Nu nærmer julen sig med julefrokoster og alt, hvad dertil hører.
Og så rykker oplevelsen igen tæt på: Erling er endnu ikke kommet sig helt, efter at han blev brutalt overfaldet på Amagerbrogade på vej hjem fra julefrokost kort efter midnat en fredag aften i december sidste år. Han ringede til mig fra skadestuen på Amager Hospital, hvor han var blevet indlagt fra gaden, fordi hans venstre håndled brækkede under overfaldet. Han var sammen med sin yngre kollega, Olaf, som han fulgtes med, da de helt umotiveret blev væltet omkuld. Erling kan ikke længere spille guitar, hans klaverspil er ikke, som det var, fordi håndleddet ikke længere har fuld bevægelighed, og desuden gør det ondt, når han bruger venstre hånd. Det er et varigt mén, som ikke nedsætter hans erhvervsevne, men som har berøvet ham glæden og livskvaliteten ved at være familiens og vennernes amatørmusiker. Den helt spontane reaktion, Erling eller jeg har mødt, når vi har fortalt om overfaldet, er: Der bor også så mange indvandrere i det kvarter. Tænk, at det nu er kommet dertil, at man ikke kan gå på gaden i fred længere! Men faktisk var voldsmændene to danske murere. Og det var to unge indvandrere, som var medvirkende til at opklare, hvem der begik overfaldet, så voldsmændene kunne blive dømt. Vi vidste ikke noget om de to overfaldsmænd, hverken hvem de var, eller hvad de hed. Det var politiet, som havde anlagt sagen, der startede en morgen i april klokken 9. Erling skulle ind som vidne klokken 9.30 og måtte ikke ankomme før. Han havde fået beskikket en advokat, og alt, hvad han vidste på forhånd, var, at de to øjenvidner, som havde overværet overfaldet, og som havde sagt til politiet, at de godt ville vidne, var andengenerationsindvandrere. Vi vidste intet om dem, hverken hvem de var, hvad de hed, hvor de boede og så videre. Københavns Byret ligger ved domhuset ved Nytorv. Jeg sad i god tid uden for retslokalet og ventede på, at døren skulle åbnes; jeg havde aldrig overværet en retssag og ville have hele forestillingen med og høre, hvad de øvrige vidner sagde. Et par andre kom til – det viste sig at være domsmænd. Så blev døren åbnet, og jeg gik ind og satte mig på tilskuerrækken. Der var to domsmænd, som flankerede dommeren, en ung kvinde og en ældre herre, og dommeren var en kvinde på vel en fyrre år iført en sort nedringet bluse under en åbentstående cowboyjakke. Arbejdstøj. Ingen højtidelige kapper, som man ser det på amerikanske film. På højre side i rummet set fra tilskuerrækkerne, der hurtigt var blevet fyldt med pårørende, sad anklageren, som foretog afhøringen under retssagen. Det var en ung, høj og mager, mørkhåret, lidt duknakket jurist iført dybsort jakkesæt og med et formfuldendt sprog. Til venstre for dommerpanelet sad de to forsvarere, en mand og en kvinde, sidstnævnte smart i lårkort nederdel og støvler. Og endelig kom så de to overfaldsmænd, som jeg vil kalde Niels og Peter, i cowboybukser, sweatshirts og kondisko og placerede sig tæt ved forsvarerne. Niels kom faktisk lidt for sent, fordi S-toget var forsinket. Under afhøringen sad afhørte ved en lille pult midt i rummet foran dommeren og blev udspurgt af anklageren. Det fremgik af afhøringen, at begge overfaldsmændene var fra Ballerup. Niels (født 1969) var murersvend. Han havde én voldsdom i forvejen (han havde banket sin kone under et skænderi ved et busstoppested). Peter (født 1983) var murerlærling og havde to voldsdomme, de nærmere omstændigheder blev ikke nævnt. Ingen borede i, hvorfor Niels’ voldelige overfald blev udpenslet i detaljer, mens der blev gået så let hen over Peters. Han boede sammen med sin far og var ved at få styr på sit liv, skulle snart flytte i egen lejlighed sammen med sin kæreste. De to var kolleger, de havde været til julefrokost og havde drukket en del, så Peter kunne ikke huske noget, sagde han. Men Niels kunne godt huske, at den ene af de to mænd, de havde overfaldet, nemlig den unge, havde været enormt provokerende og havde råbt og skreget. Hans ven Peter havde været nødt til at skubbe til Olaf for at få ham væk. Afhøringen af Peter var hurtigt overstået, da han ikke kunne huske noget. Så kom Erling ind og blev afhørt. Han havde ikke nogen klar erindring om, hvor meget han havde drukket i løbet af frokosten, men han huskede i hvert fald tydeligt aftenens forløb. Han og Olaf havde forladt julefrokosten ved 00.30-tiden og var på vej hjem, Olaf trækkende med sin cykel. Erling skulle enten til metroen eller med en taxa, afhængig af hvad der kunne lade sig gøre. Men pludselig lå han på gaden og var mest optaget af sin hånd, der sad helt forkert, og så var der politi og ambulance. Han havde ikke set overfaldsmændene, havde været optaget af at snakke med Olaf. Derefter blev Olaf afhørt. Han havde været ret fuld, fortalte han, og han havde heller ikke set overfaldsmændene. Det hele var gået så hurtigt, pludselig lå han og Erling bare på gaden. Efter afhøringen satte Erling og Oluf sig ned blandt tilhørerne. Så kom et vidne ind, Mehdi, perfekt klippet og velklædt i læderjakke. Han havde siddet som passager på bagsædet i Amins bil, fortalte han. De havde haft endnu en passager med, som ikke har betydning for historien, fordi han ikke ønskede at vidne. De unge mænd havde kørt på Amagerbrogade og havde lagt mærke til to provokerende fyre, der tumlede rundt. Amin havde standset bilen for at holde øje med dem. Pludselig skråede fyrene meget målrettet forbi bilen over gaden direkte mod to mænd, en ældre og en yngre, formentlig en far og søn, der stod ved et busstoppested. De to overfaldsmænd røg direkte på den ældre og den yngre mand, væltede dem omkuld og slog og sparkede. Dernæst kom Amin ind, lige så ulasteligt klædt som Mehdi, og fortalte med få afvigelser samme historie. De overværede overfaldet fra bilen, set skråt bagud på den modsatte side af gaden. Det ville de sgu ikke være med til, forklarede først Mehdi og dernæst Amin. Det var sgu synd, især for ham den ældre. Sådan noget ville de ikke se på. Så da politiet til alt held i det samme kom forbi, sagde de straks, at de godt ville stille op og vidne. Den opmærksomme læser vil naturligvis have regnet ud, at den ældre var Erling og den yngre Olaf, der i situationen havde været totalt overrumplede og fortumlede. Mehdi og Amin forlod retssalen umiddelbart efter at have vidnet. Havde det ikke været for dem, havde der ikke været nogen øjenvidner og dermed ingen retssag. Jeg havde lyst til at takke dem og give dem blomster, men pludselig var de væk. Anklageren opsummerede nu de seks vidneforklaringer (de to voldsmænds, de to ofres og de to øjenvidners). Han påpegede, at der ikke var grund til at drage de to øjenvidners udsagn i tvivl, fordi de som de eneste af de involverede havde været ædru. Han foreslog, at de to voldsmænd fik ubetingede fængselsstraffe. Så var der pause. Imens gik vi en lille tur. I byrettens gård gik vi forbi Peter og hans forsvarer, hende i den lårkorte nederdel. De stod og røg sammen. Så begyndte forsvaret: For det første var der jo ikke tvivl om, at Erling og Olaf havde været fulde, lød det; de havde jo selv forklaret, at de var kommet direkte fra en julefrokost. Begge forsvarere mente, at det sandsynligste var, at Erling og Olaf var faldet om på gaden af sig selv i fuldskab, og derfor var Erling kommet til skade med sit håndled. Hele København var jo alligevel på det tidspunkt af året at ligne ved et stort værtshus. Og med hensyn til Mehdis og Amins vidneudsagn, så var der bortset fra det brækkede håndled ikke tegn på, at de to ofre var blevet hverken slået eller sparket. Vidner kan man ikke stole på, lød det videre. Det var velkendt, ja bevist, at vidneudsagn ikke er troværdige. Det var svært at forstå og meget ærgerligt, mente forsvarerne, at anklageren var hoppet på limpinden og havde ladet sig narre af den slags vidner. Og i det aktuelle tilfælde havde Mehdi jo forklaret, at bilen var kørt ind til siden, mens Amin forklarede, at den holdt midt på kørebanen. Og Amin forklarede først efter at være blevet konfronteret med spørgsmålet: »Var der blod?«, at han havde set blod, men trak dette udsagn tilbage, da han blev gået nærmere på klingen. Tydeligvis to helt upålidelige vidner. Jeg troede knap mine egne ører, da jeg hørte, at Niels og Peters forsvarere mente, at fulderikkerne Erling og Olaf var faldet om på gaden af druk. Jeg var glad på Mehdis og Amins vegne over, at de var gået og dermed ikke fik lejlighed til at høre de to advokaters mening om deres vidneudsagn. Det ville med garanti havde fået dem til at miste lysten til nogen sinde mere at medvirke til opklaring af uprovokeret gadevold. Forsvarerne mente endvidere, at hvis Niels og Peter skulle dømmes på så usikkert et grundlag som de to utroværdige vidners udsagn, burde det være med samfundstjeneste. Nu var der gået fire timer, og domsmændene skulle votere. Det tog et kvarters tid. Da de kom tilbage, sagde dommeren, at de tre havde været meget enige. De havde fulgt anklagerens henstilling, og dommen lød på tre måneders ubetinget fængsel til hver af de to overfaldsmænd. Forsvarerne så ret chokerede ud, og det sidste, jeg hørte, var, at de rådede Niels og Peter til at udbede sig betænkningstid med hensyn til, om de ville anke dommen. Om de har gjort det, ved jeg ikke. Jeg fortalte denne historie til en af mine veninder, jeg vil her kalde hende Ulla. Ulla kunne til gengæld berette, at hun for en årrække siden havde været vidne til uprovokeret gadevold mod en gammel dame. Ulla havde overværet, at den gamle dame var blevet væltet omkuld af voldsmanden og havde sammen med en anden tililende forhindret voldsmanden i at kaste en brosten i hovedet på sit offer. Mens voldsmanden forsvandt, havde de tilkaldt politi og ambulance. Ulla hjalp med til at identificere voldsmanden, som hun genkendte på et af politiets fotografier. Da hun skulle møde i retten, blev hun chokeret over at opdage, at hun inden retssagen skulle sidde i venterummet alene sammen med voldsmanden. Og endnu mere rystet blev hun, da hun under retssagen måtte lytte til, at voldsmandens advokat fandt hendes vidneudsagn utroværdigt, da hun sandsynligvis var i ledtog med den sigtede for at gøre det af med den gamle dame. Ulla har svoret, at hun aldrig mere stiller op som vidne. Det er betryggende at leve i et retssamfund, hvor uprovokeret gadevold bringes for retten, såfremt der er vidner, som vil udtale sig. Men for en ’almindelig borger’ er det overrumplende og krænkende at skulle høre, at sigtedes forsvarer regner vidneforklaringen for usand. Erling og Olaf, som jeg kender som pligtopfyldende borgere, skulle være trillet om på gaden af druk; Ulla skulle have konspireret med en voldsmand om at slå en gammel dame ned på gaden. Kunne retssystemet ikke se det som en opgave at forberede vidner på, hvordan det foregår, når de troskyldigt træder frem for at komme ofrene til hjælp? At det er en overordentlig ubehagelig oplevelse at vidne, fordi forsvareren, hvis opgave det er at komme sigtede til hjælp, drager vidneudsagnet og hele motivet for at vidne i tvivl. Det vil vel næppe svække et vidneudsagn eller et forsvar, at hjælpsomme medborgere bliver informeret på forhånd om, at der venter dem en decideret ubehagelig oplevelse i vidneskranken. Dette til skræk og advarsel. Julen nærmer sig. Pas på, når I skal hjem fra julefrokost! Og vær ikke bange for de muslimske unge, for de er ikke fulde.
