0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Et flagskib for forfejlet kulturstrategi

Københavns Teater er et brud med dansk kulturpolitik og kun et fordyrende og forplumrende led i teatersektoren

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I sidste uge var jeg en del af åbningspanelet i Euro-China Theatre Meeting i Beijing.

Lige inden jeg skulle levere et indlæg om ’Teaterstruktur i Europa’ og anbefale, hvordan man opbygger en holdbar, gennemsigtig og fremadskuende teaterstruktur, tjekkede jeg mine sms’er.

»Scherfig har trukket sig ...«. Jeg hviskede denne besked til min sidemand, professor Dragan Klaic, en af Europas mest vidende personer inden for scenekunstlivet. Han trak på skuldrene. Han havde været inviteret til at rådgive Københavns Teater, men som han sagde bagefter: »It was a case of the blind leading the blind ...«.

Ironien kunne næppe være større. Jeg holdt mit indlæg og opfordrede til de højeste standarder, den bedste praksis og de gode managementprincipper inden for den kulturelle sektor – ligesom vi i Norden har opbygget sådan et system gennem mange, mange år.

Eller har vi?

Københavns Teater er plaget af tvivlsomme vurderinger og teaterdirektørudnævnelser. Men miseren afspejler også en dyb krise i vores kulturpolitikeres kulturforståelse og -tænkning, som resulterer i en kynisme og holdningsløs tilstand blandt teaterfolkene selv.

At tale struktur, teaterlovsrevision, formidling i teatersektoren har man gjort i flere årtier uden at være nået til en brugbar løsning. Men en ting kan slås fast: Københavns Teater har ingen berettigelse og er kun et fordyrende og forplumrende led i teatersektoren. Det har flere sagt før mig – Jørn Langsted, Aarhus Universitet, Bjørn Lense-Møller, tidl. formand for Teaterrådet m.fl.

I en situation, hvor der ikke findes en naturlig autoritet, er man ’normalt’ tvunget til at manifestere sin magt og position ved at svinge pisken. Man skaber uro og tvivl for at kunne genskabe roen (Betty Nansen- og Nørrebros Teater-metoden). Man skaber forventninger ved at sløre fremtiden (Teater X- metoden). Men allerførst skal man skabe en forestilling om, at tingene kører dårligt, og at der er alt for mange (forkerte) teatre. Derfor skal man reducere både udbuddet og bredden (Rialto- og Gladsaxe-metoden).

Hele processen skulle vise behovet for Københavns Teater som institution og ikke, hvordan man skaber behov for de københavnske teatre. Det er som taget ud af en managementopskrift for en nystartet virksomhed, for sådan er Københavns Teater jo blevet defineret – af formanden og af bestyrelsen.

Der er skabt ’sammentænkning’ og synergi, fælles markedsføring for fembanden. Mens alle andre teatre i hovedstaden må klare sig selv – på langt ringere præmisser! De fem datterselskaber får hver en bestyrelse udpeget af KT og med KT-direktør Steen Pade som medlem i stedet for at have selvstændige bestyrelser. Dette understreger blot, at alle skal være afhængige af KT’s direktion og ledelse.

Dette er et klart brud på god praksis i europæisk og dansk kulturpolitik, som ellers har til hensigt at sikre det såkaldte »dobbelte armslængde-princip« mellem politikere og den mellemliggende institution (i dette tilfælde KT) og videre mellem denne institution og den endelige modtagerinstitution. Men hvad skal scenernes egne bestyrelser have ansvar for? Vil teaterlederne overhovedet føle sig ansvarlige over for en bestyrelse, der ikke engang har ansat dem? Der er lagt op til en herlig forvirring, som kun kan forplumre vandene yderligere.

En anden plan fra KT har allerede vist sig urealistisk. Eksterne investorer skulle tiltrækkes via de kommende teaterledere. Princippet om en blandet finansieret institution er en interessant idé, men måden det blev tacklet på er endnu et eksempel på, at der ikke vises forståelse for de erfaringer, man gør sig i den slags samfinansieringsmodeller som under Kulturby 96, H.C. Andersen 2005-fonden med videre.

En tredje kongstanke har været at drive flere teatre under en hat for at rationalisere – og det i en tid, hvor man endelig tænker på at adskille kunstarterne på nationalscenen. Hvorfor slå Folketeatret og Det Danske Teater (turneteater) sammen og tilmed placere Dansk Danseteater her? Hvorfor sammenlægge børne- og voksenteater? Hvorfor overhovedet lægge alle de store københavnske teatre ind under en hat – Københavns Teater? Er det ikke omvendt logik?

Det Danske Teater kunne i princippet placeres mange steder. Man kunne eksempelvis skabe et nyt kraftcenter i Ørestaden eller i Valbys flere tusinde kvadratmeter lokaler i spændende bygninger. Man kunne gå til Helsingør, hvor et nyt kulturcenter er ved at se dagens lys. Hvorfor skal der mere til København K, hvor der i forvejen mangler værksteder, prøverum og så videre? Særligt med tanke på, at Folketeatret kan fungere glimrende uden en påklistret og misforstået koncernstrategi – en varehustankegang, som hverken gavner kunden, kunsten eller byen.

I en tidsalder, hvor alle råber op om et nyt publikum og nye offentlige rum i ’metropolen’, går man omvendt til værks og kryber inden for voldene for at hytte sig sammen. Ligesom der hverken tales om bydele eller byfolk, findes der heller ikke et ord i KT’s strategipapir om det flerkulturelle. Man gør meget ud af kvindelige ledere og en satsning på det yngre publikum, men ikke et ord om at sikre en profil, der forholder sig til befolkningsgrupper med andre etniske baggrunde. Sikke et fremsyn, at vi nu tager kvindesagen op igen ... og igen, ligesom Århus Festuge! Er det udtryk for sammentænkning, eller er det bare dårligt tænkt?

Københavns Teater er arvtageren af det nok suverænt dårligst drevne offentlige kulturstøtteorgan vi kender, nemlig Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab. Dengang var DST et nødvendigt onde, da konstruktionen byggede på fælles bidrag fra stat, kommuner og amtskommuner, selv om der kom en strøm af dårlige nyheder fra DST med ledelseskriser, publikumskriser og budgetkriser, ligesom der var tale om direktører, der sikrede sig yderst komfortable andele af kagen ved at medvirke i egne forestillinger på egne scener for yderligere aflønninger eller simpelthen tog overskuddet med sig som Dr. Dante i sin tid.

Nu finansieres Københavns Teater udelukkende af staten. Med 100 millioner kroner til at investere i fem teatre er der skabt en monopollignende situation for teatermidlerne i København. Dette beløb skal ses i forhold til Københavns Kommunes 20 millioner kroner og Kunstrådets midler. Staten finansierer desuden mastodonten i dansk teaterliv, Det Kgl. Teater, med 350 millioner kroner årligt. At Det Kgl. skal udbyde 50 procent flere pladser fra næste år, giver enhver teaterledelse grå hår i hovedet og forstærker desuden en situation, hvor stadigt flere offentlige midler til kunsten bruges på markedsføring.

KT vil også tiltrække flere kunder, selv om dets udspil til konkret handling gennem de nye teaterchefer nok vil betyde det modsatte. En heftig markedsføringskampagne er imidlertid givet. Og det på bekostning af alle de små teatre og scenekunstprojekter i hele Storkøbenhavn. Derfor kommer der en berettiget modreaktion fra hele 25 mindre teatervirksomheder i København. De risikerer simpelthen at forbløde, hvis Det Kgl. Teater og Københavns Teater skal realisere deres oppustede ambitioner.

Statens eget udvalg for teater har cirka 20 millioner, svarende til et af de fem KT-teatre. At flere af disse teaterprojekter med støtte fra Scenekunstudvalget kommer til at spille på de nye KT-scener eller ender på Det Kgl. Teater, bakker kun op om centraliseringen af dansk teater. Således ender man med at bevilge endnu flere penge til de teatre, som i forvejen er begunstigede med enorme budgetter.

Hvor er sammentænkningen med Københavns Kommune og de små storbyteatre som Café Teatret, Kaleidoskop, Husets Teater m.fl., og hvor er sammentænkningen med statens eget Kunstråd og dets Scenekunstudvalg? I en tid, hvor kommunen desperat forsøger at holde gang i fem mindre scener, virker mulighederne for støtte fra Kunstrådets Scenekunstudvalg til de mange uafhængige ensembler og projekter både tragikomisk og impotent, da man her har cirka 7 millioner kroner til at tilgodese et væld af nye ideer.

Tilmed skal man frygte, at der skabes politisk flertal for at nedlægge Kunstrådets tværgående puljer under de igangværende finanslovsforhandlinger. En pulje, hvorigennem Kunstrådet netop har mulighed for at kompensere en smule over for de nye genrer som nyt cirkus, nye medier, stedsspecifikke projekter, det internationale med mere. Kunstrådet og dets udvalg risikerer at blive aldeles handlingslammet i forhold til alt andet end dansk børneteater og moderne dans.

Der mangler sammentænkning. Der mangler reel dialog, hvor man ikke blot lader Det Kgl. Teater og nu også Københavns Teater køre uden refleksioner over, hvordan det påvirker resten af teaterlivet. I a