Jeg døde for nylig.

Jeg var totalt væk i 5 minutter, men et tilfælde gjorde, at jeg blev hevet tilbage igen, og nu tænker jeg, at der nok er mange, der gerne vil vide, hvordan det er at dø. Måske især de, der er bange for det. Et syndigt levned har svækket mit hjerte og mine lunger, og jeg har i årevis måttet indtage store doser af medicin daglig. Nogle gange føler man sig som Kemisk Værk, Køge – det snurrer i kroppen, man ryster på hænderne, er langsynet om formiddagen og nærsynet om eftermiddagen, hedeture og andet sjov. Denne sommer faldt jeg for fristelsen til at nedtrappe medicinen. Først det ene præparat, så det andet, spændt ventende på symptomerne, men jeg fik det klart bedre. Til sidst droppede jeg det hele, gik, cyklede og svømmede bedre end før, men synden bærer straffen i sig, siger man jo. Jeg ved ikke, hvor almengyldig den talemåde er, men i mit tilfælde var der pay-off. Som næsten folkepensionist trodsede jeg mine forældres påbud – svøm langs kysten, ikke udad. Vi er i starten af august, vejret er dårende, vandet mere end lunt, og en tredje revle har vist sig lidt ude, en lysende hvid stribe under det blå. Hvorfor svømmer du ikke bare derud, din tøsedreng? Det viste sig at være en dårlig idé. Halvvejs mellem anden og tredje revle meldte problemerne sig som stigende hjerterytme og åndenød. Javel, men så kan man jo bare lægge sig om på ryggen, flyde og studere sine tæer, indtil man har fået nyt initiativ. Det fik jeg ikke. Afstanden til tredje revle forblev uendelig, og jeg vendte om, og heller ikke indad fungerede flydeteknikken. Alt, hvad jeg har lært om svømning, forsvandt, og jeg pjaskede som en hundehvalp uden at komme ud af stedet. Foran mig stod et par og snakkede med vand til brystet, men jeg følte ikke, at jeg kom nærmere. Det må jeg være kommet, for pludselig var jeg inde på lavt vand – et sted mellem anklerne og knæene – men lidt svimmel. Jeg gik vist ned på alle fire og fik en lillebitte bølge over hovedet, og så sluttede det. Goodbye life, goodbye happiness, goodbye income tax and everything. Så kom heldet. Det viser sig bagefter, at der på stranden stod en Falken-redder fra Norge på ferie, som så mig, hev mig ind og gav mig hjertemassage. Jeg havde hjertestop i 5 minutter, men han fik gang i pumpen, og så vidt jeg ikke husker, var jeg bevidstløs i yderligere 5 minutter. I hvert fald sansede jeg først noget i det øjeblik, jeg skulle placeres i en ambulance. Ambulancefolkene ville have mig til at ligge ned, og jeg ville sidde op. En hård konflikt mellem en just afdød svækling og to bomstærke reddere. Vi enedes til sidst. Modtagelsesceremonierne på et hospital – også kamp om at ligge ned og sidde ned – derefter parkeret i et eller andet katastroferum, men så meldte sig et nyt problem: På stranden stod min taske med penge, kreditkort, nøgler og en bil. Jeg bestilte en telefon (i det indviklede hospitalssystem, som kun TDC har glæde af) og ringede til det lokale politi. Betjenten i telefonen var ikke helt lokal, og hvad skulle han gøre ved sagen? Det var jo søndag, og der var langt fra ham til den fjerne strand, hvor jeg døde. Havde jeg tænkt mig, at han skulle indkalde kolleger fra deres sommerhuse på grund af min taske? Han satte mig så grundigt ind i politikorpsets weekendproblemer, at jeg opgav den form for hjælp. Derefter måtte jeg, ene mand i et nøgent rum, kun medbringende badebukser, begynde at rekonstruere mit liv, erindre telefonnumre, regne ud, hvem der var hvor, hvem der kunne findes og lokkes ned til den strand, hvor resterne af mit jordiske liv stod i en taske. Det lykkedes, og jeg er stadig imponeret over mig selv. Hvordan er det så at dø? Første mulige svar: kedeligt, trivielt, ikke noget særligt. Naturligvis er det vildt dramatisk og traumatisk at kæmpe for sit liv – i mit tilfælde den uendelige svømmetur ind fra tredje revle, de futile svømmetag, store gulp af saltvand i munden, en skærende englesang over hele den gyngende horisont, desperation ud over alle tænkelige bredder, total angst – men så blev det underligt stille, og selve døden fik jeg ikke meget ud af. Jeg har altid forestillet mig noget i retning af slutningen på Bob Fosses film ’All That Jazz’: et stort show omkring mit dødsleje, hvor alle vigtige personer i mit liv sang og dansede ’Goodbye Life, Goodbye Happiness’, og hvor jeg endelig blev ført ned ad en korridor mod Jessica Lange, som ventede på mig i et gennemsigtigt ærkeenglekostume. Men der var hverken sang eller dans, ingen Jessica Lange, heller intet glimt af muslimernes 76 ventende jomfruer, nul Nirvana. Absolut ingenting, nada – lige så indholdsløst som at falde i søvn i et venteværelse, hvor der kun er sundhedsmagasiner at underholde sig med – og så tilbage til virkeligheden via skænderier om min placering i en ambulance, kamp om vinklen af mit ryglæn i en hospitalsseng og en dyb indsigt i provinspolitiets vagtproblemer. Død? Ja, butikken var lukket i 5 minutter – lægerne siger »totalt hjertestop« – og den norske feriegæsts indsats betegnes som »et mirakel«, et »ufatteligt held« (jeg har ikke kunnet finde ham, men jeg har afleveret en samling norske snapse til den lokale Falck-station, og de har lovet, hvis han vender tilbage næste sommer, at holde ham, mens jeg sparker hans ribben sønder og sammen på samme måde, som han knuste min brystkasse. Så kan vi altid dele en kasse bajere bagefter). Tak skal han have, men jeg indrømmer, at min første reaktion ikke var præget af taknemmelighed. Jeg har en kollega og ven, filminstruktøren Ole Roos, som også har prøvet at dø. Det skete i en operationsstue, og han siger det samme: en total nuloplevelse, men jeg indrømmer, at det beviser ingenting. Det er jo muligt, at tilværelsen er så bagvendt indrettet, at vores forestillinger overtrumfer, hvad vi reelt oplever. At vores forventninger i livet til f.eks. kærligheden er stærkere end de mere trivielle situationer, vi havner i – men vi vil være vildt forelskede – at vores politiske eller religiøse overbevisninger frasorterer indtryk, der ikke passer til systemerne, og at mekanismen fortsætter ind i døden. I så fald er det logisk, at ateister som Ole Roos og jeg ikke oplever noget, mens glade troende går ind til Paradis med englesang eller ventende våde jomfruer. Kadaveret overlever ikke, men den sidste forestilling gør, måske. Det ville vel ikke være så underligt i en kultur, der i den grad er baseret på Platons idélære, hvor begrebet ’hest’ har større vægt end samtlige elendige krikker, der render rundt på kloden, hvor planen er vigtigere end hele menneskehedens reaktion på den, hvor idéen simpelthen tæller mere end realiteten. Spørg bare Hitler. Spørg i mellemtiden jeres lokale politikere, hvor ofte de oplever en uventet begivenhed uden censur fra ideologi eller partiprogram, og hvor ofte de tør reagere spontant på den med alle sanser åbne. Og jeg vil slet ikke nævne ortodokse teologer i diverse religioner. Resultatet kunne komme til at ligne en karikaturtegning. Lader vi indtryk fra omverdenen passere uhindret gennem sanseapparatet, og stiller vi hjernen fri til at bearbejde indtrykket, som det er, eller ser vi kun det, vi ønsker at se – i livet såvel som i overgangen til døden? Det sidste forudsætter, at vi er ved vore sansers fulde brug, når det sker, og det kan der jo sættes spørgsmålstegn ved. En af mine onkler, der var kirurgisk overlæge, som havde set mange hundrede mennesker dø i løbet af sin karriere, hævdede, at han aldrig havde overværet én eneste dødsstund, hvor hovedpersonen var helt på højde med, hvad der foregik. Hans teori var, at vi er udstyret med en slags relæ, der slår fra, når indtrykkene overskrider vores normale fatteevne, og han sammenlignede det med smerte: Hvordan vil et lille barn, der kan skrige hæmningsløst i timer på grund af en bullen finger, overleve et voldsomt migræneanfald eller gloende granatsplinter i kroppen? Og hvordan ’overlever’ et menneske, der er skrækslagent for at dø, at det faktisk er ved at dø? Ifølge min onkel er der altså psykiske og fysiologiske grænser for, hvor meget vi kan fatte, når det kommer til stykket. Relæet slår fra, simpelthen. I et hjørne af mit filmarbejde (hvor en ung pige er sprunget ud fra et højhus) søgte jeg at sætte mig ind i en selvmorders situation, og jeg nåede frem til et par overraskende resultater. Nogle lig lignede jordbærmarmelade, mens andre så helt normale ud – indtil man begyndte at flytte på dem – men kriminalpolitiet oplyste, at man aldrig havde fundet en selvmorder, der var sprunget ud med hovedet først. Hvis opmålinger tydede på dét, forventede man straks ’mord’. Man risikerer altså ikke det hele på én gang. Og under den videre research besøgte jeg det daværende Hotel Europa ved Langebro i København, en høj bygning med fin udsigt over hovedstadens havn og dragende brostensbelægning langt nede. Et populært sted at hoppe ud fra, men hotellet var just overtaget af den engelske Penta-kæde, som ønskede at ændre dette image, så et mord/selvmord fra toppen var absolut ikke ønskeligt. Heller ikke på film. Jeg fandt et andet sted til filmen (’Nitten røde roser’), men et år efter havde det nye Penta Hotel arrangeret sig. Man ønskede ikke et New York-agtigt bur over hele toppen, og en amerikansk psykolog kom med den virksomme idé: Gelænderet blev forhøjet 20 centimeter, og 2 meter nede på muren satte man en rist, der strittede et par meter ud i luften. Folk så det knap nok nedefra, men pointen var altså, at en selvmorder måtte springe to gange, og det har ingen forsøgt siden da. Mange selvmordere har forsøgt sig gang på gang, men et forsøg i to tempi synes altså uoverkommeligt. Er det, fordi man ikke har forberedt sig ordentligt og kun går halvhjertet ind i projektet? Jeg har engang mødt en kandidat, der var så optaget af, hvem der skulle finde ham, hvor meget svineri de ville finde, hvor chokeret de ville blive, og hvor megen skyldfølelse de ville få, at han udskød projektet resten af sit liv. Andre virker velforberedte, selv om de kun er ramt af en banal lungebetændelse. Jeg mødte en som nabo i en hospitalsseng i Grenaa. Han havde en slående lighed med Preben Lerdorff-Rye som Johannes i ’Ordet’, men han havde ikke levet et specielt gudeligt liv. Han var uddannet maler, havde været på valsen som naver over det meste af Europa, og efter sin hjemkomst havde han specialiseret sig i restaurering af altertavler. Han mente, at han havde været i over 80 procent af samtlige danske kirker uden at blive religiøs af det. »Man behøver jo ikke være enig med skibsrederen, bare fordi man maler bunden af hans skib«, som han sagde. Desuden talte han meget om damer, og hvad man kunne bruge dem til. En dag blev han kørt væk, mens jeg var ude at gå en tur. Jeg spurgte efter ham, men alle sygeplejersker var pålagt tys-tys-miner, og en gruppe, der lignede hans nærmeste familie, havde taget ophold i fællesstuen. Hvor døden truer, opstår diskretion og dystre miner. Smil – for ikke at sige latter – er dybt forbudt. Også for min ven, der var helt overbevist om, at han var ved at kradse af, hvad han syntes var helt i orden. I min flakken gennem gangene (på vej til et skjulested, hvor jeg kunne ryge) så jeg ham pludselig. Døren stod på klem, og han fik øje på mig. Han vinkede mig til sig med en knoklet hånd og betroede mig følgende: »Er det ikke fantastisk, at man kan få sådan nogle søde, unge piger til at komme og vaske gamle vrag som mig i tud og røv? De får selvfølgelig penge for det, men har nogen tænkt på, hvor mange penge man kunne spare ved at gøre det omvendt? Pigerne blev indlagt på hospitalet, og vi gamle grise kom og vaskede dem over det hele, helt gratis!«. Og så grinede han, så meget lungebetændelsen tillod. En klar indsigt med konsekvenser for hele vores sundhedssystem, men selvfølgelig også en intern mandevits, som det var vigtigt at aflevere til en anden mand, og seancen blev straks afbrudt af en ældre sygeplejerske, der mente, at min ven trængte til ro! Han vinkede farvel til mig med en lillefinger og lagde sig pænt på puden. Næste morgen var han kørt til kapellet, og jeg vil hævde, at han var rede, afklaret og tømt for de væsentligste informationer. Udenomssnak, måske. Hvad med døden selv? En knokkelmand med kappe, timeglas og le? En rutsjetur ned ad en uendelig sliske? En opstigning i hvid kjortel til en penthouselejlighed et sted i skyerne? En plads i køen foran en streng portvagt? En gammel kone med milde hænder? Jeg ved det ikke, for jeg har kun været der i 5 minutter. Som barn havde jeg en insomnia-drøm, som jeg senere opdagede i slående grad lignede et maleri af Magritte: en mand siddende i en klumpet lænestol foran en stor pejs. Ingen billeder på væggene, men på kaminhylden et ur uden visere. En langsom ’tracking’ (opdagede jeg først, da jeg kom på filmskolen) ind mod uret med den råbende mangel på visere. Lyd: hjertebanken. En profetisk vision, altså, sat sammen af elementer, jeg endnu ikke kendte, men når jeg så den, blev jeg overbevist om, at jeg skulle dø en skønne dag. Senere på natten, når jeg virkelig drømte, blev forestillingen om døden mere dramatisk, ofte forbundet med at falde fra et højt punkt, et højhus, et bjerg eller en flyvemaskine – en totalt håbløs situation, hvor al støtte forsvandt under en, og man faldt, faldt, faldt – men hvor man havnede, husker jeg ikke. Jeg vågnede vel. Senere kom slutscenen i ’All That Jazz’ ind i mit repertoire, turen gennem en korridor frem mod Jessica Lange akkompagneret af happy music. Og så skete det altså, det dér voldsomme, vi helst ikke taler om, uden at efterlade noget indtryk, jeg kan huske. Kampen for at overleve står klart, men døden selv? Intet udslag på skærmen. Bagefter er jeg stødt på et foto, der rummer situationens atmosfære: en badebro, der fører ud i det grå ingenting. Det hedder ’Uforløst’, er taget af fotografen Peer Klercke og findes som gratis postkort på århusianske caféer. Magritte før tiden, Klercke efter, men stadig et gabende hul i midten. Så jeg vender tilbage til tanken om, at vores død sikkert vil ligne de teorier, vi kommer til den med, og min onkels teori om, at de mest ubehagelige indtryk vil blive undertrykt og sorteret fra. Glimrende system, egentlig: Vi kan alle dø salige i vores tro, så ingen bliver snydt. Og jeg kan kun tilføje, at der er intet at være bange for. I kan roligt dø, hvis tiden er inde. I mellemtiden kunne I jo prøve at få endnu mere ud af livet.