revolution, og »derfor blev han sat i fængsel«. Men man havde jo også dengang demokrati og ytringsfrihed. Så man kan vel ikke sige ’derfor’ i den forbindelse – medmindre man synes, det var en god idé at kaste ham bag tremmer.

Carlsberg-bryggeriet nævnes som det eneste eksempel på livet under industrialismen. Det fortælles, at på virksomheden var lønnen lav og arbejdet hårdt, men brygger Jacobsen »tog sig godt af de ansatte og deres familier«.

Hvordan lav løn og hårdt arbejde hænger sammen med, at brygger Jacobsen tog sig så godt af sine ansatte, hører vi ikke noget om. Men der fremmanes et billede af en gammeldags far, der både er streng og omsorgfuld. Hvorfor skal dette billede af far formidles til de ellers sagesløse kursister? Det patriarkalske er jo slet ikke typisk for industrialismen, som afsnittet ellers handler om. Det modsatte var det typiske. Industrisamfundet blev et farvel til forestillingen om arbejdsgiveren, der var både patriark og patron.

’Historien bag Danmark’ er direkte misorienterende, når der fortælles, at: »Da USA gik i krig med Irak i 2003, valgte Danmark at støtte amerikanerne og FN. Derfor har Danmark soldater i området i dag«. Irakkrigen havde intet FN-mandat (selv om statsministeren gerne vil have, at det var sådan). Det er heller ikke nogen forklaring at sige, at det er derfor, at Danmark har soldater i området. Det er spin.

’Historien bag Danmark’ lader os vide, at der engang var visse konflikter i Danmark. Vi hører f.eks. lidt om, at »en industriarbejder kunne let skiftes ud, hvis arbejdsgiverne ønskede det«. Men det fortælles i datid. Åbenbart er det ikke sådan mere. ’Historien bag Danmark’ lader det harmoniserende være det fremherskende træk ved danmarkshistorien. Der bruges flere ord på at fortælle, at Peter von Scholten frigav slaverne i Vestindien end på at fortælle om eksistensen af dansk slavehandel og slavearbejde! Hvorfor denne fordrejning?

’Historien bag Danmark’ fortæller stribevis af myter fra danmarkshistorien: Dannevirke – Guldhorn – Kongehus. Det hele er med. Men forfatterne er tilsyneladende ikke selv klar over, at det faktisk er myter, de kolporterer. Gladeligt formidler de deres naive historiesyn videre til deres læsere. Hvis der skulle være problemer i vort land, så bliver de bare løst, hokuspokus. Læs f.eks. om massearbejdsløsheden i 1930’erne: »Danmark blev for alvor ramt af arbejdsløshed i 1930’erne. Derfor begyndte staten at give penge til de arbejdsløse og en form for bistandshjælp blev indført«. Man får det indtryk, at hvis der er noget galt, så retter det sig op automatisk! Der glemmes fuldstændig at fortælle noget om, at f.eks. de konservative slet ikke ville være med til socialreformen, og at Venstre tog sig meget dyrt betalt for at lægge stemmer til. Og for resten: at initiativet til socialreformen kom fra det parti, der mest konsekvent repræsenterede arbejdernes interesser.

Et sted hedder det: »I midten af 1800-tallet følte mange danskere, at de havde det som H.C. Andersens grimme ælling i eventyret af samme navn, fordi Danmark havde tabt mange krige og store landområder. Men det gør som bekendt ikke noget at skulle grueligt meget igennem – når blot man er en svane«.

Her når det nationale ævleri nye højder. Skal vi virkelig fortælle indvandrerne, at vi tror om os selv, at vi danskere er smukke svaner? I det citerede ligger også en skabelon til et en udviklingssyn: Det har været så slemt i gamle dage, men nu er Danmark blevet noget smukt og harmonisk – fordi de historiske konflikter og modsætninger åbenbart har løst sig. Vi samles om monarken: »hvert år, når dronningen har fødselsdag, er der mange mennesker der hylder hende på pladsen foran Amalienborg«.

Troen på at være noget særligt finder man så gentaget i en lille tilsyneladende uskyldig tekst med overskriften ’Turisme’: »Hvert år kommer der mange mennesker, som besøger Danmark. Det er turister. De kommer for at se, hvad der er særligt ved Danmark og danskerne«. Her bliver denne nationale selvgodhed projiceret ud hos ikke-danskerne – turisterne – og gøres næsten til en international attraktion. De kommer åbenbart rejsende fra fjerne lande for at opleve, hvor herlige vi er!

Her er det måske, vi får forklaringen på, hvorfor de demonstrerende foran Christiansborg tegnes i karikatur. Måske er der slet ikke noget at demonstrere mod! Danmark er et svanemærket land, hvor vi ikke har noget at klage over. De skal hånes, fordi de påstår noget andet. Vi er så gode, at vi kun går i krig i Irak for at støtte andre gode kræfter som USA og FN! Folk, der prækede samfundsforandringer, blev engang i fortiden kastet i fængsel (Pio), men de har lært en lektie om, at det er overflødigt at lave noget om. Engang var arbejdere og arbejdsgivere uenige, javel – men vi behøver ikke at fortælle, hvad de var uenige om. For nu er grundlaget for uenighed alligevel væk. Vi får mest historien om slaveriet, der blev ophævet, men ikke om Danmarks deltagelse i kolonimagternes overfald på afrikanerne. Den hist