Danmark er et rigt og velmenende land – vi vil gerne gøre godt i verden.

Vores bidrag består i væsentlig grad af en ulandsbistand, der er blandt verdens største (målt i procent af BNI) og en efter vores størrelse substantiel deltagelse i fredsbevarende missioner. Alligevel – og hvor meget vi end gerne vil være med til at påvirke verden til det bedre – må vi også affinde os med, at vi altid vil være en af de mindre aktører. Men vi har også en anden påvirkningsmulighed. Vi har altid forsøgt at bidrage med stærkt fagligt baserede og fornuftige tiltag til diskussionen om verdens problemer og prioriteter. Her betyder vores størrelse langt mindre, fordi det basalt set drejer sig om fokuserede forskningsbidrag. Grundlæggende mener jeg, at en væsentlig del af Danmarks indsats i verden kan og bør være at arbejde for at skabe et klart grundlag for at træffe gode valg. En væsentlig del af den indsats består i at bruge og udbrede redskabet Copenhagen Consensus. Det kan både hjælpe verden, sikre bedre udnyttelse af vores ressourcer og samtidig understrege Danmarks stadige fokus på at forbedre udsigten for de dårligst stillede i verden. Basalt set er Copenhagen Consensus en simpel proces til at opnå en klar og simpel skitse af de bedste løsninger på givne problemer. Det første Copenhagen Consensus-møde blev gennemført af Institut for Miljøvurdering i 2004, da 38 internationale forskere kastede sig ud i debatten om noget så jordnært og samtidig højtflyvende som, hvordan vi bedst kan løse verdens store problemer. Til Copenhagen Consensus-mødet havde ti anerkendte forskere udarbejdet videnskabelige papirer om ti alvorlige problemer fra sult og manglende rent drikkevand til sygdomme og klimaforandringer. De fortalte os om problemernes størrelse og angav de mange mulige løsninger. Men helt afgørende gav de os overslag over, hvor meget hver løsning ville koste, og hvor meget godt den ville gøre. Disse ti forskere kom til København og fremlagde deres resultater. Yderligere tyve fremtrædende forskere var bedt om at opponere mod papirerne. De tyve var også i København. Hertil kommer holdet på otte økonomer, heraf fire nobelpristagere. Dette drømmehold havde til opgave at se på tværs af de ti områder og prioritere de bedste løsninger. Hvorfor lige økonomer? Det er der flere, der har sat spørgsmålstegn ved. Men emnet for Copenhagen Consensus er prioritering, og økonomers ekspertise er økonomisk prioritering. Ligesom klimatologer er bedst til at vurdere klimaet og malariaeksperter ved mest om malaria. Men hvis vi overlod det til klimatologer og malariaeksperter at prioritere mellem tiltag over for drivhuseffekten og tiltag over for smitsomme sygdomme, skal der ikke meget fantasi til at forestille sig, hvad de hver især ville finde vigtigst. Derfor økonomer. Udgangspunktet for Copenhagen Consensus er, at der ikke er midler til alle vores ønsker, og at der derfor hver dag foretages politiske valg. Men i de politiske prioriteringer indgår sjældent en samlet afvejning af effekter og omkostninger ved at løse ét problem i forhold til et andet. Prioriteringen sker ofte i en uigennemskuelig kamp om mediers, befolkningers og politikeres opmærksomhed. Trods gode intentioner er der en stor vilkårlighed i beslutningstagningen. Ideen med Copenhagen Consensus er at bidrage til, at denne vilkårlighed bliver mindre. Vigtige politiske beslutninger bør ikke tages vilkårligt, men basere sig på fakta og viden. Vi bad drømmeholdet om et helt konkret resultat. Om at finde de bedste løsninger. Om at rangordne virkelige løsninger for virkelige mennesker i den virkelige verden. Hvis vi havde 50 milliarder dollar ekstra at gøre godt med, hvilke problemer skulle vi så løse først? Det var det spørgsmål, topøkonomerne skulle besvare. De fik fem dage til gennem en intens faglig diskussion at nå frem til en prioriteret liste over løsninger på verdens store problemer. Måske var det mest imponerende resultat fra den første Copenhagen Consensus, at det lykkedes at opnå konsensus. De otte økonomer var overraskende enige om resultatet. Det positive budskab fra et enigt panel er, at der er meget, vi kan gøre. De bekræftede, at det er en god investering at forbedre vilkårene for verdens milliarder af fattige. Ekspertpanelet nåede frem til, at de bedste løsninger lå inden for hiv/aids, sult, manglende frihandel og malaria. Verden bør først og fremmest satse på at kontrollere hiv/aids. Omkring 28 millioner sygdomstilfælde kan forhindres frem til 2010. Det vil koste 27 milliarder dollar. For hver dollar vi bruger, ville vi gøre omkring 40 dollar godt i verden. Aids er et fremtrædende eksempel på, at det er en god investering at forebygge sygdomme. Nummer to på listen var fejlernæring. Sygdomme, der skyldes mangel på jern, zink, jod og A-vitamin kan afhjælpes ved kosttilskud. Det vil give et exceptionelt højt udbytte i forhold til omkostningerne – for hver dollar investeret vil vi gøre omkring 30 dollar godt. Eksperterne anbefaler, at der investeres 12 milliarder dollar til at afhjælpe dette problem. I dag mangler omkring 3,5 milliarder mennesker jern. Frihandel blev nummer tre på eksperternes liste. Omkostningerne ved at indføre frihandel vil være meget lave. Gevinsterne vil derimod være enorme, op til 2.400 milliarder dollar om året – og halvdelen vil tilgodese den tredje verden. For hver dollar vi investerer, vil vi gøre mere end 15 dollar godt i verden. Kontrol og behandling af malaria kom på en fjerdeplads på topøkonomernes liste. Især blev moskitonet behandlet med insektmiddel fremhævet som en investering, der vil give et meget højt afkast. Ud over sygdomme, sult og frihandel stod tiltag for rent drikkevand og bedre regeringsførelse højt på drømmeholdets liste. Så meget om de bedste løsninger. Men hvad med medaljens anden side, nemlig bunden af listen – de dårlige løsninger? At prioritere er ikke alene svært. Det er også ubehageligt. Fordi en rangordnet liste ikke bare betyder, at der er noget, der kommer øverst på listen, men også at noget kommer nederst. Den tankegang virker stødende på mange. Skal vi da ikke gøre det hele – både løse sultproblemer, stoppe klimaforandringer, undgå krige osv.? Er det ikke ondt at vælge noget fra? Men valg indebærer også fravalg. Eksperterne delte deres liste op i fire kategorier: meget gode løsninger, gode løsninger, acceptable løsninger og dårlige løsninger. I kategorien dårlige løsninger placerede de et af løsningsforslagene for migration, nemlig gæstearbejderprogrammer for ufaglærte. Desuden lå tre forslag til løsninger på klimaforandringer helt i bund. Det gjaldt Kyotoprotokollen og to forslag om skat på CO{-2}. Eksperterne ignorerer ikke, at klimaforandringer er vigtige. Men for verdens fattige lande, som vil blive ramt hårdest af klimaforandringerne, er problemer som hiv/aids, sult og malaria meget mere presserende, og de kan løses mere effektivt. Professor Nancy Stokey fra ekspertpanelet understregede, at klimaforandringer er et alvorligt problem, men at de løsninger, der var foreslået, herunder Kyoto, ikke er effektive. Der er behov for mere velovervejede løsninger, der gavner teknologi, tilpasning og reduktion, og som ikke forsøger at løse et 100-års problem på 10 år. Copenhagen Consensus gør noget så profant som at veje æbler op mod bananer. Men hvordan kan man prioritere på tværs af så forskellige emner som sult og klimaændringer? Vel er det svært, men det er nu engang det, politikerne gør hver dag. Der bliver prioriteret mellem rundkørsler og hjemmehjælp. Mellem skoler og hospitaler. Nogle har også indvendt, at Copenhagen Consensus tager en alt for snæversynet tilgang ved blot at fokusere på, hvilken effekt en løsning har, og hvad den koster. Det er imidlertid interessant, at topøkonomernes prioritering ligger meget tæt på det resultat, som Copenhagen Consensus Ungdomsforum nåede frem til. I alt 80 unge fra 25 lande var på Copenhagen Consensus Youth Forum gennem den samme øvelse som eksperterne. De unge repræsenterede 70 pct. af verdens befolkning. Langt de fleste var fra udviklingslande. De havde det samme materiale som eksperterne. Men de unge så ikke kun på de tørre tal. De inddrog også etiske og humanitære overvejelser. Politiken nedsatte også et lille ekspertpanel i Uganda, som nåede frem til et resultat tæt på Copenhagen Consensus-eksperternes. Det faktum, at økonomernes kølige overblik og de unges entusiastiske diskussioner nåede så ens resultater, giver større tillid til resultaterne fra Copenhagen Consensus 2004, at sygdomme og sult er meget påtrængende problemer. Og med resultatet fra den første globale Copenhagen Consensus viste Danmark altså vejen mod en klarere, bedre og mere effektiv global prioritering. Copenhagen Consensus er derfor en betydningsfuld og brugbar proces, som Danmark kan tilbyde verden i en lang række forskellige versioner. Den ligger også fint i forlængelse af den danske tradition med stærkt fagligt baserede og konsensusprægede bidrag til den internationale diskussion. Vi har allerede involveret FN, som er den største af en lang række internationale organisationer, der forsøger at tackle verdens store problemer. Det er FN’s opgave at løse verdensomspændende opgaver med hensyn til konflikter, sundhed, udvikling, uddannelse og mange andre ting. Samtidig er FN for øjeblikket i store økonomiske og institutionelle vanskeligheder. Først og fremmest har FN mere end vanskeligt ved at få budgetterne til at hænge sammen. For det andet står FN over for at skulle moderniseres, så institutionen bliver mindre bureaukratisk og mere effektiv. Siden FN’s oprettelse i 1945 har generalsekretæren fået ca. 9.000 mandater til at udføre alverdens opgaver i FN’s navn. »Når du siger, at alting har topprioritet, siger du i virkeligheden, at du ingen prioriteter har«. Sådan sagde den amerikanske FN-ambassadør John Bolton i forbindelse med vores første prioriteringsmøde med nogle af FN’s topambassadører i juni 2006, hvor nogle af verdens mest indflydelsesrige lande, såsom Kina, Indien og USA, deltog. Med FN-ambassadørernes deltagelse i Copenhagen Consensus var det første gang, at FN-toppen åbenlyst begav sig i kast med at prioritere. Her er Danmarks indsats for at lave en Copenhagen Consensus altså et værktøj, der kan medvirke til at styrke FN og hjælpe organisationen til at fokusere på de ting, der gør mest nytte i verden. På baggrund af oplæg, diskussioner og grundige overvejelser konkluderede FN-ambassadørerne, at forebyggelse af smitsomme sygdomme, forbedret adgang til vand og kloakering og forbedring af uddannelser bør være verdens vigtigste prioriteter. Skønt udfordringer som migration, korruption og konflikter også er store udfordringer, er det ikke her, verdenssamfundet skal starte indsatsen. Måske lige så vigtigt sagde ambassadørerne også noget om, hvilke indsatser der ikke kom først. FN-ambassadørerne udviste stort mod og anbragte drivhusbeskatning (CO{-2}-skat) og finansiel ustabilitet nederst på prioriteringslisten. Altså en liste, der ikke er ganske ulig den globale prioritering fra 2004. De begejstrede reaktioner fra de deltagende ambassadører viste, at prioritering i en større skala er en farbar vej for FN fremover og en god indsats fra Danmark. Thailands FN-ambassadør, Khunying Laohapan, konkluderede, at »Copenhagen Consensus-metoden kan bidrage til den igangværende reformproces i FN ved at være med til at sikre bedre og mere effektiv udnyttelse af de knappe ressourcer, når verdens presserende udfordringer skal løses«. Over de kommende år vil Copenhagen Consensus Center tilbyde en række forskellige prioriteringsøvelser. I den globale liste anførte økonomerne, hvor vi kan gøre absolut mest godt med pengene. Men det er også klart, at mange prioriteringer finder sted inden for mindre geografiske og tematiske områder. Derfor vil vi i 2007 lave en Copenhagen Consensus for Latinamerika sammen med Den Interamerikanske Udviklingsbank (IDB). Denne konsensus vil identificere kontinentets problemer, løsninger og muligheder. Igen er fokus løsningerne – og omkostninger vejet mod fordele. Nøglespørgsmålet vil igen være: Hvor kunne man bedst anvende f.eks. 50 milliarder dollar til at gøre godt i Latinamerika? At Danmark støtter en sådan proces betyder, at vi vil hjælpe Latinamerika med at engagere politikere, beslutningstagere og befolkninger til at debattere de væsentligste løsninger og anvendelsen af ressourcer, samtidig med at det vil øge omverdenens opmærksomhed og informationen omkring kontinentet. Vi håber også at kunne gennemføre en konsensusproces, der konkret ser på Europas miljø. Naturligvis er der mange problemer uden for Europa, og mange problemer i Europa er ikke miljørelaterede, men vi er også et rigt kontinent, der har valgt at bruge betydelige midler på at forbedre vores miljø. Her vil Copenhagen Consensus-processen fokusere Europas opmærksomhed på de mange mulige miljømæssige løsninger og deres omkostninger og fordele. Vi vil stille kontinentet spørgsmålet: Hvis vi kunne bruge f.eks. 10 milliarder euro ekstra på at forbedre Europas miljø, hvad skulle vi så gøre først? Vi ville naturligvis gerne løse alle problemer, men det er urealistisk. I stedet kan vi spørge os selv, om vi først ville ønske renere drikkevand eller renere havvand; renere luft eller mere skov? Danmarks bidrag til en sådan proces vil igen føre til fornyet fokus på de bedste miljøløsninger og bidrage til, at opmærksomheden på både miljø og økonomi intensiveres. Tilsvarende arbejder vi i flere lande på at lave en landespecifik Copenhagen Consensus – basalt set at kunne hjælpe det enkelte land med at sætte rationelle prioriteter. Igen vil Danmarks støtte betyde, at vi kan øge fokus på bedre brug af ressourcer i enkelte udviklingslande. Og endelig er vi allerede i gang med at gennemføre den næste globale prioriteringsliste i 2008. Ved at Danmark støtter at lave en fornyet Copenhagen Consensus-liste hvert fjerde år, sikrer vi, at verden kan bruge de bedste løsninger, kan bruge den nyeste information om omkostninger og fordele, kan tage højde for, at vi forhåbentlig har løst nogle af de tidligere udfordringer, og samtidig inddrage information om nye udfordringer. Den røde tråd gennem alle disse tiltag er, at Danmark kan være med til at sikre bedre politiske valg gennem klarere økonomiske prioriteringer og dermed være med til at sikre en stærkt faglig og konsensusorienteret forståelse af verdens kommende udfordringer.