Forfatteren Salman Rushdie bor i dag i New York og har meget klogt undgået offentlige debatter om islam og Vesten.

Men fra tid til anden forsøger han dog alligevel at sprede sit fornuftens budskab. Det gjorde han for nylig i et interview i Warszawa med den største polske avis, Gazeta Wyborcza (2. oktober 2006). Her sagde han: »Vesten skal fortsætte, som det er. Problemet er på den anden side. Den muslimske verden skal lære at gå i dialog med Vesten uden altid bare at protestere og råbe op om, at de er blevet uretfærdigt behandlet«. Man kan være enig eller uenig i Salman Rushdies betragtning. Han har ret til at betragte verdens gang gennem sine slørede briller og komme med råd ud fra sine egne erfaringer og politiske holdninger. Men hvis han ønsker, at de muslimske ledere og intellektuelle og de muslimske folkemasser skal lære noget af hans ’visdomsord’, må han også tage fat på deres klagepunkter. At stille sig på den ene parts side og pege fingre ad den anden er ikke en måde at indlede dialog på. Efter den katastrofale sag med den dybt beklagelige iranske fatwa mod ham har verden udviklet sig med stor hast, men det er endnu ikke gået op for Vesten, at man bliver nødt til at forlige sig med den geopolitiske virkelighed. Denne forandring kræver en sober debat præget af gensidig respekt uden betingelser og fordomme fra hverken den islamiske verden eller Vestens side. Spørgsmålet er så, om en sådan debat rent faktisk finder sted. I min optik gør den ikke. Den vestlige verden, i særdeleshed en lang række politikere, massemedier og den kristne kirke, men ikke nødvendigvis manden på gaden, har allerede inddelt den muslimske verden i to lejre: de moderate og ekstremisterne. De moderate bliver ikke inddelt i særlige klasser, fordi de tilslutter sig den fremherskende vestlige tankegang og deltager på vestlig side i kampen mod islam. Ekstremisterne, derimod, får en bunke gammel og ny terminologi hæftet på sig. Ord som fundamentalist, militant, radikal, hjemmeavlet terrorist, ’sovende celler’, femte kolonne, ond ideolog, islamist, jihadist (hellig kriger) og islamfascist er meget almindelige ord, der bruges rundhåndet til at beskrive ekstremisterne. Der er mange flere udtryk end disse, men lad os blot nøjes med de nævnte. Det siger sig selv, at alle de ord og betegnelser, der bruges til at nedgøre grupper i det muslimske samfund, har en særlig historie og en særlig gruppe brugere. Da ordene som regel ikke har deres oprindelse i den muslimske verden, skal man have et indgående kendskab til vestlige politiske grupperingers retorik og interesser for at forstå deres oprindelse. Faktisk er der blevet foretaget en hel del akademiske studier af spørgsmålet, lige fra værket ’The Fundamentalism Project’ af professor Marty ved University of Chicago for 20 år siden til den nuværende debat, der overvejende finder sted på internettet, om ’islamfascisme’. En af de fremmeste eksperter i forholdet mellem islam og Vesten, den amerikanske professor Richard W. Bulliet, skrev engang et oplæg om emnet til en konference og blev mødt med stor kritik. Han bemærkede, at de fleste artikler på konferencen søgte at inddele de nuværende islamiske tendenser i engelsksprogede kategorier, som ikke bruges af muslimer, eksempelvis fundamentalist, conservative, modern, reactionary, radical og moderate. Og alligevel foretrak de, der forsøgte at opildne til en militær aktion mod den muslimske verden, at undgå kategorier og i stedet kaste et bredt net ud. Deres mål var at adskille dem, de godt kunne lide, fra dem, de ikke kunne lide. Betegnelsen ’islamfascisme’ er dukket op nu som følge af en politisk tendens i nogle vestlige kredse til at forbinde islam med en ideologi, der i en noget mytologisk fortid blev betragtet som den pure ondskab. I takt med at ordet fascisme vinder accept, bliver det lettere at indlede krig mod muslimer. I 1939 var argumentet, at ukloge ledere ventede på, at Hitler slog til først. I dag bør vi slå til først, fordi de ’onde’ muslimer er ligesom Hitler. Alle lande, der har indledt en krig, har brugt tilsvarende propaganda til at opildne befolkningen. Men hvis man ser på den gradvise udvikling fra fundamentalist til islamfascist, kan man hurtigt konstatere, at denne klassificering af 1,5 milliarder muslimer ikke er en uforklarlig udvikling, men et velgennemtænkt forsøg på at dæmonisere islam som religion og muslimerne som dens tilhængere. Og på kort sigt virker denne strategi med at fremstille alle muslimer som barbarer, man ikke kan føre dialog med. Det ses meget tydeligt i Europa, USA og andre angelsaksisk befolkede områder som Australien, Canada, New Zealand og sågar den ikke-muslimske del af Afrika og den kristne del af Latinamerika. Man behøver blot at kaste et hurtigt blik på mediedækningen for at se, hvordan islam bliver omtalt og beskrevet. De forskellige muslimske samfund, som jeg løbende har kontakt til i Vesten, spørger ofte: Kan man virkelig forsikre muslimer om, at de er en del af samfundet, at de hører til, når deres religion og kultur er under konstant overvågning? Forstår man ikke, at der er lige så stor forskel på muslimer, som der er på alle andre troende og endda mere? De muslimske samfund i Vesten er i deres gode ret til at stille disse vanskelige spørgsmål. Som alle andre mindretal ønsker de klare svar, som de kan identificere sig med, arbejde med og på længere sigt bruge til at lægge en ny kurs for deres liv. Men i de fleste vestlige samfund er det svært at finde de rigtige svar, og hvis der overhovedet bliver givet svar, rejser det bare endnu flere spørgsmål. Hvorfor forholder det sig sådan? Ganske enkelt, fordi svarene bliver givet ud fra et etnocentrisk og eurocentrisk perspektiv, uden den store forståelse for den nye interkulturelle virkelighed. Så lad os ikke narre os selv ved at skjule os bag gamle klicheer og demokratiets smilende ansigt eller den vestlige verdens samspilsramte multikulturalisme. Den multikulturelle ideologi har ikke slået an. Ikke fordi den er falsk eller uholdbar, men fordi den bygger på flertallets krav og præmisser, uden megen hensyntagen til mindretallets behov, eller uden dialog med de grupper, den skulle give plads til. Man har aldrig fundet frem til en fælles referenceramme, hvor flertal og mindretal kan mødes, udveksle holdninger, benytte sig af muligheder og fungere med gensidig respekt og accept af hinanden. Og oven i denne grelle forsømmelse ligger den lurende europæisk racisme, kolonitidens eftervirkninger, den kulturelle arrogance og indgroede anti-islamiske mentalitet som de egentlige barrierer og forhindringer, der ikke blot har spændt ben for enhver tilnærmelse, men også har bremset det multikulturelle tog. Jeg er klar over, at hvis jeg hævdede, at Vesten er en djævel, og muslimer er engle, så ville man beskylde mig for at være enøjet. Alligevel ville jeg ønske, jeg kunne sige det, men det kan jeg ikke. Jeg sætter ikke folk i bås. Jeg forsøger blot at udtrykke, hvad jeg hører og oplever. Når vi diskuterer forholdet mellem muslimer og Vesten, må vi tage samfundets magtstruktur i betragtning. De, som beskylder muslimerne for ikke at integrere sig, for at foretrække at bo i ghettoer, for at mangle professionelle kvalifikationer, for at have primitive traditioner og, værst af alt, for at ville islamisere Vesten, glemmer meget belejligt, at minoriteter ikke har det privilegium at kunne afvise normerne i det samfund, de lever i. I dagens Europa er en ikke-europæisk, ikke-angelsaksisk person, især en med muslimsk baggrund, afhængig af samfundets flertal, når det kommer til socioøkonomisk tryghed, godt naboskab, juridisk beskyttelse og, vigtigst af alt, følelsen af at være en del af det omgivende samfund. Samfundets magtstruktur er indrettet således, at man skal anmode om husly i modtagersamfund, der normalt sender minoriteter til områder, der allerede er overbefolket med socialt underprivilegerede mennesker. Så man integrerer sig med dem, der er tæt på en. Man skal søge arbejde, men uden netværk er der ikke arbejde at få. Fremmede navne, der klinger muslimsk, er en garanti for afslag, trods god uddannelse og gode kvalifikationer. Socialisering i samfundet er vanskeligt, når selv minoritetsunge, der behersker det lokale sprog, og måske endda ser godt ud, ikke kan komme ind i en klub eller et diskotek for at møde ligesindede og andre unge. De forsøger at integrere sig, men bliver skuffet. Og hvem er der til at trøste dem og give dem nyt håb, når drømmene brister? Hverken politiet, de sociale myndigheder eller deres forældre kan forstå, hvilke sår disse unge mennesker har i sjælen. Hvad angår muslimernes såkaldt primitive traditioner og middelalderlige mentalitet, så er det ikke noget nedarvet, og der er tegn på, at vaner og livsstil er under hastig forandring. Her har muslimer brug for anerkendelse af deres indsats og støtte til deres små skridt – ikke dæmonisering og hån. At tale nedsættende om muslimer, krænke deres profet i ytringsfrihedens navn, kalde deres hellige Koran for et djævlens værk og samtidig kræve fuld loyalitet og underkastelse frem for klagesang er den sikre vej til katastrofe. Dalai Lama, buddhisternes spirituelle leder, gjorde for nylig en smuk betragtning om forholdet mellem islam og Vesten. Det skete i et BBC-program 24. september, hvor han deltog sammen med en række andre nobelprismodtagere. Da værten, Zanaib Badawi, hævdede, at terrorisme er et muslimsk fænomen, sagde Dalai Lama: »I den senere tid er jeg som buddhistisk munk blevet forsvarer for islam. Jeg kender personligt mange gode og renhjertede og fornuftige muslimer. Der er nogle få ondsindede mennesker blandt muslimerne, men det er der også blandt kristne og buddhister og hinduer og jøder. Der er blevet skabt et eller andet indtryk af, at muslimer er mere militante. Det er farligt«. Det indtryk, der bekymrer Dalai Lama, er især skabt af, og finder fortsat næring i, de selvoptagede massemedier. I stedet for at leve op til sit offentlige ansvar som neutral nyhedsformidler og meningsdanner har mediemaskinen bevidst valgt at manipulere med information. Det sker for at tjene penge, vinde magt og i sidste ende blive talerør for højrefløjspolitikere. Der er stort behov for muslimske mediecentre, forskningsinstitutioner og udgivelser for at nå ud til menigmand i Europa og levere nødvendig information om den muslimske verdens betydning, dens prægtige kulturer, islam som fredelig religion, forskellige livsstile, pulserende samfund og, frem for alt, de muslimske folks ønske om at leve et anstændigt liv. Sand viden om muslimernes situation vil skabe en følelse af forståelse mellem forskellige muslimske mindretal i Europa og de europæiske flertal. Lande med store muslimske befolkninger og rigdom kan hjælpe de institutioner, der er villige til at tage udfordringen op. Mange arabiske lande, herunder Saudi-Arabien, har investeret massivt i nye moskeer og kulturcentre i forskellige europæiske lande. Hvorfor ikke yde økonomisk støtte til at benytte lokal muslimsk ekspertise? Mange religiøse ledere har meget lidt forståelse for de udfordringer, de muslimske samfund står over for i Vesten. Det er ikke nok at lede bønner, undervise i Koranen og foretage bryllupsvelsignelser. Unge muslimer har brug for rollemodeller, de kan være stolte af, forelægge deres ideer for og blive inspireret af. Den muslimske verden – hvis man kan tale om en sådan størrelse – skal komme med kvalificerede svar på negativ propaganda, som europæiske politikere, religiøse ledere og medier fører mod islam. Vold, trusler og brændende flag giver blot islamofobiske kræfter mere ammunition og bekræfter deres påstand om, at muslimer er intolerante. Hvorfor give dem denne tilfredsstillelse? Hvorfor ikke bevise over for dem, at deres misforståede holdninger er baseret på uvidenhed om de faktiske forhold? Vis verden, at islam er meget mere end skæg og tørklæder. Islam er fredelig sameksistens.