Sara Jensen er midt i tyverne.

Barndomshjemmet var ikke ligefrem tapetseret med bogreoler, men Sara fik en glimrende studentereksamen. Og nu vil hun læse videre. For familien er det lidt af et spring. Far er maskinarbejder, og mor er kontoruddannet, så videregående uddannelse er en helt anden verden. Alligevel bakker de Sara op. »Du skal bruge dit gode hoved«, siger mor stolt. Sara vil uddanne sig til sygeplejerske. En videregående uddannelse, men samtidig noget konkret, der handler om mennesker. Egentlig har hun haft noget med sygeplejersker, lige siden hun som barn lå på hospitalet med blindtarmsbetændelse. Uddannelsen bliver imidlertid en ubehagelig overraskelse. Det sundhedsfaglige er ikke problemet. Men hvad skal de dog med Habermas og Foucaults teorier? Med videnskabsteori og diskursanalyse? Sara har svært ved det, og forældrene ryster opgivende på hovedet. »Akademikere – dem har Fanden skabt«, udbryder far. Sara Jensen er et tænkt eksempel, men desværre typisk for mange unge. I sensommeren satte Politiken på forbilledlig vis fokus på problemerne i sygeplejeuddannelsen, som ifølge kritikere er blevet »akademiseret«. I virkeligheden er dette kun toppen af isbjerget. Store dele af uddannelsessystemet er præget af en tilsvarende elitær kultur, der fastholder den sociale skævhed i adgangen til uddannelse. Med sommerens velfærdsaftale vedtog et bredt flertal i Folketinget nogle nødvendige – men også vidtrækkende – uddannelsespolitiske mål: 95 procent af de unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Og mindst 50 procent skal tage en videregående uddannelse. Dette er nødvendigt, hvis danskerne skal rustes til globaliseringens skarpe konkurrence, fremhæves det. Og vi er helt enige. Spørgsmålet er bare, hvordan de ambitiøse mål gøres til virkelighed. 95 procent af de unge med akademikerbaggrund tager allerede i dag en ungdomsuddannelse, og mere end to tredjedele fortsætter i videregående uddannelse. Det er ikke hér, vi finder et yderligere potentiale. Hvis de politiske mål skal blive virkelighed, må der frem for alt mere uddannelse til Sara Jensen og Co. – til de unge, der er længere væk fra uddannelsessystemet, socialt og kulturelt. Det er de faglærte og ufaglærte arbejderes børn, der ikke bare skal gennemføre en ungdomsuddannelse, men også i langt større omfang tage en videregående uddannelse. Og det sker ikke uden et opgør med den elitære kultur, der udgør en snubletråd for mange unge fra ikke-boglige miljøer. Frafaldet på flere af de mellemlange uddannelser taler deres eget tydelige sprog. En nyligt publiceret rapport fra Undervisningsministeriet viser, at sygeplejersker er blandt de såkaldte professionsbachelorer, der har størst frafald. Mere end en tredjedel af en årgang sygeplejeelever stopper før tiden. Læreruddannelsen har en lignende frafaldsprocent. Næsten halvdelen af den teoretiske undervisning på sygeplejestudiet er i samfundsvidenskab og humaniora; videnskabsteori, forskningsmetode, religion, etik, filosofi, psykologi, pædagogik, kommunikation, sociologi, antropologi, organisation, ledelse og jura. Disse emner fylder således næsten lige så meget som den sundhedsfaglige teori. Samtidig spiller teoretisk læsestof og overvejelser om ’ansvar for egen læring’ nu en langt større rolle i de perioder, hvor eleverne er i praktik på sygehusene og egentlig burde hellige sig det daglige arbejde med patienter og kolleger. Sygehusene oplever, at de studerende hele tiden bliver trukket væk fra den daglige praksis. Læreruddannelsen drejer sig også mere og mere om alt andet end de fag, som den nyuddannede lærer skal ud at undervise i. Med de fire linjefag, som læreruddannelsen rummer for øjeblikket, plus den megen teoretiske pædagogik – og en i virkeligheden meget beskeden praktisk erfaring – forlader den nyuddannede lærer seminariet med en faglig viden i sit linjefag, der svarer til et gymnasialt B-niveau – i bedste fald et gymnasialt A-niveau. Det er ikke nogen imponerende faglig ballast at have med sig ud i den store verden. For som en klog mand engang sagde: Når man først står deroppe ved tavlen, er det ikke nok at kunne dobbelt så meget som de elever, man skal undervise. Man skal kunne ti gange så meget!! I de seneste 30 år er det lykkedes for dele af den pædagogiske elite inden for humaniora og samfundsvidenskab at redefinere indholdet af en lang række uddannelser. Fra folkeskolen og hele vejen op. Senest er turen kommet til gymnasiet og hf. Disse uddannelser – og en række mellemuddannelser – har udviklet sig fra at være klart defineret, med baggrund i en lang faglig tradition, til i større og større udstrækning at beskæftige sig med læring, teoretisk metode og brede kompetencer i almindelighed. Samtidig er konkrete og praktiske sider af uddannelserne blevet svækket. Dette præger projektarbejdet helt ned i folkeskolens ældste klasser. Større projektopgaver skal ofte ledsages af lange redegørelser om perspektivering, emnevalg og metode – noget, man tidligere forbandt med opgaver på universitetet. Mange steder tæller de pseudoakademiske overvejelser lige så meget som de konkrete resultater, eleven får ud af projektet. Baggrunden er et uddannelsessyn, hvor al læring sker ved skrivebordet, og praksis ikke har nogen værdi i sig selv. Endvidere er uddannelserne i højere grad blevet elevernes egne individualiserede identitetsskabende projekter, hvor de respektive uddannelser skal tilpasse sig ’den ny ungdom’ i det postmoderne samfund. For eleverne er jo konstant i forandring og må »skabe sig selv og en forståelse af deres omverden hele tiden«, som det for nogle år siden hed i en publikation fra Undervisningsministeriet. Et godt eksempel er den store Reform 2000 inden for erhvervsuddannelserne, der i sin tid blev gennemført af daværende undervisningsminister Margrethe Vestager (R). Der blev i forbindelse med lanceringen af reformen talt om, at fokus skulle skifte fra undervisning til læring, at man skulle se »eleven som didaktiker«, og at eleven skal tage »ansvar for egen læring«. Grundforløbet på erhvervsuddannelserne er splittet op i en lang række små moduler af fem ugers varighed, så hver enkelt elev kan stykke sit helt eget individuelle forløb sammen på baggrund af sin ’personlige udviklingsplan’. Resultatet er, at frafaldet på erhvervsuddannelserne er eksploderet i de senere år. Mange af de unge kan ikke overskue de mange valgmuligheder, og med det individualiserede forløb har de ikke længere det tætte kammeratskab i en stamklasse. De mangler venner og gode kammerater, hvis undervisningen bliver kedelig, eller der er sociale problemer på hjemmefronten. De kommende års gyser bliver utvivlsomt, når vi får syn for konsekvenserne af den gymnasie- og hf-reform, som netop er sat i søen. En stor undersøgelse blandt gymnasielærerne, som for nylig er publiceret i Gymnasieskolen, viser, at gymnasielærerne frygter for fagligheden efter reformen. Og sikkert med god grund. Omkostningerne ved denne uddannelseskultur har vi allerede – for folkeskolens vedkommende – fået dokumenteret i de store PISA-undersøgelser. Som bekendt er danske skoleelever verdensmestre i at samarbejde. Og de er mere kreative end unge andre steder i verden. Men mange forlader til gengæld folkeskolen uden de læsefærdigheder, der er nødvendige i ungdomsuddannelserne og på arbejdsmarkedet. Ligesom der er meget store mangler i f.eks. matematik og naturfag. De, der bliver hårdest ramt, er de elever, der har store faglige problemer – og som ikke kan hente støtte derhjemme. Mor og far kan ikke hjælpe, for de har ikke en længere boglig uddannelse. Faglighed og faste rammer bliver ofret til fordel for bløde kompetencer og ’ansvar for egen læring’. En undervisningsform, der er ensidigt indrettet efter den tredjedel af eleverne, som har forældre med lange og mellemlange boglige uddannelser – hvor forældrene om nødvendigt kan rette op på skolens mangler. I virkeligheden gør den samme problematik sig gældende for sygeplejerskerne og lærerne, som den seneste tids debat så tydeligt viser. Når man nedprioriterer faglighed og praksis og erstatter det med noget andet, så får man muligvis nogle mindre gevinster. Til gengæld er de faglige omkostninger meget store. Fra sygehusene lyder det i dag, at nyuddannede sygeplejersker er usikre på de mest elementære opgaver, såsom at skifte bandage og tage et blodtryk. I kommunerne klager man over stigende efteruddannelsesomkostninger til nyuddannede lærere. Mange nyuddannede lærere har simpelthen for store elementære mangler, når de forlader seminariet. Alt for mange er ikke fortrolige med deres fag, fordi læreruddannelsen handler om alt muligt andet. Flere og flere nyuddannede lærere er ved at slide sig selv op allerede de første år ude på skolerne, fordi de ikke er klædt ordentligt på til det job, som de træder ud i. Mange hundrede siders teoretisk pædagogik ændrer ikke på det faktum, at de i løbet af 4 års uddannelse kun har haft 4 1/2 måneds praktik – i et hav af fag – spredt ud på en lang række korte forløb. Det giver ikke de unge lærerstuderende den ro og praktiske erfaring, der skal til, før de slippes løs i folkeskolen. Udviklingen i uddannelseskulturen har medført, at en blanding af individualisering og en blød form for humaniora har sejret sig ihjel. Resultatet er et uddannelsessystem, der er en behagelig tumleplads for den højere middelklasses velstimulerede børn, men fremmedgør unge fra ikke-boglige miljøer. Der er brug for et paradigmeskifte på tre felter: 1) Balancen skal forskydes fra individualisering til fællesskab – mest akut på erhvervsuddannelserne. 2) Fagligheden skal sættes i centrum. 3) Der skal lægges større vægt på praktik og projekter, som tager udgangspunkt i konkrete problemer. Til gengæld må der ryddes ud i nogle af de mange pseudoakademiske udenomsværker, der præger uddannelsessystemet lige fra folkeskolen til mellemuddannelser som lærere og sygeplejersker. Kulturen i uddannelsessystemet er et produkt af de store forandringer, der prægede systemet fra 1970’erne og frem. Frem til 1960’erne var uddannelsessystemet stadig domineret af det klassiske borgerlige dannelsesideal. Et ideal, der lagde vægt på udenadslære, respekt for autoriteter og nogle ydre symboler på dannelse, som havde rødder tilbage i middelalderens latinskoler. Da vi gik i skole i 1960’erne, sagde man stadig ’De’ til læreren og rejste sig, når han kom ind i klasselokalet. Og adgangsbilletten til det sproglige gymnasium var den lille latinprøve – en meget konkret overlevering fra latinskolerne. Ungdomsoprøret var i høj grad et oprør mod denne gammeldags borgerlige dannelse. Samtidig var 1960’ernes og 1970’ernes politiske debat præget af et massivt ønske om større lighed i uddannelsessystemet. Et stykke af vejen gik de to bestræbelser op i en højere enhed. Man antog, at uddannelsessystemet ville blive mere tilgængeligt for arbejderklassens børn, når kulturen i systemet ikke længere var styret af borgerskabets sociale koder. Hvis pædagogik og omgangsformer blev demokratiseret, ville den sociale sammensætning også blive det – troede man. Det skete bare ikke. Vi fik et mere utvunget forhold mellem lærere og elever – og heldigvis for det. Vi kan også glæde os over undervisningsformer, der lægger større vægt på elevernes medleven og engagement. Alligevel er der stadig en massiv social skævhed i uddannelsessystemet, og den grundlægges allerede i folkeskolen. Analyser viser, at mens en ung med akademikerbaggrund i gennemsnit får 9 til folkeskolens afgangsprøve, opnår sidekammeraten med ufaglærte forældre kun 7,6 i snit. Altså en socialt betinget forskel på næsten halvanden karakter! Problemet er, at ’nissen flyttede med’ – at den klassiske borgerlige dannelse blev erstattet af en anden uddannelseskultur, der er lige så elitær. I dag kan den veltilpassede elev fra den højere middelklasse ikke score billige point hos læreren med pæne manerer og latinske verber, men med lange pseudoakademiske remser om perspektivering og diskursanalyse. De sociale koder stammer ligesom før fra eliten; det gamle borgerskab har bare tabt terræn til ’den kreative klasse’ – den del af videnssamfundets sociale elite, der ikke bygger sin magt på økonomi, men på lange uddannelser og positioner i toppen af samfundets hierarki. Whiskyen er skiftet ud med caffelatte og bankdirektør Varnæs erstattet af kreative reklamekonsulenter og progressive mediefolk – for børn fra samfundets brede lag er det imidlertid stadig ’de andres’ kultur, der præger uddannelsessystemet. For Sara Jensen og Co. er mødet med skolekulturen fortsat et møde med en fremmed verden. Undervisningsministeren bør nedsætte en kommission, der går hele uddannelseskulturen efter i sømmene. Kulturen må i højere grad tage udgangspunkt i de to tredjedele af de unge, der ikke kommer fra hjem med lange eller mellemlange boglige uddannelser. Det er Brian med den enlige mor, der skal gennemføre en ungdomsuddannelse – og unge som Sara Jensen, der ikke må falde fra på de videregående uddannelser. Hvis der ikke bliver rum til dem, kan vi godt glemme alle de fine ord om uddannelse til alle.