»Jeg brølede som en løve for at skræmme ham væk«, fortalte en kvinde, der blev forsøgt voldtaget. Det lykkedes for hende. I befippelse over kvindens urskrig trådte manden et skridt tilbage og faldt over noget byggeaffald på jorden. Han blev derefter pågrebet af forbipasserende for senere at blive anholdt af politiet. En halv time før havde samme mand på samme sted overfaldet en anden kvinde, men denne kvinde blev stiv af skræk, ikke et ord undslap hende, og kun fordi manden blev distraheret i sit forehavende, slap hun for at blive voldtaget. Begge kvinder sad kort efter over for politiet, ikke sammen, men hver for sig og blev afhørt som ’vidner’ til en forbrydelse. »Det kan da ikke være rigtigt, at man ikke har nogle rettigheder«, sagde kvinden, der havde brølet som en løve efter mødet med politiet. »Her er han taget med bukserne nede, og alligevel har han lov til at få en forsvarsadvokat, mens jeg får tildelt en bistandsadvokat, der ikke på samme måde kan varetage mine rettigheder. Og jeg er vidne i min egen sag!!«. Det var for denne kvinde, ligesom for andre kvinder, der er blevet udsat for et seksuelt overgreb, svært at forstå, at hun ikke var part i sin egen sag, men ’vidne’ på lige fod med andre vidner, og at hun skulle afhøres under vidneansvar. Voldtægt er en overtrædelse af loven og retsforfølges af anklagemyndigheden, det vil sige staten. Lovbryderen afhøres med en sigtets rettigheder og har ret til at have en forsvarsadvokat ved sin side, der i en given retssag kan stille spørgsmål til kvindens forklaring. Kvinden har ret til en bistandsadvokat, som kan sidde med fra første afhøring hos politiet. En af bistandsadvokatens væsentlige opgaver er at bistå med information og vejledning og at rejse erstatningskrav, men vedkommende har ikke beføjelser til at stille spørgsmål til mandens forklaring, hvis sagen kommer for retten. Det er en forbedring af kvinders retsstilling, at bistandsadvokaten kan være til stede ved første afhøring, men stadig svært at forklare unge piger og kvinder, der for første gang stifter bekendtskab med politiet og retssystemet, når de – ofte stærkt medtagne – anmelder et seksuelt overgreb til politiet. På Center for Voldtægtsofre får vi mange spørgsmål om, hvordan retssystemet fungerer, når kvinderne henvender sig til centret for at få hjælp, og her ser vi også deres reaktioner på mødet med retssystemet. Og vi må stille os spørgsmålet: Hvorfor oplever så mange kvinder, der er blevet seksuelt krænket, at mødet med retssystemet er en yderligere belastning efter en traumatiserende oplevelse? Og hvad kan vi gøre for at modvirke det? Kvinder anmelder i tillid og af nød. De henvender sig til politiet, for at retfærdigheden skal ske fyldest, og de forsøger i vid udstrækning at indrette sig på og tilpasse sig de krav og procedurer, som retssystemet opstiller. De indtager positionen som ’det gode vidne’ og gør sig umage for at besvare de mange spørgsmål, som politiet stiller, selv om mange oplever, at de er ved at falde fra hinanden. Chok, fortvivlelse og forvirring er hyppige reaktioner efter et overgreb. Og mange oplever en følelse af skyld og skamfuldhed, som er svær at forene med at skulle i gang med at fortælle om det, der er sket, til et andet og ukendt menneske. De fortæller om en flosset selvfølelse. »Tror andre på det, som jeg selv har så svært ved at forstå og tro på er sket?«, sagde en. Eller som en kvinde udtrykte det: »Man har altid den der tvivl. Selv om halvfems procent inden i én siger, at overgrebet ikke var i orden, så er der alligevel ti procent, der til det sidste får én til at tvivle på, om man har opfattet situationen rigtigt. Jeg tror især, det handler om, at det kan være så svært at forlige sig med, at et andet menneske kan gøre sådan mod én. Det er, som om det sætter ’det normale’ ud af funktion«. I en situation, hvor det normale er sat ud af funktion, får man behov for andres forståelse og omsorg. Også for politiets. Kvinderne har behov for den hjælp og den beskyttelse, som politiet og det øvrige retsvæsen repræsenterer. Derfor vil de gå langt for at opbygge en konstruktiv relation til politiet, repræsenteret ved den kriminalassistent, der afhører dem. En relation, som kan udtrykkes således: »Vi er samarbejdspartnere. Vi er fælles om noget, der skal tjene et fælles formål. Jeg gør mit til, at det skal lykkes. Jeg hjælper retssystemet. Og så hjælper retssystemet også mig«. Denne strategi hjælper kvinderne til at opretholde et billede af, at de kan gøre en forskel, som et modsvar til overgrebssituationen, hvor mange oplevede, at de ikke kunne stille noget op. Samarbejdet med politiet i afhøringssituationen kan derfor være medvirkende til at skabe en form for mening og struktur i en kaotisk situation. Men mange kvinder fortæller, at de har måttet forholde sig til spørgsmål og attituder fra politiet, som gjorde dem i tvivl, om politiet anså dem for troværdige. Med en afhøringsform med mange spørgsmål, kan kvinder komme til at opleve, at de skal bevise, at de har været udsat for et seksuelt overgreb og vel at mærke et seksuelt overgreb, der er værd at beskæftige sig med. Paradoksalt nok kan politiets skeptiske holdning komme til at spille sammen med kvindernes manglende overblik, tvivl, og deres stille håb om, at overgrebet måske alligevel ikke var så alvorligt. Med det resultat, at kvinderne selv bagatelliserer overgrebet og de reaktioner, der efterfølgende melder sig. Det er politiets opgave at efterforske og opklare forbrydelser, det er der næppe nogen af kvinderne, der vil være uenige i. Men det ser sommetider ud, som om politiet næsten kommer til at spænde ben for sig selv, fordi de har så ringe forståelse for den person, der sidder over for dem. Hun er kilde til den information, der kan fælde gerningsmanden, men kilden tørrer hurtigt ud, hvis man ikke forsøger at følge dens løb. Et eksempel: Kvinden der ikke skreg op, men blev stiv af skræk, blev af en kriminalassistent spurgt: »Hvorfor gjorde du ikke modstand?«. Kvinden fortalte senere, hvordan hun dukkede sig ved spørgsmålet. Hun havde jo stillet det samme spørgsmål til sig selv, og kriminalassistenten forstærkede med sit spørgsmål hendes egen følelse af, at det her havde hun ikke klaret særlig godt. Hun forstod tydeligt, at det også var kriminalassistentens opfattelse. Andre kvinder kan fortælle om kommentarer i retning af: »Ved du ikke, at når du går hjem med en mand, så må du også være klar over, at formålet er at have sex«. Eller »Er du sikker på, du ikke anmelder, fordi du er flov over at have været sammen med sådan én!«. Man kan forestille sig, hvilken betydning en sådan udtalt (ned)vurdering kan have på resten af afhøringen. Chefkriminalinspektør Per Larsen skrev i bogen ’Voldtægt – retsbeskyttelse for den krænkede – retssikkerhed for gerningsmanden’, at voldtægt aldrig bliver en rutinesag for politiet. Det kan man jo kun glæde sig over, hvis det betyder, at hver enkelt sag bliver håndteret med den professionalisme, der er relevant for sagen. Men noget kunne tyde på, at der er behov for en højere grad af ekspertise i at afhøre kvinder, der anmelder voldtægt. Og med ekspertise mener jeg ikke blot erfaringer fra lignende sager, men i lige så høj grad erfaring i og fornemmelse for at sidde over for en kvinde, der netop er blevet voldtaget. Man ved, at det er nødvendigt med særligt uddannede politifolk, når det drejer sig om afhøring af børn, der har været udsat for seksuelle overgreb. Men det er også nødvendigt, når det gælder voksne kvinder. I England har man uddannet særlige betjente til at afhøre voksne udsat for seksuelle overgreb. Man kunne ønske, at noget lignende ville være muligt i Danmark, når politiet samles i større politikredse efter nytår. For de to kvinder, der var udsat for samme gerningsmand, kom den dag, hvor de skulle afgive vidneforklaring i retten. Efter i lang tid ikke at have hørt fra politiet fik kvinderne et brev fra Politiets Eftersøgningsafdeling med en tilsigelse til vidneindkaldelse. Her stod blandt andet: »... Udebliver De uden lovlig grund, kan dette medføre, at De idømmes bøde og erstatning, eller at De bliver afhentet af politiet og anbragt i arresten, indtil afhøring i retten kan finde sted«. »Hvem er det mon, der står som anklaget her?«, var en tanke, der gik gennem hovedet på begge kvinder. Der var gået tre måneder, siden det seksuelle overgreb havde fundet sted. Det var en tid, hvor hver især havde forsøgt at lægge overgrebet bag sig og få en normal hverdag til at fungere. De havde forsøgt at glemme, hvad der var sket, selv om de stadig kæmpede med frygten for at gå ud, når det var mørkt, uforståelige perioder med pludselig tristhed eller vredesudbrud og et påvirket syn på menneskers motiver. I forbindelse med retssagen skulle de igen præsentere en detaljeret forklaring, der skulle være med til at bære bevisbyrden. For disse to kvinder gik der ’kun’ tre måneder, før deres sag kom for retten. For andre går der halve år, hvor de oplever, at de bliver fastholdt i det, de har været udsat for, uden mulighed for at få en afslutning og lægge det bag sig. Begge kvinder havde et ønske om, at gerningsmanden blev ført ud af retslokalet, mens de aflagde forklaring. Det var i forvejen svært for begge at skulle fortælle om og dermed genopleve overgrebssituationen, men at gøre det med gerningsmanden siddende tæt på, gjorde genoplevelsen ubærligt nærværende. Dommeren efterkom ikke kvindernes ønske. Hun viste ingen forståelse og imødekommenhed og valgte ikke at benytte muligheden i retsplejeloven for at lade manden føre ud af retslokalet under deres forklaring. Af hensyn til hvem, kan man spørge? Selv om anklagemyndighedens (statens) sag mod tiltalte (manden) afhænger af hendes vidneudsagn, gøres der intet for at tilgodese kvindernes ønsker om at kunne aflægge forklaring i trygge rammer. Igen bliver de sat ud af spillet, uden indflydelse og oplever at blive behandlet som betydningsløse. Kvinden, der havde brølet som en løve, blev vred og argumenterede højlydt med dommeren. Den tiltalte blev flyttet ned bagest i retslokalet. Den anden kvinde blev, som mange kvinder, helt fortvivlet og accepterede stille dommerens afgørelse. Den tiltalte og hans forsvarer sad mindre end to meter fra hende, mens hun fortalte om overgrebet. Ikke alle historierer som denne. Men mange er desværre. I det seksuelle overgreb blev kvinderne frataget deres ret til at bestemme over deres krop og liv. I mødet med politiet og domstolene kan kvinderne atter opleve at blive sat ud af spillet og fastholdt i en magtesløs og passiv position. Spørger man kvinderne om, hvad de kunne have ønsket sig anderledes i deres møde med politi og retsvæsen, peger de alle på en ting: Et mere personligt udtryk for og tilkendegivelse af, at de befinder sig i en svær situation. De søger medmenneskelighed og bevarelse af værdighed. En positiv kommentar, et smil, en hånd på en skulder kan være medvirkende til, at en ellers ubehagelig oplevelse mildnes og bliver til et møde med respekt og en attitude, der signalerer: Der er sket dig noget, som ikke må ske. Du er kommet det rigtige sted hen. Nu skal vi gøre, hvad vi kan for at opklare forbrydelsen og hjælpe dig på vej. Kvinderne har brug for hjælp til at udbygge deres historie om at være blevet voldtaget – med billedet af at være et menneske, der anerkendes. For kvinder handler det ikke kun om at afgive forklaring over for politiet og i retten. Eller om manden bliver dømt. Det er virkeliggørelsen af det, som de fleste kvinder beskriver som: »... det værste, der er sket i deres liv«. Anerkendelse bliver det lod på vægtskålen, der kan afbalancere en følelsesmæssigt belastende situation, også når en gerningsmand ikke dømmes for det, han har gjort. En professionel og empatisk politimand, fysiske rammer, der tilgodeser den følelsesmæssige tilstand, kvinderne er i, fortløbende ajourføring om sagens gang, hurtig sagsbehandling og en værdig behandling i retssalen er af lige så stor betydning, som sagens udfald. Det er mindst lige så vigtigt for kvinder, der har været udsat for et seksuelt overgreb, at de føler sig retfærdigt og respektfuldt behandlet af selv samme myndigheder, de søger retfærdighed hos. Som kvinden, der brølede som en løve, sagde: »Det gør en forskel at blive anerkendt som en, der har oplevet noget ganske usædvanligt«. Det er på tide, at retssystemet begynder at lytte til den del af kvindernes retsfølelse.