0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Noget ved musikken

Et kulturliv med millionunderskud, bureaukrati, nepotisme – og hundredvis af arbejdsløse. Kan en ny uddannelse hjælpe på det?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I det danske kunst-, teater- og musikliv er der noget, der fungerer, og noget, der ikke gør det.

I år har sommerrevyerne haft forrygende succes – også økonomisk. Andre år måtte en eller flere dreje nøglen om. Antallet af storkøbenhavnske teaterscener (Københavns Teater) er gennem de sidste år blevet stærkt reduceret. Tre havde 5-7-millioner kroners underskud, Gladsaxe Teater lukkede, og flere er blevet lagt sammen, mens et par stykker derimod havde og fortsat har både succes og overskud.

Roskilde Festival og Copenhagen Jazzfestival klarede sig meget fint i år. For nogle år siden dalede publikummet for den første, mens den sidste havde stort underskud. Tivoli har i flere år været en rigtig overskudsforretning. Sådan var det ikke for ti år siden.

Der var også engang, da Det Kongelige Teater ikke kunne klare sig for sine mange finanslovspenge. Det kan det nu med opera og det hele. Odense og Århus har opført og drevet musikhuse i årevis. Musikhusplanerne i Aalborg er i år endnu en gang sunket i grus, og Danmarks Radio har sprængt koncertsalsbudgettet i Ørestad.

Jo, der er nok at spekulere og forundres over – og tilsyneladende ingen rigtige holdepunkter eller pejlemærker. Hvilke lovmæssigheder gælder for succes og fiasko? For gevinst og konkurs? Gælder det snarere fornemmelser og næse for, hvad der rører sig i kulturlivet? Eller er der blot tale om udbud og efterspørgsel?

To ting står fast: Der er et stort publikum for kulturelle og kunstneriske forestillinger eller events. Og der er en hastigt voksende skare af unge mennesker, der ønsker at satse deres liv på at tilfredsstille dette publikum. Alle disse unge har kursen rettet direkte mod tribunen. De vil som arkitekter, designere og scenografer tegne, forme og indrette den; de vil som skuespillere, dansere og musikere stå på den; og de vil som instruktører, koreografer, malere, skulptører og kunsthåndværkere skabe og visualisere de kunstneriske udtryk, der skal udgå fra den.

Der er således trængsel, ikke kun på tribunen, men også på vejene, der fører derop. Og kun de færreste tænker på, at ingen tribuner, scener eller udstillingslokaler bare ligger som paddehatte skudt lige op af jorden. De er næsten altid pakket ind i et teater- eller musikhus, museer eller kunstcentre, festivaler, institutioner, biblioteker, universiteter, skoler, private virksomheder, organisationer. Kort sagt: foretagender som de indledningsvis nævnte, hvis skæbne tilsyneladende er helt uudgrundelig.

Richard Schechner, grundlæggeren af Performance Studies, instruktør, redaktør, skribent, teaterleder og mangeårig professor i faget ved New York University, skriver i et bidrag til antologien ’The Performance Studies Reader’ (redigeret af Henry Bial, London/New York 2004), at han på sine rejser rundt i verden har mødt mange teaterstuderende og skuespillerelever, der var desillusionerede og vrede over deres manglende professionelle muligheder efter endt uddannelse. Talenter og ’interesserede’ myldrer blåøjede ind på videregående uddannelser uden reel udsigt til en karriere inden for optræden, instruktion, undervisning og forskning. Og intet tyder på, skriver Schechner, at beskæftigelsesmulighederne for netop optrædende, undervisere og forskere vil vokse i den nærmeste fremtid. Institutionerne – som i udlandet omfatter universiteter såvel som teaterskoler og teatre mv. – fortsætter ikke desto mindre med at producere stærkt specialiserede skuespillere, instruktører, dansere, undervisere og forskere – lige ud i arbejds- og håbløshed.

Tiden er derfor inde til, fortsætter Schechner, at diskutere en gennemgribende rekonstruktion af institutionernes undervisningsplaner for teater- og danseuddannelser, kunstneriske såvel som akademiske. Institutionerne bør udvide deres erhvervssigte, så uddannelsen af kunstnere (og forskere) in spe kun udgør en mindre del af virksomheden.

Antallet af nye skuespillere, koreografer, dansere, instruktører, scenografer, kostumedesignere og teknikere bør tilpasses behovet. I stedet for at uddanne uafsættelige teaterfolk bør institutionerne efter Schechners opfattelse udvikle uddannelser, som viser, hvordan scenekunsten er et nøgleparadigme i mange kulturer, moderne såvel som historiske, ikke-vestlige såvel som euro-amerikanske. Og for langt de fleste af disse kunstnere, undervisere og forskere i egen drømmeverden vil sådanne uddannelser være helt forenelige med, for ikke at sige befordrende for, andre uddannelser og dermed også andre erhverv inden for eller uden for det kunstneriske arbejdsområde.

Hvordan, skriver Schechner, kan de performative kunstarter anvendes i f.eks. politik, medicin, religion, underholdning og almindelig face to face-interactions? – og mener dermed handel og erhverv, organisation og planlægning, ledelse og produktion.

I Danmark er situationen inden for de kunstneriske uddannelser helt den samme. I årtier har flere tusinde unge hvert år været til optagelsesprøver på de kunstneriske skoler – teater- og skuespillerskoler, danseuddannelser, Kunstakademiets billedskoler og arkitektskole, designskoler og konservatorier. Kun en brøkdel bliver optaget. F.eks. kommer under 30 af op mod 1.000 skuespilleransøgere ind på uddannelserne. Alligevel er femogtyve færdiguddannede skuespillere om året alt for mange i forhold til forbruget på teatre, film og tv. På danse-, arkitekt-, billedkunstner-, musiker-, designer- og kunsthåndværkerområdet er situationen den samme.

Af disse tusindvis af kunstnerdrømme løber de fleste panden mod optagelsesprøverne eller adgangskravene, mens alt for mange af resten ender efter endt uddannelse i den af Schechner beskrevne arbejds- og håbløshed. Uddannelsesinstitutionerne søger at mildne vilkårene for den sidste gruppe gennem supplerende kurser i pædagogik, formidling og nu også management (det vil sige selvadministration). Men ledighedstallene taler deres triste sprog, og suppleringsmulighederne peger i øvrigt primært på undervisning som talenternes redningsplanke. Samtidig er der en stigende efterspørgsel efter professionelle medarbejdere i hele den hastigt voksende oplevelsessektor.

Grundholdningen på de kunstneriske uddannelser er stadig som for hundrede år siden, at man af et skønnet antal talenter sigter på at uddanne enkelte store kunstnere. Resten må klare sig, som de bedst kan. En kunstnerisk uddannelse er som en saftpresse: Der tages en større frugtmasse ind, og ud løber et par ædle dråber. Eller som en rektor ved Wiens klassiske musikkonservatorium skal have sagt, at her var målsætningen at uddanne verdensvirtuoser. Det var blevet til en enkelt på hundrede år!

Uddannelsesmiljøerne er således gearet til at uddanne til det sublime, hvilket sker gennem en stadig afskrælning og frasortering af de studerende undervejs – studerende, som både har vist talent og ildhu, men som altså ikke er i verdensklasse. Denne proces er i og for sig både fornuftig og nyttig for aftagerinstitutionerne – teatrene, filmselskaberne, orkestrene, arkitekt- og designfirmaerne – der herigennem klart kan caste kvalitet, talent og måske endda geni. Men hvad med alle de andre? – De, der rent faktisk ikke kan leve af deres uddannelse. Eller alle dem, der efter 5-10 optagelsesprøver eller underkendte adgangskvalifikationer må erkende, at det trods en vis portion kunstneriske færdigheder og en brændende interesse ikke lykkedes at overbevise institutionerne?

Det er her, Schechner sætter ind. Som professionelt teatermenneske opfordrer han institutionerne til at satse både smalt og bredt: uddan