Socialdemokraterne har i disse tider – helt forståeligt – travlt med at sprede budskabet om, at partiet er et alternativ til regeringen.

Partiet har fremgang i flere meningsmålinger. Og selvtilliden bobler i partiets ledelse. »Jeg kan slå Anders Fogh«, lød det oprindeligt fra Helle Thorning-Schmidt. Den melodi har man tilsyneladende fundet ud af var lidt for selvbevidst, så nu er tonen ændret til: »Vi kan slå Anders Fogh«. Jeg tillader mig at spørge: Hvem er vi? For i min optik hersker der noget nær kaotiske tilstande i oppositionen. De radikale undsiger nærmest dagligt Socialdemokraterne og hænger sågar Helle Thorning-Schmidt ud som en dårlig leder. Og nu har Socialdemokraterne slået fast, at SF er det næstbedste parti i Folketinget – kun overgået af Socialdemokraterne selv. Socialdemokraternes ledelse har ligefrem stillet Villy Søvndal i udsigt, at han og andre medlemmer af SF kan blive ministre efter et valg. Den melding har fået de radikale til at gå i bakgear: En regering med SF vil føre til, at Danmark går fallit, lyder det fra de radikale. »Socialdemokraterne giver milliarder ud til højre og venstre – og SF gør det gange ti. En sådan regering kan vi ikke bakke op om«, siger de radikales Naser Khader. Jeg kan ikke være mere enig. Og det får mig atter til at stille spørgsmålet: Hvem består ’vi’ af, når Helle Thorning-Schmidt siger, at »vi kan slå Anders Fogh«? Er det Socialdemokraterne alene i en mindretalsregering? Er det et regeringssamarbejde med SF alene – baseret på støtte fra Enhedslisten? Eller er det et regeringssamarbejde med de radikale, Socialdemokraterne drømmer om? Jeg ved det ikke. Helle Thorning-Schmidt ved det sikkert heller ikke – og en ting er sikkert: Vælgerne ved det slet ikke. Derfor er det på tide, at Socialdemokraterne giver vælgerne klare svar. Det er på tide, at medierne stiller spørgsmålene. Og det er på tide, at Helle Thorning-Schmidt selv svarer på dem – i stedet for at sende vagthunden Henrik Sass Larsen i byen med ikke-svar og forudsigelige modangreb. Jeg kan godt forstå, at Helle Thorning-Schmidt ikke bryder sig om at svare på spørgsmålene. For de er ikke lette at svare på. Scenarierne for de såkaldte regeringsalternativer er nemlig mildest talt kaotiske for Socialdemokraternes leder. Tillad mig at lave et tankespil. Vi forestiller os, at Socialdemokraterne melder klart ud, at de går efter et regeringssamarbejde med de radikale. Jeg ser nu bort fra, at den radikale leder har meldt ud, at hun selv vil være statsminister – og at flere radikale medlemmer har sagt, at de hellere vil samarbejde med os Konservative og Venstre. Så med andre ord er det vitterligt kun et tankespil og måske utopi for Socialdemokraterne. Men lad nu det ligge og lad mig i stedet fokusere på de konsekvenser, som vælgerne vil opleve, hvis det alligevel skulle lykkes Socialdemokraterne at danne regering med de radikale efter et valg. For mig at SE er konsekvenserne af en sådan konstellation indlysende: Det vil betyde, at der skal føres radikal politik i Danmark. Det er måske nok en lykke for nogle, men jeg synes, det er på tide, at vælgerne får at vide, hvad det vil indebære. Jeg har stor respekt for den radikale leder, Marianne Jelved. Hun er en stærk og klog politiker, og derfor vil hendes ultimative krav – uanset hendes seneste meldinger – betyde, at Socialdemokraterne må bøje sig, hvis de vil til fadet. Det vil indebære en slappere retspolitik, hvor straffene skal sættes ned. Det vil indebære en slappere udlændingepolitik, hvor vi igen skal have flere udlændinge ind i Danmark, og det vil indebære et opgør med skattestoppet, hvilket til syvende og sidst vil betyde højere skatter på boliger. Det vil være en bombe for boligejerne i Danmark. Det er blot tre af de punkter, hvor uenigheden mellem Socialdemokraterne og de radikale er så åbenlys, at det i mine øjne ser håbløst ud med et regeringssamarbejde. Jeg kunne nævne mange flere. Blandt andet skolepolitikken. Og vi skal huske på, at de radikale er særdeles magtfulde. Historien siger alt, og historien vil gentage sig. Hvorfor lykkedes det ikke for Poul Nyrup Rasmussen at stramme udlændingepolitikken? Hvorfor lykkedes det ikke for min forgænger i Justitsministeriet, socialdemokraten Frank Jensen, at hæve straffen for den personfarlige kriminalitet i Danmark? På grund af de radikales stramme styring af den sidste SR-regering. Og faktum er, at Marianne Jelved kun er blevet stærkere, og Socialdemokraterne har fået en ny formand, der ikke på samme måde som Jelved kender det parlamentariske spil. Derfor kan man ganske enkelt konstatere: En stemme på Thorning er en stemme på Jelved. Lad os kigge lidt på det andet regeringsalternativ, som Socialdemokraterne nu har meldt ud, at de er parate til – nemlig en regering bestående af Socialdemokraterne og SF. Lad mig dog først indskyde, at det var et samarbejde, som Helle Thorning-Schmidt for få måneder siden afviste. Men også på dette punkt har den stærke venstreorienterede gruppering i Socialdemokratiet tilsyneladende overtrumfet partiets leder. Er de forvirret, kære vælger? Det er jeg, men lad det nu ligge og lad os i stedet se på, hvilke konsekvenser det vil få for danskerne – når vi altså endnu en gang ser bort fra, at en sådan regering heller ikke kan lade sig gøre, da de radikale ikke vil lege med. En S-SF-regering vil medføre en helt ny økonomisk kurs i Danmark. Aldrig har dansk økonomi været stærkere, arbejdsløsheden er i bund, og danskerne har generelt set flere penge til sig selv. Med SF ved roret – og med en stærkere og stærkere Villy Søvndal ved sin side – skal Helle Thorning-Schmidt nok få sin sag for. Ups, der røg skattestoppet. Ups, der fik vi højere skatter på boliger. Ups, der fik vi atter slingrekurs i skolepolitikken. Ups, ups, ups. Jeg kunne blive ved. Umiddelbart har Socialdemokraterne og SF lavet en smuk alliance – det røde kabinet lever i bedste velgående. Det må da være lykken for Helle Thorning-Schmidt, skulle man mene. Men når man graver lidt dybere i den nye alliance, viser det sig også her, at der kan komme gevaldige problemer i det tætte samarbejde, der bare for få måneder siden var bandlyst af Helle Thorning-Schmidt. For aftalen med SF var ikke engang tør, før SF’s leder, Villy Søvndal, meldte ud i bl.a. i Politiken, at SF vil have ophævet skattestoppet, ændret 24-års reglen og ændret tilknytningskravet til familiesammenføringsreglerne. Det vil Socialdemokraterne ikke. Siger de i hvert fald. Men hvad bliver virkeligheden, hvis SF får indflydelse? Kan Socialdemokraterne så få gennemført, hvad de lover? Og hvem skal de gøre det med? DET VAR BLOT to af de scenarier, Helle Thorning kunne vælge. Et tredje er selvfølgelig det gamle samarbejde mellem Socialdemokraterne, SF, de radikale og Enhedslisten. Men hvordan skal det samarbejde kunne lade sig gøre med de ultimative radikale krav? Og kan Marianne Jelved overbevise et flertal i sin gruppe om, at et samarbejde med disse partier er at foretrække, når bl.a. den meget populære Naser Khader hellere vil se til højre? »Er de forvirret? Få svaret i næste uges udgave af ’Skum’«. Sådan lød afslutningen på en af de første amerikanske sitcoms vist i dansk tv i 1970’erne. Det er tarveligt at drage paralleller til en komedie. Det ved jeg. Men der er altså visse ligheder, for ligesom i ’Skum’ udebliver svarene fra oppositionen. Jeg er fortsat forvirret, og jeg ønsker et svar. Jeg er sikker på, at vælgerne ønsker det samme. Uanset hvilken vej Helle Thorning-Schmidt vælger, er det på tide, at hun melder klart ud. Det er på tide, at vælgerne får syn for sagn. Hvorfor fremlægger Helle Thorning-Schmidt og Marianne Jelved ikke over for vælgerne, hvordan de har tænkt sig at føre politik sammen? Det er ikke nok, at Helle Thorning-Schmidt, hver gang hun åbner munden, slipper af sted med at sige, at regeringens Irakkurs er forkert, eller at der skal pumpes 2 milliarder kroner mere ind i den offentlige sektor. Hvordan vil hun føre retspolitik med de radikale? Hvordan vil hun fastholde udlændingekursen med de radikale? Hvordan vil hun føre skattepolitik med de radikale? Hvordan vil hun føre skolepolitik med de radikale? Hvordan vil hun føre skattepolitik med SF og Enhedslisten? Hvordan vil hun føre udenrigspolitik med SF og Enhedslisten? Hvordan vil hun føre udlændingepolitik med SF? Det er på tide, at vi får svar. Derfor har jeg også en appel til medierne, for kun medierne kan hjælpe med at finde svarene: Hjælp befolkningen med at finde ud af, hvordan Danmark kommer til at blive styret, hvis Helle Thorning-Schmidt og Marianne Jelved overtager regeringstaburetterne. Hjælp vælgerne med at finde svaret på, om de overhovedet kan samarbejde. Det er i mine øjne for let at være opposition i Danmark lige nu. Alt, hvad det kræver, er, at de stiller sig op og kritiserer regeringen. Vi får stort set aldrig svar på, hvordan de selv vil løse tingene. Og vi får i hvert fald aldrig svar på, med hvilket flertal de vil gøre det. Lad mig afslutningsvis sige, at jeg tror, jeg kan forudse, hvad Socialdemokraterne vil svare, når de hører om denne kritik. De vil gemme Helle Thorning-Schmidt af vejen og i stedet sende den politiske ordfører Henrik Sass Larsen på banen. Han vil med stor sandsynlighed svare noget lignende: »Det, vi ser nu, er udtryk for en desperat regering, der er i knæ«. Jeg håber ikke, at min spådom går i opfyldelse: Jeg håber, at vi for en gangs skyld får andet at høre end den slags ligegyldigheder og kritik, vælgerne normalt må tage til takke med. Og mit svar til Henrik Sass Larsen vil i øvrigt være, hvis han svarer, som jeg forventer: »Nej. Vi er ikke desperate. Vi har lagt en kurs for Danmark. Vi har en særdeles dygtig statsminister, et stærkt regeringssamarbejde og et solidt og stabilt samarbejde med bl.a. Dansk Folkeparti. Denne regering søger – når det er muligt – hele tiden at skabe de bredest mulige aftaler til gavn for borgerne i Danmark. Det har vi bl.a. vist i forbindelse med velfærdsaftalen, retspolitikken, miljøpolitikken, kulturpolitikken og en lang række andre punkter. Det vil vi blive ved med«. Der er heldigvis lang tid til et valg, men når man daglig skal høre fra oppositionen, at de er et alternativ til den nuværende regering, så er det på tide, at vi begynder at få svar på helt basale spørgsmål. For faktum er, at vi ikke ved, hvordan det såkaldte regeringsalternativ vil samarbejde. Hvilke konsekvenser det vil få, og om det overhovedet kan lade sig gøre. Det er på tide, at danskerne får svar. Og det er på tide, at oppositionen ikke slipper så let af krogen.