Efter folkeafstemningerne i Frankrig og Holland blev der dømt tænkepause i EU.

Det var der god fornuft i. Når EU’s regeringschefer går fejl af befolkningerne i to kernelande, må det selvsagt give anledning til seriøse overvejelser om projektet. Og hvis det kunne lykkes at engagere befolkningerne i en debat om Europas fremtid, kunne krisen ligefrem føre til noget positivt. Efter godt og vel halvandet år må man imidlertid konstatere, at tænkepausen er blevet til en tankepause. EU’s regeringer er fanget i et taktisk spil, hvor ingen rigtig tør melde ud. Det er den almindelige opfattelse, at processen ikke kommer ud af stedet, før det franske præsidentvalg er overstået, så der skal ikke løbes nogen risici. Og det gør tilsyneladende ikke indtryk, at befolkningernes skepsis kan skyldes præcis den form for politisk kultur. Der er heller ikke noget at prale af her i Danmark. Da tænkepausen blev proklameret, kom statsministeren ellers i spenderhjørnet. Der blev afsat i alt 17,5 mio. kr. til en bred folkelig debat, og Folketingets Europaudvalg fik ansvaret for at sætte debatten i gang. Det er hårdt at sige, men initiativerne har ikke haft nogen effekt. Debatten har været stort set fraværende, og EU-spørgsmålet er i dag dødt som tema i dansk politik. Problemet er, at der ikke har været noget oplæg at diskutere ud fra. I stedet har statsministeren brugt en af de mere tvivlsomme sider i den rundkredspædagogik, han ellers har bekæmpet så fanatisk: Eleverne sendes i gruppearbejde med nogle uforpligtende spørgsmål, hvorefter læreren kan sætte sig hen og få en slapper. Passiviteten har formentlig passet statsministeren udmærket. Han undgår at spille ud i det europæiske forhandlingsspil, og han undgår at komme i konflikt med Dansk Folkeparti. Anders Foghs tætte forhold til Pia Kjærsgaard er i stigende grad blevet styrende for hans manøvrer. Ud fra forskellige synsvinkler kan man diskutere, hvor klogt det er. Én ting er imidlertid sikker: Det har store negative konsekvenser for den del af regeringens udenrigspolitik, som ligger uden for faderbindingen til George W. Bush. Og det har medført en passiv europapolitik og en tænkepause, der ikke er brugt ordentligt. For der kommer altså ingen ordentlig diskussion, før regeringen har klargjort, hvordan den ser Europas fremtid. Ikke et ondt ord om de oplæg, der er kommet fra partierne og de folkelige bevægelser, men det rykker først, når den regering, der har magten til at forhandle, spiller ud. Det er derfor – på enhver måde – uholdbart, at regeringen vedvarende stikker hovedet i busken. Der er et kolossalt behov for, at EU kommer ud af den nuværende lammelse. Ikke mindst i den globale politik er der brug for et EU, som kan afbalancere et USA, som er på udenrigspolitisk katastrofekurs, og et Kina, som målbevidst arbejder på at etablere sig som en stormagt, der kan udfordre det nuværende amerikanske hegemoni. Den amerikanske mellemøstpolitik ligger mere eller mindre i ruiner. Bag den amerikanske Irakkrig lå en tænkning om, at krigen ville skabe demokrati i Irak, som så ville brede sig til resten af regionen. Irakkrigen var i den forstand en helt central del af Bushregeringens kamp imod den internationale terrorisme. Bushregeringen anvender en konsekvent krigsmetaforik, når den beskriver kampen imod den globale terrorisme. I dens optik er der i bogstavelig forstand tale om en global krig mellem de vestlige demokratier og islamismen. Irak er i den sammenhæng blevet en frontstat: Tabes krigen her, vil vejen i Bushregeringens optik ligge åben for islamismens yderligere fremmarch, hvilket i sidste ende kan føre til et verdensomspændende kalifat. Parallellen til Vietnamkrigen er slående. Dengang var fjenden den verdensomspændende kommunisme, og faldt Sydvietnam, ville ’demokratierne’ falde som dominobrikker. I dag er fjenden ikke kommunismen, men islamismen. Den militære tænkning er den samme. Det kan derfor ikke være overraskende, at Bush ikke vil trække sig ud af Irak i noget, der kan ligne et nederlag til den islamistiske fjende. Men det kan heller ikke overraske, at effekten af den amerikanske krigsførelse er lige så ringe, som den var i Vietnam. Den radikale islamisme har aldrig været stærkere, end den er i øjeblikket. Hadet til amerikanerne i hele Mellemøsten har aldrig været større, hvilket vanskeliggør arbejdet for enhver regering eller politisk bevægelse, som arbejder for demokratiske forandringer. Provestlige værdier er blevet synonyme med amerikansk magtarrogance og krigsførelse – med det resultat at de fleste vender tommelfingeren nedad. Geopolitisk har den amerikanske politik medført en hidtil uset styrkelse af det iranske præstestyre, som konsekvent fisker i rørte vande i et forsøg på at blive en ny regional stormagt. Det amerikanske fallitbo i Mellemøsten har enorme konsekvenser for Europa. Det er i højere grad Europa end USA, som mærker konsekvenserne af islamismens fremmarch, de geopolitiske forskydninger og svækkelsen af de demokratiske bevægelser i Mellemøsten. Alene det burde være et argument for, at vi skal blande os ud fra nogle specifikke europæiske interesser og værdier. Det er besynderligt, at det transatlantiske forhold stort set ikke har spillet nogen rolle i den begrænsede danske europadebat. For nøglen til at komme videre ligger i viljen til at definere en europæisk autonomi og identitet, som ikke nødvendigvis bygger på et værdifællesskab med USA. For der er i stigende grad forskelle i forhold til helt centrale problemstillinger. Det gælder ikke mindst respekten for et internationalt retssamfund og krigen som middel til at løse konflikter. Men det gælder også analysen af de globale miljøproblemer og eksempelvis sammenhængen mellem drivhuseffekten og nye sikkerhedspolitiske udfordringer. Vi har ingen interesse i et værdifællesskab med USA, som indbefatter internationalt anarki og den stærkes ret, krigen som det ’normale’ og en fornægtelse af de globale miljøproblemer. Det er min overbevisning, at Europa kun kan komme ud af den nuværende lammelse ved at formulere et stærkt globalt alternativ. EU skal være en supermagt. Ikke som en kopi af USA, men som en global magtfaktor, der er baseret på en anden sikkerhedspolitisk tænkning end den amerikanske. Hvad betyder det mere konkret? Lad mig nævne tre centrale punkter: For det første respekt for og efterlevelse af international lov og ret. Vel er det besværligt at lade FN’s Sikkerhedsråd være overdommer ved internationale konflikter, og vist er der brug for en reform af Sikkerhedsrådet og ikke mindst de urimelige vetoregler. Men hvis vi skal undgå en tilstand af ’permanent krig’, er der ingen vej udenom. Når der er vedtaget internationale konventioner om eksempelvis menneskerettigheder og forbud mod tortur, skal de også efterleves. Med en let omskrivning af en gammel hippieparole: ’Make law, not war’. For det andet et nyt forhold mellem de ressourcer, der anvendes til militære operationer, og så civil genopbygning. Nobelpristageren Joseph Stieglitz har beregnet, at de samlede udgifter for den amerikanske Irakkrig ligger på den anden side af 1.000 milliarder dollar. Kun en brøkdel af dette beløb er brugt til civile projekter – og når så de fleste af pengene samtidig er gået tilbage til amerikanske virksomheder eller ned i dybe korruptionshuller, bliver forholdet helt grotesk. I et tankevækkende indlæg i Politiken 7. januar beskriver Paul Villaume de enorme problemer i Afghanistan-indsatsen, og han fremdrager den helt centrale pointe, at der bruges cirka ti gange så mange penge på den militære del som på den civile del. Efter krigen i Libanon sidste sommer var der stor fokus på, hvordan der kunne indsættes en fredsbevarende styrke. Fint nok, men det var faktisk et lige så stort problem at sikre økonomisk erstatning til de mange tusinde libanesere, som havde fået ødelagt deres hjem og indtægtsgrundlag. Før Vesten fik snøvlet sig sammen til noget som helst, havde Hizbollah – bakket op af det iranske præstestyres oliemilliarder – været i marken med økonomisk kompensation til de skadelidte. Og samtidig skaffet sig nye tilhængere. Ingen demokratisk sindede mennesker kan sympatisere med den radikale islamisme. Men det er nødvendigt at forstå, at de islamistiske bevægelser konsekvent forsøger at skaffe sig opbakning ved at påtage sig de sociale opgaver, andre politiske kræfter har forsømt. Løsningen på det (sikkerhedspolitiske) problem ligger ikke i at føre krig, men i at tage det sociale initiativ fra islamisterne. For det tredje en insisteren på sammenhængen mellem miljøpolitik og sikkerhedspolitik. Den sammenhæng bliver det centrale i det 21. århundredes sikkerhedspolitik. Knapheden på olie og gas har allerede i dag enorm betydning. Den amerikanske mellemøstpolitik handler om terrorbekæmpelse, men også om at sikre fremtidig tilgang af olie. Putin spiller naturgaskortet over for Europa og sikrer på den måde sit diktatur en skamløst beleven behandling. Verdenssamfundets passivitet over for folkemordet i Darfur er skandaløs, men når FN er lammet, hænger det (også) sammen med kinesiske olieinteresser i Sudan. Men det handler også om drivhuseffekt og klimapolitik Den såkaldte Sternrapport gav en overbevisende analyse af de negative økonomiske konsekvenser for hele kloden, hvis vi ikke i tide griber ind over for klimaproblemerne. Men de har i allerhøjeste grad også en sikkerhedspolitisk dimension. Der vil opstå enorme folkevandringer og endnu flere flygtninge, end vi kender i dag. Der vil opstå konflikter på baggrund af mangel på fødevarer og vandressourcer. Den britiske udenrigsminister, Margaret Beckett, formulerede det præcist i en bemærkelsesværdig tale i Berlin 24. oktober sidste år: Den største sikkerhedstrussel, vi som globalt samfund står over for, skal ikke mødes med geværer og tanks, men i stedet med investeringer i en økonomi, som fører til et lavere udslip af drivhusgasser. Der er mere sikkerhedspolitik i at investere i vindmøller end i kampfly. Giver det mening at adressere ovennævnte til EU’s tænkepause og debatten om Europas fremtid? Ja, i allerhøjeste grad. Der ligger i Europa en tradition for nødvendigheden af et internationalt retssystem, hvis verden skal hænge sammen. Det skyldes i høj grad egne erfaringer. Når EU i dag er rammen om et fredeligt samarbejde på et kontinent, som i århundreder er blevet flået fra hinanden i blodsudgydelse, skyldes det i første række samarbejdets retligt bindende karakter. Denne erfaring kan få enorm global betydning. Der ligger i Europa en større forsigtighed i brugen af krigen, end tilfældet er i USA. Det kom klarest til udtryk i debatten op til Irakkrigen i 2003, men det lå også som et tema i de transatlantiske relationer før 2003. Heri ligger ikke nogen afvisning af militær indgriben som krisestyringsmiddel. EU har gradvis udbygget forsvarsdimensionen som en kapacitet, der på ingen måde matcher hverken USA eller NATO, men som – i al sin begrænsning – kan give kød og blod til en sikkerhedspolitik, der defineres ud fra europæernes egne interesser. Det centrale er, at den militære intervention altid skal være den sidste mulighed, samt at den skal respektere international lov og ret. Der tales af og til om en arbejdsdeling mellem EU og USA. Men den er uholdbar, når de amerikanske militære løsninger direkte modvirker den bløde sikkerhedspolitik – som det er tilfældet i Irak og i Afghanistan. Dertil kommer, at den bløde sikkerhedspolitik skal være selve fundamentet i en fremtidig sikkerhedsordning. I kampen imod de globale miljøproblemer ligger Europa milevidt foran USA, hvor ingen regering tilsyneladende tør satse på den nødvendige økonomiske omstilling, og som derfor agerer kontraproduktiv i de internationale fora, som diskuterer det globale miljø. Der blev i efteråret 2004 skabt bred enighed i Folketinget om Danmarks fremtidige europapolitik. Aftalen forholdt sig til specifikke problemer i forfatningstraktaten, men skitserede også en række fremtidige sigtelinjer. Den politiske aftale står fortsat ved magt, og den har stadig relevans. Men med nye forudsætninger bør den tages op til fornyet diskussion. Men det forudsætter, at regeringen kommer ud af dvalen og spiller ud. Man kunne i den sammenhæng tage udgangspunkt i et forslag, som Erik Holm udarbejdede i en Kronik i Politiken 14. juni sidste år. Erik Holm foreslog, at de europæiske ledere udarbejder en ny sikkerhedspagt med udgangspunkt i det nye trusselsbillede – med det mål at skabe en selvstændig sikkerhedspolitisk dimension. Han forestillede sig, at en sådan sikkerhedspagt kunne være et supplement til traktaten. Forslaget fik ikke mange kommentarer med på vejen, men er ikke desto mindre værd at overveje. Nøglen til at komme ud af EU-krisen ligger i en styrket europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Ud fra en dansk synsvinkel har dette – i det mindste – to følgevirkninger. Det er uholdbart at fastholde den danske forsvarsundtagelse, og den bør ophæves. Alternativet til krisestyring i EU-regi er amerikanskdominerede NATO-operationer, og det er præcis, hvad en styrket europæisk sikkerhedspolitik skal udfordre. Mummespillet om Tyrkiets optagelse i EU må ophøre. Det tyrkiske EU-medlemskab er sikkerhedspolitik helt ind i kernen. Hvis vi løber fra løftet om at optage et moderat demokratisk muslimsk land, vil det få enorme konsekvenser i forholdet til den muslimske verden og bestræbelserne på at skabe et nyt grundlag for fredelig sameksistens