I sidste uge var jeg en del af åbningspanelet i Euro-China Theatre Meeting i Beijing.

Lige inden jeg skulle levere et indlæg om ’Teaterstruktur i Europa’ og anbefale, hvordan man opbygger en holdbar, gennemsigtig og fremadskuende teaterstruktur, tjekkede jeg mine sms’er. »Scherfig har trukket sig ...«. Jeg hviskede denne besked til min sidemand, professor Dragan Klaic, en af Europas mest vidende personer inden for scenekunstlivet. Han trak på skuldrene. Han havde været inviteret til at rådgive Københavns Teater, men som han sagde bagefter: »It was a case of the blind leading the blind ...«. Ironien kunne næppe være større. Jeg holdt mit indlæg og opfordrede til de højeste standarder, den bedste praksis og de gode managementprincipper inden for den kulturelle sektor – ligesom vi i Norden har opbygget sådan et system gennem mange, mange år. Eller har vi? Københavns Teater er plaget af tvivlsomme vurderinger og teaterdirektørudnævnelser. Men miseren afspejler også en dyb krise i vores kulturpolitikeres kulturforståelse og -tænkning, som resulterer i en kynisme og holdningsløs tilstand blandt teaterfolkene selv. At tale struktur, teaterlovsrevision, formidling i teatersektoren har man gjort i flere årtier uden at være nået til en brugbar løsning. Men en ting kan slås fast: Københavns Teater har ingen berettigelse og er kun et fordyrende og forplumrende led i teatersektoren. Det har flere sagt før mig – Jørn Langsted, Aarhus Universitet, Bjørn Lense-Møller, tidl. formand for Teaterrådet m.fl. I en situation, hvor der ikke findes en naturlig autoritet, er man ’normalt’ tvunget til at manifestere sin magt og position ved at svinge pisken. Man skaber uro og tvivl for at kunne genskabe roen (Betty Nansen- og Nørrebros Teater-metoden). Man skaber forventninger ved at sløre fremtiden (Teater X- metoden). Men allerførst skal man skabe en forestilling om, at tingene kører dårligt, og at der er alt for mange (forkerte) teatre. Derfor skal man reducere både udbuddet og bredden (Rialto- og Gladsaxe-metoden). Hele processen skulle vise behovet for Københavns Teater som institution og ikke, hvordan man skaber behov for de københavnske teatre. Det er som taget ud af en managementopskrift for en nystartet virksomhed, for sådan er Københavns Teater jo blevet defineret – af formanden og af bestyrelsen. Der er skabt ’sammentænkning’ og synergi, fælles markedsføring for fembanden. Mens alle andre teatre i hovedstaden må klare sig selv – på langt ringere præmisser! De fem datterselskaber får hver en bestyrelse udpeget af KT og med KT-direktør Steen Pade som medlem i stedet for at have selvstændige bestyrelser. Dette understreger blot, at alle skal være afhængige af KT’s direktion og ledelse. Dette er et klart brud på god praksis i europæisk og dansk kulturpolitik, som ellers har til hensigt at sikre det såkaldte »dobbelte armslængde-princip« mellem politikere og den mellemliggende institution (i dette tilfælde KT) og videre mellem denne institution og den endelige modtagerinstitution. Men hvad skal scenernes egne bestyrelser have ansvar for? Vil teaterlederne overhovedet føle sig ansvarlige over for en bestyrelse, der ikke engang har ansat dem? Der er lagt op til en herlig forvirring, som kun kan forplumre vandene yderligere. En anden plan fra KT har allerede vist sig urealistisk. Eksterne investorer skulle tiltrækkes via de kommende teaterledere. Princippet om en blandet finansieret institution er en interessant idé, men måden det blev tacklet på er endnu et eksempel på, at der ikke vises forståelse for de erfaringer, man gør sig i den slags samfinansieringsmodeller som under Kulturby 96, H.C. Andersen 2005-fonden med videre. En tredje kongstanke har været at drive flere teatre under en hat for at rationalisere – og det i en tid, hvor man endelig tænker på at adskille kunstarterne på nationalscenen. Hvorfor slå Folketeatret og Det Danske Teater (turneteater) sammen og tilmed placere Dansk Danseteater her? Hvorfor sammenlægge børne- og voksenteater? Hvorfor overhovedet lægge alle de store københavnske teatre ind under en hat – Københavns Teater? Er det ikke omvendt logik? Det Danske Teater kunne i princippet placeres mange steder. Man kunne eksempelvis skabe et nyt kraftcenter i Ørestaden eller i Valbys flere tusinde kvadratmeter lokaler i spændende bygninger. Man kunne gå til Helsingør, hvor et nyt kulturcenter er ved at se dagens lys. Hvorfor skal der mere til København K, hvor der i forvejen mangler værksteder, prøverum og så videre? Særligt med tanke på, at Folketeatret kan fungere glimrende uden en påklistret og misforstået koncernstrategi – en varehustankegang, som hverken gavner kunden, kunsten eller byen. I en tidsalder, hvor alle råber op om et nyt publikum og nye offentlige rum i ’metropolen’, går man omvendt til værks og kryber inden for voldene for at hytte sig sammen. Ligesom der hverken tales om bydele eller byfolk, findes der heller ikke et ord i KT’s strategipapir om det flerkulturelle. Man gør meget ud af kvindelige ledere og en satsning på det yngre publikum, men ikke et ord om at sikre en profil, der forholder sig til befolkningsgrupper med andre etniske baggrunde. Sikke et fremsyn, at vi nu tager kvindesagen op igen ... og igen, ligesom Århus Festuge! Er det udtryk for sammentænkning, eller er det bare dårligt tænkt? Københavns Teater er arvtageren af det nok suverænt dårligst drevne offentlige kulturstøtteorgan vi kender, nemlig Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab. Dengang var DST et nødvendigt onde, da konstruktionen byggede på fælles bidrag fra stat, kommuner og amtskommuner, selv om der kom en strøm af dårlige nyheder fra DST med ledelseskriser, publikumskriser og budgetkriser, ligesom der var tale om direktører, der sikrede sig yderst komfortable andele af kagen ved at medvirke i egne forestillinger på egne scener for yderligere aflønninger eller simpelthen tog overskuddet med sig som Dr. Dante i sin tid. Nu finansieres Københavns Teater udelukkende af staten. Med 100 millioner kroner til at investere i fem teatre er der skabt en monopollignende situation for teatermidlerne i København. Dette beløb skal ses i forhold til Københavns Kommunes 20 millioner kroner og Kunstrådets midler. Staten finansierer desuden mastodonten i dansk teaterliv, Det Kgl. Teater, med 350 millioner kroner årligt. At Det Kgl. skal udbyde 50 procent flere pladser fra næste år, giver enhver teaterledelse grå hår i hovedet og forstærker desuden en situation, hvor stadigt flere offentlige midler til kunsten bruges på markedsføring. KT vil også tiltrække flere kunder, selv om dets udspil til konkret handling gennem de nye teaterchefer nok vil betyde det modsatte. En heftig markedsføringskampagne er imidlertid givet. Og det på bekostning af alle de små teatre og scenekunstprojekter i hele Storkøbenhavn. Derfor kommer der en berettiget modreaktion fra hele 25 mindre teatervirksomheder i København. De risikerer simpelthen at forbløde, hvis Det Kgl. Teater og Københavns Teater skal realisere deres oppustede ambitioner. Statens eget udvalg for teater har cirka 20 millioner, svarende til et af de fem KT-teatre. At flere af disse teaterprojekter med støtte fra Scenekunstudvalget kommer til at spille på de nye KT-scener eller ender på Det Kgl. Teater, bakker kun op om centraliseringen af dansk teater. Således ender man med at bevilge endnu flere penge til de teatre, som i forvejen er begunstigede med enorme budgetter. Hvor er sammentænkningen med Københavns Kommune og de små storbyteatre som Café Teatret, Kaleidoskop, Husets Teater m.fl., og hvor er sammentænkningen med statens eget Kunstråd og dets Scenekunstudvalg? I en tid, hvor kommunen desperat forsøger at holde gang i fem mindre scener, virker mulighederne for støtte fra Kunstrådets Scenekunstudvalg til de mange uafhængige ensembler og projekter både tragikomisk og impotent, da man her har cirka 7 millioner kroner til at tilgodese et væld af nye ideer. Tilmed skal man frygte, at der skabes politisk flertal for at nedlægge Kunstrådets tværgående puljer under de igangværende finanslovsforhandlinger. En pulje, hvorigennem Kunstrådet netop har mulighed for at kompensere en smule over for de nye genrer som nyt cirkus, nye medier, stedsspecifikke projekter, det internationale med mere. Kunstrådet og dets udvalg risikerer at blive aldeles handlingslammet i forhold til alt andet end dansk børneteater og moderne dans. Der mangler sammentænkning. Der mangler reel dialog, hvor man ikke blot lader Det Kgl. Teater og nu også Københavns Teater køre uden refleksioner over, hvordan det påvirker resten af teaterlivet. I alt for mange år har man i dansk teaterpolitik talt for at bevare og beskytte særlige kasser for først og fremmest egen vindings skyld. Nu står vi med et væld af konstruktioner, der reelt gør det umuligt at sammentænke og skabe synergi. Derved styres kunsten, frem for at kunsten styrer. KT er en pengekasse, der skal bevise, at der er behov for et nyt mellemlag mellem det politiske og det kunstneriske liv. Men dette behov eksisterer ikke. Giv i stedet midler til Kunstrådet og dets Scenekunstudvalg og skab mulighed for en reel forbindelse mellem det statslige, det kommunale og det helt nye, der p.t. står helt udenfor. Scenekunstudvalget er tvunget til at vælge ufatteligt mange fra på trods af berettigede forventninger om støtte til professionelle og interessante forestillinger og nyskabelser – mens teatre under KT blot kan vælge til i absolut frihed. Hvorfor er der et så graverende misforhold? Dansk kulturliv mangler ikke penge, men der mangler i den grad virkelighedssans og situationsfornemmelse. Så meget om det strukturelle – nu til processen og beslutningsprocessen. Meget er blevet skrevet om det odiøse i, at Langdal og Hartmann er blevet gået. Hermed tilkendegives igen, at KT er en forkert institution set ud fra såvel et teater-/kunstpolitisk synspunkt som ud fra et publikumssynspunkt. Men ikke nok med det. Direktøren for KT, Steen Pade, regnede også med at kunne tilbyde Ulrika Josephsson og Lars Norén projektet C:ntact, som er et helt selvstændigt og selvfinansieret projekt. I øvrigt det eneste større tiltag inden for dansk teaterliv, som er skabt for at give det flerkulturelle og teatret mulighed for at mødes. Det siges, at KT tilbød teatret til det svenske par for at få »kabalen« til at gå op, selv om de faktisk havde søgt Teater X. I så fald er det ikke alene odiøst, men muligvis i strid med almindelig forvaltningspraksis, ligesom det muligvis er tilfældet ved andre scener. De kraftige indicier på, at det forholder sig sådan omkring udnævnelserne, lugter af procedurefejl, der som minimum skaber krav til dokumentation. Men den udprægede skepsis over for Københavns Teater og dermed det dårlige ry, allerede inden der bliver sat noget på scenen, kan man faktisk kun komme til livs ved at lade hele ansøgningsprocessen gå om. Heldigvis har det svenske direktørpar selv sagt fra, for ellers ville det være endnu et eksempel på den opportunisme, hvor man indvilger i at lade kolleger blive politisk slagtet ved at overdrage et teater til nogen, der ikke har søgt det, blot for at komme af med den siddende direktion. Tidligere er dette politiske greb dog foretaget med held. Københavns Kommune tilbød i 2005 Kaleidoskop at overtage Kanonhallen i tillæg til scenen på Nørrebrogade samt forhøjede driftsmidler på 8 millioner kroner. Det skete, uden at Kaleidoskop havde ansøgt om at få Kanonhallen, og ydermere uden at Københavns Kommune havde lejekontrakten for Kanonhallen. Som bekendt lykkedes manøvren her, og Kaleidoskop overtog scenen. Det har man åbenbart ment kunne skabe præcedens. Alt foregik bag lukkede døre. Men kommunen sagde dog, at Kanonhallen skulle relanceres for at sikre flere tilskuere og flere aktiviteter. Virkeligheden var, at kommunen ikke havde flere midler til at støtte Kaleidoskops egne ambitioner, som ikke kunne rummes i det lille teater på Nørrebrogade, selv om publikum sagtens kunne finde plads på de cirka 100 sæder, der kørte med underskud. Allerede på dette tidspunkt var det almindelig viden i Københavns teaterliv, at deres satsning med Wilson (initieret af Kulturbroen) havde skabt økonomiske problemer. At det nu kommer frem, at Kaleidoskop har et underskud på 4,5 millioner kroner efter deres ’Havfruen’-satsning (initieret af H.C. Andersen-fonden), er heller ingen overraskelse. Den største overraskelse må være, at hverken Kaleidoskops bestyrelse, Københavns Kommune eller Københavns Teater tilsyneladende kendte til et underskud, der ellers var almindeligt kendt i branchen. At underskuddet har noget at gøre med overtagelsen af Kanonhallen er helt udelukket. Det forholder sig helt omvendt. Teatret ’betalte’ 750.000 kroner ud af deres forøgede støtte på 2,5 millioner kroner for at drive Kanonhallen i det første halve år. Underskuddet fra Kaleidoskops egen drift og tidligere projekter må derfor have været langt større end opgivet, hvis de ikke havde overtaget Kanonhallen og den forøgede støtte. Hvordan et teater dels kan acceptere at slagte et andet teater på denne måde, er uforståeligt. Men at man tilmed bruger situationen til at bortforklare sin økonomiske deroute, er helt uacceptabelt. Mette Hvid Davidsen, som var producent og souschef på Kaleidoskop og desuden ansvarlig for teatrets økonomi, ’hoppede’ imidlertid fra Kaleidoskop få uger inden, ansøgningen til Teater X skulle afleveres, og fik tilbudt Teater X. Hun udtalte efterfølgende til Politiken: »Jeg gjorde mit bedste«. Hos KT udtalte direktøren Steen Pade: »Vi udsætter den endelige beslutning i en uge for at undgå en ny Anna Kastberg-sag«. Ja, nemlig! Men man fik den alligevel – her bare med papirer på, at man var inkompetent til at styre et teater af de dimensioner. Når de to skitserede forløb knyttes sammen her, skyldes det, at de begge handler om de personsammenfald, der er ved at maltraktere Københavns teaterliv. I det hele taget foregår alle disse beslutningsprocesser om en stor portion skattepenge og en enorm andel af teaterbevillingerne i København i et uoplyst rum, hvor strategiske overvejelser og personlige interesser sammenflettes, og hvor bureaukratisk inkompetence og manglende etik dominerer. Uden at gå op i flere af de mange iøjnefaldende detaljer for disse to sager er det vigtigt at fastholde, at denne sag ikke må lukkes, blot fordi der nu er udpeget en sympatisk person som formand for KT, og Langdal og Hartmann måske er tilbage i deres sæder. Damage control er kun af kosmetisk karakter. Det er på tide, at vi offentligt beder de ansvarlige politikere om at besinde sig og ikke træffe usikre og uovervejede beslutninger, når det gælder strukturer og personer, der skal styre det danske teaterliv. Vi må offentligt bede kunstnere og kulturledere om at lade være med at spille med, når der uddeles urene kort. Og vi må bede kritiske kulturjournalister om at beskæftige sig med kultur og kunstpolitisk relevante sager i stedet for at være besat af madopskrifter og sjove artikler om stjerner.