Jeg har fulgt situationen i Mellemøsten og nærmeste omegn i hele mit voksne liv.
Og aldrig har situationen set så sort og deprimerende ud som lige netop nu. Er det bare mig, der er gået i analytisk sortsyn? Er det kun mig, der ikke kan få øje på lyset for enden af tunnelen, ja, som slet ikke kan få øje på tunnelen? Hvis der er en optimist derude, så kom frit frem og korriger mit syn. Jeg vil gerne – hellere end gerne – modsiges, modbevises og overtales til et nyt og bedre syn. Men for mine øjne tegner der sig en analyse, der munder ud i dystre konklusioner, der i overskrifter ser sådan ud: Irak er en blodig fiasko. Afghanistan er godt på vej til at blive det. Det palæstinensiske selvstyre er en tragedie. Og den iranske atomoprustning risikerer at ende i ragnarok. Aldrig har udsigterne til demokratisering, frihed og generel velfærd i Mellemøsten virket så ringe. Aldrig har en fredelig løsning mellem Israel og palæstinenserne virket fjernere. Aldrig har den militante og terroristiske islamisme haft større appel. Aldrig har Mellemøsten været så tæt på eksplosion på grund af ideologi, fanatisme, ulighed og begær efter de enorme rigdomme, som oliemanglen bare gør større. Og allerværst: Aldrig har udsigterne til atomkrig med udgangspunkt i Mellemøsten virket så overhængende. Lad mig begynde med atomtruslen. Jeg blev beroliget, da Hans Blix som formand for Den Internationale Atomenergikommission igen og igen forsikrede os om, at Iran ikke var på vej til at blive atommagt. Men i dag er der næppe tvivl om, at Iran i løbet af nogle få år har atomvåben og raketter til at føre dem frem mod selv fjerne mål. Atomvåben i hænderne på netop præstestyret i Teheran er angstprovokerende af flere grunde. For det første har Irans præsident flere gange draget staten Israels eksistens i tvivl. Iran leverer penge, træning og slagkraftige våben til de bevægelser, der aktivt angriber Israel. Og Israel har også atomvåben. Det har landet haft længe. Uden at det tilsyneladende har udløst den store bekymring. Ikke før nu, hvor landet føler sig truet af Iran. Er det så ikke endnu et tegn på diskrimination af muslimerne, at Vesten tilsyneladende er mere bange for Irans atomvåben end for Israels? Ikke nødvendigvis. For end ikke de arabiske statsledere har frygtet, at Israel ville bruge sine atomvåben som andet end en sidste udvej. I hvert fald var hverken Syrien eller Egypten bange for at angribe Israel i oktober 1973, selv om Israel allerede på det tidspunkt formodes at have haft atomvåben. Israel er blevet opfattet som en rationel atommagt. I de gode gamle dage, hvor Vesten og Sovjetblokken udkæmpede den kolde krig gennem gensidig atomoprustning og konventionelle krige gennem marionetter i ’ufarlige’ egne af verden som Afrika, var vi beroliget af den gensidige afskrækkelse. De angreb ikke os. Og vi angreb ikke dem, fordi et gengældelsesangreb ville koste mange menneskeliv hos angriberen. Sådan lød det rationelle argument mod panikken. Men er præstestyret i Teheran rationelt? Kan et styre, der anser selvmordsterrorisme som adgangsbillet til Paradis betegnes som rationelt? Ikke i min optik. Men selv hvis styret skulle være rationelt, så vil en iransk atombevæbning udløse en farlig atomoprustningsspiral i et område, der bedst kan betegnes som en krudttønde med mange tændsatser. Det er nemlig ikke sandsynligt, at de sunni-arabiske stater vil acceptere, at shiitiske og persiske Iran alene besidder bomben. Intet sted er konfrontationerne mellem sunnier og shiaer så tydelige og morbide som i Irak. Her er der ikke bare tale om en national og etnisk konflikt eller om en krig om Iraks olierigdomme. Her er der tale om en religiøst motiveret udryddelseskampagne, hvor de to muslimske trosretninger gensidigt har erklæret hinanden frafaldne og vantro, som det er en religiøs forpligtelse at udrydde. Derfor ser vi de uhyggelige billeder af kvinder og børn, der brændes til døde af modbydelige massemordere på hver side af den religiøse skillelinje. Derfor vil sunni-arabiske stater som i hvert fald Saudi-Arabien og Egypten, der stadig betragter sig som den arabiske verdens naturlige leder, gøre alt for at komme i besiddelse af kernevåben, som f.eks. styret i Nordkorea siges at ville sætte til salg. Saudi-Arabien ledes af et gennemkorrupt kongehus, der når som helst kan væltes. F.eks. af den gruppe forretningsmænd, der støtter Osama bin Laden og al-Qaedas ønske om at udrydde Vesten og vores dekadence. Og i Egypten er Det Muslimske Broderskab og andre fanatiske grupper kun et pistolskud fra magten. Atomvåben i et eksplosivt Mellemøsten i hænderne på fanatiske grupper, der dyrker dommedagsforestillinger og martyrdøden som et religiøst ideal, er et mareridt. Fælles for Allahs såkaldte krigere er, at de er villige til at ofre også egne muslimske liv for en højere sag, der vil føre dem direkte i Paradis. De ofrer ikke alene de selvmordere, der måske har meldt sig frivilligt til massemord. De ofrer også deres egne trosfæller, som uundgåeligt ryger med som ofre for de udsendte selvmordere. De ufrivillige muslimske ofre for massemordet i World Trade Center og for de upræcise raketangreb mod byer i det nordlige Israel, hvor muslimer bor side om side med jøder, kan trøste sig med, at også ufrivillige muslimske martyrer er sikret en god plads i Paradis ifølge disse tolkere af islam. Prøv at sige afskrækkelse til folk, der længes efter dommedag og garanterer deres trosfæller en frivillig eller ufrivillig billet til et andet og bedre liv i Paradis! Jeg var optimist, da Saddam blev væltet. Siden har det bare vist sig, at det var let at vinde krigen, men umuligt at vinde freden. Vi og amerikanerne kan blive i Irak. Og de vil dræbe hinanden og nogle af vores. Vi kan trække os ud af Irak. Og de vil dræbe flere af hinanden og færre af vores. Og det største håb om stabilitet blandt Irak-kendere ligger i et militærkup. Men ikke engang et godt gammeldags militærkup vil foreløbig kunne bringe ro i en nation, der dræber sig selv og hinanden for øjnene af os. Fredeligt demokrati i Irak? Min bare! Flere soldater til Irak og grovere metoder kunne måske undertrykke oprøret. Men der er ikke flere soldater. De har hænderne fulde i Afghanistan, hvor der også er alt for få tropper. Jeg var optimist, da styret i Kabul faldt. I dag er det åbenlyst, at vi har alt for få soldater til at vinde krigen mod Taleban, krigsherrerne og narkobaronerne. Endnu en tragedie er under udvikling. Det gav håb, da de syriske soldater blev smidt ud af Libanon. Uden Syriens destruktive indblanding kunne religiøse og etniske grupper sameksistere i et land i økonomisk fremgang. Men i dag står det lysende klart, at Syrien stadig øver dødelig indflydelse i det lille naboland. I dag ligger dele af landet i ruiner efter Israels krig mod Hizbollah, der i årevis har sendt raketter ind over grænsen til Israel fra Libanon. Og i dag ser Libanons skrøbelige sekteriske balance ud til at være truet af Guds Parti, der vil omdanne Libanon til en shiamuslimsk stat. Det er næppe demonstranterne i Beiruts gader, der er den store trussel. Det er Hizbollahs våben, som FN-styrkerne trods løfter om afvæbning ikke har konfiskeret. Hvad har Vesten fået ud af krigen mod terror? Hvad har Europa fået ud af det arabiske initiativ? Hvad har EU fået ud af den euroarabiske dialog? Hvor mange arabere har velmenende europæere overbevist om det vestlige sekulære demokratis velsignelser? Hvor mange arabiske kvinder har opnået reel ligeberettigelse? Hvor mange arabiske borgere har fået brugbare politiske frihedsrettigheder? Hvor mange diktatorer og politiske og religiøse undertrykkere ryster nu i bukserne efter nederlaget i Irak, problemerne i Afghanistan og den åbenlyse impotens over for Iran? Ikke én araber er blevet mere fri og tryg. Ikke én diktator er veget fra sin magtposition. Tværtimod anbefaler indflydelsesrige kræfter i USA at involvere to af de værste diktaturer, Syrien og Iran, i en løsning af problemerne i Irak. Og tværtimod står de sekulære arabiske demokrater og ligeretsforkæmpere mere isoleret, mere undertrykt og mere håbløst end nogensinde før. Ifølge Tony Blair ligger løsningen på Mellemøstens problemer i en løsning på konflikten mellem Israel og palæstinenserne. Gid det var så vel. For den konflikt er bare så nem at løse. Ikke sandt? Men sådan hænger det jo ikke sammen. Hvorfor i alverden skulle f.eks. de etniske, religiøse, økonomiske og sociale modsætninger i Irak forsvinde som dug for solen, hvis Blair skulle formå at forbrødre Israel og palæstinenserne? Hvordan skulle en fred mellem Israel og palæstinenserne kunne eliminere atomoprustning i Iran, barbariet i Irak, talebanernes succes og den blomstrende narkohandel i Afghanistan og den massive undertrykkelse og diskrimination i de arabiske diktaturer? Det kan godt være, at Vestens image i den arabiske gade får et lille pluspoint, hvis Vesten taler dunder til Israel. Men image er ingenting i forhold til de konfliktfremkaldende grundvilkår, der plager Mellemøsten. Men der er mange andre gode grunde til at skabe fred mellem Israel og palæstinenserne. Jeg var optimist, da Israel trak sig ud af Gaza, og da Ariel Sharon efterfølgende på FN’s talerstol talte om en tostatsløsning og mod en permanent israelsk besættelse af palæstinenserne. I dag angribes Israel fra Gaza, og Gaza er i lange perioder under daglige israelske angreb. Gaza er under massiv belejring. Palæstinenserne er i indbyrdes kamp. Nøden vokser. Desperationen stiger. Palæstinenserne har på demokratisk vis valgt en islamisk terrorbevægelse til at styre området. Et stort flertal vragede det korrupte og næsten sekulære PLO, der søgte territorialt kompromis med Israel. Og valgte kompromisløse Hamas, hvis modstand mod Israel ikke alene er national og territorial, men også er baseret på en kompromisløs tolkning af Koranen, der kræver, at hver en kvadratmillimeter af det nuværende Israel bliver muslimsk. Det meget roste palæstinensiske demokrati valgte en bevægelse, der i sit charter fra 1988 varsler evig kamp mod jøderne og påstår, at zionismen står bag Frimurerne, Rotary og Lions Club, der som mål har at underminere samfundene, ødelægge moralske værdier og at udslette islam og i øvrigt står bag narkohandel og alkoholisme. Vesten stoppede sin massive økonomiske støtte. Og palæstinenserne fik en lektion i demokrati: Man må leve eller lide med konsekvenserne af sit valg. Men selvfølgelig hævder de, at deres lidelser er vores skyld. Og Israels skyld. Hvis skyld skulle det ellers være? Bitterhed og had syder og bobler. Og hvem tror i dag på en israelsk tilbagetrækning fra Vestbredden? Hvem tror på et territorialt kompromis på Vestbredden? Hvad skulle i dag motivere Israel til at opgive den ulovlige og konfliktskabende bosættelsespolitik og gentage en Gaza-operation med evakuering af flere hundredtusinde israelere? Palæstinenserne har ikke magt til at gennemtvinge den. Og USA og Europa vil næppe, når det kommer til stykket, kunne blive enige om at presse Israel til at overlade sikkerhedspositioner til en islamisk terrorbevægelse, der sympatiserer med dem, der kaster bomber mod Vesten. Det ser sort ud! Hvor er lyset? Hvor er tunnelen?
