Nicolas Sarkozy er ’amerikaneren’ i fransk politik.
Uden cowboyhat, men med høje hæle, spidse snuder og sporer. Han taler som en advokat, tænker som en advokat og er advokat. Forsvar og angreb, begge sider. Stiller og besvarer selv alle spørgsmålene. Som bekendt er han ved siden af Ségolène Royal den ene af de to favoritter til præsidentposten i Den Femte Republik. Men hvad står manden med de inddampede aggressioner egentlig for? Hvem er den dynamiske højrepolitiker, der byder Ségolène stangen? Hvor står han i den franske debat og den alt andet end glimrende situation for landet? Som han som minister i fem år har et vist ansvar for. De to topkandidater stemte begge ja til den europæiske forfatningstraktat i 2005, men det er uklart, hvordan de nu vil sætte maskineriet i gang igen. Sarkozy vil helst genoptage traktaten i en barberet form og udskrive en ny folkeafstemning. Ségolène vil først opnå nogle konkrete resultater i det europæiske samarbejde. »Europa ad eksemplets vej«, kalder hun det pragmatisk. I mellemtiden er forbundskansler Merkel bare gået i gang. Da jeg skrev om Ségolène Royal her (Kronik 21.3.06) var hun en af sit partis mulige kandidater. For mange blot et mediefænomen. Nu er hun de franske socialisters eller socialdemokraters officielle præsidentkandidat. Hverken medierne eller folk er blevet trætte af hende. Hun har en reel chance for at blive præsident for den franske republik. Nuvel, de to er ikke de eneste. Den gamle enøjede krokodille, Jean-Marie Le Pen, ligger stadig og lurer i de sumpede vande på højre flodbred. Mange frygter, at situationen fra 2002, hvor han gik videre til anden runde, kan gentage sig. Front Nationals Jeanne d’Arc, Marine Le Pen, fremstiller nu sin far som hele Frankrigs brave og velmenende bedstefar. Det ordinære fremmedhad kan efterhånden sælges på hvert gadehjørne, uden at det vækker andet end begrænset harme. Centrums kandidat, kristendemokraten François Bayrou, fægter energisk for at få Frankrig revet løs af det traditionelle højre-venstre skema. Men selv om han er en fuldgod demokrat og overbevist europæer med mange gode idéer, skæpper sympatien for ham næppe mere end 5-10 procent af stemmerne. I det franske system er det vanskeligt at gøre sig bemærket i midten – også selv om man brænder efter at være det ekstreme centrum. Det ’radikale venstre’, som kun franskmændene kan kalde deres yderfløj til venstre for venstre, har ikke kunnet enes om en fælleskandidat. Kommunisterne og de andre nejsigere fra folkeafstemningen om den europæiske forfatningstraktat ville gerne fremstå som en antiliberal blok, men den smuldrer ved den mindste berøring. De ender med at opstille hver sin præsidentkandidat. Så er de også sikre på at få tid i radio og tv. Det samme gælder partiet Les Verts (De grønne), der nok har valgt deres præsidentkandidat, Jospins tidligere miljøminister, senator Dominique Voynet, men ikke engang kan blive enige om at støtte hende! Det kan også ende med, at tv’s folkekære globetrotter og klimaekspert Nicolas Hulot stiller op. Det truer han med, hvis de forskellige præsidentkandidater ikke vil indarbejde hans »økologiske pagt« i deres program. Han er løbets joker, og frister op til 10 procent af de franske vælgere. Han er partiløs, men hans miljøfond støttes af store industrigrupper – og en af hans mange beundrere hedder Jacques Chirac. Vi skal måske lige tilføje, at der umiddelbart efter præsidentvalget er valg til Nationalforsamlingen (førstekammeret). Det franske politiske system er nu sådan indrettet, at man skal vise flaget ved præsidentvalget for at få et godt resultat ved parlamentsvalget. Detaljerne i de mulige studehandler tilhører en romangenre som Balzac skabte i det 19. århundrede. Men lad os vende tilbage til Nicolas Sarkozy de Nagy-Bocsa, til daglig kaldet Nicolas Sarkozy eller bare Sarko. Som tiden er gået, og Ségolène er vokset med opgaven, er han nu ikke alene præsidentkandidat, men hendes modkandidat. Han er født i Paris i 1955. Faderen var af den ungarske landadel og arbejdede i Frankrig indenfor reklamebranchen. Moderen var advokat, hendes far var en græsk jøde (eller jødisk græker), der kom til Frankrig som læge. Det ligner faktisk en vellykket immigranthistorie, ikke? Han bliver færdig som jurist i en alder af 23 år og optaget i Den franske Advokatsammenslutning to år senere. Samtidig har han gået på Sciences Po, Institut for politiske studier i Paris. Der er fart på fra begyndelsen. Den politiske karriere indleder han som 22-årig studerende ved at blive valgt ind i byrådet i forstads- og rigmandskommunen Neuilly-sur-Seine vest for Paris. Han vokser op under Charles Pasquas beskyttende vinger, en af den gamle gaullismes mest skrupelløse politikere. Han kommer til at sidde som Neuillys borgmester i små tyve år (1983-2002) – ganske vist først efter at have ’myrdet faderen’, Pasqua. Et gennemgående, freudiansk motiv i fransk politik, hvor også den nuværende præsident har udvist en vis ekspertise. Nu er det ham, Sarkozy skal have ryddet af vejen. I fransk politik skal man helst have et mandat i flere af republikkens strukturer samtidig. Nicolas Sarkozy sidder i skiftende perioder i Hauts-de-Seines departementalråd (Frankrigs rigeste departement omkring det vestlige Paris), i regionalrådet for Ile de France og han bliver gaullistisk deputeret i 1988. Han er kun 38, da han overtager posten som budget- og finansminister. For en knægt at regne i et land, hvor en politiker på 50 endnu betegnes som et yngre håb. Men skyldes det ungdommeligt letsind eller bare en politisk fejlkalkule, at han ved præsidentvalget i 1995 holder på den gaullistiske regeringsleder Edouard Balladur, hvor det så er Jacques Chirac, der vinder pladsen efter Mitterrand? Måske var Sarkozy bare for tidligt ude. Han har endnu ikke det arsenal til sin rådighed, som han har brug for til at komme af med halvmonarken Chirac. Men episoden etablerer mellem Sarko og hans læremester en sygelig mistanke og implicit rivalitet, hvor knivene glimter bag de hvidblankede tandsæt. Realpolitikeren Chirac foretrækker dog at have Sarkozy inden for murene og gør ham til sin indenrigsminister, derefter igen økonomi- og finansminister og på ny indenrigsminister i 2005. Sarkozy kører lige nu et hæsblæsende dobbeltløb. Han er partiet UMP’s formand og dets indlysende, men endnu kun erklærede præsidentkandidat, og samtidig har han som indenrigsminister ansvaret for at tilrettelægge valghandlingerne. I sin egenskab af indenrigsminister råder han tillige over statsapparatets forskellige oplysningskilder – foruden samtlige franske politistyrker. Ingen og intet kan standse Nicolas Sarkozy. 14. januar vil hans neogaullistiske og/eller liberale parti og valgmaskine organisere et slags primærvalg, hvor han bliver officiel kandidat. Han har selv fyldt UMP med tilhængere. Det er allerede over et år siden, han betroede franskmændene, at han altid tænker på Élyséet under morgenbarberingen. Uden at vide det markerede han her en lille forskel mellem sig selv og venstrefløjens dengang endnu ikke nominerede kandidat, en vis Ségolène Royal ... Kommentatorerne påstår sommetider, at de har svært ved at se den store forskel på de to favoritkandidater. Men det er nu af ond vilje eller simpel dovenskab. Det er ikke det samme samfund, de to har i hovedet. Selv om ideologierne er døde, er socialdemokratisk reformpolitik og liberalkapitalistisk management endnu ikke helt det samme. De har ikke den samme opfattelse af, hvordan det franske demokrati kan bringes til at fungere bedre. Ségolènes ’deltagerdemokrati’ (démocratie participative) afviser Sarkozy som tarvelig demagogi. De har heller ikke den samme tydning af præsidentens rolle og plads i den 5. Republik. Begge vil modernisere republikken, men Sarkozy vil som den amerikanske præsident være regeringslederen, hvor Ségolène snarere ser statsoverhovedet som folkets og nationens inspirerede kraftcenter, der lader regeringen regere. At de er kvinde og mand er måske ikke så afgørende som det, at Ségolène Royal er feminist og Sarkozy – ja, hvad skal vi kalde det, det modsatte? Men det er rigtigt, at de begge dyrker billedet eller symbolet mere end de konkrete programpunkter, i al fald i denne fase af valgkampen. Tiden er til det, men begge de to personligheder er også, hver på sin måde, knalddygtige kommunikatorer. Sarkozy er et barn af Reagan, Ségolène Mitterrands elev. Sarko vil gerne fremstå som den handlekraftige fornyer. Fremtiden tilhører dem, der står tidligt op. Dem, der vil noget med deres liv og gerne vil arbejde mere for at tjene mere. Man skal fortjene sin fremgang i tilværelsen, Frankrig skal være et meritokrati. De svage samler vi op, det er klart, om to år sover ingen længere på fortovet eller fryser ihjel. Han lover »det Frankrig der lider« et brud med de hidtidige metoder, men tilføjer, at det skal være et »roligt brud«, ingen revolution. Han lover franskmændene sikkerhed, arbejde, højere løn og en bolig, de kan betale, han vil regulere indvandringen og sende de papirløse tilbage. Men forklarer ikke, hvordan staten både skal være franskmændenes betryggende hønemor, samtidig med at den i liberalismens navn lader de frie kræfter udfolde sig. Ségolène har sat en stort anlagt kampagne i gang på nettet (www.désirsdavenir.org). De »tusinde små kilder« skal forsyne hende med tanker og idéer. Metoden har foreløbig kostet hende hån fra de traditionelle politikere. En leder skal da lede – og tænke selv! Men samtidig får hun en overvældende reaktion fra det, vi alle sammen kalder »almindelige mennesker«, selv om udtrykket siges at være både uforståeligt og uvidenskabeligt. Hendes politiske udgangspunkt er det socialistiske partis program (hvis vogter er hendes samlever François Hollande), men da en præsident skal være for hele folket, udbygger hun det med sine egne planer for fremtiden. De spænder vidt, men har en klar social klang. Hendes slagord »retfærdig orden« er af modstanderne blevet udlagt som orden kort og godt, men er egentlig kun det modsatte af uretfærdig uorden. Hvis et handikappet barn ikke kan passes ind i skolesystemet på grund af manglende midler eller personale, er det en republikansk uorden. Som skal bringes i orden. Men hun vil også styrke regionerne over for centralstyret, indføre en reel indkomstskat med tilhørende retfærdig genfordeling, overlade overenskomstforhandlingerne til arbejdsmarkedets partnere – altså når de franske fagforeninger kommer til at repræsentere mere end de 8 procent af lønarbejderne og funktionærerne, der nu er tale om. I det hele taget er Ségolène temmelig skandinavisk i hovedet. Hvor Nicolas Sarkozy vil have magten, vil hun bruge den. Man må ellers nok sige, at præsidentvalgets hovedtema indtil videre mest har været et spørgsmål om metode og tilgang, om stil. Skattereform, pensioner, prisstigninger, skole og undervisning, forskning, sikkerheden på gader og veje, privatiseringer og udflagninger – det hører vælgerne naturligvis gerne om. Det er dér deres liv ligger. De kan også interessere sig for Mellemøsten og den kinesiske vej. Men da de i forvejen ikke tror på valgløfter, hverken fra den ene eller den anden side, og man alligevel skal have en præsident valgt, vil de gå mere efter personen end programmet. Baggrunden er den krise, det repræsentative eller parlamentariske demokrati er havnet i. En vælgerbefolkning, der ikke nærer tillid til sine folkevalgte politikere har lidt efter lidt opgivet at få indflydelse på samfundets udvikling. Til et stadig mere larmende akkompagnement af korruptionssager på højeste plan, en sej arbejdsløshed (lidt under 10 procent), uvarslede strejker, stigende social og økonomisk ulighed i skyggen af børsrekorderne, stadig større formuer og stadig flere fattige, daglig nød blandt husvilde, enlige mødre og unge uden beskæftigelse i forstæderne, har mange simpelthen valgt at stå af. Den franske citoyen vil ikke tage sit ansvar for republikken – den er jo blevet kapret af en politisk og økonomisk elite, der forer sin egen rede med bløde silkestoffer. Stemningen i Frankrig er en underlig blanding af resignation og vrede. Skuffelsen over de politiske lederes afmagt, de brudte løfter og den tomme tale får mange til at fylkes om de enkle løsningers prædikanter. Le Pen behøver i grunden ikke føre sig ret meget frem. Han presser bare vredens druer og drøner derudad på saften. »Hvad kan det nytte«, kan også ende med et brag. Men hvordan »demokratisere demokratiet« uden at havne i populisme og den rene folkeforførelse? Hvordan få vælgerne tilbage til politik uden at skuffe dem, når de opdager, at alting ikke kan finde en løsning ved et snuptag? Frankrig slås stadig med et fundamentalt problem, som vi kort kan beskrive som manglende demokratikultur. Borgeren har siden revolutionen i 1789 lært at ære Nationen, beundre Republikken og respektere Staten, men har egentlig aldrig fået nogen langsigtet demokratisk grunduddannelse. Ingen højskoler, andelsbevægelse eller politisk engageret arbejderbevægelse har skabt den kulturelle grobund i befolkningen, hvor den enkelte er sig bevidst om både sine rettigheder og pligter. Samfundssindet ligger brak. Derfor er det franske demokrati i vid udstrækning forblevet et spørgsmål om politiske institutioner, lovgivning og regler, altså et ydre eller formelt demokratisk apparat. Som man i mange tilfælde også kan kalde et flertalstyranni. Bare der er flertal, er sagen afgjort. Debat med mindretallet er overflødig, det sinker bare, beskyttelse af mindretallet er en misforståelse af begrebet folkestyre. Det er her Ségolène Royal, måske lidt idealistisk, sætter ind. Her Nicolas Sarkozy har svært ved at forny sig. Den, der vinder, vil endnu have alt at vinde. Præsidentvalget i Frankrig handler dybest set om demokratiets muligheder og fremtid. På den måde er det vel også en europæisk begivenhed?
