Økonomisk ansvarlighed er forudsætningen for en ny langvarig og succesrig periode med en socialdemokratisk ledet regering.

Det er en begrænsning, men også en nødvendighed – ikke mindst fordi erfaringerne har lært os, at dem, der taber mest på økonomisk ustabilitet, uundgåeligt er de dårligst stillede. Alligevel henter VK-regeringen størstedelen af sin svindende eksistensberettigelse i påstanden om Socialdemokraternes økonomiske uansvarlighed. I mangel af bedre samles man om en skræmmekampagne, der skal overbevise vælgerne om, at alternativet trods alt er værre – eller i det mindste mere risikabelt. Men kritikken lider fatalt under sin mangel på præcision. Den mangler seriøsitet, når den tager udgangspunkt i klassiske kriterier for ansvarlighed. Som behovet for at sikre langsigtet holdbarhed på de offentlige finanser, en forsvarlig styring af konjunkturudviklingen – og tilstrækkelig arbejdskraft til at undgå inflationært lønpres. Samtidig hviler den ofte på alt andet end saglige kriterier. Eksempelvis når det hævdes, at det nuværende skattetryk er en uansvarlig belastning for dansk konkurrenceevne. Eller at den offentlige sektors andel af samfundsøkonomien er uansvarligt omfattende og derfor bør indskrænkes. Nedenfor kortlægges og tilbagevises kritikken punkt for punkt. Samtidig tegnes perspektivet for en ny økonomisk politik med et langt mere tidssvarende og reflekteret syn på fremtidens økonomiske udfordringer. Ansvarlighed I – Baggrund: Debatten om økonomisk ansvarlighed udspringer af halvfjerdsernes kriseøkonomi. Regeringens påstand er, at problemerne dengang skyldtes Anker Jørgensens uansvarlighed – og at Helle Thorning-Schmidt står for en helt tilsvarende risikabel linje. Intet tyder på, at denne kampagne har gjort indtryk på danskerne. Det skyldes, at den er komplet meningsløs. Alle regeringer i hele Europa – uanset partifarve – havde nogenlunde de samme økonomiske problemer i halvfjerdserne. Danmark var ingen undtagelse – heller ikke under Anker. Men når det gjaldt overforbrug og manglende styring af økonomien, kunne han slet ikke følge med VKR-regeringen fra 1968 til 1971. Og når det gjaldt virkelig langsigtede udfordringer, traf Anker Jørgensen de rigtige beslutninger. Eksempelvis med en fremsynet energipolitik, som i dag har gjort Danmark selvforsynende med olie og gas. Anker slap tøjlerne i 1982. Da Socialdemokraterne igen overtog regeringsansvaret i 1993 efter ti års borgerligt styre, var problemerne endnu ikke løst. Ikke alene var arbejdsløsheden vokset til næsten 350.000. Underskuddet på de offentlige finanser var også eksploderet til over 25 mia. kr. Disse forhold blev der rettet op på gennem halvfemserne. Og i dag er dansk økonomi bomstærk. Først og fremmest på grund af socialdemokratisk genopretningspolitik. Ansvarlighed II – Offentlige udgifter: Økonomisk ansvarlighed fordrer sunde offentlige finanser. Med planmæssige afdrag på gælden og hensyn til det langsigtede udgiftspres i en fremtid med flere plejekrævende ældre og færre unge. Ifølge regeringen respekterer vores finanslovsforslag fra august ikke disse hensyn. Vi lagde op til en politik, der på afgørende områder ville forbedre kvaliteten af den offentlige service og rette op på nogle af de største fordelingspolitiske urimeligheder. Hovedpunkterne var: 1 mia. kr. til nødlidende kommuner. 1,8 mia. til forbedringer af kvaliteten på de centrale velfærdsområder. Stop for overførsel af lejernes opsparede penge til staten. Afskaffelse af de særregler (starthjælp og kontanthjælpsloft), der gør, at danskere skal leve for mindre end kontanthjælpen. Forslagene blev primært finansieret med anvisning af konkrete budgetforbedringer. Hertil kom, at vi foreslog en normalisering af væksten i det offentlige forbrug til (primært kommunal) service og velfærd ved at bruge to mia. kr. af statens overskud på 60 mia. kr. En sådan politik er mulig og ansvarlig efter sommerens forlig om velfærdsreformer. Danmark er nu et af de lande i verden, der har forberedt sig bedst på konsekvenserne af en ændret alderssammensætning. Dermed har hele debatten om langsigtet økonomisk holdbarhed rykket sig fundamentalt. Det har krævet vidtgående reformvilje. Som professor Jørgen Goul Andersen skrev om den langsigtede tilpasning af pension og efterløn: »Et sådant forslag ville næppe få franskmændene ud på gaderne, for det ville ikke blive taget seriøst. Men det er ikke desto mindre, hvad man forventer af danskerne«. Spørgsmålet er nu, hvad danskerne skal have til gengæld for deres ansvarlighed: Velfærd eller skattelettelser? Hvis vi vil undvære det ene, har vi råd til det andet. De årlige overskud på statsbudgettet er mere end tilstrækkelige til at sikre en planmæssig afvikling af gælden. Derfor er det meningsløst, når eksempelvis Bendt Bendtsen kritiserer Socialdemokraterne for økonomisk uansvarlighed og kræver nye store skattelettelser i én og samme tale til det konservative landsråd. I en situation, hvor et overvældende flertal foretrækker velfærd frem for skattelettelser – og hvor 60 pct. af befolkningen samtidig vurderer, at velfærden de senere år er forringet – står og falder regeringen imidlertid med sin evne til at bremse debatten om disse valgmuligheder. Derfor er skattelettelser »ikke noget, man taler om, men noget, man giver«. Problemet er bare, at skattelettelser på bekostning af velfærd er et kerneformål med det borgerlige regeringsprojekt. Derfor har Bendt Bendtsen i konfrontation med Dansk Folkeparti gjort skattelettelser til et kabinetsspørgsmål, som man må vælte regeringen for at forhindre. Og derfor evner selv ikke toneangivende venstreministre at lægge skjul på deres opfattelse. Lars Løkke Rasmussen taler for en kurs, »hvor vi lader den private sektor vokse mere end den offentlige og dermed flytter balancen mellem, hvad der er det offentliges ansvar, og hvad der er vores eget«. Skatteministeren har tilsvarende konstateret, at: »hvis man har et ønske om, at vi på et tidspunkt skal have en lavere beskatning i Danmark, end vi har i øjeblikket, så er det på sigt nødvendigt, at den offentlige sektor ikke vokser så hurtigt som den private«. Ansvarlighed III – Arbejdskraft: Ét er penge. Noget andet muligheden for at finde tilstrækkelig arbejdskraft. Her er det borgerlige synspunkt, at der ikke er hænder nok til at sikre både privat og offentlig vækst. Derfor må velfærden vige. Det er en bekvem vurdering. Man har hele tiden ønsket at lægge snævre rammer for velfærden – og nu slipper man for at argumentere politisk for sin prioritering. Tankegangen minder til forveksling om 80’ernes – forkerte – borgerlige antagelse om »naturlig arbejdsløshed« på et højt niveau, som man derfor ikke behøvede at bekæmpe. For os stiller sagen sig anderledes – dengang som nu. Regeringen ignorerer, at de seneste års stigende beskæftigelse har været ledsaget af en betydelig stigning i arbejdsstyrken. Analyser fra AE-rådet viser, at erhvervsdeltagelsen de seneste to år er steget med 25-35.000 personer, heraf ca. 15.000 personer fra kontanthjælp og ca. 6.000 personer fra førtidspension. Økonomiens kapacitetsgrænse kan altså flyttes, når arbejdsmarkedet sættes under pres. Den udvikling er ikke bare glædelig. Den er direkte nødvendig, hvis store marginaliserede samfundsgrupper skal have adgang til selvforsørgelse. Det gælder ikke mindst etniske minoriteter. Integrationsproblemerne i Danmark er en enorm økonomisk, social og kulturel trussel mod vores samfund. Kun et vedvarende pres på arbejdsmarkedet skaber forudsætning for at afværge den. Derfor bør den nuværende arbejdsmarkedssituation ikke betragtes som risiko, der skal afvikles. Men som en mulighed, der skal fastholdes og udnyttes. Det kræver, at der føres en langt mere aktiv arbejdsmarkedspolitik end for øjeblikket, hvor arbejdsformidlingen i stedet for egentlig jobformidling fokuserer på bureaukratiske kontrolforanstaltninger. Med målrettet arbejdsmarkedspolitik er der flere oplagte kilder til en forøgelse af arbejdsstyrken. Det gælder de mange tusinde deltidsansatte, der i talrige undersøgelser udtrykker vilje til at påtage sig fuldtidsstillinger. De 25.000 ledige i aktivering eller løntilskudsjob. Og ikke mindst muligheden for at udforme en målrettet seniorpolitik for nøglegrupper i den offentlige sektor, som i dag er storleverandør af medarbejdere, der går på efterløn som 60-årige eller søger førtidspension – ofte på grund af dårligt arbejdsmiljø. Vi viger ikke tilbage for en håndfast arbejdsmarkedspolitik. Rettigheder og pligter hænger sammen. Er der ledige job, som den ledige kan bestride, skal vedkommende selvfølgelig tage imod det – ellers må ydelserne bortfalde. Vi har derimod sagt fra over for regeringens tilbagevendende fascination af nedsatte ydelser ved ledighed – i gammeldags liberal forventning om, at regulær nød skulle øge jobsøgningen. En sådan politik er dokumenteret virkningsløs, som regeringens egen kulegravning af kontanthjælpsloftet viser. Den eneste sikre virkning af ordningen er, at de svageste er blevet fattigere. Ansvarlighed IV – Overophedning: Kan arbejdsmarkedspolitikken løse alle udfordringer? Nej, selvfølgelig ikke. Der vil også fremover være behov for at styre konjunkturudviklingen gennem en aktiv finanspolitik, som sætter gang i hjulene ved økonomiske tilbageslag – og om nødvendigt bremser væksten i tilfælde af risiko for overophedning og inflationsdrivende lønpres. I den nuværende situation er det imidlertid vores vurdering, at økonomien fortsat kan udvikle sig – uden at mangel på arbejdskraft omsættes i uholdbare lønstigninger. Vores forslag om en normalisering af rammen for det offentlige forbrug tipper ikke læsset. Det skyldes primært, at væksten i det private forbrug ser ud til at være aftagende på grund af bl.a. højere rente og stagnerende boligpriser. Men også mere grundlæggende, at globaliseringens konkurrencepres synes at have flyttet grænserne for, hvornår øget økonomisk aktivitet omsættes i lønpres på et niveau, som skader vækst og konkurrenceevne. Skulle situationen på længere sigt imidlertid udvikle sig i retning af overophedning, vil nedskæringer af de offentlige servicetilbud stort set være den værst tænkelige medicin, der kan ordineres. Effekten er begrænset og bivirkningerne helt uacceptable, som efterårets folkelige protester i daginstitutioner og på plejehjem illustrerede. Det er om nødvendigt langt mere effektivt at gennemføre en midlertidig afdæmpning af væksten i det private forbrug. I tilfælde af en regulær konjunkturel nødsituation kan det sagtens lade sig gøre uden at hæve skatterne. Man kan f.eks. anvende forskellige former for bunden opsparing, som under tidligere regeringer. Vores principielle vilje til at tage ansvar for en regulering af efterspørgslen er fuldt ud til stede. I den nuværende situation ville en sådan politik efter vores opfattelse være decideret skadelig. Hvis regeringen derimod vurderer, at et økonomisk indgreb er nødvendigt, må den sige det ligeud. Så er vi klar til forhandling. Det eneste, vi på forhånd klart afviser, er at skrue ned for velfærden for at styre den økonomiske aktivitet. Ansvarlighed V – Den danske model: Bag den borgerlige kritik ligger imidlertid ikke bare en forvrængning af de klassiske kriterier for økonomisk ansvarlighed. Men også politisk skepsis over for den danske samfundsmodel. Derfor sættes økonomisk ansvarlighed lig med en politik, som langsomt trækker i retning af et lavere skattetryk og en offentlig sektor, der fylder gradvist mindre i samfundsøkonomien. Den opfattelse stemmer ikke med realiteterne. Den offentlige sektor bidrager til at give alle lige rettigheder på områder, hvor det ville være både usympatisk og ineffektivt at lade indkomstforskelle være afgørende. Det drejer sig f.eks. om uddannelse, børnepasning, sygdomsbehandling og ældrepleje. Denne indsats er helt afgørende for, at den private sektor kan trække på så mange højt kvalificerede medarbejdere – som vel at mærke ikke stiller de store krav om jobsikkerhed og andre velfærdsordninger. Det skaber et meget effektivt og fleksibelt arbejdsmarked, som mange andre lande misunder os. Denne erkendelse bliver stadig mere udbredt blandt økonomisk sagkyndige. Danmarks enorme konkurrencekraft kan simpelthen ikke forklares, uden at man tager højde for ’velfærdsfaktoren’. Cheføkonomen for World Economic Forum, der hvert år rangordner alle verdens lande efter deres konkurrencekraft, har klart erkendt dette forhold: »De nordiske lande er rollemodeller for resten af verden (… ) Mens høje skatter burde være et problem, er der ingen beviser på, at disse påvirker landes muligheder for at konkurrere effektivt på verdensmarkederne. Tværtimod ser det ud til, at de høje offentlige indkomster er brugt til at sikre uddannelse i verdensklasse, social tryghed og en yderst motiveret og kompetent arbejdsstyrke«. En tidssvarende standard for økonomisk ansvarlighed kræver derfor svar på, hvordan vi opretholder den samfundsmodel, vi lever af. Opbakningen til fælles løsninger forudsætter ikke mindst, at kvaliteten af samfundets servicetilbud lever op til skatteydernes krav og forventninger, som hele tiden rykker sig – præcis som og i takt med den vækst og udvikling, befolkningen oplever privatøkonomisk. Derfor opleves konsekvenserne af historisk lav vækst i det offentlige forbrug ekstra kraftigt i en tid, hvor private forbrugsmuligheder eksploderer – særligt for de bedst stillede. Når velstanden stiger, insisterer de fleste mennesker på, at kvaliteten i uddannelse, sundhedsvæsen, børnepasning og ældreomsorg skal løftes med. VKO-flertallet genvandt regeringsmagten på en falsk forsikring om at ville indfri disse forventninger. Derfor mister den nu gradvis sin troværdighed. Men samtidig sættes vores samfundsmodel under pres. For hvis fællesskabet ikke kan – eller vil – følge med udviklingen, går de mest ressourcestærke andre veje. Det ser man for eksempel, når et stærkt stigende antal danskere tegner sundhedsforsikringer i frustration over et utidssvarende sundhedsvæsen. Det er selve kernen i regeringens såkaldte ’kulturkamp’ at skubbe denne udvikling endnu videre. Det er vores historiske projekt at vende den. Dér skiller vandene i dansk politik. Status efter fem år med Foghregeringen er, at der er givet skattelettelser for op mod 20 mia. kr. Penge, der efter vores opfattelse kunne være langt bedre anvendt til styrkelse af velfærden. Vi vil et samfund, hvor de fælles løsninger kan udvikle sig i takt med velstanden – og hvor illusionen om generelle skattelettelser, gradvist lavere skattetryk og en relativt mindre offentlig sektor til gengæld aflives én gang for alle. Det vil vi være i stand til at gennemføre med fortsat fastkurspolitik, planmæssige afdrag på statsgælden – og overholdelse af skattestoppet, indtil der kan skabes bred tilslutning til en skattereform. Det kalder vi økonomisk ansvarlighed for fremtiden.